Jakob 1. af Aragonien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jakob 1. af Aragonien
Konge af Aragonien
Regerede 12. september 1213 – 27. juli 1276
Forgænger Peter 2.
Regent Jakob 1.
Efterfølger Peter 3.
Ægtefælle Eleonore af Castilien
Violanta af Ungarn
Teresa Gil de Vidaure
Børn Violanta, Dronning af Kastilien
Constance af Aragonien
Peter 3. af Aragonien
Jakob af Mallorca
Isabella af Aragonien
Hus Casal de Barcelona
Far Peter 2. af Aragonien
Mor Maria af Montpellier
Født 2. februar 1208
Montpellier
Død 27. juli 1276
Valencia
Begravet Monestir de Santa Maria de Poblet
Religion Romersk-katolsk

Jakob 1. Erobreren (catalansk: Jaume el Conqueridor, occitansk: Jacme lo Conquistaire, aragonsk: Chaime lo Conqueridor, spansk: Jaime el Conquistador; 2. februar 1208 – 27. juli 1276) var greve af Barcelona, konge af Aragonien, konge af Valencia, konge af Mallorca og herre af Montpellier fra 1213 til 1276. Under hans lange regeringsperiode udvidede Huset Barcelona sig mod syd ind i Valencia, mod nord ind i Languedoc og mod øst til Balearerne. Ved Corbeil-traktaten i 1258 med Ludvig 9. af Frankrig fik han fuldt overherredømme over grevskabet Barcelona, som indtil da formelt havde hørt under den franske konge. Hans andel i Reconquista i det østlige Spanien svarede til hans samtidige Ferdinand 3. af Kastiliens rolle i Andalusien.

Som lovgiver og organisator rangerer han højt blandt spanske konger. Jakob samlede Llibre del Consulat de Mar,[1], som regulerede handelen til søs og hjalp med at etablere et catalansk overherredømme i det vestlige Middelhav. Han var en betydelig skikkelse i udviklingen af catalansk. Han støttede catalansk litteratur og skrev en nærmest selvbiografisk krønike om sit styre: Llibre dels fets.

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Jakob blev født i Montpellier, som den eneste søn af Peter 2. af Aragonien og Marie af Montpellier, arving efter Vilhelm 8. af Montpellier og Eudokia Komnene. Som barn var Jakob en brik i det politiske spil i Provence, hvor hans far var prøvede at hjælpe de katharske kættere i Albi mod det albigensiske korsfarere anført af Simon de Montfort, den 5. jarl af Leicester. Peter prøvede at forbedre forholdet til korsfarerne ved at arrangere et ægteskab mellem sin søn Jakob og Simon Monforts datter. Han betroede sin søn til Montfort i 1211, men blev snart tvunget til at føre krig mod Montfort og han døde i slaget ved Muret den 12. september 1213. Montfort ville uden tvivl have brugt Jakob til sin egen fordel, hvis ikke aragonerne havde appelleret til Pave Innocens 3., som insisterede på at Montfort skulle udlevere ham. Jakob blev maj eller juni 1214 i Carcassonne[2] overdraget til den pavelige legat Peter af Benevento.

Jakob blev sendt til Monzón, hvor han kom i Guillem de Montredós varetægt.[3]Guillem var leder af Tempelridderne i Spanien og Provence. Jakob var kun 5 år, da han blev konge og i hans sted regerede til at begynde med hans farfars bror Sancho, greve af Roussillon og dennes søn, kongens fætter, Nuño. Kongeriget stod meget svagt i disse år og adelen gjorde flere gange oprør. I 1217 førte tempelridderne og en gruppe kongetro adelige Jakob til hovedstaden Zaragoza.[4]I 1221 blev Jakob gift med Eleanor, datter af Alfonso 8. af Kastilien og Leonora af England. Urolighederne fortsatte de næste 6 år, men ved Freden i Alais den 31. marts 1227 blev forholdet mellem kongen og adelen afklaret.[4]

Erhvervelsen af Urgell[redigér | redigér wikikode]

En af de adelige, som trodsede kongen var Guerau IV de Cabrera, som besatte Grevskabet Urgell. Det var ellers gået i arv til Aurembiax, datter af Ermengol 8., som var død uden sønner i 1208. Selvom Aurembiaxs mor, Elvira, havde underkastet sig Peter 2.s, Jakobs far, beskyttelse, så besatte Guerau grevskabet ved hendes død i 1220 og afsatte Aurembiax med den begrundelse at en kvinde ikke kunne arve.

