Bertel Thorvaldsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Bertel Thorvaldsen (19. november 1770 i København - 24. marts 1844 i København) var en dansk billedehugger. Han var søn af den islandske billedskærer Gottskálk Þorvaldsson og hans hustru Karen, født Grønlund. Han begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademis 1. frihåndsskole allerede som 11-årig. I 1789 modtog han Den lille Sølvmedalje, i 1791 Den store Sølvmedalje og i 1793 Den store Guldmedalje. I 1796 modtog han Kunstakademiets store rejsestipendium og forlod Danmark på fregatten Thetis for at rejse til Rom. Om denne sørejse og opholdet på Malta, se Peder Pavels. Thorvaldsen tilbragte de følgende 40 år i Rom. Han ankom til Rom den 8. marts 1797, en dato, som han livet ud fejrede som sin "romerske fødselsdag". Hans gennembrudsværk var Jason med det gyldne skind fra 1803. Hans arbejde i den nyklassicistiske stil havde den antikke kunst som sit forbillede.

Trods sit lange ophold i Rom betragtes han som en af Den danske Guldalders hovedpersoner, da han havde stor indflydelse på blandt andre de danskere, der tog på dannelsesrejse til Italien.

[redigér] Talentfuld ung dreng i et fattig hjem

Selvportræt som ung

Bertel Thorvaldsen var i følge traditionen, hvis angivelse der næppe er grund til at fravige, født 19. november 1770 i København. Hans far, Gottskálk Þorvaldsson (1740 - 1806), der var søn af en fattig islandsk præst, kom, 17 år gammel, til København og ernærede sig der ved på skibsværfterne at udskære ornamenter til fartøjerne; hans hustru blev Karen Grønlund (død 1804), en ung, rimeligvis bondefødt, pige fra Jylland. Gottskálk Þorvaldsson, der på dansk vis kaldte sig Thorvaldsen, var en lidet dygtig arbejder og forfalden til svir; det blev da et fattigt og uordentligt hjem, hvori Bertel Thorvaldsen voksede op; regelmæssig skoleundervisning fik han ikke, men lærte sagtens i hjemmet at læse og skrive til husbehov, ‘måske har faren givet ham nogen vejledning i tegnekunsten og derved opdaget, at drengen havde anlæg i den retning. I alt fald var Bertel kun 11 år gammel, da han blev indskreven som elev af Kunstakademiet, hvor han tegnede om aftenen, medens han om dagen hjalp sin far med at skære i træ. I januar 1786 rykkede han op i Modelskolen og fik der Akademiets betydeligste kunstnere, Johannes Wiedewelt og Nicolai Abraham Abildgaard, til lærere. Af disse to blev det maleren, der kom til at virke kendeligst på den unge Thorvaldsen medens der fra hele dennes tidligste periode næppe kan nævnes noget arbejde, der minder om Wiedewelt, se flere af hans ungdomsværker ud, som om de hvilede på skitser af Abildgård. Denne kunstner havde også øje for hans store evner og viste interesse for, at de fik den rigest mulige udvikling. Wiedewelt har dog sandsynligvis påvirket Thorvaldsen med sit skrift Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed i retning af den internationale nyklassicisme.^[1]

[redigér] Sølvmedalje

2. januar 1787 vandt Thorvaldsen Akademiets lille sølvmedalje for en modelfigur i relief; kort efter blev han konfirmeret. Hans far mente nu, at han kunne nøjes med den kunstneriske uddannelse, der alt var blevet ham til del, og fik ham virkelig til for en tid at ophøre med at gå på Akademiet; den gamle trængte til sønnens hjælp og tog den også i rigeligt mål. Mere end et år fik dog studierne ikke lov at hvile; i vinteren 1788-89 tegnede Thorvaldsen igen under Abildgård, og i det følgende forår fik han den store sølvmedalje for en Amor, udført i relief efter model. I den følgende tid levede han dels af at gøre dekorative arbejder, dels af at tegne og modellere portrætter samt undervise i tegning; aftenerne tilbragte, han ofte med kompositionsøvelser sammen med kammerater. I sommeren 1791 meldte han sig til konkursen for den lille guldmedalje og fik til opgave Heliodors Uddrivelse af Tempelet. Den tiltalte ham ikke, og dersom ikke en af Akademiets professorer havde hindret ham deri, ville han have forladt arbejdslokalet uden at gøre noget forsøg på at løse den. Nu blev imidlertid skitsen færdig og godkendt, og efter den fuldførtes så det relief, hvorfor medaljen tildeltes ham 15. august 1791. Heliodors Uddrivelse er langtfra noget mesterværk; kompositionen er overmåde løs og figurerne svagt karakteriserede og bevægede; reminiscenser spores både fra Rafael og fra Abildgård; adskillige enkeltheder er dog smukt og dygtig modellerede. Samme år fik Thorvaldsen ad privat vej en understøttelse, der satte ham i stand til at udføre et par arbejder for egen regning. Først fremstod relieffet Priamus og Achilles med dets talende komposition og livfulde modellering, dernæst (1792) relieffet Hercules og Omphale, det første værk, hvori Thorvaldsen er helt frigjort for den abildgårdske indflydelse og kendelig påvirket af antikken, som han havde erhvervet sig nogen forestilling om gennem studiet af nogle Akademiet tilhørende gipsafstøbninger. Omtrent fra samme tid er vel også den nydelige gruppe En Moder med sine 2 Sønner, kunstnerens ældste kendte forsøg på fremstillingen af fritstående figurer; her møder os allerede noget af den stil, der særtegner mesterens senere, mere fuldkomne frembringelser.

