Jean de La Fontaine

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jean de La Fontaine
Aktiv 17. århundrede
Jean de La Fontaine

Jean de La Fontaine
portrætteret af Hyacinthe Rigaud

Område: Fransk litteratur
Født: 8. juni 1621
Død: 13. april 1695 (73 år)
Genre(r): Fabler, fortællinger, poesi
Litterær bevægelse: Den franske klassicisme,
1600-tallet

Jean de La Fontaine (8. juli 1621 i Château-Thierry, Champagne13. april 1695 i Neuilly-sur-Seine) var en fransk forfatter af fabler og en af de mest læste franske poeter i 1600-tallet. Han er kendt først og fremmest for sine Fabler (Fables de La Fontaine), som blev et litterært forbillede for efterfølgende fabulister over hele Europa og talrige alternative versioner i Frankrig. Hans fabel om bjørnen og gartneren er ophav til udtrykket bjørnetjeneste.

I henhold til Gustave Flaubert var han den eneste franske poet, som forstod og mestrede teksturen i det franske sprog før Victor Hugo. La Fontaines elegante beherskelse af sin digtning var så god, at han kunne "bevæge sig fra det ophøjede til det ydmygt fortrolige uden, at det føltes som et stilbrud."[1] Et sæt med frimærker, som hyldede La Fontaine og hans fabler, blev udstedt i Frankrig i 1995.

Liv og virke[redigér | redigér wikikode]

Portræt av La Fontaine tilskrevet François de Troy

La Fontaine blev født i Calan ved Château-Thierry. Hans far var Charles de La Fontaine, maître des eaux et forêts, en form for offentlig skytte, for hertugdømmet Château-Thierry; hans mor var Françoise Pidoux. Begge sider af familien var af den højere provinsielle middelklasse. Selv om de ikke tilhørte adelen, var hans far ganske rig.[2]

Som det ældste barn i familien fik Jean La Fontaine uddannelse på latinskolen i Reims, og i maj 1641 begyndte han på Oratoriet og ved præsteseminaret ved Saint-Magloire i oktober samme år, men efter et meget kort ophold blev han overbevist om, at han ikke havde gjort det rigtige valg. Han skal der efter have studeret jura, og det hævdes, at han fik tilladelse til at fungere som advokat.

I 1647 lod hans fader ham overtage sin position i Château-Thierry og sørgede for et ægteskab for ham med Marie Héricart, en pige på 16 år, og som skaffede ham 20.000 livres. Den unge hustru synes at have været både køn og intelligent, men de gik ikke godt sammen. Der synes ikke at have været noget grundlag for de vage antydninger om skandale for hendes opførsel, som blev fremmet længe senere af sladder eller personlige fjender af La Fontaine. Han var desuagtet ofte borte fra hjemmet og var en så ringe forretningsmand, at han havnede i økonomisk uføre. Separation blev taget ud i 1658, og ved fælles enighed gik de fra hinanden. I de næste 40 år boede La Fontaine i Paris, mens hun blev boende i Chateau-Thierry. En søn, som var blevet født i 1653, blev opdraget af sin mor.[3]

Paris[redigér | redigér wikikode]

Titelsiden af andre bind af Fables choisies, 1692.

Selv i de første år som gift synes La Fontaine at have opholdt sig meget i Paris, men det var ikke før omkring 1656, at han besøgte den franske hovedstad ofte. Hans position som skytte var ikke til forhindring for hans rejser. Det var ikke før, at han havde passeret 30 års alderen, at hans litterære karriere begyndte. Det er sagt, at det var ved læsningen af François de Malherbe, at hans poetiske interesse blev vækket, men for en tid fordrev han ikke mere end med tidens litterære sysler som epigrammer, fransk ballade (en andel af de tre formes fixes), og rondeaux (en annen andel av de tre formes fixes), og lignende.

Hans første seriøse arbejde var en oversættelse eller tilpasning af Eunuchus (Eunukken, 161 f.Kr.). af den romerske komedieforfatter Terentius Afer (1654). På denne tid var Nicolas Fouquet, surintendant des finances, en Mæcenas af fransk skriftsprog. La Fontaine blev introduceret af Jacques Jannart, en forbindelse via hans hustru. Få, som viste sin respekt for Fouquet, blev efterladt tomhændede, og La Fontaine fik i 1659 en pension på 1000 livres under de enkle betingelser, at han skulle fremstille en del leilighedsdigte med jævne mellemrum. Han skrev blandt andet en blanding af prosa og poesi kaldet Le Songe de Vaux, som hyldede Fouquets berømte landsted Château de Vaux-le-Vicomte.

På omtrent samme tid blev hans hustrus ejendom adskilt og sikret for henne, hvilket førte til, at han solgte alt. han ejede, men med mægtige og generøse patroner havde det ringe betydning for ham. Samme år skrev han digtet Les Rieurs du Beau-Richard, igen fulgt af en række leilighetsdigte adresserede til forskellige beskyttere. Fouquet faldt i kongelig unåde og blev arresteret, men La Fontaine, som mange andre af hans litterære protegeer, forblev trofaste. Han sendte kongen en appel for den faldne minister med Elégie aux Nymphes de Vaux ("Elegi for nymfeene i Vauz", 1661), men kongen lod sig ikke formidle, og poeten måtte regne med repressalier.[4] La Fontaine fandt det bedst at rejse til Limoges i følge med Jannart i 1663. Herfra sendte han en række breve til sin hustru, prosa med indflettede poetiske stykker bestående af yndige beskrivelser af byer og landskaber, især egnene omkring Tour tiltalte ham, og han hyldede Loire, som udfoldede "sin krystal i Frankrigs have".[4]

Som sin fader havde han taget titlen esquire, mænd af højere social rang, hvilket de strengt taget ikke havde krav på, og det førte til en bod på 2.000 livres. Han fandt imidlertid en ny beskytter i hertugen og hertuginden af Bouillon, hans feudale herrer ved Chateau-Thierry, og boden synes at være forsvundet. En del af hans poesi var adresseret til hertuginden, Marie Anne Mancini, den yngste af kardinal Mazarins kusiner. Enken efter Gaston, hertug af Orléans, blev en ny mæcen i 1664 efter Fouquets fald og lod ham opholde sig i Palais du Luxembourg i Paris, hvor han omgik Furetière, madame de La Fayette, La Rochefoucauld, og andre.[4]

Berømmelse[redigér | redigér wikikode]

Omslag til en engelsk udgave af fablerne, The original fables of La Fontaine

Det var på denne tid, at kvartetten af Rue du Vieux Colombier blev dannet, berømt i fransk litteraturhistorie. Den bestod af litterære venner som La Fontaine, Racine, Molière og Boileau,[4] den sisdt nævnte omtrent af samme alder som La Fontaine, de andre to betydeligt yngre. Jean Chapelain bevægede sig i udkanten og var mere af en fremmed. Det er mange anekdoter om disse møder. Den mest karakteristiske er måske, at en kopi af Chapelains store, men ulykkelige episke digt La Pucelle altid lå på bordet, og hvor et bestemt antal linjer blev udpeget som straf for overtrædelser mod selskabet. At de fire venner optræder i forklædning i La Fontaines prosaroman Les Amours de Psyché et du Cupidon ("Psykes og Amors kærlighed", 1669) som fire venner, som opsøker Versailles, og en af dem oplæser historien om Amour og Psyke, er måske søgt, men en mulighed.

Hans første værk af betydning, Contes et Nouvelles en vers ("Fortællinger og noveller på vers"), kom i 1664 og han var da 43 år. Siden kom der yderligere fire tilsvarende samlinger. Hans tidligere trykte produktion havde i sammenligning været triviel, skønt meget af det blev læst i manuskript før det ble senere ble utgitt. Hans contes var til dels pikante historier om amorøse nonner, dumme og sjalu ektemenn og lignende oplag; fortællinger som var blevet fortalt tidligere i middelalderens franske fabliauer og italienske renæssancenoveller, og hans nærmeste forbilleder var antagelig Boccaccio og Ariosto. La Fontaines hensigt var kun underholdning, fortalt på en vittig og elegant måde. Den første samling af seks var klart inden for anstændighedens grænser, men siden blev han stadig mere vovet, og den sidste samling, som kom i 1674, blev til og med konfiskeret.[5]

Efter, at hertuginden af Orléans døde i 1672, stod han igen uden en vigtig mæcen. Han synes at have opgivet sin position som skytte, antagelig solgt embedet for at betale gæld. Madame de la Sablière, en intellektuel kvinde, inviterede ham til bo i hendes palæ i Faubourg Saint-Antoine, hvor han kunne omgå folk af det gode selskab. Han blev boende i tyve år, havde der efter tilsyneladende ingen økonomiske vanskeligheder, og kunne hengive sig til sit forfatterskab.

Hans ry hviler dog på hans fabler. Den første samling kom i 1668 i to bind og indeholdt 126 fabler i seks dele. Da den udkom, havde fabelen som genre haft sin storhedstid, og Baileau nævnte den ikke en gang i sin poetik. La Fontaine gav den noget af dens gamle prestige tilbage.[5] Her var der et stort antal småvers, som senere blev fransk folkeeje, læst af de fleste, og fast inventar i barneværelset og i skolen. Her var fortællingerne om "Græshoppen og myren", "Ravnen og ræven", "Hunden og ulven", "Eika og sivet", og lignende. Fabelens væsen var at gøre sig til talsperson for de små og svage. Dette træk findes også hos La Fontaine sammen med snusfornuftige visdom og moral. Kun undtagelsesvis tyder det på, at han kom med hentydninger til særlige begivenheder i samtiden, men foretrak at behandle tidløse karakterfejl og misforhold.[5]

Han bearbejdede også genren til at omfatte nye refleksioner. Under påvirkning fra La Rochefoucauld fik fablerne en stærkere drejning mod det satiriske, men de mistede aldrig deres lyriske charme. Hans valg af ord, rim og rytme er meget mere udspekuleret end, hvad man med første øjekast ville tro. De senere fabler havde ofte mere komplekse ideindhold, mere prægede af resigneret livsvisdom og illusionsløst menneskekundskab og ofte hentydninger til aktuelle forhold, eksempelvis ved hoffet.

Akademiet[redigér | redigér wikikode]

En scene fra La Fontaines fortælling Le Gascon Puni, maleri af Nicolas Lancret, Musée du Louvre

I 1682, mere end 60 år gammel, var han anerkendt som en af de fremmeste litterater i Frankrig. Madame de Sévigné udtalte sig om hans anden samling med fabler og mente, at den var "guddommelig", hvilket afspejlede tidens offentlige mening. Han præsenterede sig for Académie française, og selv om hans tidligere forbindelse Fouquet gjorde ham mistænkelig i finansministeren Colbert og kongens øjne, var de fleste af medlemmerne hans personlige venner.

Han blev første gang foreslået i 1682, men blev forbigået til fordel for marquis de Dangeau. Året efter døde Colbert, og La Fontaine blev nomineret på ny. Boileau var også kandidat, men i det første valg fik La Fontaine 16 stemmer mod 7 for Boileau. Kongens godkendelse var nødvendig, og han varutilfreds med resultatet. Pladsen blev stående tom, og ved næste valg i 1684 senere blev Boileau valgt ind, hvilket kongen godkendte, og tilføjede så, at La Fontaine også kunne accepteres: Vous pouvez incessamment recevoir La Fontaine, il a promis d'etre sage. La Fontaine fik plads 24 efter Colbert.

Med Pascal, La Rochefoucauld, madame de La Fayette, Bossuet, Racine, Molière, Boileau og La Fontaine blev den klassiske generation i Frankrig konstitueret. Det kom til at præge litteraturen i hele Europa. De antikke forfattere og særlig de latinske forfattere blev ansete og fremhævede som særlig værdige for tilstræbelse og efterligning.[6] Det førte til querelle des Anciens et des Modernes, slagsmålet mellem de antikke og de moderne, som blussede op i slutningen af 1680-tallet. Boileau ledede den antikke side, og La Fontaine støttede ham.

