Johan Henric Kellgren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johan Henric Kellgren

Johan Henric Kellgren (1. december 1751 i Vestergötland20. april 1795 i Stockholm) var en svensk forfatter.

Kellgren blev student ved Åbo Universitet 1768, men opholdt sig mest som huslærer på landet, hvor han studerede lat. Forf. og moderne fr. Litt., og som Medlem af det litterære Aurora-Forbund i Åbo fik han sine første Digte trykt i dets Organ. 1777 flyttede han til Sthlm for at tiltræde Huslærerplids i General Meijerfelt’s Hus, hvor han gjorde Bekendtskab med Samtidens berømte Digtere og med Gustaf III; han optoges i det litterære Selskab Utile Dulci og blev snart dets ledende Aand. Allerede 1778 knyttedes han til »Stockholmsposten«, hvis Redaktør og Ejer han senere blev, og 1780 udnævntes han til Kongens Bibliotekar og Privatsekretær med det særlige Formaal at hjælpe Majestæten ved de dramatiske Arbejder »Æneas i Kartago«, »Gustaf Wasa«, »Kristina« samt »Gustaf Adolf och Ebba Brahe«.

Som Digter var K. begyndt med satiriske og moraliserende Smaating i Tidens Manér, men efterhaanden giver han ogsaa Udtryk for større Nydelseslyst, og dette sidste kan stige til en Frivolitet, hvor Moralen glemmes. Formen bliver stadig elegantere og yndefuldere. »Mina löjen«, »Våra villor«, »Till Rosalie«, og »Sinnenas förening« er Vidnesbyrd om, hvor vidt han spænder. Men Indtryk af den franske Revolution og af Gustaf III’s reaktionære Politik bevirkede imidlertid en Omvæltning i K.’s Sind og dermed i hans Digtning, saa denne nu fremtræder som Udtryk for en alvorlig Overbevisning og uforfærdet Frihedskærlighed og Oplysningstrang. »Man äger ej snille för det man är galen« (1788) og »Ljusets fiender« (1792) er rettet mod Overtro og spiritistisk Sværmeri og angriber Oplysningsfjenderne, og i »Dumboms lefverne« spotter han Snusfornuften og Selvgodheden. Hans Opfattelse af lyrisk Poesi gennemgik ligeledes en betydelig Forandring. Ganske vist kunde han under sin franske Smagsperiode digte saa enkelt og smukt som »Vårvisa«, men med Kendskab til den samtidige tyske Litteratur vinder han ny Anskuelse baade om Form og om Snillets Ret til at gaa nye Veje, og han naar sit højeste ved at besynge Kærlighed af mere ideel Karakter end tidligere, saaledes Digtjet »Den nya skapelsen« (1790); selv om dette maaske som fl. af hans andre ikke er strengt originalt, betyder den nye Tone, som det istemmer, i Virkeligheden saa overordentlig meget for den svenske Litteraturudvikling, og det saa meget mere som hans Blad, der tidligere havde stillet sig skarpt over for anderledes tænkende, nu viser sig meget mindre dømmende og overlegent end tidligere. Hans Prosaarbejder, optagne i »Samlade skrifter«, der, ordnede før hans Død, udkom 1796 (ny Udg. 1884—85), bl.a. hans Karakteristik af Bellman samt »Filosofen på landsvägen« og »Strödda refleksioner«, hører ogsaa med til den ældre svenske Litteraturs interessanteste og tidsskelssættende Værker.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.