Menneskets udvikling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Menneskets udvikling er den forandringsproces eller evolution ved hvilken mennesket blev en selvstændig art. Ordet 'menneske' i forbindelse med menneskets udvikling dækker slægten Homo, men studier af menneskets udvikling inkluderer ofte også primater som Australopithecus.

Det moderne menneske har udviklet sig fra tidligere former, som er fundet som fossiler rundt omkring i verden. Desuden er der fundet andre spor i form af redskaber, boliger osv. Til sammen hjælper disse fund til at vi kan danne os et billede af den proces, som har gjort at arten Homo sapiens er blevet til. Den følgende fremstilling omtaler de former, hvorfra slægten Homo bliver skabt for ca. 2,5 mio år siden. Derefter følger vi slægten Homos udviklingshistorie gennem over 2 millioner år, før den eneste nulevende art af slægten Homo dukker op. Dens historie dækker de sidste ca. 150.000 år.

Til venstre: Taksonomisk niveau. Til højre: Millioner år siden adskillelsen.

Fund og teorier[redigér | redigér wikikode]

1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Første moderne bud på en teori står Charles Darwin for i sin bog "Menneskets afstamning"[1] fra 1871, og det er før der overhovedet er fundet fossiler, som kan danne udgangspunkt for overvejelserne. Her skriver han:

I hver enkelt af verdens store regioner er de nulevende pattedyr nært beslægtet med de arter, som har udviklet sig i den samme region. Det er derfor sandsynligt, at Afrika tidligere var beboet af nu uddøde aber, som var nært beslægtet med gorillaen og chimpansen. Og da disse to arter nu er menneskets nærmeste slægtninge, er det noget mere sandsynligt, at vore tidlige stamfædre levede på det afrikanske kontinent end noget andet sted.

Faktisk var der hhv. 23 og 15 år før gjort fund i Europa af fossiler, men fundenes betydning var ikke afklaret. Det drejede sig om et kranium fundet ved Gibraltar og et delvist skelet i Neandertal (Neander-flodens dal) i Tyskland. Det første blev beskrevet og kendt i videnskabskredse men der vakte det ingen interesse (!). Det andet søgte den lokale gymnasielærer Carl Fuhlrott at analysere og nåede til den konklusion at det drejede sig om et menneske eller halvmenneske fra en meget tidlig periode. Sammen med en anatomi-professor Hermann Schaaffhausen publiceredes fundet i 1857[2], men mødte modstand. Den berømte engelske geolog Charles Lyell besøgte Neandertal og erklærede sig enig i, at det var fra istiden. Men en af den tids helt store navne, anatomi-professor Rudolf Virchow, undersøgte fundet og erklærede det for at være et nutidsmenneske, der som barn havde lidt af engelsk syge, pådraget sig flere kraniebrud og endelig som ældre havde fået gigt, der førte til misdannelser. Men i de følgende årtier dukkede endnu flere fossiler af samme type op, og langsomt bøjede videnskaben sig for, at man havde håndgribelige beviser for, at mennesket havde haft mere primitive forfædre for titusinder af år siden.

I 1868 var der kommet en bog "Naturlig Skabelseshistorie"[3] af en anden tysk naturforsker, Ernst Haeckel. Han argumenterede for, at mennesket nedstammede fra aberne, men mente at overgangen var foregået blandt aber, der mere lignede gibbonen, end gorilla og chimpanse. Han pegede derfor på Indonesien som menneskeartens "vugge". Han blev inspirator for en hollænder, Eugene Dubois, der gik i gang med at søge først fra 1887-1890 på Sumatra og fra 1890 på Java. Ved Trinil fandt han i 1891 overdelen af et kranium og senere også lårbensknogle. Det havde både abe- og menneske-træk. Dubois navngav fundet Pithecanthropus erectus[4]. Pithecanthropus er en sammentrækning af Pithecus = Abe og Anthropus = Menneske, og var allerede foreslået af Haeckel som navn på overgangsfænomenet, og det sidste led erectus = opret.