[redigér] Guldmedalje

Bertel Thorvaldsen
maleri af C.W. Eckersberg på Kunstakademiet i København

Akademiets store guldmedalje blev 13. august 1793 tilkendt Thorvaldsen for relieffet Petrus, som helbreder den værkbrudne, et kunstværk, der ganske vist ligesom de tilsvarende ældre arbejder i mangt og meget minder om ”klassiske” forbilleder, men hvori dog flere enkeltheder have et frisk og ejendommeligt præg, ligesom det i det hele udmærker sig ved dramatisk liv og talende bevægelse i figurerne. Kunstværket indbragte foruden medaljen sin ophavsmand ekspektance (grundet håb) på Akademiets store tre års rejsestipendium. Men dette var i 1793 optaget af en anden, og Thorvaldsen måtte vente tre år, inden han kunne komme af sted; selv længtes han vel heller ikke meget efter de ukendte lande, og hans venner mente med god grund, at det ville være ham tjenligst at skaffe sig nogle flere kundskaber og større personlig udvikling, før han gav sig ud på rejse. I den tid, der således gik, hjalp han stadig sin far med arbejdet; sit livsophold tjente han dels ved at udføre portrættegninger for privatfolk og illustrationer til bøger, dels ved dekorative arbejder; i 1794 og 95 havde han desuden en understøttelse fra Akademiet på 100 rigsdaler årlig. Mellem hans selvstændige værker fra disse år er det mærkeligste den realistisk opfattede og meget dygtig gennemførte buste af A.P. Bernstorff, dernæst Tyge Rothes i formel henseende interessante portrætbuste.

[redigér] Tiden i Rom

23. august 1796 modtog Thorvaldsen endelig fra Akademiet sin "Rejseinstrux" til hans dannelsesrejse med et formelt tilsagn om et stipendium på 400 rigsdaler årlig i tre år, og kort derpå tog han afsked med sine forældre, med den unge pige, han var forlovet med - man ved om hende kun, at hun hed Margrethe, og at Thorvaldsen hurtig glemte hende -, og med sine venner for efter dertil indhentet kongelig tilladelse at følge med fregatten Thetis, der lå for et togt til Middelhavet. Afrejsen fandt sted 30. august; i januar 1797 blev Thorvaldsen landsat i Palermo; der fra drog han til Neapel, tilbragte der en måneds tid med at studere i kunstsamlingerne og gik så til Rom, hvortil han nåede 8. marts.

[redigér] De første år i Rom

Han havde bopæl oven for Den Spanske Trappe i Via Sistina og værksted i Palazzo Barberinis staldbygninger.

I det første par år, Thorvaldsen levede i Rom, var det kun få og lidet anselige originalværker, han fik udført; dels var han den gang i virkeligheden, hvad chefen på det skib, der havde ført ham til syden, udtalt, ”en doven Hund”, dels har vel det overvældende indtryk af den store kunst, han nu trådte i forhold til, foreløbig; taget modet fra ham. Blandt de få ting, han i de første seks år af sit Rom-ophold fuldendte og hjemsendte, er det betydeligste den smukke lille gruppe Bacchus og Ariadne, der allerede vidner om en lige så personlig som dyb tilegnelse af antikken. For øvrigt huggede han Bernstorffs og Rothes buster i marmor og kopierede flere antikke statuer, rimeligvis efter tilskyndelse af Georg Zoëga, der i det hele tog sig varmt af den unge kunstner, hvis mangel på almindelig åndelig udvikling og på kundskaber han i høj grad beklagede, og over for hvem han lige til sin død udøvede en virksom kritik med idelig (jævnlig) henvisning til antikken. Thorvaldsen blev jævnlig gæst i den udmærkede arkæologs hjem og gjorde der bekendtskabet der kom ham til gode, også et enkelt, der drog lidet heldige følger efter sig. Det var hos Zoëga, han lærte Anna Maria v. Uhden, født Magnani, at kende. Denne unge kvinde, der havde tjent i Zoëgas hus som Cameriera, var gift med en tysk arkæolog; hun blev Thorvaldsens elskerinde, og ægteskabet opløstes 1803. Hun var af en vis yppig skønhed, men lidet elskværdig og endnu mindre åndelig interesseret; forholdet til hende blev i årenes løb på mange måder trykkende for kunstneren, hvem hun i 1813 fødte en datter, Elisa Thorvaldsen, gift først med oberst J.P.F. v. Paulsen, efter dennes død med en italiensk landejendomsbesidder, Giorni.

