Kårde

Der mangler kildehenvisninger i denne artikel Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Fægtekårde

Kården er et stikvåben, der benyttes i den moderne sportsgren fægtning.

Reglerne

Point opnås ved at støde våbenspidsen på modstanderen med en kraft på minimum 750 gram. Der er ingen krav om at ramme bestemte dele af modstanderens krop, selvom de fleste stød typisk rammer våbenarm, øvre torso og fod, i nævnte rækkefølge.

Der gælder ingen konventioner i kårdefægtning, modsat fleuret- og sabelfægtningen, hvor der er konvention om angrebsretten. Derfor vil begge fægtere få point hvis de angriber på samme tid (defineret som værende indenfor 0,40 sekund). Stød på modstanders våben og paradeskål udløser ikke point.

Tekniske data

Klingen er v-formet modsat fleurettens firkantede klinge. Kården må maksimalt være 110 cm lang. Klingen må ikke være over 90 cm og grebet, inklusiv paradeskålen, må ikke være over 20 cm. Våbnet må ikke veje over 770 gram. Klingen skal bøje i en nedadrettet kurve, dog ikke over 1 cm. Nedlagt i klingen er to ledninger, der føres elektrisk strøm gennem disse ledninger. Når spidsen af våbnet trykkes i bund, dannes der forbindelse mellem de to ledninger. Via skålstik, kropsledning og opruller registrerer meldeapparatet touchéet. Når det stødes på modstanderens våben eller på metalgulvet, sikrer en tredje ledning at strømmen afledes og dermed ikke registrer touché.

Karakteristika ved kårdefægtning

Kårdefægtningen adskiller sig på to afgørende punkter fra fleuret- og sabelfægtning. Det er fraværet af konventioner og det ubegrænsede træffelt. Disse to karakteristika gør, at der på verdensplan er flere, der fægter kårde end fleuret og sabel, på trods af at langt de fleste begynder med fleuret. Forklaringen er nok de simplere regler, der benyttes ved kårdefægtning. Kårdefægtning kræver mindre kondi, selvom kårdekampe generelt varer længe end de andre våben. På kården ses en øget mængde af toucheer på arm og fod, ligesom flêche-angreb benyttes oftere end på de andre våben (på sabel er flêche forbudt).

Kårdens historie

Kårdens historie begynder, da det lykkes at smede lette tynde klinger i slutningen af 1500-tallet. Smedene kunne nu smede tyndere, stærkere og mere smidige klinger til en acceptabel pris. Tidligere var det kun de dyre damacenerklinger (produceret i Damascus), der havde den lethed. Men selv de var tungere end kården, da hærtaktikken omkring Damascus stadig fordrede de klassiske tungere sværd til traditionel krigsførelse, skulder ved skulder.

Forløberen til kården, rapieren, blev udviklet i Spanien/Italien og var længere end i dag, typisk 1,3 meter. De blev kaldt rapiers, og fordi de var så lange, var det ikke muligt at parere med dem. Man kunne støde med dem, og paraderne blev udført med en kniv eller en jakke i den anden hånd.

Det viste sig, at rapieren var et meget dødeligt stød-våben. Langt dødeligere end de tidligere tiders tungere og mere kluntede hugsværd, der gav kødsår snarere end egentlige dødelige skader som rapieren, der med sit stik kunne trænge ind og ødelægge organer og de store arterier.

Ved solkongens hof i 1600-tallet blev rapieren afkortet til den ca. 1 meter, som den er i dag (som de fleste effektive blankvåben verden over - fra Østens samuraisværd til de europæiske våben). Historikere mener, at afkortningen af rapieren først og fremmest skyldtes moden. Ifølge bogen "Duellens historie" passede det sig ikke at komme anstigende til solkongens hof i ridestøvler og en lang klinge slæbende efter sig. En kortere klinge var lettere at manøvrere ved hoffet. Som sidegevinst viste det sig, at det også var muligt med de kortere klinger at foretage parader, hvilket hjalp på sikkerheden. Den moderne kårde var født.

Helt frem til 1800-tallet var det kun officererne, der fægtede kårde. De menige fodfolk fægtede med sabel. Forskellen skyldtes, at det var (og er) unaturligt for mennesket at støde frem for at hugge med en klinge. Derfor var det kun adelen og officerstanden, der havde tid og råd til den langvarige træning det tog at mestre kården.

Det er også derfor, at duellerne blev udført med kårde: Det var officerenes og adelens våben, og det var disse stænder, der havde en ære at forsvare.

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Kårde