Jakob greb ind til fordel for Aurembiax. Han købte Guerau ud og lod Aurembiax genindsætte i grevskabet. Hun blev formentligt samtidigt en af Jakobs første elskerinder.[5] Hun overdrog Lleida til Jakob men beholdt Urgell som len. Ved hendes død i 1231 byttede Jakob Balearerne for Urgell med hendes enkemand Peter af Portugal.

Navarra[redigér | redigér wikikode]

Fra 1230 til 1232 forhandlede Jakob med Sancho 7. af Navarra, som ønskede hjælp mod sin nevø og nærmeste mandlige slægtning, Theobald 4. af Champagne. Jakob og Sancho aftalte, at Jakob skulle arve Navarra efter den gamle Sanchos død, men da han døde i 1234, valgte Navarras adel Theobald som konge. Jakob protesterede og prøvede at få pave Gregor 9. til at gribe ind.[6] Til sidst accepterede Jakob dog Theobald som tronfølger.

Reconquista[redigér | redigér wikikode]

Navarra blev en fiasko, men Jakob havde mere held med militær erobring af de muslimske dele af Spanien. Den 5. september 1229 sejlede aragonske tropper (155 skibe, 1.500 ryttere og 15.000 soldater) ud fra Tarragona, Salou og Cambrils med kurs mod Mallorca.[7] Øen blev styret af Abú Yahya, som var dens næsten uafhængige Almohad guvernør. Den 31. december 1229 erobrede Jakob hovedbyen Medina Mayurqa. Der gik dog mere end to år før Jakob havde nedkæmpet al modstand på øen. Selvom en gruppe aragonske riddere deltog i erobringen, var det primært en catalansk aktion (hovedparten af de senere bosættere var også catalanere). I de følgende år blev resten af Balearerne erobret: Menorca 1232 og Ibiza 1235.

Fra 1232 ekspanderede Jakob også mod syd. Den 28. september 1238 kapitulerede Valencia til aragonerne[2] efter et omfattende felttog som omfattede belejringen af Burriana og det afgørende slag ved Puig, hvor aragonernes anfører og kongens fætter Bernardo Guillermo de Entenza blev dræbt. Ifølge krønikeskrivere brugte han krudt ved belejringen af Museros borg.

Traktaten i Almizra fastlagde ekspansionszonerne i Andalusien for Aragonien og Kastilien. Jakob underskrev den 26. marts 1244. Alfonso 10. af Kastilien underskrev først langt senere. Traktaten fastslog grænserne for det nye kongerige Valencia. Alt land syd for en linje fra Biar til Villajoyosa gennem Busot blev forbeholdt Kastilien.

Afklaring med Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Jakob prøvede at skabe et rige, som strakte sig på begge sider af Pyrenæerne og som kunne være en modspiller til Frankrig nord for Loire. Som visigoterne langt tidligere havde måttet erkende, var det en plan, som bød på mange fysiske, kulturelle og politiske forhindringer. Som i tilfældet med Navarra afstod Jakob fra risikable eventyr og i maj 1258 indgik han Traktaten i Corbeil med Ludvig 9. af Frankrig. Ifølge traktaten gav Jakob afkald på krav på en række områder i det sydlige Frankrig mod at Ludvig 9. fraskrev sig sit krav på overherredømmet over Catalonien. [2]

Korstoget i 1269[redigér | redigér wikikode]

Tidligt i 1267 inviterede Ilkhanatets regent Abaqa Jakob til at gå sammen i et fælles korstog.[8] Jakob sendte en ambassadør, Jayme Alaric de Perpignan, til Abaqa, der vendte tilbage med en mongolsk ambassadør i 1269.[9] Pave Clemens 4. og Alfonso 10. frarådede korstoget og den tvivlsomme alliance, men Jakob overhørte det. Han afbrød sit felttog i Murcia, sluttede fred med Mohammed 1. ibn Nasr, sultanen af Granada og begynde at samle midler til et korstog. Efter at have afklaret rigets regering i hans fravær, samlede han en flåde i Barcelona og i september 1269, var han klar til at sejle mod øst. Troubadouren Olivier lo Templier lavede en sang, som priste rejsen og håbede på succes. En storm slog flåden ud af kurs og han måtte lægge til ved Aigues-Mortes i det sydlige Frankrig. Ifølge en krønikeskriver returnerede han via Montpellier por l'amor de sa dame Berenguiere ("for Berengaria kærlighed") og opgav alle planer om korstog.

