Historiker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kristian Erslev, en betydningsfuld dansk historiker

Historiker er betegnelsen for en person, der beskæftiger sig professionelt med faget historie, eller som har en uddannelse inden for dette felt. Selv om begrebet kan benyttes både om professionelle og amatører, anvendes det oftest synonymt med faghistoriker, dvs. en udøver af faget, der har en afsluttet eksamen i historie fra et universitet eller en højere læreanstalt. I Danmark og en række andre lande er en kandidatgrad i historie forudsætningen for at undervise i faget i gymnasiet, og en del historikere arbejder som forskere eller på museer. En historiker, der har fået antaget en disputats er berettiget til titlen dr.phil.

Den danske historikertradition[redigér | redigér wikikode]

Indtil 1848 indgik historie i Danmark som en del af en embedseksamen, men med etableringen af muligheden for at studere til mag.art. (magisterkonferens) med historie som eneste emne ved Københavns Universitet indledtes en professionalisering af faget. Det blev i stigende grad et felt, hvor de universitetsuddannede historikere dominerede. Således blev Historisk Tidsskrift med tiden et organ for kommunikation af forskningsresultater mellem de professionelle historikere og artikler om geografi og antropologi forsvandt.

Historisk metode (særligt kildekritik) kom også til at spille en større rolle. I denne forbindelse var særligt Kristian Erslev en dominerende skikkelse som professor i historie fra 1883. Caspar Paludan-Müller, der var professor 1872-1882, havde dog allerede bidraget til denne udvikling – også i sine arbejder før tiden som professor. Både Paludan-Müller og Erslev var inspirerede af Leopold von Ranke i deres opfattelse af fagets metoder, ligesom de grundlagde den opfattelse af historikerens virkefelt som synonymt med empiriske studier af fortiden, som prægede faget indtil 1970-erne.[1]

I 1929 blev det også muligt at studere historie på Aarhus Universitet, og siden er Odense Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet også blevet muligheder. I forlængelse af udbygningen af uddannelserne er der opstået en konkurrerende tradition til den Erslevske, idet det funktionelle kildebegreb og den postmodernistiske diskursanalyse har vundet indpas i faget. [1] Endvidere er der opstået interesse for historiefaget i en ideografisk kontekst og det enkelte individs historiske erkendelsesproces. [1] Den metafysiske og narrative historieforståelse kan ses som en udløber af den sproglige vending. [2] Hermed er der opstået forøget fokus på selve historieformidlingen, som er et hjørne af historiefaget, der også har tiltrukket ikke-faguddannede. Det har i Danmark givet rum for en samling af professionelle formidlere med bred appel kendt som populærhistorikere.

Interessen for historie med udgangspunkt i en selv og de omgivelser, man befinder sig i, har dannet grobund for endnu en type "ikke-faghistoriker", amatørhistoriker, der som udgangspunkt mest (men ikke nødvendigvis kun) beskæftiger sig med slægts- og lokalhistorie.

Udvalgte danske historikere[redigér | redigér wikikode]

Danske populærhistorikere/historieformidlere[redigér | redigér wikikode]

Typer af historikere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]