1900- tallet frem til 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Den svenske arkæolog, palæontolog og geolog Johann Gunnar Andersson var i 1918 kommet til Zhoukoudian 40 km sydvest for Peking i Kina. Han var inviteret til landet af den kinesiske regering for at hjælpe med kortlægning af mineral- og malm-ressourcer. Her blev svenskeren opmærksom på, at der blandt den lokale befolkning var kendskab til steder, hvor der var mulighed for at finde fossiler. Han startede udgravning – uden de store resultater. Dog studsede han over, at der fandtes små stykker kvarts, som ellers ikke geologisk hørte til på egnen. Det kunne være resultater af forhistoriske menneskers transport. Hans assistent fortsatte udgravningerne i flere år. Først i 1923 fandt han de første 2 tænder som var tydeligt "menneskelige". Fundene fik den canadiske palæontolog Davidson Black til at rejse til stedet som leder af en amerikansk finansieret udgravning. 3 år efter havde udgravningerne endnu ikke givet resultat. Men så på grave-sæsonens sidste dag fandt den kinesiske arkæolog W. C. Pei endelig det søgte: et velbevaret kranium, som lignede det, der var fundet på Java næsten 30 år før. Alt tydede på at Haeckell's teori havde udkonkurreret Darwin's, at den "bedst egnede teori" var forbindelsen til gibbonen, og ikke til gorilla og chimpanse.

Og så var beviset på, at Afrika også kunne være en mulighed faktisk allerede skaffet tilveje 5 år før i Sydafrika. Her var der fundet et kranium i Taung, og den sydafrikanske professor i anatomi Raymond Dart beskrev fundet videnskabeligt i 1925 som en abe, navngivet Australopithecus (Sydabe), men med flere lighedstræk med mennesket end de andre nulevende menneskeaber. Der var tale om en opretgående abe, med større hjerne end chimpanse og gorilla, og ganens form var som menneskets. Hjernen var mindre end hos de asiatiske erectus-fund, men det kunne passe med, at Australopithecus var en tidligere overgangsform. Pludselig var Afrika igen det mulige hjem for udviklingen af mennesket.

På daværende tidspunkt var emnet for den videnskabelige diskussion imidlertid drejet. Nu gjaldt slagsmålet teorier om, hvilke af de forskelle, der kendetegner menneske-linjen over for aberne, der var kommet først og hvilken rolle de enkelte ændringer havde spillet. Den fremherskende teori var, at menneske-linjen fra starten af var kendetegnet af både opret gang og en stor hjerne. Australopithecus-fundet pegede på først opret gang og senere en stor hjerne. Trods mange flere Australopithecus-fund i Afrika i de kommende år var der – især blandt engelske forskere – stor modstand mod at acceptere fundenes klare tale.

Efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Allerede 1930 indledte Louis S. B. Leakey sammen med sin kone Mary Leakey udgravninger i det daværende Britisk Østafrika (Kenya, Uganda og Tanganyika, nu Tanzania) i søgen efter menneskets forfædre. Inden 2. verdenskrig havde Olduvai-kløften vist sig at rumme fossiler af erectus-former som de asiatiske. I 1959 finder Mary Leakey et kranium af Australopithecus boisei, som kan tidsfæstes med de nye metoder baseret på radioaktive henfalds-processer til en alder på ca. 1,75 millioner år. Senere samme år fandt Louis Leakey en tand, der tydede på, at der også fandtes en mere menneskelignende art af mindst samme alder. Videre udgravninger i 60 og de følgende år giver rester af en stribe individer af den nye type, som i 1964 fører til opstilling af en ny art Homo habilis, som dermed rykker starten på menneske-slægten tilbage til et tidsrum for ca. 2 millioner siden og flytter stedet til Østafrika.

I de følgende årtier myldrer fund af australopitheciner op af jorden fra Hadar i Etiopien i nord til Laetoli i Tanzania i syd. De giver et billede af Østafrika som hjemsted for de første opretgående aber og for de ældste medlemmer af Homo-slægten.

Genetiske undersøgelser af nulevende mennesker[redigér | redigér wikikode]

Siden 1980'erne er der tilkommet muligheder for at foretage molekylær-genetiske undersøgelser af nulevende mennesker og derigennem belyse slægtsskab og afstamning.

