Iroquois-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Iroquois-klassen
HMCS Algonquin (DDG 283).jpg
Klasse oversigt
Type Destroyer
Bruger(e) Flag of Canada.svg Royal Canadian Navy
Værft Marine Industries Ltd., Sorel (første skib)
Davie Shipbuilding, Lauzon
Byggeperiode 1969-1972
Byggede enheder 4
Operative enheder
Udgåede enheder
Tekniske data
Deplacement 5.385 tons (fuldt lastet)
Længde 129,80 meter
Bredde 15,20 meter
Dybgang 6,60 neter
Fremdrift Pratt & Whitney FT4A2 gasturbiner (50.000 Hk)
GM Allison 570-KF gasturbiner (12.700 Hk)
Fart 27 knob
Rækkevidde 4.500 sømil (ved 20 knob)
Besætning 285 mand
Sensorpakke 1× Signaal SPQ-502 (LW08) luftvarslingsradar
1× Signaal SPQ-501 (DA08) overfladevarslingsradar
2× Signaal SPG-501 (STIR 1,8) ildledelsesradarer
2× Raytheon Pathfinder navigationsradarer
1× URN 26 TACAN-system
1× General Dynamics SQS-510; kombineret sonar/VDS
1× MEL SLQ-501 Canews ESM-system
1× Signaal LIROD 8 Elektrooptisk sensor
Soft kill-udstyr BAE Nulka missilvildledningssystem
4× Plessey Shield Mk 2 missilvildledningssystemer
SLQ-25 Nixie torpedovildledningssystem
Artilleri Oto Melare 76 mm kanon
1× Phalanx 20 mm CIWS
Småvåben 12,7 mm tunge maskingeværer 
Missiler 29× RIM-66 SM2-MR Block IIIA 
Torpedoer 6× torpedorør (2×3) til Mk. 46 antiubådstorpedoer 
Fly CH-124A Sea King 
Flyfaciliteter Hangar og helikopterdæk 
Mindre både om bord RHIB 

Iroquois-klassen, (også kaldet Tribal-klassen[1]) er en canadisk destroyer-klasse benyttet af Royal Canadian Navy. De fire skibe i klassen blev søsat i 1970'erne og var oprindeligt udrustet primært til antiubådskrigsførelse. I 1990'erne blev de opgraderet og ombygget til at blive primære luftforsvarsenheder. HMCS Huron blev i midten af 2000'erne udfaset og sidenhen brugt som målskib i en skydeøvelse.

Oprindeligt design[redigér | redigér wikikode]

Skibenes oprindelige formål var langtrækkende antiubådskrigsførelse.[2] Deres primære våben mod undervandsbåde var deres to CH-124 Sea King helikoptere,[2] der benyttede det store helikopterdæk agter, der alt i alt fyldte omtrent halvdelen af skibets overfladeplads. Helikopterne kunne lande og lette i selv voldsomt vejr på grund af deres helikopter-winchsystem kaldet "Beartrap".[3]

Iroquois-klassen repræsenterer en unormalt designkompromis i forhold til de forskellige sammenlignelige skibsdesigns fra samme tid. De fleste skibe i cirka samme størrelse og rolle såsom Royal Navys Type 22 eller US Navy's OHP, var udrustet med betydeligt mindre helikopterområder, typisk kun den agterste 1/4 af skibet. Disse skibe medbragte kun mindre, kortrækkende helikoptere såsom Westland Lynx eller Kaman Seasprite. Disse mindre helikoptere var i modsætning til Sea King ikke i stand til at operere effektivt uden brug af moderenhedens sensorer og var reelt set kun en måde at forlænge rækkevidden på skibets antiubådstorpedoer. I modsætning, var Iroquois' Sea Kings udrustet med en fuld sensorpakke og kunne operere på væsentligt længere afstande hvorved en enkelt Iroquois-destroyer kunne kontrollere en noget større havområde. Ulempen ved dette design var dog at helikopternes pladsforbrug betød at der var mindre plads til andre våbensystemer.

Til antiubådskamp var skibene også udrustet med to tredobbelte torpedorør der kunne affyre Mk.44 eller Mk.46 Mod 5 torpedoer og en Limbo Mark 10 dybdebombe-mortér. Til andre opgaver var skibene udrustet med en Otobreda 127/54 Compact 127 mm kanon samt to RIM-7 Sea Sparrow-affyringssystemer.[2] De to systemer var placeret under en beskyttelseskapsel på dækket umiddelbart foran broen (agten for kanonen). Når missilerne skulle affyres skulle kapslen åbnes og missilerne blev ført ud til siderne, dette krævede noget tid at køre systemet frem til affyringsposition.

