Kikkert

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Kikkerten.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Teleskop (flertydig).
Astronomiske observationer i Tien Shan-bjergene i 1912

En kikkert eller et teleskop er et instrument til at se genstande på stor afstand.

Kikkerten kendes først i 1600-tallet. En kikkert eller et teleskop er et optisk apparat, der kan hjælpe med at se ting over længere afstande ved at give et forstørret billede af dem. Kikkerten bestod af en række linser. Opfindelsen af den første kikkert tilskrives hollænderen Hans Lippershey i 1608 .

Ordet teleskop kommer af det græske τῆλε, tele "langt" og σκοπεῖν, skopein "at se" deraf τηλεσκόπος, teleskopos "at se langt”.


Historie[redigér | redigér wikikode]

1608 – Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Ifølge en legende skulle to drenge i 1608 være kommet ind hos optikeren Hans Lippershey og have sat to linser op i forlængelse af hinanden. Det resulterede i, at de kunne se et forstørret billede af vejrhanen på naboens tag. Lippershey tog konceptet til sig og forbandt glassene med et rør. Det kaldte han en kikker, deraf bruger vi i dag ordet kikkert[1].

Hans Lippershey præsenterede den for regeringen, og det lykkedes ham at sælge en hel flere kikkere. Han forsøgte samme år at få patent på den. Da to andre optikere også forsøgte at få patent på den inden for kort tid, blev patentet afvist og idéen blev erklæret offentlig[2]. Disse to var Jacob Meitus, han mente at han havde arbejdet på det i flere år, og Sacharias Janssen, som mente, at han havde opfundet det endnu tidligere. Lippersheys kikkert er en linsekikkert. Den var bygget op ved at den forreste linse, objektglasset, der vender mod objektet, buede udad på begge sider og samlede lyset i et bestemt punkt. Det andet stykke okularet buede indad og forstørrede billedet[3].

En kopi af det ældste bevarede teleskop, der tilskrives Galileo Galilei (udstillet på the Griffith Observatory)

1609 – Galileo Galilei[redigér | redigér wikikode]

Kikkerten eller teleskopet var allerede i 1609 året efter dets opdagelse en succes. Derfor var matematiker og astronom Galileo Galilei også i besiddelse af en. Galilei udbyggede linsekikkerten og formåede at finpudse den og få den til at forstørre op til 20 gange. Galilei brugte teleskopet til blandt andet at opdage fire af Jupiters måner og observerede som en af de første solpletter[4]. Galileis teleskop havde et dobbeltkonkavt objektglas med en fokuseringslængde på ca. 90 cm og samledes i et dobbeltkonvekst okular med en fokuseringslængde på cirka 5 cm. Det betød at teleskopet skulle ca. 5 cm væk. Objektglasset var mellem 1,5 og 2 cm i diameter og dermed var teleskopets synsfelt begrænset. For hver 90 m der var til objektet, blev synsfeltet kun 40 cm bredere. I realiteten betød det at man kun kunne se en fjerdedel af månens overflade gennem det[5]. Desuden havde linsen et grønligt skær grundet jern i glasset[6].

1611-1630 – Kepler og Scheiner[redigér | redigér wikikode]

Der gik ikke meget mere end to år før Johannes Kepler fandt ud af et teleskop med to konvekse linser i stedet for den konkave og den konvekse. Han gjorde opmærksom på, at det ville få billedet til at stå på hovedet, men at det kunne løses ved at placere en tredje konvekst linse mellem de to andre. Keplers teleskop blev dog ikke særlig[7]. Først da Cristoph Scheiner i 1630 udgav hans værk Rosa Ursina blev Keplers teleskop populært. Scheiner beskrev i sit værk, hvordan han havde arbejdet med solpletter og havde forsøgt at få solen til at vende rigtigt, når han så på den gennem teleskopet ved hjælp af konvekse linser. Han opdagede herigennem at når han så direkte på et objekt stod det langt skarpere og udsynet var langt bedre end med Galileis teleskop[8]. Da det ikke var forstyrrende at objekterne vendte på hovedet ved astronomiske observationer blev Keplers teleskop hurtigt kendt og brugt som det astronomiske teleskop. Den tredje linse i det astronomiske teleskop blev forholdsvis hurtigt kasseret af astronomerne, da den ikke var nødvendig for deres observationer og jo flere linser der blev brugt, jo flere afvigelser optrådte der i billedet[9].

1640-1656 – Huygens[redigér | redigér wikikode]

Den eneste måde teleskopernes evne til at forstørre yderligere var ved at lave teleskoperne længere og bredere. Derfor steg gennemsnitslængden fra Galileis og Keplers teleskoper på 1,5-2 meter til i 1640’erne til 4,5-6 meter. Christian Huygens lavede i 1656 et teleskop på 7 m, som kunne forstørre 100 gange og objektglasset var 15-20 cm i diameter. Udsynet var her steget til at være ca. 45 cm pr. 90 meter. Galileis teleskop blev efterhånden erstattet af et teleskop med fire konvekse linser. Objektglasset, okularet, en linse til at vende billedet rundt og en fjerde og større linse til at udvide udsynet yderligere[10].

1656-1675 – Hevelius[redigér | redigér wikikode]

Nu blev et endnu en konveks linse indført som, når den var placeret korrekt, kunne øge evnen til at forstørre betydeligt. Johannes Hevelius lavede i 1641 et 42,7 meter langt teleskop. Dets længde gjorde det dog utrolig upræcist. Det var grundet upræcise glaspositioner og at meget små vindstød fik det lange rør til at svinge, så det forstyrrede billedet. Derfor blev fra ca. 1675 teleskoper bygget ind i bygninger med objektglasset i toppen af bygningen, og ved hjælp af en snor og en del forsøg placeredes resten af opsætningen i brændpunktet for objektglasset længere nede i bygningen[11].

1672-1800 – Isaac Newton og reflektorteleskopet[redigér | redigér wikikode]

Der var et problem med alle teleskoperne med glaslinser. Når man så igennem dem var der ofte farvede ringe omkring de objekter man så på[12]. Derfor havde flere astronomer forsøgt at lave en version af teleskopet, der brugte spejle enten i stedet for eller i kombination med linserne. Dog uden held. Efter i 1672 at have udgivet en artikel om lys og farver, som beskrev lysets spredning i et prisme, forsøgte Isaac Newton sig også med at bruge spejle. Det lykkedes Newton at lave et teleskop ved hjælp af et krumt spejl der reflekterede lyset ned på et spejl der var vinklet 45°. Herfra reflekteredes lyset så videre ud igennem et konvekst okular[13] . I første omgang blev Newtons teleskop ikke en særlig stor succes da der ikke var nogen der kunne slibe spejlet i den rigtige krumme form. Desuden var det også nødvendigt at pudse spejlene regelmæssigt. Derfor forblev Newtons teleskop på en teoretisk basis. Først i 1720-1730'erne lykkedes det James Hadley at lave et teleskop som Newtons og ikke længe efter lykkedes det for flere andre. I slutningen af 1700-tallet lykkedes det for James Short og senere William Herschel at lave et teleskop med et parabolformet reflektorspejl[14].

Kikkerttyper[redigér | redigér wikikode]

Der findes flere forskellige kikkertkonstruktioner:

og de mindste teaterkikkerter til de største rumteleskoper.

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. http://telescopes.stardate.org/ – History of the Telescope – Hans Lippershey, Legend says that sometime in 1608, two children entered the shop of Hans Lippershey... The children picked up two lenses and held one in front of the other, producing a magnified image of the weathervane atop a nearby church.
  2. http://telescopes.stardate.org/ – History of the Telescope – Hans Lippershey,The States General felt that the invention couldn’t be kept a secret, so it denied the applications. Even so, Lippershey still managed to turn a profit on his invention by selling several spyglasses to the government.
  3. The Galileo Project – The telescope, It consisted of a convex and concave lens in a tube, and the combination magnified three or four times.
  4. The Galileo Project – The telescope, With this instrument he observed the Moon, discovered four satellites of Jupiter... The next discovery, that of sunspots, was made by several observers, including Galileo, independently
  5. The Galileo Project – The telescope, It had a plano-convex objective (the lens toward the object) with a focal length of about 30-40 inches., and a plano-concave ocular with a focal length of about 2 inches... which meant that only a quarter of the full Moon could be accommodated in the field.
  6. http://telescopes.stardate.org/ – History of the Telescope – Isaac Newton, And the glass contained chemical impurities that colored the lenses green.
  7. The Galileo Project – The telescope, As early as 1611, in his Dioptrice, Johannes Kepler had shown that a telescope could also be made by combining a convex objective and a convex ocular... the addition of yet a third convex lens would make the image erect again.
  8. The Galileo Project – The telescope, In his study of sunspots, Scheiner had experimented with telescopes with convex oculars in order to make the image of the Sun projected through the telescope erect. ...although the image was inverted, it was much brighter and the field of view much larger than in a Galilean telescope.
  9. The Galileo Project – The telescope, Astronomers eschewed the third convex lens (the erector lens) necessary for re-inverting the image because the more lenses the more optical defects multiplied
  10. The Galileo Project – The telescope, A typical astronomical telescope is the one made by Christiaan Huygens, in 1656. It was 23 feet long... it magnified about 100 times.
  11. The Galileo Project – The telescope, By the early 1670s, Johannes Hevelius had built a 140-foot telescope... The objective was mounted on a building or pole by means of a ball-joint and aimed by means of a string; the image was found by trial and error.
  12. http://telescopes.stardate.org/ – History of the Telescope – Isaac Newton, Galileo’s telescopes produced a slightly blurry view of the sky, with colored “haloes” around astronomical objects.
  13. http://telescopes.stardate.org/ – History of the Telescope – Isaac Newton, The primary mirror, at the bottom of the telescope tube, curved inward slightly, in a spherical shape... Light from an astronomical object struck this mirror and reflected back up the telescope tube, where it hit a flat secondary mirror. This mirror, which was tilted at a 45-degree angle, in turn reflected the light to an eyepiece at the side of the tube.
  14. The Galileo Project – The telescope, Others were unable to grind mirrors of regular curvature, and to add to the problem, the mirror tarnished and had to be repolished every few months, with the attending danger of damage to the curvature... The reflecting telescope became a reality in the hands of first James Hadley and then others... In the second half of the eighteenth century, in the hands of James Short and then William Herschel, the reflecting telescope with parabolically ground mirrors came into its own.


Naturvidenskab Stub
Denne naturvidenskabsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.