Kulstof 14-datering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kulstof 14-datering er en metode til datering ved hjælp af kulstoffet i organisk materiale ud fra oplysninger om den procentvise fordeling af kulstof-14-isotopen i forhold til andre kulstof-isotoper i materialet.

Teoretisk grundlag[redigér | redigér wikikode]

Grundstoffet carbon, der indgår i atmosfærens indhold af kuldioxid har to naturligt forekommende isotoper: kulstof-12 (12C), og kulstof-13 (13C). Desuden findes der en ustabil og radioaktiv isotop, kulstof-14 (14C). Kulstof-14 har en halveringstid på 5730 år, og ville for længst være forsvundet fra jorden, hvis der ikke skete en vedvarende dannelse af denne isotop i atmosfærens yderste lag ved kollisioner mellem kosmisk stråling og kvælstofatomer. Når kosmisk stråling kommer ind i atmosfæren sker der for det meste en omdannelse af dens energi, heriblandt produktionen af neutroner. Disse neutroner kan så efterfølgende indgå i en process med kvælstof:

n + 14N → 14C + 1H

Denne omdannelse er relativt almindelig, da kvælstof udgør tæt ved 80% af jordens atmosfære. Den største produktion af kulstof-14 sker i ca. 9 til 15 km højde, og på større breddegrader, dvs. tættere ved polerne. På trods af det, er kulstof-14 spredt jævnt ud over hele atmosfæren, hvor der sker en omdannelse til kuldioxyd (CO2) ved reaktion med ilt. Under antagelse af at den kosmiske stråling er konstant over lange tidsperioder, dannes kulstof-14 i samme tempo som det nedbrydes ved radioaktivt henfald. CO2 findes også opløst i havvand. Såfremt denne antagelse er korrekt, vil forholdet mellem radioaktivt og stabilt kulstof altså være konstant i jordens atmosfære og i havvand: ca.0,000000001 promille (600 milliarder atomer pr. mol).

Levende planter omsætter luftens kuldioxid, og vil derfor have en tilsvarende procentvis fordeling af kulstofisotoper. Dyr og mennesker der lever af planter har et tilsvarende forhold mellem radioaktivt og stabilt kulstof. Men når de dør, slutter denne stadige "fornyelse" af de ustabile kulstof-14-atomer. Da kulstof-14 er ustabilt og derfor gradvis omdannes til andre isotoper ved radioaktivt henfald, vil andelen af denne kulstofisotop gradvis falde i et eksponentielt aftagende (i et ganske veldefineret tempo). Uafhængigt af ydre faktorer, kan man ud fra forholdet mellem de forskellige kulstofisotoper beregne hvor lang tid siden det er at materialet ophørte med at få tilført "frisk" kulstof-14, dvs. hvornår materialet "døde".

Oprindeligt blev dateringen gennemført ved måling af radioaktivt henfald, men denne metode var relativt upræcis, og desuden forbundet med en del statistisk usikkerhed. Præcisionen er blevet væsentligt forbedret med brug af massespektroskopi, en teknik hvor man tæller de enkelte atomer i en given prøve. Denne teknik har også den fordel at man kan måle på en langt mindre prøve end hidtil, sådan at man kan nøjes med at bore et mindre hul i en knogle for at få det fornødne materiale, frem for at skulle destruere en hel lårbensknogle.

Metodens indførelse i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Under studierejse i USA i 1947-48 lærte den tyskfødte Hilde Levi kulstof-14-metoden at kende. Nationalmuseet viste interesse for metoden og Hilde Levi tog initiativ til at opbygge et dateringsapparat, der – taget i brug i 1951 – blev det første af sin art i Europa.

Fisk forårsager betydelig usikkerhed[redigér | redigér wikikode]

Hvis oldtidens mennesker tilberedte fisk i et lerkar, kan man i dag ikke datere det præcist. Arkæolog-chok: Fisk ødelægger kulstof-14-dateringer | Videnskab.dk

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Gnome-dev-camera.svg Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Hjælp os ved at uploade dit eget billede eller finde et på Internettet.