Det valgte fremdrivningssystem til skibene var to Pratt & Whitney FT12-AH3 gasturbiner på 7.400 hestekrafter hver samt yderligere to turbiner (P&W FT4-A2) på hver 50.000 hestekræfter når høje hastigheder er påkrævet. Klassen var de første større krigsskibe der blev fremdrevet udelukkende af gasturbiner. Ydelsen fra disse turbiner benyttes til at drive de to skruer igennem en række af reduktionsgear. Et unikt kendetegn var de distinkte Y-formede skorstene der var designet til at lede udstødningen væk fra helikopterdækket.

Skibenes dimensioner er 129,8×15,2×4,4 meter samt et oprindeligt deplacement på 4.700 tons. Den normale besætning er på 285 mand.

Golfkrigen[redigér | redigér wikikode]

HMCS Athabaskan blev deployeret på Operation Friction – det canadiske bidrag til den internationale koalitions flådestyrke under Operation Desert Shield og Operation Desert Storm (Golfkrigen).

Athabaskan var flagskibet for den canadiske Task group og blev hastigt modificeret på flådestationen i Halifax i august 1990 forud for operationen. Modifikationerne omfattede blandt andet en ny minesøgningssonar, en Phalanx 20 mm CIWS samt skulderaffyrede Blowpipe og Javelin missiler.

TRUMP opdateringen[redigér | redigér wikikode]

Alle skibene i klassen undergik en midtlivsopdatering omtalt som "Tribal Class Update and Modernization Project" (TRUMP) i begyndelsen af 1990'erne.[2] Denne opdatering havde til formål at ændre skibenes primære opgave fra antiubådskrigsførelse til luftforsvar. Efter opdateringen blev klassen herefter som luftforsvarsdestroyere. Rollen som antiubådsenhed blev mere eller mindre overført til de nyere fregatter af Halifax-klassen.

I det nye design blev Mk. 41 VLS hovedbevæbningen med en beholdning på 29 SM-2 Block III langtrækkende luftforsvarsmissiler. For at skabe plads til et VLS måtte man fjerne den oprindelige 127 mm kanon med den mindre, men meget hurtigere skydende Oto Melare 76 mm kanon, der samtidig blev flyttet til forhøjningen foran broen hvor man havde fjernet Sea Sparrow-systemet. En Phalanx CIWS blev også installeret oven på hangaren.[2]

Opdateringen betød også at de to Pratt & Whitney FT-12 forlægningsgasturbiner blev erstattet af nye 570-KF motorer fra Allison Engine Company.[2] Farten forblev det samme, dog var vægten vokset til 5.100 tons fuldt lastet.[2] Den oprindelige Y-formede skorsten blev skiftet til en mere simpel, enkelt skorsten da det ikke viste sig at være et problem med røg på helikopterdækket.

TRUMP havde til formål at gøre skibene i stand til at operere forsvarligt frem til 2010 hvor de forventeligt havde udtjent deres værnepligt og skulle pensioneres. Nedskæringer i midten af 1990'erne betød at man nedlagde besætningen på Huron. Huron strøg kommando i 2005 og blev skudt i sænk af søsterskibet Algonquin i en øvelse i 2007.

Der har været indledende undersøgelser, der i canadiske flådekredse har været omtalt so Province-klassen. Undersøgelsen har dog begrænset sig til studier af det avancerede radarsystem APAR, der bliver brugt af blandt andet den danske Iver Huitfeldt-klasse og den tyske Sachsen-klasse. Spekulationer omkring selve skibene drejer sig om hvor vidt de vil blive en forstørret version af Halifax-klassen. Designet ville have cirka samme kapaciteter som Iroquois-klassen, dog kun med en helikopter. Der synes dog ikke at være planer om at bygge en sådan erstatning.

Skibe i klassen[redigér | redigér wikikode]

Pnt. Navn Kølen lagt Søsat Indgået Skæbne Kaldesignal
280 Iroquois 15. januar 1969 28. november 1970 29. juli 1972 I tjeneste CZGD
281 Huron 1. juni 1969 9. april 1971 16. december 1972 Udgået 31. marts 2005, sunket som øvelsesmål 14. maj 2007 CGXY
283 Athabaskan 1. juni 1969 27. november 1970 30. november 1972 I tjeneste CYWM
284 Algonquin 1. september 1969 23. april 1971 3. november 1972 I tjeneste CZJX

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]