Anders Fogh Rasmussen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Anders Fogh Rasmussen
NATO's generalsekretær
Nuværende
Overtaget embede  1. august 2009
Foregående	Jaap de Hoop Scheffer
20. statsminister i Danmark
Embedsperiode 27. november 2001 – 5. april 2009
Monark	Margrethe 2.
Stedfortræder	Bendt Bendtsen (2001-2008) Lene Espersen (2008-2009)
Foregående	Poul Nyrup Rasmussen
Efterfulgt af	Lars Løkke Rasmussen
Valgkreds	Grevekredsen 2007– Glostrupkredsen 1999-2006 Viborgkredsen 1977–1999 Kjellerupkredsen 1974–1977 Viborg Amtskreds (sideordnet) 1973–1974
Økonomiminister
Embedsperiode 18. december 1990 – 19. november 1992
Foregående	Niels Helveg Petersen
Efterfulgt af	Thor Pedersen
Skatteminister
Embedsperiode 10. september 1987 – 19. november 1992
Foregående	Isi Foighel
Efterfulgt af	Peter Brixtofte
Født	26. januar 1953 (56 år) Ginnerup, Danmark
Politisk parti	Venstre
Ægtefælle	Anne-Mette Rasmussen
Alma mater	Aarhus Universitet
Profession	Cand.oecon.
Regering	Anders Fogh Rasmussen I, II og III
Religion	Kristen (Folkekirken)
Hjemmeside	andersfogh.dk

Anders Fogh Rasmussen (født 26. januar 1953) var en dansk politiker, der 1. august 2009 blev NATO's generalsekretær.

Anders Fogh Rasmussen var formand for Venstre, Danmarks Liberale Parti fra 1998–17. maj 2009 og var fra 27. november 2001 til 5. april 2009 statsminister i Danmark. Han var den længst siddende statsminister fra Venstre og den eneste, der har siddet i tre på hinanden følgende valgperioder.

Anders Fogh Rasmussen er kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen og placeret i rangfølgens I klasse nr. 4.^[1]

Anders Fogh Rasmussen blev i sine unge år i Venstres Ungdom ofte kaldt "Røde Anders", fordi han blev anset for at være venstreorienteret i organisationen og gå ind for økonomisk demokrati. ^[2] Øgenavnet kastede han dog af sig, da han lod sig inspirere af den liberale filosof Robert Nozick i bogen Fra socialstat til minimalstat (1993). De fleste politiske iagttagere er enige om, at Fogh siden 1993 igen er gået mod midten.^{[3][4][5][6][7][8][9][10][11]}

Den 4. april 2009 blev Fogh Rasmussen udpeget til kommende generalsekretær for NATO. Dagen efter trådte han tilbage som statsminister.

Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som generalsekretær for NATO den 1. august 2009 og indtog en stilling, der betragtes som den højeste opnået af en dansk politiker.

[redigér] Baggrund og tidlig karriere

Anders Fogh Rasmussen er søn af gårdejer Knud Rasmussen og hustru Martha Rasmussen, født Fogh. Han er født i Ginnerup Sogn på Djursland og opvokset i landsbyen Hvidding ved Hammershøj, mellem Randers og Viborg. Han er gift med pædagog Anne-Mette Rasmussen. Parret er bosiddende i Brussel. Sammen har de tre børn. Deres ældste, Henrik Fogh Rasmussen, har markeret sig som samfundsdebatør, blandt andet med bogen Amerikanske Tilstande.

