Horace Vernet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Emile Jean Horace Vernet
Emile Jean Horace Vernet 002.jpg
Horace Vernet, Selvportræt, 1835
Født 30. juni 1789
Paris
Død 17. januar 1863
Paris
Nationalitet fransk
Felt Slagmaleri, Klassicisme
Inspireret af Carle Vernet
Horace Vernet, Slaget ved Hanau, 1824

Émile Jean Horace Vernet (30. juni 1789 i Paris17. januar 1863 sammesteds) var en fransk maler, søn af maleren Antoine Charles Horace Vernet (kaldet Carle Vernet) og barnebarn af Claude Joseph Vernet.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Horace Vernet er malerslægten Vernets navnkundigste medlem, faren, tegneren Jean-Michel Moreau og maleren François-André Vincent af den David’ske retning blev hans lærere. 1828—34 virkede han som direktør for det franske akademi i Rom. Vernet var hurtig klar over sit kunstneriske kald: Slagmaleri; han blev den franske militærånds og de nationale krigsbedrifters begejstrede og tiljublede maler. Striden mellem klassicisme og romantik anfægtede ham kun lidt, Indtagelsen af en Redoute (1809 viser ham vel så temmelig frigjort for de David’ske regler, han var oplært i, og i enkelte senere (mindre heldige) arbejder som Mazeppa og andre er emnevalget og tendensen vel romantiske, men i øvrigt gik han uden skolehensyn løs på virkeligheden for i letfattelige billeder at skildre Frankrigs glorie. Hans første større arbejde var motivet Slaget ved Toloza, der sammen med historiske genrebilleder som Poniatowsky’s Død sås på udstillingen 1817. Vernets emnevalg: de napoleonske bedrifter huede ikke det nye regime, og en række af Vernets malerier afvistes derfor fra Salonen, men den særudstilling, Vernet nu arrangerede 1822 af sine værker (Slaget ved Jemappes. Forsvaret af Clichy-Barrieren, i hvilken kamp Vernet selv havde været med, og mange andre), blev en kunstnerisk sejr for ham og også lidt af et politisk nederlag for det bestående regimente. I tiden op til midten af 1820’erne maler, tegner og litograferer Vernet i mængdevis skildringer fra Napoleonstiden; i sine anekdotemæssige, humoristiske eller vemodige fremstillinger af den napoleonske soldat vækker han længsel efter de gamle tider; 1824 maler han dog for kongen blandt andet Kong Karl med Generalstab (Versailles), men giver atter 1825 et af sine mest bekendte Napoleon-billeder, Napoleon tager Afsked med sin Garde i Fontainebleau. Efter opholdet i Rom, hvor han uden held maler i mere "historisk" stil (Judith, Pius VIII, 1831, Versailles, Raphael og Michelangelo), men udfører flere gode brigantbilleder, kommer hans store tid, da konge- og senere kejsergunst skaffer ham betydelige bestillingers medbør og al mulig ydre hæder. Ludvig-Filip af Frankrig, for hvem han alt tidligere har malet slagstykker (Valmy, Jemappes etc.), knytter ham til Versailles-Museet, han maler Jena, Friedland og Wagram med videre (endnu mest den gamle slagkomposition med hærførerne som store forgrundsfigurer og selve slaget i midt- og baggrunden), derefter kommer (efter et studieophold 1838 i Nordafrika) de mægtige Konstantine-billeder, hvor slagtummelen er ført lige ind på beskueren, 1845 maler han det vældige, 21,39 meter lange panoramamæssige Abd-el-Kader’s Smalah, Versailles, 1846 Slaget ved Isly; for den russiske kejser, der 1843 modtog ham med udsøgt hæder, malede han portrætter og slagstykker (Slaget ved Vola); endelig gav orientopholdet anledning til en hel række lidet indholdsvægtige, bibelske malerier i moderne orients kostume (Abraham og Hagar, Rebekka og Eliezer etc.), samt en del livfulde afrikanske genre- og dyrebilleder (Løvejagt, Slavemarked, Post i Ørkenen etc.). Omkring århundredets midte ebbede hans kunst, dens prestige sank efterhånden under vedholdende skarp kritik over dens let påviselige mangler; kort før sin død nød Vernet dog den for en maler sjældne æresbevisning at modtage æreslegionens storofficerskors i egenskab af en "stor epokes store maler".

Vernet var et naturens vidunderbarn, malede med utrolig lethed og sikkerhed i kraft af en enestående hukommelse, der tillod ham at male løs, ofte uden forstudier, "ud af hovedet"; hans kunst rummer ikke fantasi, dybde og høj idealitet, men en håndsikker realisme, der forstår at skildre anskuelig og letfattelig og i livfulde — patriotiske stemte — billeder, som kan fange allemands øjne; de finere værdier i form og farve gav han sig i sin mægtige produktion, der stilede mod fortællingens emne som hovedformål, ikke stunder til at kæle for, men at han også formelt og malerisk kunne nå højt, viser blandt andet hans portrætkunst Bertel Thorvaldsen med busten af Horace Vernet og En armenisk Præst i Thorvaldsens Museum, St Cyr, Gérard, Napoleon III med flere.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Amédee Durande, Joseph, Carle et Horace Vernet, 1863
  • H. Lemonnier, Carle et Horace Vernet, 1864
  • L. Lagrange, Les Vernet, 1898
  • Armand Dayot, Les Vernet, 1898
  • Armand Dayot, Carle Vernet, Paris, 1925
  • Charles Blanc, Une famille d’artistes, les trois Vernet: Joseph, Carle, Horace, 1898
  • endvidere biografi af de forskellige Vernet ved Quatremère de Quincy, 1837
  • Toussaint-Bernard Émeric-David, 1864 og mange andre, særlig om Horace Vernet
  • Ernst Goldschmidt om J. Vernet i Fransk Malerkunst, side 179 ff., 1924

Eksterne henvisninger og kilde[redigér | redigér wikikode]

Note(r)[redigér | redigér wikikode]