Anders Fogh Rasmussen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen

Nuværende
Overtaget embede 
1. august 2009
Foregående Jaap de Hoop Scheffer

Embedsperiode
27. november 2001 – 5. april 2009
Monark Margrethe 2.
Stedfortræder Bendt Bendtsen (2001-2008)
Lene Espersen (2008-2009)
Foregående Poul Nyrup Rasmussen
Efterfulgt af Lars Løkke Rasmussen
Valgkreds Grevekredsen 2007
Glostrupkredsen 1999-2006 Viborgkredsen
19771999
Kjellerupkredsen 19741977
Viborg Amtskreds (sideordnet) 19731974

Embedsperiode
18. december 1990 – 19. november 1992
Foregående Niels Helveg Petersen
Efterfulgt af Thor Pedersen

Embedsperiode
10. september 1987 – 19. november 1992
Foregående Isi Foighel
Efterfulgt af Peter Brixtofte

Født 26. januar 1953 (56 år)
Ginnerup, Danmark
Politisk parti Venstre
Ægtefælle Anne-Mette Rasmussen
Alma mater Aarhus Universitet
Profession Cand.oecon.
Regering Anders Fogh Rasmussen I, II og III
Religion Kristen (Folkekirken)
Hjemmeside andersfogh.dk

Anders Fogh Rasmussen (født 26. januar 1953) var en dansk politiker, der 1. august 2009 blev NATO's generalsekretær.

Anders Fogh Rasmussen var formand for Venstre, Danmarks Liberale Parti fra 1998–17. maj 2009 og var fra 27. november 2001 til 5. april 2009 statsminister i Danmark. Han var den længst siddende statsminister fra Venstre og den eneste, der har siddet i tre på hinanden følgende valgperioder.

Anders Fogh Rasmussen er kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen og placeret i rangfølgens I klasse nr. 4.[1]

Anders Fogh Rasmussen blev i sine unge år i Venstres Ungdom ofte kaldt "Røde Anders", fordi han blev anset for at være venstreorienteret i organisationen og gå ind for økonomisk demokrati. [2] Øgenavnet kastede han dog af sig, da han lod sig inspirere af den liberale filosof Robert Nozick i bogen Fra socialstat til minimalstat (1993). De fleste politiske iagttagere er enige om, at Fogh siden 1993 igen er gået mod midten.[3][4][5][6][7][8][9][10][11]

Den 4. april 2009 blev Fogh Rasmussen udpeget til kommende generalsekretær for NATO. Dagen efter trådte han tilbage som statsminister.

Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som generalsekretær for NATO den 1. august 2009 og indtog en stilling, der betragtes som den højeste opnået af en dansk politiker.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Baggrund og tidlig karriere

Anders Fogh Rasmussen er søn af gårdejer Knud Rasmussen og hustru Martha Rasmussen, født Fogh. Han er født i Ginnerup SognDjursland og opvokset i landsbyen Hvidding ved Hammershøj, mellem Randers og Viborg. Han er gift med pædagog Anne-Mette Rasmussen. Parret er bosiddende i Brussel. Sammen har de tre børn. Deres ældste, Henrik Fogh Rasmussen, har markeret sig som samfundsdebatør, blandt andet med bogen Amerikanske Tilstande.

[redigér] Ministerhverv

[redigér] Tillidshverv

[redigér] Stab

[redigér] Departementschefer

[redigér] Særlig rådgivere (Spindoktorer)

[redigér] Personlig sekretær

[redigér] Forhold til pressen

Anders Fogh er af oppositionen i Folketinget og dagspressen blevet kritiseret for sin tilgang til medierne og brugen af såkaldt spin og spindoktorer i forsøg på styring af informationer i medierne[Kilde mangler]. Antallet af medierådgivere for ministrene er fordoblet i forhold til antallet under den tidligere regering[Kilde mangler]. Anders Fogh og hans 18 ministre havde ansat 52 særlige rådgivere og pressefolk, og de øgede hele tiden deres kommunikationsenheder og presseafdelinger[Kilde mangler]. Årligt brugte regeringen Fogh omkring 32 mio. kr. på at informere borgerne og sælge sin politik via medierne.[13]

I forbindelse med dokumentarfilmen Den Hemmelige KrigDR om udlevering af krigsfanger fra Afghanistan til USA, anklagede Anders Fogh DR for ikke at være uvildige i deres dækning, og hævdede, at DR burde iværksætte en intern undersøgelse af, hvorledes de fremsatte påstande var fremkommet[Kilde mangler]. Det afviste DR dog[Kilde mangler], og forløbet gav anledning til en del polemik i medierne. Siden er der dukket bortkomne dokumenter frem, der understøtter filmens påstande[Kilde mangler].

Anders Fogh kom under kritik, da han i et interview i forbindelse med Muhammedkrisen udtalte til den arabiske TV-station Al-Arabiya, at han ikke selv ville have publiceret Muhammedtegningerne. Og at udtalelsen kunne ses som en camoufleret undskyldning til den muslimske verden[14].

Anders Fogh har afvist over 250 forespørgsler fra journalisten Bo Elkjær, Ekstrabladet, om et interview vedrørende Irak-krigen[Kilde mangler]. Oppositionen har flittigt anvendt det til at karakterisere Anders Foghs forhold til pressen[Kilde mangler]. I juni 2007 opfordrede Ombudsmanden Anders Fogh til enten at acceptere at lade sig interviewe af Elkjær eller at give en saglig og konkret begrundelse for ikke at gøre det[Kilde mangler]. Fogh fastholdt sin afvisning og vakte opsigt, da det er uhyre sjældent, at myndigheder eller myndighedspersoner sidder en ombudsmandsindstilling overhørig.[15] Bo Elkjær fik sit interview[Kilde mangler].

[redigér] Udenrigspolitik

[redigér] Krig

Fogh valgte at følge USA ind i Irak for at fjerne masseødelæggelsesvåben. Det er senere konstanteret, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak[Kilde mangler].

Anders Fogh valgte sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti at følge USA i Afghanistan for at forebygge terrorisme. Andre mente, at det ville øge rekrutteringen af terrorister og hadet mod vesten[Kilde mangler].

[redigér] Spekulation om internationale topposter

I 2006 skrev Berlingske Tidende , at Lars Løkke Rasmussen primo 2004 var kørt i stilling til at overtage statsministerposten, så Anders Fogh kunne blive formand for EU-Kommissionen, der skulle nybesættes medio 2004. [16] Når Fogh ikke fik den nævnte post, var det primært EU-forbeholdene som hæmmede ham[Kilde mangler]. Berlingske Tidendes korrespondent og journalist Ole Bang Nielsen formulerede det: "Det er svært for EU at være repræsenteret på den internationale scene af en politiker, der er erklæret "persona non grata" af hovedparten af de muslimske lande." I EU-kredse forventer man, at EU's første præsident bliver den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker. [16] Med Irlands forkastelse af Lissabon-traktaten den 13. juni 2008, ser både Anders Foghs håb om en hurtig afstemning for at få fjernet forbeholdene og hans egne udsigter for at få en toppost i EU endnu ringere ud.

[redigér] Generalsekretær for NATO

Den første spekulation om Anders Foghs kandidatur som NATO's generalsekretær kom frem, da Financial Times den 12. februar 2009 meldte den danske statsminister som mulig kandidat til topposten i NATO. [17] Få dage efter blev spekulationen forstærket, da den politiske kommentator Hans Engell den 13. februar udtalte, at Anders Fogh inden en måned ville blive udnævnt til generalsekretær for NATO[18]. Snart fik Anders Foghs kandidatur opbakning fra Tyskland, Frankrig og Storbritanien og da USA den 21. marts meddelte, at de også ville støtte Fogh, så udnævnelsen til at være på plads.[19][20] Men da alle lande i NATO skal være enig om, hvem der skal have posten som generalsekretær, og dermed havde veto, viste der sig at være et problem. Gentagne gange udtalte toprådgivere for Tyrkiets regeringsparti, at Tyrkiet ikke ville acceptere Anders Fogh. Dette skulle skyldes hans lave popularitet i den muslimske verden efter Muhammed-krisen. En anden begrundelse for den tyrkiske modstand var, at den kurdiske tv-station Roj, der ifølge Tyrkiet er talerør for terrororganisationen PKK, havde haft mulighed for at sende fra København, selvom Tyrkiet siden 2005 har krævet tv-stationen lukket.[21] Spekulationerne om Tyrkiets modstand blev dog afvist, da Tyrkiets præsident Abdullah Gül ved et pressemøde den 27. marts udtalte: "Vi er ikke imod nogen personer, heller ikke Rasmussen, hvis han bliver kandidat"[21]. Dermed mente mange analytikere, at vejen er ved at være banet for, at Anders Fogh, som i øvrigt havde afvist sit kandidatur gentagne gange.[22]. Den 2. april 2009 erklærede Fogh sit kandidatur til generalsekretærposten i NATO[23]. To dage senere, den 4. april 2009 blev Fogh generalsekretær for NATO.[24], og dagen efter udnævnelsen trådte Fogh Ramsussen tilbage som dansk statsminister.

[redigér] Priser

Anders Fogh er kåret til årets laks i 2004 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sine udtalelser som privatperson om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at blive gift i kirken.

[redigér] Bibliografi

[redigér] Bidrag til bøgerne

  • Den truede velstand (1980).
  • Slaget om landsbyen (1981).
  • Liberal Ungdom gennem 75 år (1983).
  • Handelen år 2000 (1985).
  • Bolig og økonomi (1987).
  • Danmark år 2000 (1987).
  • Arbejdslyst og velfærd - En umulig cocktail? (1993).

[redigér] Skrevet om Anders Fogh Rasmussen

[redigér] Noter

[redigér] Se også

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:
Efterfulgte: Formand for Venstres Ungdom
1974–1976
Efterfulgtes af:
Knud Andersen
1972–1974
Niels Jørgen Hansen
1976–1978