Gustaf Fröding

Gustaf Fröding, svensk digter, f. 22. Aug. 1860 paa Godset Alster i Värmland, d. i sit Hjem ved Sthlm 8. Febr 1911.

Faderen, Løjtnant F., var en smuk, begavet og elskværdig, men dybt melankolsk Personlighed, Moderen, Datter af af Botanikeren, biskop Agardh, var en livligere Natur med et afgjort Talent for Digtning, men hun var sindssyg ved F.’s Fødsel. Hjemmet var saaledes uroligt og uregelmæssigt, sine lykkeligste Timer havde F. i de Ferier, han tilbragte paa Bedstemoderens Gaard Gunnerud; herlige Skildringer af dette Hjem findes i hans Digte (»Et gammalt förmak« o. m.fl.); til Gaarden hørte et Jernværk, hvor han færdedes mellem Arbejderne og hørte paa deres Oplevelser (»Bergslagstroll« o. fl.). I Skolen var han ingen flittig Elev, men hvad der greb hans Fantasi, bar Frugt (»Ur Anabasis«); og i sin Fritid læste han alt, hvad han paa nogen Maade kunde overkomme, især af Poesi, baade sv. og fremmed. 1880 kom han som Student til Upsala; kort efter arvede han efter Faderen en større Pengesum; i Følge Sagnet fik han den udbetalt i klingende Mønt og gemte hele Summen i en Botaniser-kasse, hvor hans Venner kunde gaa og tage af den, naar de trængte. Vist er det, at Summen forsvandt forholdsvis hurtigt, og at F. blev vant til et temmelig uregelmæssigt Liv. Nogen Afslutning paa sine Studier fik han ikke; han har selv givet en munter Skildring af, hvorledes det gik ham til Tentamen. Efter nogle Aars Forløb forlod han da Univ. og forsøgte sig først paa forsk, praktiske Omraader, men havnede endelig som Medarbejder ved et Blad i Karlstad. I »Karlstad Tidningen« skrev han baade Artikler og Vers, men noget virkeligt digterisk Gennembrud naaede han ikke til. Det var først 1889, efter et Ophold paa en tysk Anstalt for Nervesyge, at han gav sig til for Alvor at samle og sondre sine ældre Digte og tilføje ny, saa at det blev en lille Samling, der under Titlen »Guitarr och I dragharmonika« udkom 1891. Heidenstam og Levertin havde da nylig udsendt deres Fejdebrev mod Realismen, og Jordbunden var beredt i for den ny nationale Digtning, hvor F.’s Navn skulde blive et af de største. »Guitarr och dragharmonika« indeholder først og fremmest en Række »Värmlandske låtar«, Skildringer af värmlandske Folketyper og Folkeliv af en uforlignelig Friskhed, gennemtrængt af den kosteligste Humor; Versformen føjer sig med et Mesterskab uden Lige om det mest forskelligartede Indhold. Bogen slog øjeblikkelig igennem og kom straks i 2. Opl. Man havde lagt mindre Vægt paa de vemodige Toner, som klang gennem Bogens andre Afsnit, skønt de ikke var mindre karakteriserende for Digteren, for den Splittelse, der allerede nu viste sig i hans Sjæleliv, og som efterhaanden skulde træde stærkere frem. Hans næste Digtsamlinger »Nya dikter« (1894) og »Stänk och flikar«  (1896) fortsatte vel Rækken af de objektive Folkelivsskildringer, men det subjektive blev langt mere overvejende. Begge Bøger viste hans Geni i stadig kraftigere Udvikling, Højdepunktet naas vel i den sidstnævnte Bog, og hans Læseres og Beundreres Tal var i mægtig Stigen. Allerede 1892 tilkendte Sv. Akad, ham en litterær Understøttelse, som han imidlertid demonstrativt skænkede til Agitationen for Folkerigsdagen. Men Kritikken meldte sig ogsaa; Akademiets Sekretær, C.D. af Wirsén, fandt, at »Forfatteren idelig overskrider Sømmelighedens og Skønhedens Grænser«, og et Digt i »Stänk och flikar« gav Anledning til, at han blev tiltalt for Krænkelse af Blufærdigheden. Juryen frikendte ham imidlertid, men F. udelod i selv det paaklagede Digt i de flg. Udg. af Bogen. 1895 og 96 udgav F. to smaa Samlinger »Räggler å paschaser på vårat mål« paa värmlandsk Bondemaal; 1897 kom »Nytt och gamalt« og 1898 en Samling filos. Digte, »Gralstänk«, den sidste Digtsamling, F. udgav.

Fra de objektive Skildringer af Livet i hans Hjemstavn, der strækker sig fra det mest burleske som »Melangtäras intåg i Kallsta«, til det gribende tragiske, som »Jägar Malms hustrur«, havde hans Digtning som nævnt vendt sig mere og mere indad mod hans eget Sjæleliv, og dette gled snart ud i dybe Grublerier over Tilværelsens Gaader; hans Tungsind tiltog, og han søgte forgæves Hjælp i indgaaende religiøse Studier. 1898 fremkom i »Upsala Tidningen« en Artikel, hvori han gjorde Rede for sit nu fuldstændig forandrede Syn paa Livet og Digtningen, og henviste til det ny Test., »som Korrektiv mod mine her og andetsteds udtalte Meninger«. I Slutn. af s. A. maatte han lade sig indlægge paa Sindssygehospitalet i Upsala, hvor han tilbragte en Aarrække; han digtede dog vedblivende, og nogle af hans skønneste og dybeste Poesier stammer fra denne Tid. Sine sidste Aar tilbragte han i en Villa i Djurgården ved Sthlm, og her døde han. Under en enestaaende Deltagelse blev hans Lig bisat i Upsala Domkirke.

F. er en af de største lyriske Digtere, Norden har ejet. Det Felt, hvorover hans Digtning spænder, strækker sig fra de kaadeste Satirer til de dybeste, mest gribende Sjæleskildringer. Ikke mindre værdifuld end Indholdet er den mesterlige Form; gennem et utrætteligt og inderligt Arbejde er det lykkedes ham at aflokke Modersmaalet de skønneste og rigeste Toner; til Trods for det store Arbejde, der ligger bag ved, er hans Sprog simpelt og klart, uden Retorik, uden Billedrigdom, men malende ved selve Ordklangen, af en enestaaende musikalsk Virkning. Af litterær Paavirkning er der ikke meget at spore i hans Digtning; F. nævner selv, at V. v. Heidenstam’s første Digtsamling gav ham Mod til at vove sig frem, men han har meget lidt tilfælles med denne Digter; tydeligere er Slægtskabet med H. Heine. Nærmest staar han dog Robert Burns (om hvem han har skrevet en smuk lille Bog) og frem for alt F.A.Dahlgren (»Fredreck på Rannsätt«), som Fröding selv har hyldet med et smukt Digt; med den lyriske sv. Folkesang er han aandelig beslægtet. Men alt dette betyder intet ved Siden af hans enestaaende Originalitet. F.’s Prosa staar ikke paa Højde med hans Poesi; et Udvalg af den findes samlet i »Efterskörd«; interessantest er en Afh. om Humor og en om Strindberg’s Poesi.

Frödings »Samlade dikter« udkom 1901, »Efterskörd«, som indeholder et Udvalg af hans prosaiske Arbejder, samt en Del interessante Omarbejdelser af tidligere Digte med Kommentarer (1910) og »Rekonvalescentia«, Digte fra Hospitalsopholdet (1913). Fl. af hans Digte er overs. til Tysk, Engelsk og Finsk, til Dansk-Norsk af A. Forsberg.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.