DNA-molekylerne, som indeholder den genetiske information, ændrer sig langsomt over tid med en nogenlunde fast rytme[Kilde mangler] og ændringerne videreføres til næste generation. En persons DNA er en kombination af moderens og faderens DNA fra æg- og sædcellen. Kromosomerne findes i cellekernen og i cytoplasmaet har nogle organeller kaldet mitokondrier deres eget DNA. De stammer fra moderens mitokondrier og kommer fra ægcellen – sædcellens mitokondrier går til grunde udenfor ægcellen efter befrugtningen.

Ved at kortlægge forekomsten af bestemte ændringer i DNA-molekylerne har forskere kunne fastlægge slægtskabet mellem befolkningsgrupper over hele jorden.

I en undersøgelse af mitokondrie-DNA i 147 kvinder fra hele verden, som blev offentliggjort i 1987[5], fremkommer et billede af meget tæt slægtskab mellem alle, men det er muligt at skille gruppen op i 133 typer og fastlægge de forskellige typers stamtræ. Den ældste gren udgøres udelukkende af afrikanske kvinder. De yngste grene udgøres af kvinder fra Australien og Ny Guinea. Derimellem spreder de europæiske og asiatiske kvinder sig sammen med kvinder fra Afrika. Det kunne også konkluderes, at de forskelle der fandtes sandsynligvis skyldtes ændringer inden for de seneste 140.000-290.000 år. Går vi så lang tid tilbage når vi til kvindelige forfædre, der er ophav til samtlige 147 undersøgte kvinder i dag. Senere undersøgelser – herunder af kerne-DNA – har bekræftet dette billede.

DNA-undersøgelserne underbygger en teori om, at det moderne menneske Homo sapiens sapiens er opstået i Afrika og har spredt sig til resten af verden via det eurasiske kontinent for senere at ankomme til Australien.

Den oprejste gang[redigér | redigér wikikode]

For ca. 4,1 mio år siden skete adskillelsen mellem de to udviklingslinier, der har ført frem til hhv. mennesket og dets nærmeste nulevende slægtning chimpansen.[6]

Adskillelsen fandt formentllig sted i kølvandet på en stor kløft-dannelse ned gennem Afrika, der betød en adskillelse af de dalevende dyrearter i to populationer hhv. øst og vest for den store dal. Forskydningen ændrede samtidig på de klimatiske forhold, idet områderne øst for modtog mindre nedbør end tidligere, hvilket førte til at den sammenhængende regnskov dér langsomt opløstes i mindre og mindre skovbevoksninger adskilt af savanne.

På dette tidspunkt fandtes skovlevende primater både øst og vest for den nye kløft. Nulevende chimpanser og gorillaer er efterkommere efter nogle af dem, der levede vest for. For dem, der levede øst for, betød klimaændringen i Østafrika en trussel mod deres hidtidige fødeindsamling baseret på klatring og plukning af frugt i skovens træer.

Formentlig som en tilpasning til at opretholde deres traditionelle fødesøgning i de nye omgivelser udvikledes primater med større evne til at gå på bagbenene og dermed tilbagelægge afstandene mellem træbevoksningerne med mindre energiforbrug og samtidig større overblik over evt. rovdyr på savannen.

Fund af uddøde abe-mennesker, Australopitheciner, viser, at deres hjernestørrelse ikke adskiller sig fra de nulevende chimpanser og ikke vokser synderligt i de følgende 2 millioner år. Men så sker der igen noget nyt.

Formentlig er det ændrede klimaforhold – en afkøling, der sætter ind for ca. 2,5 mio år siden – der presser australopithecinerne til at supplere den sædvanlige kost med nye fødeemner, efterhånden som den traditionelle føde bliver sjældnere.

Det fører til to forskellige udviklingslinier. En, slægten Paranthropus, hvor der sker tilpasning til grovere fødeemner ved at tand- og tygge-apparat forstørres, og en, slægten Homo, hvor tand- og tygge-apparatet formindskes!

Formentlig er det sådan at Paranthropus tilpasser sig ved at få større tænder og Homo tilpasser sig ved at bruge hænderne mere.

