Spedalskhed

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Spedalskhed, også kaldt lepra (det videnskabelige navn), er en infektionssygdom forårsaget af lepra-bacillen mycobacterium leprae. Sygdommen har været kendt længe, men bakterien blev første gang beskrevet i 1873 af den norske læge Gerhard Henrik Armauer Hansen, og dette var første gang en mikroorganisme blev identificeret som årsag til en kronisk sygdom, og anden gang for en sygdom i det hele taget. Infektionen kan behandles, men følgetilstandene er kroniske. Man har to hovedformer for sygdommen, tuberkuloid form, også kaldt glat spedalskhed, og lepromatøs form, som også er kaldt knudet spedalskhed.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Gilbertus Anglicus (11801250) var den første der fandt ud af at kopper og spedalskhed er smitsomme sygdomme i sit værk Compendium Medicinae.

Spedalske måtte mange steder ringe med en klokke for at advare andre

Spedalskhed var en frygtet sygdom i flere tusind år og kendt fra den tidligste oldtid. Spedalskhed er omtalt i den indiske veda-digtning samlet ca. 3500 år f.Kr. I Bibelen, i 3. mosebog kap. 13, er der udførlige beskrivelser af hvordan præsten skal forholde sig til de hudsyge. Sygdommen blev bragt til Italien fra Egypten flere århundreder f.Kr. Særlig udbredt i Europa var den efter korstogene, og i middelalderen blev der oprettet en række hospitaler, leprosarier, for spedalske. Det var i næsten alle tilfælde Den katolske kirke som drev sygehusene, og mange munke og nonner følte et specielt kald til at hjælpe de spedalske, til trods for at de udsatte sig selv for stor smittefare. Finansieringen kom i mange tilfælde fra en lokal adelsmand. Dette fortsatte også efter middelalderen; de katolske missionærer var gerne de første og mange steder de eneste, som oprettede leprosarier. En optælling fra 1992 viste, at der i katolsk regi blev drevet 793 leprosarier rundt om i verden.[Kilde mangler]

I 1225 var der op til 19.000 leprosarier i Europa. Love blev indført for at begrænse de spedalskes bevægelsesfrihed, og de som kunne gå rundt og tigge, skulle varsle hvor de var med bjælder. I middelalderen var den normale kristne opfattelse, at selv om de spedalske var forbandede af mennesker, så var de elsket af Gud. Flere ordener blev stiftet i det hellige land på 1100-tallet; den mest forunderlige var måske Lazarus-ordenen, som fortrinsvis tog spedalske op. Først og fremmest var den en orden, som drev leprosarierne, men i tilfælde af krig, drog de spedalske riddere i kamp på lige fod med riddere fra andre ordener.[1]

Mest udbredt var sygdommen i Europa i 1200-tallet, i 1500 og 1600-tallet mindskes antallet af syge, og i 1700-tallet havde sygdommen mindre betydning i Europa. Dette hænger sandsynligvis sammen med at de syge blev isoleret, og at de var særligt udsat for andre smitsomme sygdomme. Ved ankomsten til visse leprosarier, blev der læst sjælemesse for vedkommende, da patienterne blev betragtet som levende døde.[Kilde mangler]

I middelalderen var meget overtro forbundet med en række sygdomme. Nogen mente, at djævelen havde forårsaget pesten, og jøder og spedalske var djævelens medhjælpere. Drab på jøder og spedalske forekom flere steder i Europa. Betegnelsen spedalsk inkluderede sandsynligvis en række ikke-smitsomme hudsygdomme som eksem og psoriasis, og andre smitsomme sygdomme som kopper og sekundær syfilis. Det er vigtigt at vide i forhold til historiske tekster og omtale, da det, der i dag er spedalskhed, er en infektion med mycobacterium leprae, ikke nødvendigvis var den samme som den bibelske spedalskhed.

Fader Damian, som hjalp spedalske og selv døde af sygdommen

Spedalske bliver stadig stigmatiseret, og der findes selv i moderne tid leprosarier i enkelte områder. Særlig er Moder Teresa og hendes Næstekærlighedens søstre forbundet med arbejdet for spedalske i Indien. Blandt kendte personer der har arbejdet for spedalske, er Damian de Veuster, som drev et sygehus på Molokai og selv døde af sygdommen i 1899.

I dag har WHO, programmer til bekæmpelse af spedalskhed, og gratis uddeling af medicin i de endemiske områder.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

i 1990'erne var forekomsten af spedalske som til enhver tid er i aktiv behandling på verdensbasis reduceret fra 10–12 millioner registrerede til 600 000 i 2000, og yderligere reduceret til 460 000 ifølge de sidste tal fra WHO. Dette skyldes en mere effektiv kombinationsterapi og kortere terapivarighed.

Spedalskhed er vidt forekommende i tropiske og varmt tempererede lande, og 1,3 milliarder mennesker lever i regioner med aktiv overførelse af mycobacterium leprae. I 2000 var der 15 lande som kunne kaldes endemiske, dvs. med en forekomst på over 1/10 000. Indien har 64 % af alle registrerede tilfælde. Under Indien ligger: Brasilien, Burma, Madagaskar, Nepal og Mosambique. De nævnte lande udgør 83 % af registrerede tilfælde. Uddeling af gratis medicin og aktiv smitteværnpolitik blandt andet i Brasilien er i gang med, at ændre dette billede.

Smitteveje[redigér | redigér wikikode]

Smitte sker sandsynligvis ved langvarig tæt hudkontakt, med steder hvor huden er beskadiget, eller med dråber fra smittede personers næseslimhinde. Af mange fagfolk betragtes spedalskhed dog som den mindst smitsomme infektionssygdom, der findes. Bakterien er påvist hos bæltedyr og primater, men smitten kan ikke overføres fra dyr til mennesker.

Klinisk præsentation[redigér | redigér wikikode]

Kraniet fra en spedalsk person, med skader på øjenhuler, næseben, kæbe og hage

Lepromatøs spedalskhed er, når immunforsvaret ikke har en specifik cellulær respons mod mycobacterium leprae, og dette medfører, at bakterien formerer sig ukontrolleret i hud og nerver. Det er en systemisk sygdom, hvor bakterierne spredes med blodet i kroppen. Bakterien som vokser i vævene, fører gradvist til vævsskade i de involverede organer. I næsen ødelægges brusken, så næsen kan falde sammen, struben kan falde sammen og give hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelse i fingre og tæer sammen med traumer og betændelse i benene, fører til at fingre og tæer svinder hen og falder af.

Diagnostik[redigér | redigér wikikode]

Påvisning af en karakteristisk flække i huden med sansetab. Fortykkelse af nerver. Påvisning af syrefaste stavbakterier i huden.

Behandling[redigér | redigér wikikode]

Moderne behandling består af langvarig kombinationsbehandling med følgende medikamenter:

Litteratur og referenser[redigér | redigér wikikode]

  1. Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 48), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også[redigér | redigér wikikode]