Jakobs sønner Pedro Fernández og Fernán Sánchez, som havde kommandoen over dele af flåden fortsatte til Akko og ankom i december. De erfarede at Baibars, mameluk-sultanen af Egypten, havde brudt fredspagten med Kongeriget Jerusalem og demonstrerede sin militærmagt foran Akko. Under demonstrationen angreb egyptiske tropper i et baghold en frankisk styrke på vej fra Galilæa. Jakobs sønner, som oprindeligt havde været ivrige efter at komme i kamp, skiftede mening og rejste hjem via Sicilien, hvor Fernán Sánchez blev slået til ridder af Charles af Anjou.

Støtte til kunst, uddannelse og litteratur[redigér | redigér wikikode]

Statue af Jakob 1. at the Jardines de Sabatini i Madrid
(J. León, 1753).

Jakob byggede og indviede katedralen i Lleida, som blev bygget i en stil i overgangen mellem romansk og Gotisk med lidt indflydelse fra maurisk.[1]

Jakob stod bag Universitetet i Montpelliers udvikling.[1] Han grundlagde også et studium i Valencia i 1245 og fik privilegier hertil fra Pave Innocens 4., men det udviklede sig ikke lige så fremragende.[1] I 1263 præsiderede Jakob over en debat i Barcelona mellem den jødiske rabbiner Nahmanides og Pablo Christiani, en kendt konvertit.

Han var også den første, som støttede litteratur skrevet på catalansk. Han kan endda selv kaldes "den første af de catalanska prosaskrivere."[10] Jakob skrev eller dikterede en krønike om sit eget liv på catalansk, Llibre dels fets, den første selvbiografi af en kristen konge. "Bedrifternes bog" beskriver også begreber som magt, monarki, eksempler på loyalitet og forræderi i den feudalske orden samt middelalderlig militærtaktik. Mere kontroversielt, ser nogle historikere krøniken som en kilde til catalansk identitet i modsætning til occitansk og romersk.

Jakob skrev ligeledes Libre de la Saviesa eller "Bogen om Visdom". Bogen indeholder ordsprog fra forskellige forfattere fra Kong Salomons tid til næsten hans egen med Albertus Magnus. Den indeholder også leveregler fra arabiske filosoffer og fra Apophthegmata Philosophorum af Honein ben Ishak, som formentligt blev oversat i Barcelona under hans styre. En hebraisk oversætter ved navn Jehuda var ansat ved Jakobs hof i denne periode.[10]

Selvom Jakob selv skrev prosa og primært støttede prosa påskønnede han også digte.[11] Som en konsekvens af det Albigensiske korstog var mange troubadourer tvunget til at flygte fra det sydlige Frankrig og mange af disse fik beskyttelse i Aragonien. Trods sin tidlige støtte til catalansk litteratur bragte han, under indflydelse af sin skriftefader Ramon de Penyafort, Inkvisitionen ind i sit rige for at forhindre en oversættelse af Bibelen til catalansk.[11]

Tronfølge[redigér | redigér wikikode]

Mumificeret hoved af Jakob, udgravet i 1856

Jakobs favorisering af sine illegitime sønner førte til protester fra adelen og til konflikter mellem de legitime og de illegitime sønner. Da en af de sidste, Fernán Sánchez, som havde opført sig utaknemmeligt og forræderisk over for sin far, blev slået ihjel af den legitime søn Peter, var det til den gamle konges tilfredshed.

I sit testamente delte Jakob sit rige mellem sine to sønner med Jolanda: Peter fik Aragonien, Catalonien og Valencia mens Jakob fik Kongeriget Mallorca (inklusiv Balearerne, grevskaberne Roussillon, Cerdanya) og Herskabet Montpellier. Delingen skabte uundgåeligt konflikter mellem brødrene. I 1276 blev kongen meget syg i Alzira og opgav sin krone for at trække sig tilbage til klosteret i Poblet, men han døde i Valencia den 27. july.