72 år gammel oversatte han den latinske bodssalme Dies irae (Vredens dag) til smukt fransk. En sidste bog med fabler kom i 1694. På sine gamle dage blev han mere skrøbelig og sygelig, og han angrede en del af sin ungdoms djærve erotiske tone. Han overlevede ikke madame de la Sablière med mere end to år, døde den 13. april 1695, 73 år gammel. Da kirkekården Père Lachaise blev åbnet i Paris, blev hans levninger flyttet dertil. Hans hustru overlevede ham med næsten femten år.

Flere anekdoter er blevet tillagt hans personlighed, blandt andet om hans møde med sin søn, som var vokset op hos sin mor. Efter at være blevet informeret om hvem, ham var, bemærkede han: "Å ja, jeg mente, at jeg havde set ham et sted".

En fransk film om hans liv kom i april 2007; Jean de La Fontaine - le défi med Lorant Deutsch i hovedrollen.[7] Asteroiden 5780 Lafontaine (1990 EJ2) blev opkaldt til hans ære på 300 årsdagen for hans fødsel.[8]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Adonis (1658)
  • Élégie aux nymphes de Vaux (1660)
  • Contes et nouvelles (1665)
  • Fables (Premier Recueil) (1668)
  • Amours de Psyché et de Cupidon (1669)
  • Recueil de poésies chrétiennes et diverses (1671)
  • Poème de la captivité de saint Malc (1673)
  • Daphné (1674)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Beyer, Edvard red. (1972): Verdens litteraturhistorie. Bind 4 Klassisismen (forfatter Hans Sørensen), Oslo, s. 283
  2. Mackay, Agnès Ethel (1. november 1973): La Fontaine and his friends: a biography. G. Braziller. ISBN 978-0-8076-0694-0.
  3. La Fontaine, Jean de; red. Walter Thornbury (18. februar 2000): Selected Fables. Courier Dover Publications. ISBN 978-0-486-41106-4. s. 4–.
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Beyer, Edvard red. (1972): Verdens litteraturhistorie. Bind 4 Klassisismen (forfatter Hans Sørensen), Oslo, s. 284-285
  5. 5,0 5,1 5,2 Breitholtz, Lennart (1979): Epoker og diktere. Verdens litteraturhistorie, bind 1, Oslo, s. 352
  6. Beyer, Edvard red. (1972): Verdens litteraturhistorie. Bind 4 Klassisismen (forfatter Hans Sørensen), Oslo, s. 290
  7. Jean de la Fontaine, Internet Movie Database
  8. Schmadel, Lutz D.; International Astronomical Union (2003): Dictionary of minor planet names. Berlin; New York: Springer-Verlag. ISBN 978-3-540-00238-3. s. 488–489.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Birberick, Anne L. (1998): Reading Under Cover: Audience and Authority in Jean La Fontaine, Bucknell University Press.
  • Collinet, Jean-Pierre (1970): Le Monde littéraire de La Fontaine, PUF
  • Collinet, Jean-Pierre, red. (1991): Oeuvres complètes de Jean de La Fontaine: Fables et Contes, Gallimard ("Bibliothèque de la Pléiade"). Den standardiserte, kommenterte utgaven av samleutgaven.
  • La Fontaine, Jean de (2007): The Complete Fables of Jean de La Fontaine, oversatt av Norman Shapiro. University of Illinois Press.
  • Grisé, Catherine M. (1998): Cognitive Space and Patterns of Deceit in La Fontaine's Contes, Rookwood Press.
  • Rubin, David Lee (1991): A Pact with Silence: Art and Thought in the Fables of Jean de La Fontaine, Ohio State U Press.
  • Runyon, Randolph Paul (2009): La Fontaine's Complete Tales in Verse, An Illustrated And Annotated Translation, McFarland & Company.
  • Wadsworth, Philip A. (1952): Young La Fontaine: A Study of His Artistic Growth in His Early Poetry and First Fables, Northwestern University Press.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi