Mohammad Reza Pahlavi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1959
Shah Mohammad Reza Pahlavi
Shah Mohammad Pahlavi med sin hustru Farah Pahlavi

Mohammad Reza Pahlavi (persisk: محمدرضا پهلوی Moḥammad Rez̤ā Pahlavī; 26. oktober 1919 i Teheran27. juli 1980 i Kairo) var shahen af Iran og landets monark fra 16. september 1941 frem til den iranske revolution 11. februar 1979. Han var den anden monark af Pahlavi-dynastiet og den sidste Shah i det iranske monarki.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

I april 1926 blev Mohammad Reza Pahlavi kronprins af Persien. Han blev shah af Iran i 1941 efter, at hans fader, Reza shah Pahlavi, ved en invasion af Sovjetunionen og Storbritannien var blevet tvunget til at abdikera på grund af påstået tyskvenlighed. Iran var besat af de allierede (Sovjetunionen, Storbritannien og USA) 1941-1946.[1][2]

Bekæmpelsen af Mossadeq[redigér | redigér wikikode]

I 1951 blev Mohammed Mossadeq regeringschef og landets første demokratisk valgte leder. Han gennemførte samme år en lov om nationalisering af det brittisk ejede Anglo-Iranian Oil Company, hvilket førte til en konflikt med Storbritannien. Shahen blev tvunget til at forlade Iran i 1953 men vendte tilbage igen allerede nogle få dage senere. Mossadeq blev afsat samme år ved et statskup kaldet Operation Ajax gennnemført af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og det britiske MI6 i samarbejde med shahen. Shahen genindsattes som statschef og tog fuld kontrol over regeringen.

Den hvide revolution[redigér | redigér wikikode]

I 1962 gennemførte Pahlavi en række samfundsreformer under navnet "den hvide revolution". Disse indebar, at feudalismen blev afskaffet, at analfabetismen formindskedes, og at sundheds- og uddannelsessystemerne blev forbedtrede. Landets industri blev bygget op, lugestillingen fremmedes, og økonomien fik et opsving. Også Irans kvinder fik en langt bedre social og retslig stilling i samfundet. Pahlavi fortsatte med sekulariseringsprocessen og moderniseringen, som hans fader havde påbegyndt. Afstanden mellem den store andel af fattige og overklassen voksede. Mullaherne protesterede mod den voksende vestlige indflydelse, som truede de muslimske traditioner og deres egen magt og indflydelse.

I 1963 blev et tital demonstranter dræbt af militeret, da de krævede, at den fængslede fundamentalistiskte shiamuslimske leder, ayatollah Ruhollah Khomeini skulle frigives. Denne havde opfordret til opstand mod statens jordreformer og kvinders stemmeret.

Den 26. oktober 1967 lod Pahlavi og hans ægtefælle Farah Diba sig krone til shah og shahbanu (kejser og kejserinde). I 1971 fejrede landet det persiske monarkis 2.500-årsjubilæum med store festligheder.

Regional stormagt og etpartistat[redigér | redigér wikikode]

I 1970-erne voksede økonomien i takt med stigende oliepriser. Pahlavi forsøgte at gøre Iran til en moderne industriel stormagt og styrke landets indflydelse i regionen. I forbindelse med den verdensomspændende energikrise i 1973 og efter, at shahen havde besluttet, at Iran skulle firedoble oliepriserne, begyndte de vestlige lande, som var afhængige af olie, at vise deres modvilje mod hans politik. I 1975 blev Iran en enpartistat under det royalistiske parti Rastakhiz efter, at shahen havde ladet alle andre partier opløse.

Indre modsætninger[redigér | redigér wikikode]

Levestandarden i landet var forbedret betydeligt og ligeledes den politiske bevidstgørelse. I midten af 1970-erne studerede omkring 50.000 unge iranere i udlandet på statlige stipendier. Disse vendte der efter tilbage til Iran og bidrog til at opbygge landets industrier og dets infrastruktur. Samtidig voksede imidlertid de sociale forskelle i landet, fordi staten ensidigt satsede på storindustri og negligerede den traditionelle købmandsøkonomi. Gennem den økonomiske højkonjunktur og liberaliseringer på det sociale område begyndte traditionelle grupper i samfundet at protestere, især ulaman og købmænd (basarhandlere). Senere sluttede også radikale militante venstergrupper sig til den opposition, som modsatte sig shahens nationalistiske velfærdspolitik. Amnesty International rapporterede, at Iran havde op mod 2.200 politiske fanger i 1978.

Revolution og afsættelse[redigér | redigér wikikode]

I 1979 blev den politiske uro til en revolution, der tvang shahen til at forlade Iran efter 37 års styre. Han døde få år efter. Kort efter revolutionen blev Iran omdannet til en islamisk republik.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. The Hutchinson Encylopedia, Helicon, 2001, opslagsord Pahlavi dynasty og Iran
  2. SR: 30 år sedan revolutionen i Iran

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]