[redigér] Jason med det gyldne skind

Jason

Ved siden af Zoëga var utvivlsomt Asmus Jacob Carstens den mand, der fik størst betydning for Thorvaldsens udvikling i den første del af hans ophold i Rom. Denne udmærkede kunstner, af hvis tegninger Thorvaldsen allerede havde set og beundret en del i København, var i Rom, da Thorvaldsen kom der til, og levede derefter endnu et år. Thorvaldsen besøgte ham jævnlig, studerede hans arbejder, kopierede adskillige af dem og ordnede dem efter hans død; fra dem lånte han ikke få motiver, der påvirkede hans stil og dannede for ham som et overgangsled til antikken eller blev ham et middel til at lære at forstå denne. Det er utvivlsomt, at Thorvaldsen har fået tanken og delvis hovedlinierne til sin Jason fra Carstens’ Argonavtertoget. Jason blev det første større originalarbejde, han udførte i Rom. Oprindelig fremstod den som en legemsstor statue, om hvilken vi ikke vide meget andet, end at den var færdig i leret i foråret 1801, og at kunstneren slog den ned, fordi han ikke havde råd til at lade den støbe i gips. Men Friederike Brun, hans ven og mæcen, bekostede gipsafstøbningen.^[2] Og i eftersommeren lagde han igen an på figuren, denne gang i overnaturlig størrelse. Han ville, før hans i 1799 fornyede stipendium løb ud, fuldende et omfangsrigt arbejde, der kunne vise landsmændene, at han ikke forgæves havde stået ansigt til ansigt med de store oldtidsværker. Færdig stod den nye Jason ved udgangen af 1802, og snart gik dens ry viden om i kunstnernes og kunstvennernes kreds. Thorvaldsens værksted kom på fremmedførernes lister over Roms seværdigheder, Antonio Canova udtalte sig i høje toner om det nye kunstværks "store og oprindelige Stil", og den strenge Zoëga ydede det sit fulde bifald. Men nogen køber meldte sig ikke, og Thorvaldsen, der ikke så noget middel til at skaffe penge til et forlænget ophold i syden, beredte sig til hjemrejsen. Allerede var hans kuffert pakket og vognen for døren; så voldte tilfældige omstændigheder en opsættelse på en dag. Og inden denne var runden, var Jason bestilt i marmor af en rig englænder, sir Thomas Hope, der ved et klækkeligt forskud satte kunstneren i stand til at udsætte rejsen fra Rom på ubestemt tid.

Thorvaldsen havde sikkert oprindelig tænkt at kunne fuldføre marmorstatuen i løbet af 1803, men i virkeligheden gik der 25 år, inden den blev afleveret. Dette havde nærmest sin grund i, at Thorvaldsen nu, da lykken begyndte at se mildt til ham, dels fik nye bestillinger, dels af egen drift lededes til at sætte snart det ene, snart det andet arbejde i gang. Hvad der i den første del af århundredet bestiltes hos ham fra hjemmet, var ikke meget, men des flere af hans værker sikrede de fremmede sig, især efter at han var trådt i venskabsforhold til den danske gesandt baron Schubart, på hvis gods Montenero Thorvaldsen ofte opholdt sig længere tid ad gangen og gjorde bekendtskab med kunstelskende rigmænd af forskellige nationer. I 1803 fik han vel ikke synderligt fuldendt, men begyndte blandt andet på Achilles og Briseïs, hans første navnkundige relief over et antikt emne. I 1804 kom foruden relieffet Musernes Dans på Helicon og den kostelige gruppe Amor og Psyche så betydelige statuer som Apollo, Bacchus og Ganymedes; samme år modtog han fra hjemmet efterretning om, at der af det offentlige var tilstået ham en understøttelse på 300 rigsdaler, samt et brev, hvori bygmesteren Chr. Hansen opfordrede ham til at overtage forskellige arbejder for det nye Christiansborg. I 1805 blev han kaldet til medlem af Københavns Kunstakademi og umiddelbart derefter til professor ved det, men på at vende hjem tænkte han endnu ikke. Virksomheden i det romerske atelier udvidedes stadig, og allerede ved det givne tidspunkt var Thorvaldsen nødt til at tage hjælp af en stedse voksende skare af medhjælpere, dels yngre kunstnere, dels mere håndværksmæssig uddannede arbejdere; til dem betroedes foruden det meste af marmorhugningen også den overvejende del af udførelsen af de store modeller, således at mesteren mere og mere indskrænkede sig til at udføre skitserne samt give værkerne den allersidste fuldendelse.

I de følgende år indtil omtrent 1820 var Thorvaldsen væsentlig optagen af antikke emner, om han end i dette tidsrum også udførte enkelte monumentale portrætstatuer. Af den store mængde herhen hørende kunstværker kunne kun de færreste nævnes her, og til at holde strengt over den kronologiske rækkefølge er der ingen grund. Thorvaldsen hører nemlig til de kunstnere, hvis virksomhed allervanskeligst lader sig dele efter "Perioder". Fra det øjeblik af, da han, omtrent i trediveårsalderen, har fuldført sit første mesterværk, og til sit sidste leveår er han ikke alene i det væsentlige - som åndelig modnet personlighed -, men også i det mere udvortes den samme; hans tekniske dygtighed, dette ord taget i videste forstand, kan vel udvikles, om end i ringere grad, end man på forhånd skulle tro, men om ændringer i natursynet, i sympatierne, i stilen er der for hans vedkommende så godt som ikke, og i alt fald kun momentvis, tale. Med andre ord: et forholdsvis ringe tal af Thorvaldsens værker ville, uden at der føltes noget hul eller spring i rækken, kunne give den fulde forestilling om hans kunst. Forskellen i værd skyldes ikke den forskellige grad eller art af udvikling; den hviler på afvigelser i graden af stemningens styrke, af den naturlige interesse for emnet, af den momentane oplagthed og endelig på, hvor megen eller hvor ringe del mesteren personlig har haft i værkets udførelse. Her nævnes da kun enkelte spredte navne på Thorvaldsens ypperste frembringelser fra et givet tidsrum. Af statuer mærker vi først og fremmest den Adonis, der stod færdig i model 1808, blev bestilt i marmor af kronprins Ludvig af Bayern, men først afleveret 1832; det er et af de meget få eksisterende marmorarbejder, mesteren helt igennem har udført med egen hånd, og et af de thorvaldsenske værker, der stå det oldgræske, særlig det praxiteleiske, skønhedsideal nærmest.

