Ludvig den Tyske

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ludvig den Tyske med gejstlige og sine tre sønner (afbildning fra omkring 1375-80).

Ludvig den Tyske (80428. august 876 i Frankfurt am Main) var den første konge i Østfranken, fra 843. Fra 870 var han også konge i Lothringen.

Han var tredje søn af Ludvig den Fromme og dennes første gemalinde Irmengard. I 817 fik han Bayern og de østlige områder, men blev vred, da hans områder blev reducerede ved delingene i 829, 832 og 839. Efter faderens død allierede han sig med sin bror Karl den Skaldede mod Lothar den første. I slaget ved Fontenay i 841 slog de Lothar og tvang ham til forliget i Verdun i 843.

Ved forliget fik Ludvig landet på højre side af Rhinen, med undtagelse af Frisland. På venstre bred fik han de tre bispedømmer Mainz, Worms og Speyer.

Efter Lothar den anden død overtog han 22. januar 870 den østlige del af Lothringen ved delingsoverenskomsten i Meerssen. Ved samme lejlighed fik han tilkendt Köln og Trier.

Han og hans gemalinde Hemma efterlod sig tre sønner og tre døtre. Af de tre sønner lod han i 865 Kaloman overtage styret over Bayern, mens Karl den Tyske og Ludvig den Unge fik Franken og Sachsen.

Ludvig den Tyske anses for at være det tyske riges grundlægger. Navnet Tyskland blev dog almindeligt først over 100 år efter hans død, og Ludvig fik først tilnavnet den Tyske mange år efter, at han var død.

Han regnes for at have været en stærk hersker, støttet af kirken. Ludvig den Tyske blev bisat i klosteret Lorisch.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: