Napoleon 1. af Frankrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Napoleon Bonaparte)
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Disambig bordered fade.svg "Napoleon" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Napoleon, se Napoleon (flertydig).
Napoleon 1.
Portræt af Jacques-Louis David
Kejser af Frankrig
Kroning 2. december 1804
Notre Dame, Paris
Regerede 18. maj 1804 – 11. april 1814
20. marts 1815 – 22. juni 1815
Ægtefæller Joséphine de Beauharnais
Marie Louise af Østrig
Børn Napoleon 2.
Fulde navn
Napoleon Bonaparte
Hus Huset Bonaparte
Far Carlo Bonaparte
Mor Letizia Ramolino
Født 15. august 1769
Ajaccio, Korsika
Død 5. maj 1821 (51 år)
Sankt Helena
Begravet Invalidekirken, Paris
Signatur
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1808

Napoléon Bonaparte (15. august 17695. maj 1821) var Frankrigs førstekonsul fra 1799 og de franskes kejser under navnet Napoléon I fra den 18. maj 180411. april 1814 og igen 20. marts22. juni 1815. Han erobrede, og regerede det meste af det vestlige og centrale Europa.

Napoleons liv & levned[redigér | redigér wikikode]

Ungdom og karriere[redigér | redigér wikikode]

Napoleon som oberstløjtnant i den korsikanske nationalgarde (1792)

Napoleon Bonaparte blev født i byen AjaccioKorsika som Napoleone di Buonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han uddannedes på franske militærskoler, men kæmpede i det meste af sin ungdom for et selvstændigt Korsika. Under revolutionen sluttede han sig mest af praktiske grunde til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general; han fik sit militære gennembrud ved sin indsats under Toulons generobring 1793. Jakobinernes fald 1794 bragte ham en overgang i unåde, men 1796 blev han leder af hæren i Italien med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis fhv. elskerinde Joséphine de Beauharnais han samtidig giftede sig med. Gennem de to felttog til Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han også frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig, da han giftede sig med den østrigske Marie Louise fra Habsburg familien. Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn. Ved sit statskup i efteråret 1799 (Brumairekuppet) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.

Den Franske Revolution[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Revolutionskrigene

Den 14. juli 1789 råbte den fængslede Marquis de Sade til borgerne udenfor, at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Rygtet spredes hurtigt gennem Paris’ gader og selv medlemmer af kongens garde mødte op. De havde fire kanoner med, og alle uden for Bastillen blev enige om at vælte kongen. Det gjorde de ved at overtage Bastillen. Bastillen var fyldt med våben og ammunition, som borgerne fik fat på. Her startede borgerkrigen, hvor forskellige fraktioner fik magten.

Frankrigs Forfatning[redigér | redigér wikikode]

I 1791 kom det første resultat af borgerkrigen: en forfatning, der gav borgerne større frihed. Det var Napoleon rigtig tilfreds med.

Frankrigs Nationalsang[redigér | redigér wikikode]

Forfatningen blev hyldet med en sang La Marseillaise – i dag Frankrigs Nationalsang.

Frankrig kom i krig mod Ægypten og Syrien. I 1796 gik Napoleon mod Norditalien, mens en anden fransk hær tog en mere direkte vej mod Wien. Han slog ikke kun den østrigske hær i Norditalien, men han nåede næsten også frem til Wien. Så drog han til Paris, hvor han blev hyldet som en helt.

Invasion af Egypten[redigér | redigér wikikode]

I 1798 sendtes han til Ægypten med 38.000 mand, og her vandt han Slaget ved Pyramiderne i 1798. Efter slaget lå der 20.000 døde mamelukker og omkring 300 døde eller sårede franskmænd.

Napoleon fortsatte sit felttog mod Palæstina og mødte en helt anden modstand. Her led han store tab. Napoleon fandt det klogest at vende hjem. Hjemturen blev foretaget så hurtigt at den næstkommanderende ikke engang nåede at få noget at vide om sin forfremmelse, før Napoleon sendte ham et brev fra Paris.

Tilbage i Paris blev han hyldet som helt igen.

Napoleons Statskup[redigér | redigér wikikode]

I starten af 1799 blev revolutionen mere og mere ustabil, og Napoleon brugte lejligheden til at lave statskup, Brumairekuppet (datoen den 18. Brumaire VIII i Den franske republikanske kalender svarede til 9. November 1799 – deraf navnet). Direktoratet blev væltet, og Napoleons konsuler overtog magten. Han blev selv førstekonsul og var den styrende magt i Frankrig. Hans mål var at genforene Frankrig.

Førstekonsulen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Napoleonskrigene
Bonaparte i Store Sankt Bernhard-passet
Maleri: Jacques-Louis David (1800)
Napoleon uddeler fortjenestesorden Légion d'honneur i 1804 på Camp de Boulogne.

Napoleons styre som førstekonsul cementerede hans magt. Udadtil gennemførte han sejrrigt en krig mod den Anden Koalition, og 1802-03 herskede endog en kortvarig fred med England. Indadtil arbejdede han med stor energi og skabte orden og disciplin efter omvæltningerne. Organiseringen af landets provinser blev konsekvent gennemført; der oprettedes en række eliteskoler og militærakademier, som skulle uddanne en loyal embeds- og officersstand, og endelig indførtes den store lovsamling Code Civil (også kaldet Code Napoléon) 1804. Lovene beskyttede bøndernes nye ejendom og accepterede lighed for loven, men forringede både arbejderes og kvinders rettigheder. Samtidig forsonede han sig med kirken (1801) og anerkendte katolicismen som landets religion, ligesom han gav landflygtige adelige fuld ret til at vende tilbage og arbejde i hans tjeneste. Styret fungerede i øvrigt som et effektivt diktatur med censur og politistatsmetoder, men større ændringer legitimeredes af "folkeafstemninger". I disse år nød han sandsynligvis stor opbakning fra befolkningen, dels på grund af den indre ro, dels fordi landet ikke berørtes direkte af krig. Blandt Napoleons nærmeste medarbejdere var udenrigsministeren Talleyrand og politiministeren Fouché. Efter handelsstridigheder brød krigen med England atter ud 1803, og et stigende behov for mere formel magt førte til, at Napoleon 1804 opgav sin officielt republikanske rolle og indførte kejserdømmet...

Kejserdømmet til 1812[redigér | redigér wikikode]

Napoleon
Skulptur: Bertel Thorvaldsen

2. december 1804 lod Napoleon sig udnævne til kejser for at sikre magten for sin slægt og for at skaffe sig mere prestige i udlandet. Hans status som kejser pegede desuden tilbage til det romerske rige og derved på kravet om et imperium. Hele hans regeringstid blev præget af krigen. Da han ikke kunne gennemføre en invasion i England, satsede han på landkrig. 1805 foretog han et sejrrigt fremstød mod den Tredje Koalition, slog den østrigsk-russiske hær ved Austerlitz (december 1805), tvang Østrig ud af koalitionen og opløste 1806 det Tysk-romerske Rige. Krigen mod Rusland fortsatte endnu et par år, hvor Preussen også trådte ind på allieret side 1806, men næsten omgående blev overvundet og besat. Ved freden i Tilsit 1807 trådte Rusland ud af koalitionen og accepterede Napoleons dominans mod ikke selv at afstå noget; Preussen måtte foretage store afståelser, og hele Tyskland blev reelt en vasalstat af Frankrig. Den franske flådemagt var imens gået tabt i søslaget ved Trafalgar 1805, og Napoleon prøvede derfor at blokere England til kapitulation ved fastlandsspærringen fra 1807, der skulle udelukke landet fra al handel med kontinentet. Det medførte en udvidelse af krigen for at få alle med, hvorunder Napoleon besatte Spanien og Portugal 1807-08. Det resulterede i åbent oprør, og fra 1808 rasede en blodig og hensynsløs krig i Spanien, hvor England hurtigt intervenerede. Napoleon kørte fast her, men beholdt overtaget på andre fronter. En østrigsk genindtræden i krigen 1809 førte til ny fransk sejr, og 1810 nåede Napoleon sin største sociale succes, da han blev den østrigske kejsers svigersøn. I Tyskland gærede så småt et oprør mod hans styre, men endnu o. 1810 havde han stort set styr på situationen. I hele sin regeringstid oprettede han flere steder lydstater og "uafhængige" provinser som reelt var under fransk kontrol. Han indsatte familie og medkæmpere som regenter, således broderen Jérome Bonaparte i "Kongeriget Westfalen". Og en anden broder Joseph Bonaparte først i Napoli – hvor han afløstes af svogeren Murat – og derefter i Spanien.

Fald og fangenskab[redigér | redigér wikikode]

Det blev forholdet til Rusland, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Russerne havde ikke haft økonomisk fordel af fastlandsspærringen og begyndte at tage afstand fra ham, indtil de til sidst fremtvang et brud i 1812. Samme år foretog han et stort felttog til Rusland, hvor han besatte Moskva. Russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne, således at han måtte føre hæren tilbage. Størstedelen af den gik tabt af kulde og sult (kun ca. 25.000 af de omkring 500.000 mand kom hjem). Det blev signalet til åbent oprør i Tyskland, og skønt han vandt flere store sejre, blev han omsider besejret ved Leipzig 1813, hvorefter hans herredømme brød sammen. De allierede invaderede Frankrig, hær og politikere faldt fra, og april 1814 blev han tvunget til at abdicere og tage ophold på Elba, som han styrede som en slags lokalfyrste. 1815 forsøgte han et come-back som kejser, gik i land i Sydfrankrig og satte sig i spidsen for de tropper, der var blevet sendt for at gribe ham. På kort tid lykkedes det ham at sikre sig magten i Frankrig (regeringsperioden kaldes de 100 dage), at opstille en ny hær og at indlede kampen mod de samlede europæiske magter. Ved Slaget ved Waterloo led hans hær det endelige nederlag i juni, han blev fanget og deporteret til øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav, hvor han døde 5. maj 1821. Der har været rygter om, at han blev myrdet på initiativ af den franske regering. Påstande om arsenikforgiftning har været fremført, men er hver gang blevet afvist som usikre og utilfredsstillende. Den officielle dødsårsag var kræft. En myte påstår at hans klassiske positur med højre hånd stukket ind mellem knapperne og hvilende på venstre side af maven skyldes smerterne fra en kræftknude i maven. 1840 overførtes hans lig til Frankrig, hvor hans sarkofag står i Invalidekirken

Tilbage igen – de 100 dage[redigér | redigér wikikode]

Efter Napoleons abdicering overtog Ludvig 18. tronen i Frankrig. Han var uduelig, og borgerne i Frankrig længtes efter Napoleon. Napoleon overvejede længe at holde sig helt væk fra Frankrig, men den 28. februar 1815 bestemte han sig for at generobre tronen. Han havde næsten 1000 mænd, men ønskede at undgå at bruge dem. I Paris spredtes nyheden om, at Napoleon var gået i land i Marseille. Ludvig den 18. beordrede Napoleon dræbt og hæren blev sendt til Lyon. Napoleon nåede byen Grasse hvor 5. linieregement var stationeret. Da Napoleon ankom, anede ingen, at det var ham. Han havde nemlig en russisk uniform på. Foran ham stod 700 musketerer med geværerne ladt klar til at skyde mod Napoleon og hans 1000 mænd. Napoleons musikkorps fik ordre til at spille La Marseillaise, der var forbudt under Ludvig den 18. Da musikken lød, tog Napoleon hætten af og viste sit ansigt for soldaterne. De jublede og råbte: "Længe leve kejseren". Napoleon nåede Grenoble hvor 7. linieregement var lå. Regimentschefen oberst Charles beordrede sine soldater til at skyde Napoleon, men de tøvede, og Napoleon kom tættere på. Soldaterne havde ladte geværer, og Napoleon stod kun ti meter fra dem. De smed deres geværer, for de mente, at de tjente bedre under Napoleon. Obersten overgav sit regiment til Napoleon. Da Napoleon nåede Lyon var hæren endnu ikke nået dertil. Bønderne i Lyon var glade for at se den tidligere kejser, og ingen i hæren ville følge ordren om at slå Napoleon ihjel. Marskal Ney, som var kejserens næstkommanderende, sluttede sig til ham. Den 19. marts 1815 flygtede kong Ludvig til Belgien, og dagen efter nåede Napoleon Paris. Her blev han kejser igen. Napoleon fik sin ven Constant til at lave en forbedret udgave af forfatningen fra 1791. Den gav borgerne mere frihed og indførte demokrati i Frankrig. Inden forfatningen blev underskrevet, prøvede han sit nye system, og sendte forfatningen til folkeafstemning. 99,9 % for og 0,1 % imod. I 1814 havde Wienerkongressen fastlagt det nye Europas grænser, og disse nye grænser kom Frankrig til gode. Napoleon sendte breve til alle generaler, konger og kejsere i Europa om, at de gamle grænser stadig skulle gælde. Han bad om medynk og fred i Frankrig, der led. Wellington og Blücher lod sig ikke narre. De erklærede straks krig mod Napoleon, som ville være alt for farlig, hvis han fik opbygget sit imperium igen. Den 12. juni 1815 forlod Napoleon Paris for at udkæmpe Slaget ved Waterloo, som blev hans sidste slag.