Hebe

Beskrivelse af billede

Dernæst de to yndefulde figurer Hebe og Psyche, den store Fredbringende Mars, den Triumferende Amor, Ganymedes med Ørnen, såvel den stående som den knælende, de siddende figurer Hyrdedrengen og Mercur som Argusdræber og Danserinden; endelig barnefiguren Georgina Russell samt de to draperiskikkelser Fyrstinde Baryatinska, vel i sin art det ædleste kunstværk, nyere skulptur har frembragt, og Grevinde Ostermann, der ved sin holdning minder om de navnkundige Agrippinafigurer. Af reliefferne vare de fire Minerva og Prometheus, Hercules og Hebe, Jupiter og Nemesis samt Æsculap og Hygæa udførte til Christiansborgs facade; A genio lumen modellerede Thorvaldsen i anledning af sin kaldelse til medlem af det romerske San Lucas Akademi 1808, fire år efter at Florentiner-Akademiet havde udnævnt ham til professor. For egen regning udførte han dernæst Natten og Dagen og Priamus hos Achilles samt flere relieffer med fremstillinger af Amor; af disse er Amor hos Bacchus modelleret efter en antik gemme, hvis komposition tidligere var benyttet af Carstens. Mellem alle reliefferne fra denne periode rager dog Alexanderfrisen op både ved sit omfang og ved sin kunstneriske betydning. Den blev udført i 1812, da man i Rom ventede kejser Napoleons besøg og indrettede Qvirinalpaladset til hans modtagelse. I løbet af lidt over to måneder blev det 55 alen lange og næsten to alen høje relief modelleret og støbt i gibs, og hurtig vandt det ry som i sin art det ypperste kunstværk, to årtusinder havde set fremstå. Senere blev det udført i marmor i ændret og formindsket skikkelse til grev Sommarivas villa ved Comosøen, derpå i det eksemplar, som nu findes i museet, og endelig for Christiansborg. - I 1817-18 udførtes i Thorvaldsens atelier restaureringen af de berømte æginetiske gavlfigurer, der vare erhvervede af kronprins Ludvig af Bayern og nu findes i Glyptoteket i München; selv modellerede han de manglende legemsdele og gik gipsen efter, hvorpå italienske arbejdere huggede stykkerne i marmor og føjede dem ind; endelig gav mesteren selv den afsluttende behandling. Arbejdet lykkedes fortræffelig, om end nyere kunstarkæologer, særlig Furtwängler, har haft et og andet at indvende derimod. For Thorvaldsens originale produktion fik hans syslen med de æginetiske skulpturer ikke ringe betydning; et talende vidnesbyrd herom er navnlig statuen Haabet. I dette højst mærkelige værk har kunstneren bevaret den arkaiske skikkelses storladne alvor og strenghed, dens symmetriske holdning og i hovedtrækkene draperiets stil, men ved siden deraf vist sin eminente evne til at blæse nyt liv i de gamle former.

I forsommeren 1818 blev Thorvaldsen, der under hele sit ophold i Rom jævnlig havde lidt af feberanfald og anden skrøbelighed, alvorlig syg, og under sin rekonvalescens blev han plejet af en skotsk dame, miss Frances Mackenzie. Hun var efter alle samtidiges vidnesbyrd en yderst hæderlig og kundskabsrig dame, men hverken smuk eller på anden måde indtagende, og fuldt lader det sig næppe oplyse, om andre årsager end taknemmelighed og fælles venners indflydelse have været medvirkende til, at Thorvaldsen bød hende sin hånd; sikkert er det kun, at forlovelsen mellem dem blev deklareret 29. marts 1819 og en måneds tid derefter hævet. En væsentlig grund til, at bruddet indtrådte så hurtig, var uden tvivl den, at Thorvaldsen nogen tid i forvejen havde fattet kærlighed til en smuk og meget elskværdig tysk dame, Fanny Caspers. At frøken Caspers aldrig blev Thorvaldsens hustru, skyldes vel snarere den omstændighed, at han havde givet miss Mackenzie løfte om aldrig at ægte nogen anden, end hensynet til Anna Marias anfald af rasende skinsyge og til hendes trusler om at dræbe både sig selv og datteren, hvis Thorvaldsen svigtede hende. Hvorledes forholdet mellem Thorvaldsen og den lidenskabelige italienerinde til sidst, vel omkring 1820, ordnedes og opløstes, vides ikke.

