Anders Fogh Rasmussen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Semibeskyttet Denne side er semibeskyttet, så kun registrede brugere, som ikke er nyligt registrerede, kan rette i den. Se evt. diskussionssiden for begrundelse.

Anders Fogh Rasmussen
NATO's generalsekretær Udnævnt
Kommende 1. august 2009
Efterfølger	Jaap de Hoop Scheffer
20. statsminister i Danmark
I embede 27. november 2001 – 5. april 2009
Monark	Margrethe 2.
Stedfortræder	Bendt Bendtsen (2001-2008) Lene Espersen (2008-2009)
Foregående	Poul Nyrup Rasmussen
Efterfulgt af	Lars Løkke Rasmussen
Valgkreds	Grevekredsen 2007– Glostrupkredsen 1999-2006 Viborgkredsen 1977–1999 Kjellerupkredsen 1974–1977 Viborg Amtskreds (sideordnet) 1973–1974
Økonomiminister
I embede 18. december 1990 – 19. november 1992
Foregående	Niels Helveg Petersen
Efterfulgt af	Thor Pedersen
Skatteminister
I embede 10. september 1987 – 19. november 1992
Foregående	Isi Foighel
Efterfulgt af	Peter Brixtofte
Født	26. januar 1953 (56 år) Ginnerup, Danmark
Politisk parti	Venstre
Ægtefælle	Anne-Mette Rasmussen
Alma mater	Aarhus Universitet
Profession	Cand.oecon.
Regering	Anders Fogh Rasmussen I, II og III
Religion	Kristen (Folkekirken)
Hjemmeside	andersfogh.dk

Anders Fogh Rasmussen (født 26. januar 1953) er tiltrædende generalsekretær for NATO; en stilling han tiltræder den 1. august 2009.

Fogh Rasmussen var formand for Venstre, Danmarks Liberale Parti fra 1998–17. maj 2009, og var fra 27. november 2001 til 5. april 2009 statsminister i Danmark. Han var dermed den længst siddende statsminister fra Venstre og den eneste, der har siddet i tre på hinanden følgende valgperioder.

Anders Fogh er kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen og placeret i rangfølgens I klasse nr. 4.^[1]

Fogh blev i sine unge år i Venstres Ungdom ofte kaldt "Røde Anders", fordi han blev anset for at være relativt venstreorienteret i organisationen, og bl.a. gik ind for økonomisk demokrati. ^[2] Øgenavnet kastede han dog af sig, da han lod sig inspirere af den liberale filosof Robert Nozick i bogen Fra socialstat til minimalstat (1993). De fleste politiske iagttagere og fagfolk er enige om, at Fogh siden 1993 igen politisk set er gået imod midten.^{[3][4][5][6][7][8][9][10][11]}

Den 4. april 2009 blev Fogh Rasmussen udpeget til kommende generalsekretær for NATO. Dagen efter trådte Fogh Rasmussen tilbage som statsminister.

Fogh Rasmussen tiltræder som generalsekretær for NATO den 1. august 2009, og indtager dermed en stilling, der betragtes som den højeste nogensinde opnået af en dansk politiker.

Baggrund og tidlig karriere

Anders Fogh Rasmussen er søn af gårdejer Knud Rasmussen og hustruen Martha Rasmussen, født Fogh. Han er født i Ginnerup Sogn på Djursland, og opvokset i landsbyen Hvidding ved Hammershøj, mellem Randers og Viborg. Han er gift med Anne-Mette Rasmussen, der er pædagog. Parret er bosiddende i Nærum. Sammen har de tre børn. Deres ældste, Henrik Fogh Rasmussen, har markeret sig som samfundsdebatør, blandt andet med bogen Amerikanske Tilstande.

• Sproglig-samfundsfaglig student fra Viborg Katedralskole (1972).
• Cand.oecon. fra Aarhus Universitet, (1978).
• Konsulent i Håndværksrådet (1978-1987).
• Stifter og formand for Liberal Ungdom (1970-1972).
• Landsformand for Venstres Ungdom, (1974-1976).
• Medlem af Venstres hovedbestyrelse (1973-1978) og igen fra 1984 og frem.
• Formand for Venstres oplysningsudvalg (1984 og frem).
• Næstformand for Venstres landsorganisation (1985 og frem).
• Medlem af Folketinget den 1. oktober 1978.
• Formand for Folketingets Boligudvalg (1981-1986).
• Medlem af Folketingets Finansudvalg (1982-1987).
• Næstformand for ditto (1994-1998).
• Formand for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg (1993-1998).
• Medlem af folketingsgruppens bestyrelse (1984-1987) og (1992-2001).
• Politisk ordfører (1992-1998).
• Formand for folketingsgruppen og partiets statsministerkandidat (1998-2001).
• Næstformand for Udenrigspolitisk Nævn (1998-2001).

Ministerhverv

• Skatteminister i Poul Schlüters regering (10. september 1987 - 19. november 1992), og samtidig
• Økonomiminister fra (18. december 1990 - 19. november 1992). Anders Fogh trådte tilbage som Økonomiminister efter en sag om såkaldt "kreativ bogføring" i Skatteministeriet og efterfølgende vildledning af Folketinget. Han blev afløst af Peter Brixtofte.
• Statsminister (27. november 2001 - 5. april 2009).

Tillidshverv

• Medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd (1976-1978).
• Medlem af LOF's landsstyrelse (1979-1981).
• Medlem af repræsentantskabet for Nørgaards Højskole, Bjerringbro (1984-1987 og igen fra 1993 og frem).
• Medlem af repræsentantskabet for Sparekassen i Skals (1985-1987).
• Medlem af repræsentantskabet for Byggeriets Realkreditfond (1986-1987).
• Medlem af repræsentantskabet for Forsikringsselskabet Østifterne (1987 og frem).
• Medlem af bestyrelsen for investeringsforeningen Andelsinvest (1987 og igen fra 1995).
• Medlem af Pristalsnævnet (1982-1987).
• Medlem af Overfredningsnævnet (1985-1987).
• Medlem af Landsskatteretten, Lønningsrådet og Udetillægsnævnet (1986-1987).
• Medlem af bestyrelsen for Skals Håndarbejdsskole (1993 og frem).
• Medlem af Nationalbankens repræsentantskab (1996-2001) og af bestyrelsen (1998-2001).
• Deltog i Bilderberggruppens konference i 2000 og 2002.

Stab

Departementschefer

• Nils Bernstein (1. november 2001-1. oktober 2005).
• Karsten Dybvad (1. oktober 2005-5. april 2009).

Særlig rådgivere (Spindoktorer)

• Michael Kristiansen (1. november 2001-1. oktober 2005).
• Michael Ulveman (1. oktober 2005-5. april 2009).

Personlig sekretær

• Pui Ling Lau (2001-2003)^[12].

Forhold til pressen

Anders Fogh er af oppositionen i Folketinget og af visse dele af dagspressen blevet kritiseret for hans tilgang til medierne og brugen af såkaldt spin og spindoktorer med forsøg på styring af informationerne i medierne. Antallet af medierådgivere for ministrene er fordoblet i forhold til antallet under den tidligere regering. Anders Fogh og hans 18 ministre har nu ansat 52 særlige rådgivere og pressefolk, og de opruster hele tiden deres kommunikationsenheder og presseafdelinger. Årligt bruger regeringen omkring 32 mio. kr. på at informere borgerne og sælge sin politik via medierne.^[13]

I forbindelse med dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig på Danmarks Radio DR om udlevering af krigsfanger fra Afghanistan til USA, anklagede Anders Fogh DR for at være uvildige i deres dækning, og hævdede, at DR burde iværksætte en intern undersøgelse af, hvorledes de fremsatte påstande var fremkommet. Dette afvistes DR dog, og forløbet gav anledning til en del polemik i medierne.

Anders Fogh kom ligeledes under kritik, da han i et interview i forbindelse med Muhammedkrisen, til den arabiske TV-station Al-Arabiya udtalte, at han ikke selv ville have publiceret Muhammedtegningerne. Kritikken gik på, at denne udtalelse kunne ses som en camoufleret undskyldning til den muslimske verden^[14].

Anders Fogh har afvist over 250 forespørgsler fra journalisten Bo Elkjær, Ekstrabladet, om et interviews vedrørende Irak-krigen^{[Kilde mangler]}. Dette er en kendsgerning som oppositionen flittigt har anvendt til at karakterisere Anders Foghs forhold til pressen^{[Kilde mangler]}. I juni 2007 opfordrede Ombudsmanden Anders Fogh til enten at acceptere at lade sig interviewe af Elkjær eller at give en saglig og konkret begrundelse for ikke at gøre det. Efterfølgende fastholdt Anders Fogh sin afvisning, hvilket vakte opsigt i befolkningen, idet det er uhyre sjældent, at myndigheder eller myndighedspersoner sidder en ombudsmandsindstilling overhørig.^[15] Dog har Bo Elkjær siden fået sit interview.

Udenrigspolitik

Krig

Anders Fogh valgte sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti at følge USA trop i Afghanistan for at forebygge fremtidig terrorisme, hvilket efterfølgende er blevet kritiseret, idet mange mener, at det vil øge rekuteringen af terrorister, og hadet mod vesten. Anders Fogh valgte også at følge USA med ind i Irak for at fjerne masseødelæggelsesvåben. Man har dog senere konstanteret, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak og at det var forkert efterretning.

Spekulation om internationale topposter

I 2006 skrev Berlingske Tidende om, hvordan Lars Løkke Rasmussen primo 2004 var kørt i stilling til at overtage statsministerposten, så Anders Fogh kunne blive formand for EU-Kommissionen, da den skulle nybesættes medio 2004. ^[16] Dette mislykkedes dog dengang, om end han stadig er stærkt interesseret i at fortsætte karrieren dér. Dengang som nu er det imidlertid EU-forbeholdene som hæmmer ham, men Danmarks fortsatte krise mod den muslimske verden på grund af Muhammed-tegningerne, der også svækker Anders Foghs chancer for en toppost. Som Berlingske Tidendes korrespondent og journalist Ole Bang Nielsen formulerer det: "Det er svært for EU at være repræsenteret på den internationale scene af en politiker, der er erklæret "persona non grata" af hovedparten af de muslimske lande." I EU-kredse forventer man, at EU's første præsident bliver den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker. ^[16] Med Irlands forkastelse af Lissabon-traktaten den 13. juni 2008, ser både Anders Foghs håb om en hurtig afstemning for at få fjernet forbeholdende samt hans egne udsigter for at få en toppost i EU endnu ringere ud. Sidstnævnte skal tidligst afgøres medio 2009, og på grund af udsættelsen vil der så også være endnu flere kandidater til posten som NATO's generalsekretær, som skal besættes primo 2009, - den anden af de internationale topposter, som Fogh er interesseret i.^[17]

Generalsekretær for NATO

Den første spekulation om Anders Foghs kandidatur som NATO's generalsekretær kom frem, da Financial Times den 12. februar 2009 meldte den danske statsminister som mulig kandidat til topposten i NATO. ^[18] Få dage efter blev spekulationen forstærket, da den politiske kommentator Hans Engell den 13. februar udtalte, at Anders Fogh inden en måned ville blive udnævnt til generalsekretær for NATO^[19]. Snart fik Anders Foghs kandidatur opbakning fra Tyskland, Frankrig og Storbritanien og da USA den 21. marts meddelte, at de også ville støtte Fogh, så udnævnelsen til at være på plads.^[20][21] Men da alle lande i NATO skal være enig om, hvem der skal have posten som generalsekretær, og dermed havde veto, viste der sig at være et problem. Gentagne gange udtalte toprådgivere for Tyrkiets regeringsparti, at Tyrkiet ikke ville acceptere Anders Fogh. Dette skulle skyldes hans lave popularitet i den muslimske verden efter Muhammed-krisen, idet han nægtede at undskylde. En anden begrundelse for den tyrkiske modstand var, at den kurdiske tv-station Roj, der ifølge Tyrkiet er talerør for terrororganisationen PKK, havde haft mulighed for at sende fra København, selvom Tyrkiet siden 2005 har krævet tv-stationen lukket.^[22] Spekulationerne om Tyrkiets modstand blev dog afvist, da Tyrkiets præsident Abdullah Gül ved et pressemøde den 27. marts udtalte: "Vi er ikke imod nogen personer, heller ikke Rasmussen, hvis han bliver kandidat"^[22]. Dermed mener mange analytikere, at vejen er ved at være banet for, at Anders Fogh, som i øvrigt har afvist sit kandidatur gentagne gange.^[23], men efter Tyrkiets accept af ham ændrede han sin udtalelse til at være: "ingen kommentarer"^[24]

Den 2. april 2009 erklærede Fogh sit kandidatur til generalsekretærposten i NATO^[25]. 2 dage senere, den 4. april 2009 efter mange timers forhandlinger, blev det besluttet at Fogh, skulle blive den nye generalsekretær for NATO.^[26]

Dagen efter udnævnelsen til generalsekretær trådte Fogh Ramsussen tilbage som dansk statsminister.

Fogh Rasmussen tiltræder stillingen som generalsekretær for NATO den 1. august 2009.

Priser

Anders Fogh er kåret til årets laks i 2004 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sine udtalelser som privatperson om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at blive gift i kirken - et synspunkt han dog ikke sidenhen har forsvaret i Folketinget.

Bibliografi

• Opgør med skattesystemet (1979).
• Kampen om boligen (1982).
• Fra socialstat til minimalstat (1993)
• Vera og Benefica (2006)

Bidrag til bøgerne

• Den truede velstand (1980).
• Slaget om landsbyen (1981).
• Liberal Ungdom gennem 75 år (1983).
• Handelen år 2000 (1985).
• Bolig og økonomi (1987).
• Danmark år 2000 (1987).
• Arbejdslyst og velfærd - En umulig cocktail? (1993).

Skrevet om Anders Fogh Rasmussen

• Anders Fogh Rasmussen - I godtvejr og storm, Biografi af Thomas Larsen, Forlaget Gyldendal (2001), ISBN 978-87-02-01958-2.
• Fogh - Historien om en statsminister, Biografi af Anne Sofie Kragh, Forlaget People's Press (2004), ISBN 87-91293-27-8.

Noter

Se også

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Commons Citater fra Wikiquote Kildetekster fra Wikisource

• Folketingsvalg 2001
• Folketingsvalg 2005
• Regeringen Anders Fogh Rasmussen I
• Regeringen Anders Fogh Rasmussen II
• Regeringen Anders Fogh Rasmussen III
• Hele bogen Fra Socialstat til Minimalstat online
• 12 tegninger af Anders Fogh Rasmussen

s·d·r Danske statsministre Moltke • Bluhme • Ørsted • Bang • Andræ • Hall • Rotwitt • Hall • Monrad • Bluhme • Frijs • Holstein-Holsteinborg • Fonnesbech • Estrup • Reedtz-Thott • Hørring • Sehested • Deuntzer • Christensen • Neergaard • Holstein-Ledreborg • Zahle • Berntsen • Zahle • Liebe • Friis • Neergaard • Stauning • Madsen-Mygdal • Stauning • Buhl • Scavenius • Buhl • Kristensen • Hedtoft • Eriksen • Hedtoft • Hansen • Kampmann • Krag • Baunsgaard • Krag • Jørgensen • Hartling • Jørgensen • Schlüter • Nyrup Rasmussen • Fogh Rasmussen • Løkke Rasmussen

s·d·r NATO's generalsekretærer Hastings Ismay • Paul-Henri Spaak • Dirk Stikker • Manlio Brosio • Joseph Luns • Peter Carington • Manfred Wörner • Sergio Balanzino • Willy Claes • Sergio Balanzino • Javier Solana • George Robertson • Alessandro Minuto-Rizzo • Jaap de Hoop Scheffer • Anders Fogh Rasmussen (udnævnt)