Kongeriget Jerusalem

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Regnum Hierosolimitanum
Roiaume de Jherusalem
Kongeriget Jerusalem
Fatimid flag.svg
1099–1291 Mameluke Flag.svg
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Geografisk placering af Kongeriget Jerusalem
Kongedømmet Jerusalem og andre korsfarerstater i år 1135
Hovedstad Jerusalem (1099-1187)
Tyros (1187-1191)
Acre (1191-1229)
Jerusalem (1229-1244)
Acre (1244-1291)
Sprog Latin, gammelfransk, italiensk (også arabisk og græsk)
Religion Romerskkatolsk, græsk ortodoks, syrisk ortodoks, islam, jødedom
Styreform Monarki
Konge
 - 1100-1118 Balduin I
 - 1118-1131 Balduin II
 - 1131-1143 Fulk
 - 1143-1162 Balduin III
 - 1162-1174 Amalric I
 - 1285-1291 Henry II
Lovgivende forsamling Haute Cour
Historisk æra
 - Første korstog 1099
 - Andet korstog 1145
 - Siege of Jerusalem 1187
 - Tredje korstog 1189
 - Ramlatraktaten 1191
 - Erobringen af Acre 1291

Kongeriget Jerusalem var et kristent kongerige som blev etableret i Mellemøsten i 1099 som følge af det 1. korstog. Riget bestod, med forskelligt omfang og indflydelse, frem til 1291. Kongeriget Jerusalem havde gennem hele sin historie nære bånd til monarkierne i det vestlige Europa, men det var også et relativt lille kongedømme både i sammenligning med sine europæiske allierede og med sine mellemøstlige og lilleasiatiske naboer. Den militære og økonomiske støtte fra Europa var aldrig konstant, og i perioder var kongeriet svagt pga. manglende støtte. Kongedømmet Jerusalems nærmeste allierede fandtes dog ikke i Vesteuropa men var kongedømmet Armenien og det Bysantinske rige.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Byen Jerusalem blev erobret af de kristne under det første korstog i 1099, og Jerusalem blev af europæerne opfattet som den naturlige hovedstad i det landområde de havde erobret indtil byen blev erobret af Saladin i 1187. En række korstog fulgte siden, hvor europæiske krigere forsøgte at generobre Jerusalem, uden det nogensinde lykkedes. Kongedømmet Jerusalem levde imidlertid videre med centrum i fæstningsbyen Acre ved Middelhavskysten frem til 1291. På højden af sin magt dækkede kongeriget et territorium som var en smule større end vore dages Israel og Palæstina samt en del af det moderne Libanon og sydover til Sinaiørkenen og ind i Syrien og Jordan mod øst.

I begyndelsen lod det ikke til at de muslimske herskere i området bekymrede sig nævneværdigt om det lille kongedømme, men i løbet af 1100-tallet fik begrebet jihad atter stor betydning for områdets muslimer, og Jerusalems islamiske naboer begyndte at alliere sig mod de kristne fyrster, og gradvist erobrede de territorierne som de kristne kontrollerede. Jerusalem faldt under Saladins felttog i 1187, og i 1200-tallet var kongeriget blevet reduceret til en smal kyststribe domineret af nogle få byer. Kongedømmet blev endelig knust af mamelukkerne da byen Acre faldt i 1291.

Det tidlige kongedømme[redigér | redigér wikikode]

Den europæiske befolkningsandel i kongeriget var gennem hele dets historie lav, selvom en stadig strøm af kolonister og nye korsfarere ankom kontinuerligt; størstedelen af de overlevende deltagere i 1. korstog var ganske simplet taget hjem da de havde nået deres mål. Ifølge William af Tyrus befandt der sig ikke mere end trehundrede riddere og totusind fodsoldater i hele kongeriget under Godfreds belejring af Arsuf.[1] Fra starten var den europæiske stat blot en koloni og en frontlinjestat, hvor de kristne havde en skrøbelig magtposition over en overtallig lokal muslimsk, græsk og syrisk befolkning. Jerusalem blev også kendt som Outremer, det franske ord for "oversøisk," men efterhånden som en ny generation voksede op i landet, begyndte de også at se sig selv som indfødte, selvom de stadig først og fremmest opfattede sig selv som vesteuropæere eller frankere, som de selv kaldte det. Fulcher af Chartres beskrev det således omkring 1124:

For vi der var vesterlændinge var nu blevet til østerlændinge. Han der var romer eller franker var i dette land blevet gjort til galilæer eller palæstinenser. Han der var fra Rheims eller Chartres var nu blevet indbygger i Tyrus eller Antiokia. Vi har allerede glemt vores fødested; de err allerede glemt af mange eller aldrig nævnt.[2]

De europæiske korsfarere og deres efterkommere lærte ofte at tale græsk, arabisk og andre lokale sprog, nogle af dem giftede sig med indfødte kristne kvinder, grækere, syrere og armenere, eller med konverterede muslimer. [3] Dette frankiske fyrstedømme forblev ikke desto mindre et vesterlandsk fremmedelement i en ellers muslimsk domineret region.

Fulcher, som deltog i det 1. korstog og som fungerede som kapellan for Balduin 1. fortsatte skrivningen af sin krønike frem til 1127. Den var en meget populær beretning i Europa om begivenhederne i det Hellige land, og blev brugt som kilde af andre historikere i vesten, fx Orderic Vitalis og William af Malmesbury. Næsten øjeblikkeligt efter erobringen af Jerusalem i 1099 begyndte pilgrimme at strømme til byen, og flere af dem har efterladt sig beretninger om deres ofte farefulde rejse og om livet i det nye kongerige; blandt dem er den engelske Saewulf, den russike Abbed Daniel, tyskerne Johan af Würzburg og Theoderik, samt islændingen Nikolaj.[4] Bortset fra disse beskrivelser er der ikke overleveret nogen øjenvidne skildringer til begivenhederne i Jerusalem indtil Wilhelm af Tyrus begyndte at skrive sin beretning omkring 1167, han døde ca. 1184 hvor teksten bryder også af. Han har inkluderet en del information om tiden fra Fulchers beretning slutter til sin egen tid, som primært bygger på Albert af Aix. Fra det muslimske perspektiv er hovekilden Osama ibn Munqidh, soldat og ofte ambassadør for Damaskus’ fyrste til Jerusalem og Egypten, hans erindringer, Kitab al i'tibar, indeholder flere levende skildringer af korsfarer-samfundet. Andre kilder er den jødiske rejsende Benjamin af Tudela og Ibn Jubayr.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. William af Tyrus, vol. 1;9,19
  2. Fulcher af Chartres, A History of the Expedition to Jerusalem, trans. Frances Rita Ryan, University of Tennessee Press, 1969, bk. III, ch. XXXVII.3. pg. 271 (available online).
  3. Fulcher, bk. III, ch. XXXVII.4, pg. 271.
  4. Flere af krønikerne og pilgrimsberetningerne er samlet i Palestine Pilgrims' Text Society (London, 1884-); "Recueil de voyages et mémoires", udgivet af Société de Géographie (Paris, 1824-66); "Recueil de voyages et de documents pour servir à la géographie" (Paris, 1890-).
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: