Magtadskillelse
Magtadskillelse eller magtdeling er navne for idéen om, at magten i en stat forfatningsmæssigt skal deles mellem to eller flere (mere eller mindre) uafhængige magtpoler, for at disse skal opveje og kontrollere hinanden og sikre, at en person eller gruppe ikke får for meget magt. Montesquieu omtaler magtens tredeling som en udøvende magt (præsident/statsminister, regering, herunder den offentlige forvaltning), en lovgivende magt (parlament, i Danmark Folketinget) og en dømmende magt (domstolene). Det er en udbredt misforståelse, at den udøvende magt repræsenteres af politiet. Politiet er rigtig nok et magtfuldt organ, men fungerer statsjuridisk blot som de organer, hvorigennem regeringen udøver sin magt. I øvrigt på linje med skattemyndighederne, militæret, sundhedsmyndighederne, miljømyndighederne etc.
Sammenlign med parlamentarisme.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Oprindelse
Aristoteles var en af de første til at foreslå idéen om opdelt beføjelser.[kilde mangler] I det 17. århundrede blev magtadskillelseslæren blandt andet defineret af John Locke i sit værk Two Treatises of Civil Government fra 1690. Her opstiller han tre magter; den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Derudover introduceres en fjerde statsfunktion, den føderative magt, dvs en magt der "råder over krig og fred og forbund og alle overenskomsterne med alle de personer og fællesskaber, der står uden for den påkaldende stat". Den føderative magt og den eksekutive magt skal ifølge Locke lægges i de samme hænder, ellers vil der være risiko for borgerkrig i en eventuel strid mellem disse to statsmagter. Lockes tanker om magtadskillelseslæren udsprang som direkte erfaring fra de politiske stridigheder og følgende borgerkrig i 1600-tallets England.[1]
Når man taler om magtdeling som begreb tænker man imidlertid som hovedregel på Montesquieu, som i sit værk De l'esprit des lois fra 1748 beskriver magtadskillelseslæren i sit kapitel om Statsforfatningen i England. Montesquieu var bl.a. inspireret af Lockes tanker, idet hans tre statsfunktioner i realiteten er fire, men på sine steder er funktionerne hos den dømmende og den lovhåndhævende (eksekutive) magt slået sammen på en lidt rodet måde, således at Montesquieu kunne tilpasse dem til de tre nævnte funktioner. [2]
Begge filosoffer fokuserer stærkt på en adskillelsen mellem domsafsigelsen og domsfuldbyrdelsen, hvilket sandynligvis er på grund af erfaringer fra deres samtid, hvor magthavere anvendte straffeprocesser mod politiske modstandere. De er også begge overordnet optagede af at der er en klar magtadskillelse i staten, således at den lovgivende magt udelukkende giver love, men overlader udøvelsen af dem til andre. Det vil sige det system som man på engelsk kalder "rule of law" (retssamfund).[3]
Denne tredeling af magten havde stor indflydelse på Den franske revolution og på strukturen i USA efter uafhængighedserklæringen.[kilde mangler]
Princippet om checks and balances, der ofte anvendes til at beskrive magtdelingen, stammer fra James Madison[kilde mangler]. Princippet fortæller, at én myndighed har mulighed for at kontrollere en anden myndighed og mulighed for at anvende sin magt til at begrænse andre myndigheders magt[kilde mangler].
Magtadskillelse i Danmark
Magtens tredeling
I Danmark er der på det statslige niveau en opdeling mellem den lovgivende magt (principielt Folketinget og kongen i forening), den udøvende magt (kongen, det vil sige regeringen og underorganer) og den dømmende magt (domstolene)[4]. Det er værd at bemærke, at den udøvende magt er en del af den lovgivende magt, og at regeringen principielt kan blokere for lovforslag. Dette lever ikke helt op til Montesquieus ideal om en skarp adskillelse. Imidlertid har Danmarks regeringer generelt set været enten flerparti-regeringer eller mindretals-regeringer (og som regel begge dele), hvilket medfører at den lovgivende magt alligevel har muligheden for at kontrollere den udøvende. Ofte har kontrollen bestået i, at et flertal udenom den siddende regering pålægger regeringen at føre en specifik politik (fodnotepolitikken er et eksempel), eller mere vidtrækkende gennem pressionsmidlet motiveret dagsorden (også kaldet mistillidsvotum), ifølge hvilket en siddende minister (gælder også statsministeren) aldrig kan blive siddende imod et flertal i Folketingets ønske[5].
Dommere i Danmark udnævnes uafhængigt af den udøvende og lovgivende magt. Som adskilt statsmagt er det meget vigtigt for domstolene, at dommere er både personligt og materielt uafhængige. Dette sikres fundamentalt i Grundlovens § 64: Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder. Dommere kan kun afskediges ved dom, dvs. af deres kolleger ved Den Særlige Klageret.
Kritik
Repræsentanter for domstolene kritiserer med jævne mellemrum Folketinget for at overskride magtdelingen[kilde mangler]. Nyere eksempler kan være Rockerloven, der øger domstolenes mulighed for at straffe personer med tilhørsforhold til et specifikt miljø[kilde mangler], eller Tvindloven, der også gav særlige beføjelser. I sagen om Tvindloven endte Højesteret med at kende loven ugyldig, da den i praksis var en retlig afgørelse, og dermed lå under den dømmende magts kompetenceområde[kilde mangler]. Siden er det blevet almindeligt accepteret inden for den juridiske teori, at domstolene har ret til at kontrollere og evt. at underkende lovgivning, der kommer fra Folketinget, såfremt domstolene finder den grundlovsstridig[kilde mangler].
Pressen
Pressen omtales af og til som den fjerde statsmagt[6][7], idet pressen fører en uformel kontrol af de tre førstnævnte og kan have stor indflydelse på befolkningens holdning til enkeltsager eller til den siddende regering i almindelighed[kilde mangler]. En nødvendig forudsætning for en fri presse er ytringsfrihed[8]. Pressen kan dog udelukkende siges at have en "checks"-funktion og ingen "balance"-funktion, idet pressen ikke har mulighed for at begrænse magtanvendelse[kilde mangler]. Pressen blev første gang karakteriseret således i slutningen af 1700-tallet af Edmund Burke[6].
Folketingets Ombudsmand
Ombudsmanden, der udpeges af Folketinget[9], men i sit arbejde er uafhængig[10], har til opgave at kontrollere den udøvende magt med fokus på at sikre borgernes retsstilling. Folketingets Ombudsmand har en uafhængig kontrolfunktion af den udøvende magt og kan selv beslutte, hvilke sager, han ønsker at undersøge. Folketingets ombudsmand har en klar "checks"-funktion, idet ombudsmanden kan afkræve offentlige myndigheder dokumenter, sagsakter og så videre, og har adgang til samtlige lokaler på ethvert offentligt tjenestested[11]. Endvidere har ombudsmanden en vis "balance"-funktion, idet han kan indkalde personer til retten og afkræve myndigheder udtalelser[12]. Ombudsmandens afgørelser er altid vejledende, men tillægges i reglen stor vægt[kilde mangler].
Referencer
- ^ Gorm Toftegaard Nielsen, 1997, s. 309-12.
- ^ Gorm Toftegaard Nielsen, 1997, s. 312-13.
- ^ Gorm Toftegaard Nielsen, 1997, s. 314-15.
- ^ Grundloven §3
- ^ Grundloven §15
- ^ a b "magt - Gyldendal - Den Store Danske". Den Store Danske. 2009. Hentet 2012-10-06.
- ^ "Den 4. statsmagt - en myte? - Journalisten". Journalisten. 1998. Hentet 2012-10-06.
- ^ Grundloven §77
- ^ Grundloven §55 samt Ombudsmandslovens §1 (og §3)
- ^ Ombudsmandsloven §10
- ^ Ombudsmandsloven §19 stk. 1 og 2
- ^ Ombudsmandsloven §19 stk. 3 og 4
Litteratur
- Gorm Toftegaard Nielsen, "Magtadskillelseslæren – er domstolenes uafhængighed en menneskeret eller en dommerret" s. 307-23 i: Morten Kjærum, Klaus Slavensky & Jens Vedsted-Hansen (red.), Grundloven og menneskerettighederne, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997. ISBN 87-574-0023-7.