Slægten Homo[redigér | redigér wikikode]

Kranier
1. Gorilla 2. Australopithecus 3. Homo erectus 4. Neanderthal (La Chapelle aux Saints) 5. Homo heidelbergensis 6. Moderne Menneske. Bemærk de gradvist mindskede øjenbryn og ansigtslængde, og den gradvist voksende pande (og dermed pandelap).

De ældste fundne fossiler, som kan henføres til slægten Homo er ca. 2,4 mio år gamle. Det drejer sig om arten Homo habilis og Homo rudolfensis fundet i Østafrika. Sammen med disse er fundet de ældste, primitive stenredskaber.

Stenredskaberne er fremstillet ved afhugning af flækker fra rullesten. Flækkerne har kunnet bruges til at skære med mens den tilhuggede kerne har kunnet bruges til at banke og hakke med. Redskaberne har kunnet bruges til at fremgrave og knuse rodfrugter med og har også muliggjort at fundne ådsler eller nedlagt bytte kunne skæres i småstykker. Selv marv og hjernemasse, der er meget næringsrigt, har de kunnet nå ved at knuse sig vej gennem knoglerne. Redskaberne har således kunnet udgøre en erstatning for et stort tandsæt – som hos Paranthropus – og samtidig har redskabsbrugen kunnet igangsætte en udvikling af hjernen, som der også bliver bedre ”plads til” i kraniet i takt med at tygge-apparatet kan formindskes, og bedre ”råd” til at udvikle, når der er adgang til fedt- og proteinrig kost.

Ikke mindre betydningsfuldt er sporene af, at der hos disse første arter af slægten Homo eller ved overgangen til deres efterfølgere er tegn på føde- og arbejdsdeling, en slags første skridt mod en samfundsdannelse. Et revolutionerende brud med den naturhistoriske grundregel om, at individer – selv når de samarbejder som løvinder om at fange et bytte – alene er optaget af at skaffe føde til sig selv og eget afkom. Denne nye samarbejdsform har også kunnet stimulere en udvikling af hjernen, bl.a. udviklingen af kommunikation mellem gruppens medlemmer om føde- og arbejdsdelingen.

Sporene fra Homo habilis dækker næsten 1 million år, frem til for ca. 1,5 mio år siden. Men inden da – for ca. 1,8 mio år siden – er en ny og endnu mere succesrig art, Homo erectus, udviklet fra dem. Igen er Østafrika stedet, men i modsætning til forgængeren lykkes det Homo erectus i løbet af den næste million år at sprede sig ud over Afrikas grænser og bl.a. tilpasse sig livet i kølige temperede zoner i Eurasien. Succesen er baseret på en række nye udviklingstræk:

Homo erectus er fulgt af en række helt sikre tegn på systematisk jagtadfærd, bosættelser af en vis permanent karakter, en mere systematisk fremstilling af specialredskaber i sten, den første brug af ild og de første sikre tegn på en forlænget barndom. Slidmærker i tandemaljen viser endvidere, at Homo erectus helt er overgået fra overvejende ”frugtædende” til ”altædende”. Og den forskel i størrelse mellem kønnene, der har været hos forgængerne reduceres markant, mens hjernestørrelsen tager endnu et spring fremad. Men kropsstørrelsen vokser også og Homo erectus er mht. fysisk ydeevne både forgængeren og det moderne menneske klart overlegen.

Arten Homo sapiens[redigér | redigér wikikode]

De ældste fossiler, der henføres til arten Homo sapiens er op imod 500 tusind år gamle. Der er dog fossiler som menes at være op mod 800 tusind år gamle, der søges henført til arten. En af de store udfordringer i menneske-artens udvikling er at kombinere den oprette gang og den bækken-form, som det afføder med en stor hjerne. Barnets hoved skal kunne passere fødselsgangen. En af særtrækkene ved mennesket er en forlængelse af barndommen, som muliggør en relativ større hjerneudvikling efter fødslen. Samtidig gør det den periode barnet er afhængig længere, og dermed forældrerollen betydeligere. Men det gør også muligheden for overførsel af erfaringer fra generation til generation større – en af grundpillerne i kultur i modsætning til natur. Hos Homo sapiens tager denne udvikling rigtig fart og kulturens stigende rolle muliggør en tilpasning til praktisk taget alle klima-zoner på jorden.

Karakteristiske træk i menneskets udviklingsproces[redigér | redigér wikikode]

Mennesket er som art karakteriseret ved en række egenskaber af biologisk natur. Herudover er vi som art specielle ved at udvikle vores levevis inden for kultur og samfundsliv. Her følger en kort oversigt over en række på 13 af disse artsspecifikke træk og deres placering i udviklingsprocessen fra primaterne for 50 millioner år siden til dagens menneske.

Primaterne udvikler sig tilpasset et liv i træerne med
1. Fremadrettede øjne med tredimensionalt farvesyn.
2. Lemmer med gribefunktion (modstillet tommel)
3. Føder ofte kun 1 unge ad gangen (to brystvorter)
4. Relativ stor hjerne med stærk udvikling af sensoriske og motoriske områder samt områder for koordination.

Aberne specialiserer sig med
4. Større hjerner, hvor synsbarken er stærkt udviklet mens området for lugtesansen er reduceret
5. Kindtænder beregnet til føde bestående af frugt
6. Seksuel størrelsesforskel

Australopithecinerne er menneskeaber (hominoider), der udvikler sig tilpasset et liv i spredt skovbevoksning med
7. Oprejst gang

Homo habilis/rudolfensis udvikler sig tilpasset et liv, hvor føde i form af frugt kombineres med grovere fødeemner og ådsler. Formentlig fremskaffes føden gennem arbejdsdeling og transporteres til en fælles spiseplads. Denne sociale organisering går sandsynligvis hånd i hånd med en udvikling af
8. Kommunikation i form af sprog (omend i rudimentær form på dette stadie)
Større dyr parteres evt. og jordknolde og andre grove fødeemner fremgraves og knuses ved
9. Brug af redskaber
Det muliggør
5. Relativt spinkelt tyggeapparat og bredt uspecialiseret fødevalg

Homo erectus/ergaster lægger en række nye træk til den begyndende kultur-dannelse, som gør en spredning til tempererede zoner og endnu bredere fødevalg mulig, bl.a.
10. Brug af ild (køkken-teknologi)
Biologisk er hele kroppen blevet større, også hjernen, men hjernen er ikke forholdsmæssigt meget større end hos forgængeren, målt som den såkaldte encefaliserings-kvotient (EK – se oversigten nedenfor). Andre træk peger dog mod en bedre tilpasning til en stor hjerne:
6. Seksuel størrelsesforskel næsten væk
11. Forlænget barndom
Homo erectus er ikke blot en succes i kraft af sin geografiske udbredelse. Også tidsmæssigt overlever arten i mere end 1,5 mio år.

Først for ca. 550 tusind år siden opstår en endnu mere succesrig art Homo sapiens. Hjernestørrelsen stiger, mens kroppen i øvrigt bliver spinklere. De første mange hundredtusinder af år er der mange ligheder der peger tilbage til Homo erectus både i kropsbygning og mht. levevis. Rigtig gang i udviklingen forstået på den måde, at
12. kulturel udvikling tager helt overhånd i forhold til genetisk udvikling,
slår først igennem blandt den underart Homo sapiens sapiens, der genetisk er udviklet tilbage fra et tidspunkt for ca. 150 tusind år siden. Men gennembruddet synes at være sket for ikke meget mere end 40.000 år siden, hvorefter det går stærkt med udvikling og spredning af nye redskabskulturer, der afløser hinanden med få tusind års mellemrum.
13. Kunstneriske udtryk som hulemalerier, figurer og udsmykkede redskaber
myldrer frem.

Udviklingstrin Bevægeapparat Hjerne-
rumfang
Hjerne-
udviklings-
kvotient
(EK)
Redskabskultur
Proconsul (abe)
(fra 17-22 mio år siden)
Træklatrer med
firbenet gang
170 cm3 1,2 (ingen)
Australopithecus africanus
(fra 3-3,5 mio år siden)
Oprejst gang 440 cm3
(430-520)
2,2 (ingen)
Homo habilis
(fra 2,4 mio år siden)
Oprejst gang 645 cm3
(510-750)
3,3
spor af sprogcenter
Oldowan
Homo erectus
(fra 1,8 mio år siden)
Oprejst gang 930 cm3
(750-1200)
3,3 Acheuléen
bopladser (huler og grenhytter)
brug af ild
Homo sapiens (ældre former)
(fra 0,5 mio år siden)
Oprejst gang  ?  ? Acheuléen
Homo sapiens sapiens (første former)
(fra 150 tusind år siden)
Oprejst gang 1195 cm3
(950-1390)
5 Acheuléen → Levallois
Homo sapiens sapiens (moderne form)
(fra 40 tusind år siden)
Oprejst gang 1360 cm³
(1100-2000)
6,3 AurignacienGravettienSolutréenMagdalénien

Hjerneudviklings-kvotienten (EK) i tabellen er beregnet med formlen:
EK = hjernevægt / (0,059 * kropsvægt0,76) [7]

Andre træk ved mennesket – placering i udviklingshistorien[redigér | redigér wikikode]

Behåring og overfladehuden[redigér | redigér wikikode]

Hos mennesket er behåringen næsten forsvundet, mens selv de nærmeste slægtninge – menneskeaberne – har bevaret deres. Samtidig er der en tendens til at antallet af svedkirtler stiger jo nærmere beslægtede til mennesket abearter er. Hos mennesket er det stort set hele overfladehuden, der indeholder de såkaldte ekkrine kirtler, der afgiver klar saltholdig væske i modsætning til de apokrine kirtler, der findes i armhuler og skridtet, der samtidig udskiller æggehvidestoffer (og er knyttet til hårsækkene). En teori, vandabehypotesen, gør disse forhold til omdrejningspunkter for at hævde, at mennesket på sin udviklingsvej har været igennem en periode tilpasset liv i vand-miljø – og vel at mærke inden for de seneste få millioner år efter udspaltningen fra de øvrige menneskeaber (Hardy 1960[8],Morgan 1982 & 1990[9]). Teorien er ikke bredt accepteret.

Menstruation og menneskets udvikling[redigér | redigér wikikode]

Hos mennesket og hos menneskeaberne – under et kaldet hominiderne – gennemløber hunnerne en særlig cyklus, hvor et æg frigøres fra en af æggestokkene og enten befrugtes og derefter sætter sig fast i livmoderens slimhinde eller udstødes af livmoderen sammen med slimhinden fulgt af blødning. Samtidig adskiller menstruerende arter sig fra andre pattedyr ved at menstruation og dermed evnen til at få afkom som regel stopper fra og med en vis alder – den såkaldte menopause. For nogle menstruerende arter er menopausens forekomst dog omtvistet. Varigheden af den enkelte cyklus varierer fra art til art, fra individ til individ og fra cyklus til cyklus, men den normale varighed udgør hos

art cyklus (dage) meno-pause-alder (år)
Mennesket (Homo sapiens sapiens) 28 47
Orangutang (Pongo pygmaeus) 29
Gorilla (Gorilla gorilla) 30 44
Chimpanse (Pan troglodytes) 37
Bonobo (Pan paniscus) 45

Hos alle andre pattedyr gennemløber hunnerne i stedet en cyklus, hvori der indgår en løbetid, hvor et æg frigøres, men hvor manglende befrugtning ikke medfører at livmoderens slimhinde udstødes. Hos enkelte arter optræder dog afgivelse af små mængder blod. Udviklingsmæssigt taler det forhold, at menstruationen er fælles for alle nulevende hominider for, at den er opstået hos en fælles stammoder, dvs. før udspaltningen i de grene, der er ført frem til de nulevende arter af hominider. Vi skal altså finde en forklaring på dette træk i en fjern fortid måske for 10 millioner år siden. En teori gør menstruationen til en afgørende faktor for opståen af menneskelig kultur (Knight m.fl. 1991[10] & 1995[11]). Teorien går ud på at manglen på løbetid hos menstruerende kvinder har været med til at sikre mændenes interesse for at holde sammen med kvinderne konstant, hvilket har hjulpet til at kvinderne har kunnet gennemtvinge at ”forsørgerbyrden” har kunnet deles mellem kønnene og dannelsen af samfund med fødedeling ved at presse manden til kød for sex. Samtidig har menstruationens betydning dannet basis for at kvinder har udviklet symboler knyttet til den røde farve som første trin i symbol-dannelse og kultur-udvikling. Teorien er ikke bredt accepteret.

Sprog, slægtskab og racer[redigér | redigér wikikode]

Undersøgelserne af slægtskabet mellem Jordens nulevende befolkninger viser som omtalt oven for meget store ligheder, men dog også målelige forskelle. De traditionelle racer (negride, mongolide og europide/kaukaside) er mere eller mindre blandede i dag og genforskellene mellem befolkningsgrupper er som regel forskelle i hypigheder af forskellige gen-variationer.

Også for sprogs vedkommende taler man om slægtskab baseret på ligheder mellem både grammatik og ordforråd. Sprog er et kulturelt fænomen. For sprogs vedkommende kan man jo ikke finde fossile rester af tidligere talte sprog, men må nøjes med at finde andre kulturelle rester (redskaber osv.).

Sammenholdes de genetiske forskelle med de sproglige forskelle, så er der en stor lighed i den måde de varierer mellem de store befolkningsgrupper. De sprog, der er nærmere beslægtet rent sprogligt, tales af menneskegrupper, der også genetisk er nærmere beslægtet. Det taler for, at sprogene er dannet og udskilt inden for det samme tidsrum, hvor mennesket har spredt sig fra Afrika og ud over Jorden, og at sprog og mennesker i vidt omfang er fulgtes ad. [12]

Oversigt over udviklingen fra aber til moderne mennesker[redigér | redigér wikikode]

Menneskets udvikling/Artsoversigt

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Charles Darwin: Descent of Man and Selection in Relation to Sex, John Murray 1871. Oversat til dansk af I. P. Jacobsen: Menneskets Afstamning og Parringsvalget, Den Gyldendalske Boghandel 1874-75
  2. Johann Karl Fuhlrott & Hermann Schaaffhausen: Menschliche Überreste aus einer Felsengrotte des Düsselthals. Ein Beitrag zur Frage über die Existenz fossiler Menschen. Forelagt 4.februar 1857 og gengivet på tryk i Verhandlungen des naturhistorischen Vereines der preussischen Rheinlande und Westphalens 1859, 14, pp.50-52
  3. Ernst Haeckell: Die Natürliche Schöpfungsgeschichte, Georg Reimer 1868
  4. Eugène Dubois: Pithecanthropus erectus, eine menschenähnliche Übergangsform aus Java, Landesdruckerei, Batavia 1894.
  5. R. L. Cann, M. Stoneking & A. C. Wilson: Mitochondrial DNA and human evolution, Nature 1987, 325 pp.31-36
  6. Menneske og chimpanse skiltes for fire millioner år siden | Ingeniøren
  7. http://web.archive.org/20090219134317/homepage.mac.com/wis/Personal/lectures/evolutionary-anatomy/Primate%20Brains.pdf W.I.Sellers "Primate Brains"
  8. Alister Hardy: Was man more aquatic in the past? New Scientist, 1960, 642-645
  9. Elaine Morgen: Udviklingens pris, Gyldendal, 1993
  10. Chris Knight: Blood Relations. Menstruation and the Origins of Culture, Yale University Press 1991
  11. Chris Knight, Camilla Power & Ian Watts: The Human Symbolic Revolution: A Darwinian Account. Cambridge Archaeological Journal 1995 5:1 pp. 75-114
  12. Luigi Cavalli-Sforza, P. Menozzi & A. Piazza: Demic expansions and human evolution, Science 1993, 259 pp.639-646
    Masatoshi Nei, A. K. Roychoudhury: Evolutionary relationships of human populations on a global scale., Molecular Biology and Evolution 1993, 10 pp.927-943

Litteratur og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også[redigér | redigér wikikode]