Giacomo Leopardi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Portræt af Giacomo Leopardi

Giacomo Leopardi (29. juni 179814. juni 1837) var en italiensk digter.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Recanati, og var søn af Monaldo Leopardi, som var greve af en lille landsby i Marche, som da blev styret som en del af Pavestaterne. Hans mor var markisen Adelaide Antici. Giacomo opvoksede i isolation, normalt kun omgivet af sin far og nogle præster som underviste ham. Faren indfluerede ham stærkt som digter, og var meget interesseret i litteratur. Selv om han havde tabt det mest af sin arv i fejlslåede forretningsprojekter kunne han tage vare på en kostbar bogsamling, som blev åbnet for offentligheden i 1812.

Giacomos ensomhed, som blev forværret af familiens stive manerer, førte til at han tilbragte meget af sin tid med at læse i farens bibliotek. Da han var to år gammel behøvede han ikke længere lærere, og da han var 17 havde han enorme kundskaber indenfor en række fag. Blandt andet lærte han sig mindst syv sprog, historie, filosofi, filologi, naturvidenskab og astronomi. Hans lange dage i det usunde klima i biblioteket kan have bidraget til at han udviklede astma og skoliose. Han havde også svækket syn efter at have læst i skinnet fra et stearinlys på mørke aftener.

Han startede sin skrivende karriere som oversætter, for det meste af klassiske værker. Blandt andet udgav han en oversættelse til italiensk af Horats' Ars Poetica. Han skrev også nogle mindre videnskabelige afhandlinger. I 1816 skrev han til det litterære tidsskrift "Biblioteca Italiana", og forsvarede italienske klassicister mod angreb fra Madame de Staël. På dette tidspunkt havde han begyndt at skrive poesi. Hans stil var neoklassisk, noget som var moderne på den tid. Han begyndte at skrive Zibaldone (da. sammensurium), som er en form for intellektuel dagbog med refleksioner over et utal af emner, dog hovedsageligt af filologisk, filosofisk og litteraturteoretisk karakter. Han indledte også en langvarig korrespondance med Pietro Giordani.

Det er muligt at han blev forelsket i sin kusine Gertrude Cassi, som var gift. Hans Diario d'Amore (Kærlighedens dagbog) er fra den tid det i så fald skete. Natalino Sapegno, en af de største italienske litteraturkritikere, mener at det hellere er en mere generel ungdommelig udforskning af romantisk kærlighed som ligger bag værket.

I 1819 forsøgte han at flytte hjemmefra, men faren opdagede det og standsede ham. I breve fortæller han om sin dårlige fysiske forfatning, blandt andet midlertidig blindhed som hindrede ham i at læse. Efter at denne tilstand var gået over skrev han dele af samlingen Idilli (Idyller), inkluderet "L'Infinito" og "Alla luna". I 1822 fik han endelig lov til at rejse fra Recanati, og tog til Rom. Der fandt han intet job, og rejste snart ulykkelig tilbage. Men under opholdet var hans værker blevet kendte i Rom, og mange satte pris på poesien.

Efter hjemkomsten skrev Leopardi Operette Morali, hvor han nedskrev sine mest dystre filosofiske tanker. Hans pessimisme kommer i dette værk klart frem.

I 1825 tog han til Milano, og skulle aldrig mere vende tilbage til Recanati. Han arbejdede en periode for redaktøren Fortunato Stella. Derefter fulgte han efter grevinden Teresa Malvezzi, som han var fascineret af, til Bologna, og så videre til Firenze. Der mødte han Alessandro Manzoni, den anden store italienske digter fra denne periode. Under et ophold i Pisa skrev han A Silvia (Til Silvia).

I 1830 kunne nogle venner sikre et stipendium til Leopardi, noget som førte til at han endelig kunne føle sig frigjort fra Recanati. Samlingen Canti (Sange), udgivet i 1831, indeholder de fleste af hans digte. Han slog sig ned i Firenze. Der forelskede han sig i den gifte kvinde Fanny Targioni Tozzetti, som ikke gengældte hans kærlighed. Han mødte også Antonio Ranieri, en napolitaner i eksil.

Senere rejste han til Napoli for at besøge Ranieri, som var flyttet hjem. I Napoli fik han et godt, men antagelig ikke romantisk, forhold til Ranieris søster Paolina, og et nært venskab med Basilio Puoti. Han blev også meget glad for is, som han smagte i Napoli for første gang.

Efter nogle måneders ophold i Napoli døde han der, efter at have udviklet ødemer.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]