• Sproglig-samfundsfaglig student fra Viborg Katedralskole (1972).
• Cand.oecon. fra Aarhus Universitet, (1978).
• Konsulent i Håndværksrådet (1978-1987).
• Stifter og formand for Liberal Ungdom (1970-1972).
• Landsformand for Venstres Ungdom, (1974-1976).
• Medlem af Venstres hovedbestyrelse (1973-1978) og igen fra 1984 og frem.
• Formand for Venstres oplysningsudvalg (1984 og frem).
• Næstformand for Venstres landsorganisation (1985 og frem).
• Medlem af Folketinget den 1. oktober 1978.
• Formand for Folketingets Boligudvalg (1981-1986).
• Medlem af Folketingets Finansudvalg (1982-1987).
• Næstformand for ditto (1994-1998).
• Formand for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg (1993-1998).
• Medlem af folketingsgruppens bestyrelse (1984-1987) og (1992-2001).
• Politisk ordfører (1992-1998).
• Formand for folketingsgruppen og partiets statsministerkandidat (1998-2001).
• Næstformand for Udenrigspolitisk Nævn (1998-2001).

[redigér] Ministerhverv

• Skatteminister i Poul Schlüters regering (10. september 1987 - 19. november 1992), og samtidig
• Økonomiminister fra (18. december 1990 - 19. november 1992). Anders Fogh trådte tilbage som Økonomiminister efter en sag om "kreativ bogføring" i Skatteministeriet og vildledning af Folketinget. Han blev afløst af Peter Brixtofte.
• Statsminister (27. november 2001 - 5. april 2009).

[redigér] Tillidshverv

• Medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd (1976-1978).
• Medlem af LOF's landsstyrelse (1979-1981).
• Medlem af repræsentantskabet for Nørgaards Højskole, Bjerringbro (1984-1987 og igen fra 1993 og frem).
• Medlem af repræsentantskabet for Sparekassen i Skals (1985-1987).
• Medlem af repræsentantskabet for Byggeriets Realkreditfond (1986-1987).
• Medlem af repræsentantskabet for Forsikringsselskabet Østifterne (1987 og frem).
• Medlem af bestyrelsen for investeringsforeningen Andelsinvest (1987 og igen fra 1995).
• Medlem af Pristalsnævnet (1982-1987).
• Medlem af Overfredningsnævnet (1985-1987).
• Medlem af Landsskatteretten, Lønningsrådet og Udetillægsnævnet (1986-1987).
• Medlem af bestyrelsen for Skals Håndarbejdsskole (1993 og frem).
• Medlem af Nationalbankens repræsentantskab (1996-2001) og af bestyrelsen (1998-2001).
• Deltog i Bilderberggruppens konference i 2000 og 2002.

[redigér] Stab

[redigér] Departementschefer

• Nils Bernstein (1. november 2001-1. oktober 2005).
• Karsten Dybvad (1. oktober 2005-5. april 2009).

[redigér] Særlig rådgivere (Spindoktorer)

• Michael Kristiansen (1. november 2001 - 1. oktober 2005).
• Michael Ulveman (1. oktober 2005 - 5. april 2009).
• Michael Ulveman (1. august 2009 -

[redigér] Personlig sekretær

• Pui Ling Lau (2001-2003)^[12].

[redigér] Forhold til pressen

Anders Fogh er af oppositionen i Folketinget og dagspressen blevet kritiseret for sin tilgang til medierne og brugen af såkaldt spin og spindoktorer i forsøg på styring af informationer i medierne^{[Kilde mangler]}. Antallet af medierådgivere for ministrene er fordoblet i forhold til antallet under den tidligere regering^{[Kilde mangler]}. Anders Fogh og hans 18 ministre havde ansat 52 særlige rådgivere og pressefolk, og de øgede hele tiden deres kommunikationsenheder og presseafdelinger^{[Kilde mangler]}. Årligt brugte regeringen Fogh omkring 32 mio. kr. på at informere borgerne og sælge sin politik via medierne.^[13]

I forbindelse med dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig på DR om udlevering af krigsfanger fra Afghanistan til USA, anklagede Anders Fogh DR for ikke at være uvildige i deres dækning, og hævdede, at DR burde iværksætte en intern undersøgelse af, hvorledes de fremsatte påstande var fremkommet^{[Kilde mangler]}. Det afviste DR dog^{[Kilde mangler]}, og forløbet gav anledning til en del polemik i medierne. Siden er der dukket bortkomne dokumenter frem, der understøtter filmens påstande^{[Kilde mangler]}.