Slaget ved Waterloo[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Slaget ved Waterloo
Slaget ved Waterloo
Maleri: William Sadler II

Den 13. juni 1815 stod de fire stormagter klar til slaget om Europa. Napoleon vidste, at hvis han kunne besejre Wellington, ville de andre tre bøje sig for ham. Derfor begyndte Napoleon med Wellington. Få soldater fra Napoleons hær fik lokket Wellington og hans kavalerister ud på slagmarken. Her stod Napoleons kanoner klar til at skyde dem ned, men Wellington fandt en forhøjning på en meter, som alle kavaleristerne og han selv kunne gemme sig bag. Det var et tab for Napoleon, for hans soldater, der var lokkemad, var blevet slagtet. Den 15. juni 1815 døde 29.000 franskmænd og kun 16.000 briter. Den 16. om morgenen var Blüchers hær på vej for at hjælpe Wellington. Denne dag mistede briterne 130.000 soldater og franskmændene 120.000. Det britiske forspring var indhentet, og Napoleon var tilfreds igen. Den 18. juni havde Napoleon alle tiders chance for at vinde slaget ved Waterloo. Wellingtons hær var kommet lidt på afveje, og Napoleon kunne let have haft omringet ham og nedkæmpet hele hans hær, men Napoleon ventede på grund af en meget kraftig regn, der var faldet ugerne forinden. Dette ville blot have gjort, at hans heste og artilleri var sunket i mudderet, og derved ville Napoleon ikke have haft noget beskyttelse mod fjenden – så han valgte det klogeste: at vente. Sent om eftermiddagen fik Napoleons garde ordre til at slå Wellington tilbage. Dem havde ingen slået før, og de skulle vinde krigen for Napoleon. Napoleons garde marcherede og gik til angreb. Da de kom op på den anden side af en bakkeskråning så garden, hvor mange Wellington havde bag sig, og garden flygtede. Napoleon så slaget tabt, og garderne stillede sig i en tyk kæde rundt om Napoleon, for at han ikke skulle blive skudt. Wellingtons hær havde de lige i hælene. Napoleon havde undervurderet Wellington, og i det samme kom Blücher med sin hær, og Napoleon så nu ingen anden udvej end at kapitulere, hvilket han gjorde den næste morgen, den 19. juni 1815. Han måtte se sig slået af Europas stormagter. Napoleon flygtede hurtigt til Paris, hvor han 3 dage senere blev omringet af Wellington, som ventede ham udenfor Paris. Wellingtons krav var, at Napoleon skulle abdicere og afgive tronen til en anden – ellers indtog han Paris. Napoleon abdicerede og overgav tronen til sin søn Napoleon den 2., som kun blev kejser fra 22. juni til den 7. juli 1815. Han flygtede til Rochefort men blev hurtigt fanget. Napoleon blev udleveret til Wellington og sat i eksil på øen St. Helena.

St. Helena og Wienerkongressen 1815[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Wienerkongressen
Napoleons grav.

I efteråret 1815 afholdt de vindende magter en fredskongres i Wien. Udenrigsministrene fra England, Preussen, Tyskland, Rusland og Østrig blev enige om en traktat, som skulle holde Europa ude af krig i mange år; bortset fra mindre krige blev grænserne først overskredet i november 1914, hvor 1. verdenskrig udbrød. Både Wellington, Talleyrand og den danske kong Frederik 6. var med til kongressen. Det var sejrherrerne der lavede det nye europakort. Det tysk-romerske rige blev ikke genoprettet, men de grænser, som blev slutresultatet, var en god løsning. Under kongressen sad Napoleon på Atlanterhavsøen St. Helena. Napoleon fik stillet en gård til rådighed, men han ville have noget større. I 1816 begyndte Napoleon og skrive notater og erindringer og han fik skrevet end del. I 1816 – 1819 dyrkede Napoleon også sin have på gårdspladsen. I 1820 begyndte englænderne angiveligt at forgifte Napoleon. De var bange for, at han skulle flygte derfra lige som på Elba og overtage magten i Frankrig igen. De sidste ni måneder af sit liv tilbragte han i sin dagligstue på St. Helena, og den 5. maj 1821 døde han. En kejser af det halve Europa med en magt ud over alle grænser, samt en fantastisk evne til at føre krig. Der var sørgedag i Frankrig, da nyheden nåede Paris og de andre byer i Frankrig. Den store kejser var faldet. Napoleon var længe begravet på St. Helena, men Napoleons nevø, Napoleon 3., ville have Napoleon begravet i Paris, og i 1840 kom Napoleons lig til Paris. Han blev endeligt begravet i Les Invalides.

Bedømmelsen[redigér | redigér wikikode]

Napoleon er én af nyere tids mest omdiskuterede politiske skikkelser: af tilhængerne hyldet som militærgeni og nationalhelt, af modstanderne fordømt som magtmenneske og diktator.

Som militær[redigér | redigér wikikode]

Der hersker næppe tvivl om, at han er blandt verdenshistoriens største generaler, på linje med Alexander den Store, Hannibal,Djengis Khan og Julius Cæsar. Hans styrke lå i hans talent for at overraske og uskadeliggøre fjenden i afgørende slag. Han udviklede strategien af ildvåben i kamp. Han viste personligt mod og havde en glimrende evne til at virke som soldaternes ven.

Administration of fornyelse i forvaltning[redigér | redigér wikikode]

Også som administrator og statsleder var Napoleon praktisk og dygtig, selv om hans styrke nok mere lå på det militære felt.


Politisk[redigér | redigér wikikode]

Derimod er meningerne langt mere delte om hans person og politiske mål. Han har ofte været fremstillet som "revolutionens søn" og set som en progressiv skikkelse, som videreførte de revolutionære resultater. Dette billede er formentlig kun delvis rigtigt. Hans herredømme betød en effektivisering af det franske statsstyre efter flere års kaos og magtkampe, men næppe en demokratisering.

Der var praktiske årsager til de fleste revolutionære resultater, han bevarede, såsom behovet for at binde bønderne til statsmagten ved at sikre deres jordejendom eller at skaffe bedre officerer gennem hurtigere avancementer. Derimod blev f.eks. både arbejderklassen og kvinderne stillet juridisk ringere under hans styre.

Han lod både kirke og den loyale del af adelen genvinde dele af deres indflydelse, så længe de tjente ham. Hans krigspolitik bidrog til at overanstrenge Frankrig, og han synes i ringe grad at have vist interesse for de tab, den påførte.

Han kunne nok til tider vise sig storsindet, men i andre tilfælde foretog han brutale overgreb på lokalbefolkningerne, når de ikke ville adlyde, både i Italien, Syrien og Spanien.

Betydning for lande udenfor Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Når hans styre alligevel fik så stor betydning, skyldes det, at revolutionære ideer blev udbredt til de forskellige besatte lande – enten han selv fulgte dem eller ej – og derved slog rod. Napoleonsdyrkelsen, som han selv bidrog til med en effektiv propaganda, holdt sig længe i Frankrig og blev bl.a. forudsætningen for nevøen Napoleon 3.s magtovertagelse 1851. Først efter 1870 mistede den noget af sin kraft.

Myter om Napoleon[redigér | redigér wikikode]

Der hersker en del myter og legender om Napolen ... "og hans titusinde mand" Der er opkaldt kager efter ham, Napoleonshatten er et begreb. "Code Napoleon" ligeså.

Napoleons ringe højde[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i dette afsnit.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Napoleon var 168,4 cm, hvilket passede meget godt med gennemsnitshøjden på den tid.

Mål og vægt havde forvirrende forskellige standarder på den tid, og den dygtige propaganda fra England oversatte tomme til tomme fra fransk til engelsk. Da en tomme var hhv 2,71 cm i Frankrig og 2,54 cm i England, så var Napoleon jo "lille" for den uoplyste læser.

Når Napoleons egen livgarde var udvalgt som særligt høje soldater, kunne synet af ham, omgivet af disse høje mænd, synes at bekræfte, at han vist var en lille mand.

Familieforhold[redigér | redigér wikikode]

Napoléon Bonaparte var fra 1796-1809 gift med Joséphine de Beauharnais og fra 1810 med Maria Louise af Østrig. Med sidstnævnte havde han sit eneste officielle barn, sønnen Napoleon 2. (kaldet "kongen af Rom").

Hans brødre var Joseph Bonaparte, konge af Napoli og senere Spanien, Lucien Bonaparte, Louis Bonaparte, konge af Holland (fader til Napoleon 3.), og Jerome Bonaparte, konge af Westfalen, stamfader til den nuværende Bonaparteslægt. Af hans tre søstre var Maria gift med den italienske officer Felix Bacciochi, Caroline med marskal Joachim Murat og Pauline først med general Leclerc, senere med fyrst Borghese.

Bonaparte stræbte gennem hele sin periode som kejser, at blive accepteret af Europas kongehuse. Dette lykkedes delvist ved at få giftet nogle af sine brødre ind i kongelige familier. Han giftede sig selv med Maria Louise af Østrig for at forhindre at Østrig skulle angribe Frankrig. Dette ægteskab blev dog ikke nogen hindring for den 3. Koalition mod Frankrig.

Napoleons væsentligste slag[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Lodi (1796) | Rivoli (1797) | Arcole (1797) | Pyramiderne (1798) | Palæstina (1799) | Marengo (1800) | Hohenlinden (1800) | Austerlitz (1805) | Jena (1806) | Eylau (1807) | Friedland (1807) | Wagram (1809) | Borodino (1812) | Bautzen (1813) | Gross-Görschen (1813) | Dresden (1813) | Leipzig (1813) | Ligny (1815) | Waterloo (1815).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Litteraturen om Napoleon 1. er overvældende stor. Her er kun anført enkelte mere relevante værker, hovedsagelig på dansk.

Eugen Tarlé: Napoleon. da. 1800, ny udg. 1980.
Pieter Geyl: Napoleon. For and Against. eng. 1810, 1810, svensk udg. Napoleon – hjälte eller tyrann? 1925.
Felix Markham: Napoleon. da. 1854.
Jean Tulard: Napoleon eller Myten om en frelserskikkelse. da. 1991.
Herman Lindqvist: Napoleon. da. 2005.

Napoleon fremstillet på film[redigér | redigér wikikode]

Et udvalg af Napoleonfremstillere og film:

Poul Reumert (Madame Sans-Gêne, 1909, da. version), Albert Dieudonné (Napoleon, 1927), Charles Boyer (Maria Walewska, 1937), Marlon Brando (Desirée, 1954), Raymond Pellegrin (Napoleon, ørnen fra Korsika, 1955), Herbert Lom (Krig og fred, amr. version 1956), Vladislav Strzhelchik (Krig og fred, sovj. version 1965-67), Rod Steiger (Waterloo, 1970), Armand Assante (Napoleon and Josephine, amr. TV-serie 1987).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Franske regenter Efterfølgende:
Ludvig 16.
1774-1792
Ludvig 18.
1814-1824