Karikatur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Denne karikaturtegning fra reformationen viser Martin Luther som "Djævelens sækkepibe" i katolsk propaganda.

En karikatur er en billedmæssig fremstilling af personer, hvis karakteristiske træk overdrives på komisk og ikke altid smigrende måde. Karikaturtegnernes ofre er især kendte personer som politikere, skuespillere og forfattere.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordet "karikatur" stammer fra italiensk: caricare (fransk charger), som betyder "at belæsse" eller "at overdrive", hvilket henviser til at personer eller genstandes karakteristiske træk på karikaturtegninger ofte er overdrevet eller fremhævet.[1]

Nutidige karikaturer[redigér | redigér wikikode]

Karikatur på Søren Kierkegaard.

Kendte karikaturtegnere er de tolv tegnere, der tegnede Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten. Ofte har magthavere været ofre for tegnernes pen, fx Hitler og Anders Fogh Rasmussen. I Den danske guldalder lavede blandt andet Fritz Jürgensen og Wilhelm Marstrand karikaturtegninger. Med deres vittige penne spiddede de respektløst tidens notabiliteter som H.C. Andersen, Oehlenschläger og Søren Kierkegaard.

I Danmark udgives hvert år ved juletid "julehæfter" som Svikmøllen og Blæksprutten, der veloplagt skildrer det forløbne års begivenheder og "kvajpander" i satirisk karikeret streg.

Bo Bojesen, Roald Als og Jens Hage medvirker både her og i aviserne.

Karikatur kan også laves som fotomontage; på dette område er Marinus Jakob Kjeldgaard en dreven kunstner.

Berømte karikaturer[redigér | redigér wikikode]

Da Napoleon Bonaparte kom til magten i 1799, beordrede han alle satiriske udgivelser i Paris nedlagt, og gav politichefen Joseph Fouché besked om, at han ikke ville tolerere, at vittighedstegnere tog sig friheder med hans udseende. Den engelske karikaturtegner James Gillray tegnede imidlertid en karikatur af Napoleons kroningsoptog. Napoleon forlangte rasende, at enhver, som prøvede at bringe tegningen ind i Frankrig, skulle fængsles. Han sendte også en formel diplomatisk klage mod Gillray gennem sin ambassadør i London, og sværgede på, at hvis han nogensinde lykkedes med en invasion af England, skulle han personligt opspore kunstneren. Da Napoleon i 1802 forhandlede med England om Amiens-traktaten, ville han have en passus med, om at vittighedstegnere, som tegnede ham, var at betragte som mordere og falsknere, og skulle udleveres og stilles for retten i Frankrig. Forvirret afslog de engelske forhandlere kravet.[2]

Charles Philipons udkast til hans berømte pære-karikatur af kong Louis-Philippe af Frankrig, tegning fra 1831.

Da den franske kunstner Charles Philipon (1800-61) lancerede det satiriske ugeblad La Caricature, fremstillede han kong Louis-Philippe, som han også anklagede for korruption og udugelighed, i form af en pære. Kongen blev rasende, fik produktionen af tidsskriftet standset, og alle usolgte eksemplarer i Paris' kiosker købt op. I november 1831 blev Philipon anklaget for "fornærmelser mod kongens person", og i en propfyldt retssal takkede han anklagerne for at have sørget for at få en så farlig mand som ham selv arresteret, men påpegede, at de havde sjusket, når de havde glemt at arrestere alt med pæreform. Også pærerne selv burde arresteres. Hver eneste af de tusindvis af pærer, der hang i træer rundt om i Frankrig, var kriminelle og burde fængsles. Retten morede sig ikke, og Philipon sad et halvt år i fængsel, hvorpå han gentog pære-spøgen i et nyt tidsskrift, Le Charivari, det følgende år. Det resulterede i et nyt fængselsophold; i alt sad han to år i fængsel for at have tegnet kongen som en frugt.[3]

"Gargantua" af Honoré Daumier, også en karikatur af kong Louis-Philippe.

Moderne digitale karikaturer[redigér | redigér wikikode]

I internettets tidsalder er interessen for karikaturtegninger blevet endnu større. Omend stilarten har udviklet sig fra at være tegnet i hånden, til nu at blive produceret digitalt vha. programmer. Hvor det før i tiden var populært for kunstnere at sidde ved turistområder og tegne turister, har kunstnere nu taget en mere moderne tilgang til tingene og udnytter derfor internettet til sælge deres kunstværker.[4]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. C.E. Jensen, Karikatur-Album, bind 1, 1906, s. 6.
  2. Alain de Botton: Statusjag (s. 165-7), forlaget Damm, Oslo 2005, ISBN 82-04-10858-3
  3. Alain de Botton: Statusjag (s. 164-5)
  4. http://www.munero.dk/stilarter/

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • C.E. Jensen, Karikatur-Album, 2 bind, A. Christiansens Forlag, 1906. For en grundig gennemgang af den ældre karikaturtegningshistore.
Taleboble Stub
Denne tegneserieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Kunst og kultur Stub
Denne artikel om kunst eller kultur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.