Anders Fogh kom under kritik, da han i et interview i forbindelse med Muhammedkrisen udtalte til den arabiske TV-station Al-Arabiya, at han ikke selv ville have publiceret Muhammedtegningerne. Og at udtalelsen kunne ses som en camoufleret undskyldning til den muslimske verden^[14].

Anders Fogh har afvist over 250 forespørgsler fra journalisten Bo Elkjær, Ekstrabladet, om et interview vedrørende Irak-krigen^{[Kilde mangler]}. Oppositionen har flittigt anvendt det til at karakterisere Anders Foghs forhold til pressen^{[Kilde mangler]}. I juni 2007 opfordrede Ombudsmanden Anders Fogh til enten at acceptere at lade sig interviewe af Elkjær eller at give en saglig og konkret begrundelse for ikke at gøre det^{[Kilde mangler]}. Fogh fastholdt sin afvisning og vakte opsigt, da det er uhyre sjældent, at myndigheder eller myndighedspersoner sidder en ombudsmandsindstilling overhørig.^[15] Bo Elkjær fik sit interview^{[Kilde mangler]}.

[redigér] Udenrigspolitik

[redigér] Krig

Fogh valgte at følge USA ind i Irak for at fjerne masseødelæggelsesvåben. Det er senere konstanteret, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak^{[Kilde mangler]}.

Anders Fogh valgte sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti at følge USA i Afghanistan for at forebygge terrorisme. Andre mente, at det ville øge rekrutteringen af terrorister og hadet mod vesten^{[Kilde mangler]}.

[redigér] Spekulation om internationale topposter

I 2006 skrev Berlingske Tidende , at Lars Løkke Rasmussen primo 2004 var kørt i stilling til at overtage statsministerposten, så Anders Fogh kunne blive formand for EU-Kommissionen, der skulle nybesættes medio 2004. ^[16] Når Fogh ikke fik den nævnte post, var det primært EU-forbeholdene som hæmmede ham^{[Kilde mangler]}. Berlingske Tidendes korrespondent og journalist Ole Bang Nielsen formulerede det: "Det er svært for EU at være repræsenteret på den internationale scene af en politiker, der er erklæret "persona non grata" af hovedparten af de muslimske lande." I EU-kredse forventer man, at EU's første præsident bliver den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker. ^[16] Med Irlands forkastelse af Lissabon-traktaten den 13. juni 2008, ser både Anders Foghs håb om en hurtig afstemning for at få fjernet forbeholdene og hans egne udsigter for at få en toppost i EU endnu ringere ud.

[redigér] Generalsekretær for NATO

Den første spekulation om Anders Foghs kandidatur som NATO's generalsekretær kom frem, da Financial Times den 12. februar 2009 meldte den danske statsminister som mulig kandidat til topposten i NATO. ^[17] Få dage efter blev spekulationen forstærket, da den politiske kommentator Hans Engell den 13. februar udtalte, at Anders Fogh inden en måned ville blive udnævnt til generalsekretær for NATO^[18]. Snart fik Anders Foghs kandidatur opbakning fra Tyskland, Frankrig og Storbritanien og da USA den 21. marts meddelte, at de også ville støtte Fogh, så udnævnelsen til at være på plads.^[19][20] Men da alle lande i NATO skal være enig om, hvem der skal have posten som generalsekretær, og dermed havde veto, viste der sig at være et problem. Gentagne gange udtalte toprådgivere for Tyrkiets regeringsparti, at Tyrkiet ikke ville acceptere Anders Fogh. Dette skulle skyldes hans lave popularitet i den muslimske verden efter Muhammed-krisen. En anden begrundelse for den tyrkiske modstand var, at den kurdiske tv-station Roj, der ifølge Tyrkiet er talerør for terrororganisationen PKK, havde haft mulighed for at sende fra København, selvom Tyrkiet siden 2005 har krævet tv-stationen lukket.^[21] Spekulationerne om Tyrkiets modstand blev dog afvist, da Tyrkiets præsident Abdullah Gül ved et pressemøde den 27. marts udtalte: "Vi er ikke imod nogen personer, heller ikke Rasmussen, hvis han bliver kandidat"^[21]. Dermed mente mange analytikere, at vejen er ved at være banet for, at Anders Fogh, som i øvrigt havde afvist sit kandidatur gentagne gange.^[22]. Den 2. april 2009 erklærede Fogh sit kandidatur til generalsekretærposten i NATO^[23]. To dage senere, den 4. april 2009 blev Fogh generalsekretær for NATO.^[24], og dagen efter udnævnelsen trådte Fogh Ramsussen tilbage som dansk statsminister.

[redigér] Priser

Anders Fogh er kåret til årets laks i 2004 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sine udtalelser som privatperson om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at blive gift i kirken.

[redigér] Bibliografi

• Opgør med skattesystemet (1979).
• Kampen om boligen (1982).
• Fra socialstat til minimalstat (1993)
• Vera og Benefica (2006)

[redigér] Bidrag til bøgerne

• Den truede velstand (1980).
• Slaget om landsbyen (1981).
• Liberal Ungdom gennem 75 år (1983).
• Handelen år 2000 (1985).
• Bolig og økonomi (1987).
• Danmark år 2000 (1987).
• Arbejdslyst og velfærd - En umulig cocktail? (1993).

[redigér] Skrevet om Anders Fogh Rasmussen

• Anders Fogh Rasmussen - I godtvejr og storm, Biografi af Thomas Larsen, Forlaget Gyldendal (2001), ISBN 978-87-02-01958-2.
• Fogh - Historien om en statsminister, Biografi af Anne Sofie Kragh, Forlaget People's Press (2004), ISBN 87-91293-27-8.
• Fogh, Krag, Schlüter og Stauning : Danmarks store statsmænd, Mads Qvortrup, Borgen, 2009. ISBN 978-87-21-03433-7.

[redigér] Noter

[redigér] Se også

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote Kildetekster fra Wikisource

• Folketingsvalg 2001
• Folketingsvalg 2005
• Regeringen Anders Fogh Rasmussen I
• Regeringen Anders Fogh Rasmussen II
• Regeringen Anders Fogh Rasmussen III
• Hele bogen Fra Socialstat til Minimalstat online
• 12 tegninger af Anders Fogh Rasmussen

s·d·r Danske statsministre Moltke • Bluhme • Ørsted • Bang • Andræ • Hall • Rotwitt • Hall • Monrad • Bluhme • Frijs • Holstein-Holsteinborg • Fonnesbech • Estrup • Reedtz-Thott • Hørring • Sehested • Deuntzer • Christensen • Neergaard • Holstein-Ledreborg • Zahle • Berntsen • Zahle • Liebe • Friis • Neergaard • Stauning • Madsen-Mygdal • Stauning • Buhl • Scavenius • Buhl • Kristensen • Hedtoft • Eriksen • Hedtoft • Hansen • Kampmann • Krag • Baunsgaard • Krag • Jørgensen • Hartling • Jørgensen • Schlüter • Nyrup Rasmussen • Fogh Rasmussen • Løkke Rasmussen

s·d·r NATO's generalsekretærer Hastings Ismay • Paul-Henri Spaak • Dirk Stikker • Manlio Brosio • Joseph Luns • Peter Carington • Manfred Wörner • Sergio Balanzino • Willy Claes • Sergio Balanzino • Javier Solana • George Robertson • Alessandro Minuto-Rizzo • Jaap de Hoop Scheffer • Anders Fogh Rasmussen