Ingævonere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 12. mar. 2013, 03:56 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 13 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q1097118)
Kysterne omkring "Codanus sinus" farvet i rødt, med dets mange øer farvet i grøn.

Ingvæonerne (også: Ingvaeonerne) som beskrevet af Tacitus i Germania (ca. 98 e.Kr.), var et en vestgermansk folkegruppe der levede langs Nordsøkysten, i Jylland, Holstein, Frisland og de danske øer, hvor de i det første århundrede f.Kr. var blevet differentieret i frisere, saksere, jyder og angler.

Tacitus kilder kategoriserede "Ingvæonerne nær havet" som en af tre germanske stammer som nedstammede fra de tre sønner af Mannus, søn af Tuisto og ophav til alle germanske folkeslag; de to andre var herminonerne og istvaeonerne. Ifølge den tidligere tyske professor i forhistorie Rafael von Uslar svarede denne trefolds opdeling af de vestgermanske stammer overens med de arkæologiske fund fra senantikken.

Den romerske historiker Plinius den Ældre beskrev i Naturalis Historia (ca. 80 e.Kr.) ingvæonerne som værende en af fem germanske grupperinger; de andre var vandili, herminonerne og istvaeonerne samt en anden gruppe han ikke giver navnet på. Ifølge ham bestod ingvæonerne af stammerne kimbrene, teutonerne og chaukerne.

Navn

Navnet "ingvæonerne" (Ing-vaeonerne) betyder "Ings venner". Ing/Yngvi (nordisk) fra *Ingwaz (protogermansk) med betydningen "mand", og "søn af", var sandsynligvis det oprindeligt navn på den samme gud som senere i norden blev kendt under navnet Frej (i Sverige Yngvi-Freyr). Ingui nævnes af Tacitus i Germania og i både Beovulf-kvadet og i Snorri Sturluson Ynglingesaga.