Fra Danmark modtog Thorvaldsen idelig de stærkest mulige opfordringer om at komme der til og tage fast ophold i hjemmet; man bød ham gode kår og fuldt op af arbejde. Flere gange havde han også forsikret, at han nu snart ville følge kaldet, men fra år til år var rejseplanerne blevet henlagte; mere og mere følte han sig hjemme i Rom, og altid vanskeligere syntes det ham at forlade de tre store atelierer ved Palazzo Barberini, der ligesom værkstedet på Corsoen altid vare fulde af ufærdige værker, blandt hvilke en skare af medhjælpere var i travl virksomhed. Hen i mod udgangen af århundredets første femtedel stod forholdene imidlertid således, at han med større tryghed end nogen sinde før kunne tænke på at forlade sine arbejdsrum, i alt fald for en kortere tid. Ikke alene havde han knyttet til sig en mængde til dels af ham selv uddannede modellerere og marmorhuggere, hvem han turde overlade endog meget betydelige arbejder, men om ham stod der nu en lille stab af virkelige kunstnere, hvem disses fuldendelse og tilsynet med værkstederne helt vel kunne betros, mænd som Tenerani og Bienaimé og først og fremmest H.E. Freund, der var rede til at stille hele sin store begavelse og fremragende dygtighed til rådighed for den elskede mester. Der var således nu så lidet som muligt til hinder for, at Thorvaldsen gæstede sit fædreland; Bestillinger, som han i de nærmest foregående år havde modtaget fra udlandet, kunne endog betragtes som en særlig anledning til, at han netop nu gav sig ud på rejse. Fra Warschau var han blevet opfordret til at udføre et monument over den polske feltherre fyrst Jozef Poniatowski; som mindesmærke over de ved tuilleriernes indtagelse 1792 faldne schweizergardister var der allerede tidligere af Bienaimé modelleret en såret, døende løve efter hans skitse. Om den endelige udførelse og om anbringelsen af disse to kunstværker ville han helst selv forhandle med bestillerne.

Et andet internationalt berømt værk er Löwendenkmal i Luzern (1819), et monument over schweizergarden, som til sidste mand forsvarede Ludvig 16. af Frankrig og hans familie under stormen af Tuilerierne.

[redigér] I København 1819

Løvemonumentet i Luzern

København, Vor Frue Kirke, Christus

Thorvaldsen forlod da Rom 14. juli 1819. Over Siena og Florents gik vejen til Mailand, hvor kunstneren opholdt sig seks dage, nærmest for at træffe aftale angående et monument - med relieffet af gratierne - til maleren Apianis grav, og der fra over Simplon til Luzern, hvor han gav sine anvisninger med hensyn til løvemonumentet. Oprindelig havde man tænkt sig den døende løve støbt i metal; nu blev den efter mesterens forslag mejslet i en klippe og gør en mægtig virkning til trods for sine formelle mangler, der let forklares af den kendsgerning, at hverken Thorvaldsen eller Bienaimé, før de fuldendte deres arbejde, havde set en virkelig løve. Til København kom Thorvaldsen efter en rejse, på hvilken han, mere end han selv ønskede det, var blevet hædret med fester, 3. oktober. Også i hjemmet lagdes der ved gilder og anden selskabelighed i høj grad beslag på ham, og meget var det ikke, han i 1819 fik udrettet i det atelier, man havde sat i stand til ham på Charlottenborg; det vigtigste var nogle buster af medlemmer af den kongelige familie. Men straks efter nytår tog han fat på større arbejder, navnlig på dem, der vare bestemte for Vor Frue Kirke, og modellerede til denne først reliefferne Jesu Daab og Nadverens Indstiftelse, der begge ikke længe efter blev udførte i marmor i hans atelier i Rom. Samtidig syslede han med store planer vedrørende kirkens udsmykning, og lang tid gik der ikke, før det var endelig fastslået, at denne helt skulle overdrages ham. Oprindelig var der kun tale om en Christus, de 12 apostle og en gavlgruppe, men efterhånden udvidedes opgaven ved tilføjelser af de store friser Jesu Indtog i Jerusalem og Vandringen til Golgatha samt af Daabsengelen og flere mindre relieffer. Alle disse værker blev dog først skitserede, efter at mesteren var vendt tilbage til Rom.

Thorvaldsen forlod København i august 1820 og rejste over Berlin og Dresden til Warschau, hvor han forhandlede med komiteen for Poniatowskis monument og desuden modtog bestilling på et mindesmærke for Copernicus; dernæst gik vejen over Kraków, hvor der blev gjort aftale om en statue af en ung polsk kriger, grev Potocki, til Wien, hvor Thorvaldsen befandt sig vel i tre uger; 16. december var han igen i Rom. Det første arbejde, han der tog fat på, var grev Potockis statue, der nu blandt kunstnerens værker stråler som et af dem, der stærkest hjemler ham navn som oldtidsgrækernes arvtager; derefter var det især arbejdet for Vor Frue Kirke, der optog ham. I 1821-22 fremmedes det med en energi, som i kunstens historie søger sin lige; hvor meget han end for øvrigt i denne periode havde at virke, syslede han dog vistnok daglig med den række nye værker, som skulle blive en af hans lyse og rige kunstnerlivs ypperste bedrifter. Christusfiguren, apostelstatuerne og Johannesgruppen blev modellerede i 1821 og de nærmest følgende år, den knælende Dåbsengel er fra 1827, de store friser blev først færdige i 1839-40. Størst møje voldte ham Christusfiguren, til hvilken der foreligger ikke mindre end fire forskellige skitser, især bevægelsen af dens arme. Denne figur modellerede han selv, ligeså Paulusstatuen; de øvrige apostelskikkelser blev efter hans små og meget flygtige skitser modellerede af forskellige medhjælpere under hans stadige kontrol og vejledning. Dåbsengelen var oprindelig en stående figur; senere ændrede han sin plan og fremstillede den knælende med muslingskallen; den ældre figur blev dog, udført i marmor, solgt til England.

Monument for Pave Pius 7 i Peterskirken

Maximilian Wittelsbacherplatz

Medens Thorvaldsen udførte disse storværker for en protestantisk kirke, modtog han en bestilling, som man nærmest skulle have tænkt sig tildelt en katolsk kunstner, i det kardinal Consalvi overdrog ham det hædrende hverv at sætte den ikke længe i forvejen afdøde Pave Pius 7. et monument i selve Peterskirken. Det blev udført i 1824 og de følgende år og afsløret 1831; paven er afbildet siddende på sin trone, ved siderne stå to allegoriske kvindefigurer, Den himmelske Styrke og Den guddommelige Visdom, alt i kolossal målestok, dog alt for småt til ret at gøre sig gældende i det mægtige rum. Samtidig var et monument for hertugen af Leuchtenberg (til Michaelskirken i München) under modellering; som en slags hvile fra disse og de andre store monumentale arbejder udførte mesteren mere eller mindre omfangsrige relieffer, blandt hvilke Kjærlighedens Aldre indtager den mest fremragende plads.

I 1825 udnævntes Thorvaldsen til præsident for det romerske Kunstakademi San Luca, en stilling, som han dog frasagde sig efter tre års forløb. I den følgende tid arbejdedes der ivrig på de for Polen bestemte monumenter; Poniatowskis 20 fod høje rytterstatue var færdig i model 1828, blev i Warschau støbt i bronze og opstillet, men blev ikke længe efter nedtaget af russerne og ført bort til godset Hamel i gouvernementet Mohilev; Copernicus-monumentet blev afsendt og 1830 opstillet foran universitetet i Warschau. Nævnes skal her som særlig betydelige arbejder fra det følgende decennium Lord Byron, siddende figur (1830, Cambridge), det kolossale ryttermonument for kurfyrst Maximilian 1. af Bayern (1834, München), Schiller-Statuen (1836, Stuttgart), Conradins Statue, som Thorvaldsen i 1836 egenhændig modellerede for kirken Santa Maria del Carmine i Neapel, samt reliefferne Årstiderne, Tro, Haab og Kjærlighed, Homer, der synger for Grækerne og Hectors Afsked fra Andromache, end videre en mængde mindre relieffer, til hvilke emnerne for en stor del er taget fra græske lyrikere og epigrammatikere, og i hvilke den lille Amor som oftest optræder som hovedfigur; et enkelt af dem, Hylas (1832), er modelleret over en komposition fra Carstens’ Argonavtertoget. Gutenberg-Statuen, der er rejst i Mainz, var bestilt hos Thorvaldsen og blev 1833 modelleret under hans tilsyn og i hans atelier, men er for øvrigt helt igennem, også for skitsens vedkommende, et værk af Herman Wilhelm Bissen. Denne fik omkring 1500 Kr. for sit arbejde; selv afslog Thorvaldsen at modtage det honorar, der blev ham tilbudt, men udnævntes af det taknemmelige Mainz til byens æresborger.

[redigér] Hjemrejsen

Christian 4. rådhuset Kristianstad

Efter at Thorvaldsen alt flere gange havde hjemsendt større samlinger af sine arbejder - et anseligt udvalg af dem var i hjemmet for første gang at se på Charlottenborgudstillingen 1826 -, og efter at det var blevet bekendt, at han agtede at skænke de værker, han ved døden måtte efterlade sig, til byen København, dannedes der i hjemmet en komité for at skaffe midler til oprettelsen af et Thorvaldsens Museum. Sit testamente, der fra hans side afgjorde sagen, underskrev han, væsentlig tilskyndet dertil af digteren Ludvig Bødtcher, der i det hele har stor fortjeneste af, at denne vigtige sag efter mange vanskeligheder omsider kom i orden, 10. april 1838, og kort derpå besluttede han at give efter for de idelig gentagne opfordringer om at komme hjem. Rejsen blev dog flere gange opsat; kunstneren havde nu som før vanskeligt ved at rive sig løs fra sit andet fædreland, og altid syntes der ham endnu at stå noget tilbage, hvis udførelse han ikke helt turde overlade til andre. Men i sommeren 1838 blev det til alvor. 7. august gik han i Livorno om bord på fregatten Rota, og 17. september blev han på Københavns Red modtaget med længe forberedte, storartede festligheder og med stormende jubel fra alle de tusinder, som havde samlet sig for at hilse ham velkommen. Samme år fik han bolig og værksted på Charlottenborg på Kongens Nytorv.

Thorvaldsens modtagelse på Københavns Toldbod.
Efter maleri af F. Westphal.

Og nu fulgte æresbevisninger og fester slag i slag. I 1819 var han bleven udnævnt til etatsråd; nu fik han titel af konferensråd (det følgende år fik han Storkorset)-, Kunstakademiet, der allerede 1833 havde kåret ham til sin direktør, lod til hans ære præge den medalje, der fremtidig skulle bruges til hæderspris for det bedste arbejde på kunstudstillingen; digterne sang hans lov, byen København gjorde ham til æresborger. Af festerne var den mærkeligste den, der holdtes 7. oktober, og ved hvilken så at sige alt, hvad hovedstaden ejede af fremragende ånder, gav møde for at hædre den elskede mester. Endnu inden årets udgang blev på Vor Frue Kirke Johannesgruppen opstillet. Pinsedag 1839 havde han den glæde at se marmoreksemplarerne af Christus og de 10 Apostle - Andreas og Thaddæus var endnu ikke afleveret, da kunstneren ønskede at omarbejde dem - på deres plads og som gudfader til Freunds barn at være med at indvie døbefonten. Det meste af sommeren og efteråret tilbragte Thorvaldsen som baron Stampes gæst på herregården Nysø, hvor der var bygget ham et atelier-, der udførte han blandt andet sin egen portrætstatue, Thorvaldsen støttende sig til Haabet, samt skitserne til relieffriserne for Vor Frue Kirke og til statuen af Christian 4.. Spørgsmålet om museet blev nu for så vidt afgjort, som pengemidlerne blev sikrede, en byggegrund anvist af kongen og Bindesbøll planer til opførelsen godkendte; selv ydede Thorvaldsen et bidrag af 16000 Specier (64000 Kr.) til sagens fremme.

Thorvaldsens atelier på herregården Nysø ved Præstø

Hele skibsladninger af kunstværker vare efterhånden hjemsendte fra værkstederne og magasinerne i Rom, men endnu var der store mængder tilbage. Thorvaldsen mente, at hans nærværelse der nede var nødvendig, og i maj 1841 drog han af sted. Rejsen blev som et triumftog med hyldest og fester på ethvert sted, hvor der standsedes. Intet under da, at den aldrende mester efter i september at være kommen til Rom følte trang til hvile og ikke arbejdede synderlig de første måneder. Derpå udførte han de nye skitser til Thaddæus og Andreas, gjorde, i mindre end 10 dage, den store model til førstnævnte apostelfigur uden mindste hjælp og omarbejdede en ældre gruppe, De 3 Gratier. Hen på efteråret 1842 mente han at være færdig med, hvad han skulle udrette i Rom, og rejste nord på gennem Tyskland; til København kom han 24. oktober. Allerede dagen efter gik han hen for at se på museumsbygningen, der nu var under tag, og på sin gravplads i gårdens midte; sin glæde over, hvad der nu i denne ham så magtpåliggende sag alt var opnået, gav han udtryk ved at forøge den pengesum, han tidligere havde bestemt for museet, med 25000 rigsdaler endnu inden vinteren ret var begyndt, drog Thorvaldsen til Nysø og genoptog sit arbejde; som det betydeligste værk, han der udførte, kan nævnes det berømte rundrelief Juleglæden i Himlen. Senere tog han i København fat på de for Christiansborg bestilte statuer, modellerede Christian 4.’s billedstøtte, der, støbt i bronze, en tid stod i kongens kapel i Roskilde Domkirke, men senere flyttedes til Rosenborg have, og fik Hercules færdig. Derpå begyndte han, som forarbejde til et større monument, der tænktes opstillet foran Vor Frue Kirke, på en buste af Luther. Men denne skulle det ikke undes ham at fuldende.

[redigér] "Nu kan jeg dø, når det skal være, for nu har Bindesbøll min Grav færdig"

Thorvaldsens grav

Af naturen var Thorvaldsen sikkert en legemskraftig personlighed, men de store anstrengelser, han siden sin ungdom havde underkastet sig, og gentagne feberanfald i syden havde taget stærkt på ham, så han nu i sin fremrykkede alder ofte følte sig svag. Hen i mod slutningen af 1843 brød et gammelt sår, han havde på benet, op, og lægen forbød ham at arbejde; kort efter nytår 1844 kunne han dog igen modellere, og der fremstod i løbet af de næste måneder flere små relieffer, blandt andet med de forskellige kunstarters genier. En Billedhuggerkunstens Genius havde Thorvaldsen tidligere udført, men var misfornøjet med arbejdet og gjorde forskellige nye udkast. Det skønneste, fra 21. marts, kom kun til at foreligge som kridttegning på en skifertavle; det blev mesterens sidste komposition. 24. marts arbejdede han på Lutherbusten, gik derpå til middagsselskab, var munter ved bordet og talte om en rejse, han havde tænkt at gøre til Italien. En mærkelig ytring lod han ved denne sin sidste sammenkomst med de gamle venner, baron og baronesse Stampe, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Ernst Meyer og flere, falde. ”Nu”, sagde han, ”kan jeg dø, når det skal være, for nu har Bindesbøll min Grav færdig.” Efter måltidet gik han til teatret, satte sig på sin plads i parkettet og hilste venlig på de omkringsiddende. Men et øjeblik efter sank han om med lukkede øjne, og inden man endnu havde fået ham båret ud, stod det klart, at han var død. Den nogle dage senere foretagne sektion af dr.Dahlerup godtgjorde, at dødsårsagen var en akut opstået blodprop i hovedstammen af venstre kranspulsåre.^{[Kilde mangler]}

Hvor stor og almindelig smerten over mesterens død var, viste sig til fulde ved sørgehøjtideligheden i Akademiets Antiksal, hvor låget blev sat på hans kiste, ved toget, der førte liget til Vor Frue Kirke, og ved selve bisættelsen. I kirkens østre kapel stod Thorvaldsens kiste i de fire år, der endnu gik, inden museumsbygningen var fuldendt; først 6. september 1848 blev den bragt til den store mesters endelige hvilested, den murede grav i museets gård. Museet selv blev hans eneste gravmæle, rejst, som det står, af et taknemmeligt folk og fyldt med alt, hvad hans store og rige ånd har frembragt, den herligste arv, en dansk mand nogen sinde har efterladt sit fædreland.

[redigér] Eftermæle

I levende live og endnu vel en menneskealder efter sin død stod Thorvaldsen for det almindelige omdømme som den fuldkomne mester, hævet over al kritik. Alt som tiden er runden, har opfattelsen af ham til en vis grad ændret sig - ikke i den forstand, at man har villet rokke ved hans ry som en af kunstens ypperste stormænd, men således, at en klarere og fastere motiveret dom over hans stils krav på at kaldes den i nyere skulptur eneberettigede og over hans evners begrænsning har gjort sig gældende. Man ser nu, at hans "Gjenopvækkelse af den antike Billedhuggerkunst" ville have været endnu mere afgørende, hvis de oldtidsmønstre, han i sine yngre dage havde for øje, havde repræsenteret hellenerkunstens guldalder og ikke fornemmelig dens begyndende forfald; han ville da have skabt flere værker som Haabet, Hyrdedrengen og Adonis, færre i den stil, Venus og gruppen De 3 Gratier betegne. Man føler, at hans kunst i ikke få tilfælde lader det mangle på varme og lidenskab, og at hans sans for fysiognomisk karakteristik og personligt udtryk, hvad især flertallet af hans mange buster med al deres skønhed og deres vidnesbyrd om fremragende formsans viser, ikke var stærkt udpræget. Også om de svagere sider af hans karakter, særlig den udprægede egoisme, der vel ikke hindrede ham i at føle tilfredsstillelse ved at glæde og hjælpe andre, men dog afholdt ham fra at gøre noget som helst virkelig personligt offer for et medmenneskes skyld, hører man nu oftere end tidligere omtale; de have sat mærker, som ikke kunne udviskes, medens billedet af hans strålende elskværdighed og jævne, indtagende væsen nu kun hviler på de samtidiges efterladte vidnesbyrd og efterhånden afbleges. Men hans ret til at bære navn af det 19. århundredes største kunstner vil aldrig kunne røves ham. Fjerne tider ville se Thorvaldsen som en mester, i hvis mest inspirerede relieffer og statuer den højhed og ro, der særtegne den antikke skulptur, er forenede med en næsten ufejlbar skønhedssans og formfølelse og med en fortællekunst - evne til rytmisk komposition, talende og harmonisk linjeføring og udtryksfuld, om end i intet tilfælde udpræget lidenskabelig, bevægelse, hvortil blandt nyere kunstnere næppe nogen anden end Rafael har noget tilsvarende. Som Thorvaldsen er den mageløst produktive - foruden de mange ikke anvendte udkast skyldes ham 80 statuer, 130 buster, 243 relieffer, deriblandt tre meget lange friser -, er han også en af dem, hvis ånd spænder over det videste omfang. Han, der i kraft af et vidunderligt instinkt, som bærer ham ud over hans fænomenale mangel på kundskaber, forstår de hedenske skønhedsidealer som ingen anden, er jo den samme, der har skabt den protestantiske kristendoms mest ægte og allervigtigste skikkelser.

[redigér] Thorvaldsens børn

Thorvaldsen forblev ugift, men fik to børn med Anna Maria Magnani, sønnen Carlo Alberto (1806-1811) og Elisa (1813-1846). (Se Eckersbergs portræt af Anna Maria.)

En uunderbygget påstand om at Thorvaldsen desuden var fader til Maria Emilia Zoëga (kaldet Mimma; ca. 1800–1868) er imødegået her.

[redigér] Trivia

• Almindelig Fjergræs (Stipa pennata) kaldes "Thorvaldsens Hår" i blomsterforrretningerne.
• En sejlivet myte siger at planten Kæmpe-Bjørneklo blev bragt til Danmark fra Italien fordi dens frø blev brugt til at fore kasserne der fragtede Thorvaldsens værker til København. Men myten er ikke sand da Kæmpe-Bjørnekloen ikke var almindelig i Midt-Italien på Thorvaldsens tid, og dens ringe udbredelse ville have umuliggjort at samle den mængde frø som skulle bruges til den omfangsrige fragt.^[3]

[redigér] Litteratur

• J.M. Thiele Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, Bind 1-4. Kbh., 1831-1850.
• J.M. Thiele, Thorvaldsens Biographie, Bind 1-4. Kbh., 1851-1856
• A. Wilde, Erindringer om Jerichau og Thorvaldsen, Kbh., 1884
• Jørgen Birkedal Hartmann, Antike Motive bei Thorvaldsen: Studien zur Antikenrezeption des Klassizismus, Tübingen, 1979.
• Künstlerleben in Rom: Bertel Thorvaldsen (1770-1844), der dänische Bildhauer und seine deutschen Freunde. Germanisches Nationalmuseum, Nürnberg, 1991–1992; Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum Schloss Gottorf, Schleswig, 1992. [Katalog bearbeitet von Ursula Peters et al.] Nürnberg, 1991. 756 p. [Omfattende udstillingskatalog med kunsthistoriske afhandlinger.]
• Thorvaldsen: l'ambiente, l'influsso, il mito, ed. P. Kragelund and M. Nykjær, Roma 1991 (Analecta Romana Instituti Danici, Supplementum 18.)
• Malta 1796-1797: Thorvaldsen's Visit, Malta & Cop., 1996
• Mikkel Bogh: Bertel Thorvaldsen, ISBN 87-7248-531-0

[redigér] Henvisninger

[redigér] Ekstern kilde/henvisning

Se også galleriet "Bertel Thorvaldsen" på Wikimedia Commons

• Thorvaldsens Museum
• Brevarkiv med Thorvaldsens breve

Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.