Hans mumificerede krop blev udgravet i 1856, da klosteret skulle renoveres. Et fotografi blev taget, som tydeligt viser et sår over venstre øjenbryn. Kongen beskriver selv i Llibre dels fets (Bedrifternes Bog), hvordan han fik det:

Da jeg kom med mændene, drejede jeg mit hoved mod byen for at se saracenerne, som var kommet ud med en stor styrke. En mand med armbrøst skød mod mig og ramte mig ved panden. Det var Guds vilje, at den ikke gik lige gennem hovedet, men spidsen af pilen gik halvt igennem. I vrede slog jeg til pilen, så den knækkede. Blodet løb ned over ansigtet. Jeg tørte det af med min kappe af sendal og gik grinende væk, for at hæren ikke skulle blive urolig.[12]

Ægteskaber og børn[redigér | redigér wikikode]

Jakob giftede sig første gang i 1221 med Eleanor, datter af Alfonso 8. af Kastilien og Eleanor af England. Selvom ægteskabet senere blev annulleret, blev hans ene søn med hende erklæret legitim:

I 1235 giftede Jakob sig med Jolanda, datter af Andreas 2. af Ungarn med hans 2. kone Jolanda af Courtenay. Sammen fik de adskillige børn:

Jakob giftede sig tredje gang med Teresa Gil de Vidaure, men ikke kirkeligt og forlod hende, da hun udviklede spedalskhed.

  • Jakob (c.1255–1285), herre af Xèrica
  • Peter (1259–1318), herre af Ayerbe

Børnene i det tredje ægteskab blev i hans sidste testamente anerkendt som tronfølgere, hvis hans børn fra de to første ægteskaber døde.

Jakob havde også flere elskerinder både under og efter hans ægteskaber. Nogle af dem fødte illegitime sønner.

Med Blanca d'Antillón:

  • Ferran Sanchis (eller Fernando Sánchez 1240–1275), baron af Castro

Med Berenguela Fernández:

  • Pedro Fernández, baron af Híjar

Med Elvira Sarroca:

Stamtavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Ramon Berenguer 3., greve af Barcelona
 
 
 
 
 
 
 
8. Ramon Berenguer 4., greve af Barcelona
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Douce 1., komtesse af Provence
 
 
 
 
 
 
 
4. Alfonso 2. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Ramiro 2. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
9. Petronilla af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Agnes af Aquitaine
 
 
 
 
 
 
 
2. Peter 2. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
20. Raymond af Burgundiet
 
 
 
 
 
 
 
10. Alfonso 7. af León og Kastilien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
5. Sancha af Kastilien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Władysław 2.
 
 
 
 
 
 
 
11. Richeza af Polen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Agnes af Babenberg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Vilhelm 6. af Montpellier
 
 
 
 
 
 
 
12. Vilhelm 7. af Montpellier
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Sibylla
 
 
 
 
 
 
 
6. Vilhelm 8. af Montpellier
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Hugo 2., hertug af Burgundiet
 
 
 
 
 
 
 
13. Matilda af Burgundiet
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Matilda af Mainz
 
 
 
 
 
 
 
3. Maria af Montpellier
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Johannes 2. Komnenos
 
 
 
 
 
 
 
14. Isaac Komnenos
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Irene af Ungarn
 
 
 
 
 
 
 
7. Eudokia Komnene
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
15. Irene Synadene
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Chaytor, 96.
  2. 2,0 2,1 2,2 Chisholm 1911.
  3. Juan Garcia Atienza: The Knights Templar in the Golden Age of Spain, s.149
  4. 4,0 4,1 Chaytor, 82.
  5. Chaytor, 83.
  6. Chaytor, 86.
  7. Herradón, Oscar (2008). Jaime I el Conquistador, el rey cruzado (James I the Conqueror, king of the crusades). s. 15. 
  8. Chaytor, 90.
  9. Runciman, History of the Crusades, s. 330–332
  10. 10,0 10,1 Chaytor, 93.
  11. 11,0 11,1 Chaytor, 94.
  12. Oversat af John Forster. "The Chronicle of James I, King of Aragon, Surnamed The Conqueror" (på Catalan). Kapitel CCLXVI. http://libro.uca.edu/chronicleofjames/deeds08.pdf. Hentet 18. oktober 2012. 
  13. Consejo Superior de Investigaciones Científicas (Spain) (1956). Homenaje a Millás-Vallicrosa. Consejo Superior de Investigaciones Científicas. s. 230. http://books.google.com/books?id=ElUvAAAAMAAJ. 

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Chaytor, H. J. A History of Aragon and Catalonia. London: Methuen, 1933.
  • The book of deeds of James I of Aragon. En oversættelse til engelsk af Libre dels fets. Oversat af Damian Smith og Helen Buffery (Aldershot: Ashgate, 2003) (Crusade Texts in Translation, 10.) s. xvii + 405 inkl. 5 kort.
  • Chisholm, Hugh, ed. (1911). "James I. of Aragon". Encyclopædia Britannica (11th ed.). Cambridge University Press.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: