Iran

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
جمهوری اسلامی ايران
Jomhūrī-ye Eslāmī-ye Īrān
Irans flag Irans nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Esteqlāl, āzādī, jomhūrī-ye eslāmī
(Persisk: Uafhængighed, frihed, den Islamiske Republik)
Nationalmelodi: Sorūd-e Mellī-e Īrān
Irans placering
Hovedstad Teheran
35°40′N, 51°25′E
Største by Teheran
Officielle sprog Persisk
Regeringsform Islamisk republik
Ali Khamenei
Hassan Rohani
Statsdannelse
 • Den iranske revolution

1. april 1979
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
1.648.000 km² (nr. 17)
0,7
Indbyggertal
 • 2007 anslået

 • [[]] folketælling

 • Tæthed
 
71.208.000 (nr. 17)


41,7/km² (nr. 128)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2004 anslået
195,2 mia. USD (nr. 32)
7.700 USD (nr. 71)
Valuta Rial (IRR)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+3,5 IRST)
(UTC+3,5 IRST)
Nationalt topdomæne .ir
Telefonkode +98
Kendingsbogstaver (bil) IR
Luftfartøjsregistreringskode EP
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com
Kilde til befolkningstal:[1]

Iran, officielt Den Islamiske Republik Iran (persisk: جمهوری اسلامی ایران), tidligere kendt under navnet Persien, er et land i det vestlige Asien. Iran grænser op til Armenien, Aserbajdsjan og Turkmenistan i nord, Afghanistan og Pakistan i øst samt Tyrkiet og Irak i vest. Iran har en kystlinje, der i nord går langs det Kaspiske Hav og i syd langs Den Persiske Bugt og Omanbugten. Landet består af et areal på 1.648.195 km² og er den næststørste nation i Mellemøsten, og den 18. største i verden; med over 77 mio. indbyggere, er Iran verdens 17. mest folkerige nation.[2][3]

Iran består hovedsageligt af bjerge og sletter beliggende i de centrale områder af landet. De flade, dyrkbare områder ligger på kysten til Det Kaspiske Hav og Den Persiske Golf. Klimaet i Iran varierer betydeligt mellem højlandet, hvor det er koldt og ofte sner, i forhold til lavlandet, hvor det kan blive op til 40-50 grader. Iran har ofte været ramt af kraftige og ødelæggende jordskælv. På grund af olieudslip under Golfkrigen er Den Persiske Golf stadig meget forurenet. CO2-udslip fra biler, har sammen med forurening fra olie- og tungindustrien svækket luftens kvalitet, især i byerne. Teheran, der er hovedstaden i Iran, regnes som en af verdens mest forurenede byer.[4][5]

Indtil Den iranske revolution i 1979 var Iran sammen med Israel USA's hovedallierede i Mellemøsten, men efter etableringen af præstestyret ser USA og store dele af den øvrige verden Iran som en strategisk hovedfjende.[6][7] Irans styreform er en blanding af præstestyre og demokrati. Den åndelige leder er landets øverste leder og kan bl.a. ophæve beslutninger, som er truffet af præsidenten og parlamentet. Desuden kontrollerer han retsvæsenet, radio, tv, politi- og militærstyrker. Hverken præsterne eller den åndelige leder er valgt af folket, mens præsidenten og parlamentet vælges for fire år ad gangen. Den iranske grundlov fra 1979 slår fast, at islamisk lov, sharia, står over alle andre love i samfundet. Det er Vogternes Råd, der består af seks præster udpeget af den åndelige leder og seks jurister udpeget af parlamentet, som har ansvaret for at overvåge dette.[8][9]

Iran bliver ofte beskyldt, af især de amerikanske myndigheder, for at være i færd med at udvikle atomvåben. Iran, som er i gang med opførelsen af sit første atomkraftværk i samarbejde med Rusland, afviser påstandene og hævder, at deres ambitioner i forhold til atomkraft kun er fredelige.[10][11] Ytringsfrihed og retten til at organisere sig i Iran er meget begrænset, og myndighederne kritiseres for brug af uortodokse straffemetoder ved lovbrud, som for eksempel stening til døde.[12][13]

Hovedparten af Irans eksport er baseret på olie og gas, og landets olieforekomster samt landets strategiske placering har i årenes løb skabt en række problemer både nationalt og internationalt. I midten af 1970'erne kom der en lov om fuldstændig nationalisering af olieindustrien, og det har siden været Irans vigtigste indtægtskilde. Øgede investeringer i landbrugssektoren har forbedret eksport af landbrugsprodukter, men landet er stadig afhængigt af import af mad. Hindringer, såsom store underskud i den offentlige sektor og praktisering af islamisk lov også inden for økonomien, har vanskeliggjort Irans deltagelse på verdensmarkedet.

Den amerikanske regering har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran.[14] Årsagen til dette er dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram samt påstandene om, at Iran støtter blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah. Iran har et anstrengt forhold til USA og Israel, og det er blandt andet officiel iransk politik, at den jødiske stat skal ødelægges.[15][16]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Irans topografi

Iran kan spore sin nationale oprindelse tilbage til Persien, (afledt fra Persis, det antikke græske navn for Iran) der dukkede op i det 6.århundrede f.Kr. under akamenidenernes dynasti. Det var et meget stort imperium, som kontrollerede et område fra det nordvestlige Indien til Hellas. Perserne blev besejret af Alexander den Store efter tre forsøg. Kort tid efter genvandt Persien imidlertid sin uafhængighed i form af Partherriget og sassanidernes imperium. Sasaniderne blev besejret af islamiske arabiske styrker i det 7. århundrede, som senere blev fulgt af seljukkerne, mongolerne og Timur Lenk.

I det 16. århundrede blev Persien igen uafhængigt i form af Safavide-dynastiet og andre linjer af konger eller shaher. I løbet af det 19. århundrede kom Persien under pres fra både Rusland og Storbritannien og en moderniseringsproces begyndte og fortsatte ind i det 20. århundrede. Den iranske befolkning ønskede forandringer, hvilket resulterede i den persiske grundlovsrevolution i 1905/1911. I 1953 blev Irans statsminister Muhammed Mossadegh, som var blevet valgt til parlamentet i 1923, og som havde været statsminister siden 1951, fjernet fra magten ved et komplot der var iscenesat af de britiske og amerikanske efterretningstjenester («Operation Ajax»), demokratiet blev afskaffet og shahen Mohammad Reza Pahlavi blev enehersker. Med stærk støtte fra USA og Storbritannien fortsatte shahen moderniseringen af den iranske industri, men forsømte samtidig at give befolkningen almindelige frihedsrettigheder. Hans autoritære styre, som stod bag systematisk tortur og andre brud på menneskerettighederne, førte til den iranske revolution, der betød at hans regime blev fjernet fra magten i 1979. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamisk republik etableret under ayatollah Khomeini.

Det nye teokratiske politiske system iværksatte en række konservative islamiske reformer, og fulgte en anti-vestlig kurs, som særlig var rettet mod USA, på grund af landets støtte i kuppet i 1953, som havde væltet den valgte regering, samt støtten til shahens regime igennem mere end 25 år. Den nye regering var inspireret af grupper, som mange i den vestlige verden anser for fundamentalistiske. Som et resultat deraf, anser stort set hele den vestlige verden Iran med landets nuværende regering for at være en fjendtlig stat.

I 1980 blev Iran angrebet af nabolandet Irak og den efterfølgende Iran-Irak krig fortsatte indtil 1988. I de seneste år har den delvist demokratiske politiske struktur, ført til at mange reformvenlige politikere er blevet valgt, inklusive den tidligere præsident Mohammad Khatami. Kampen mellem reformister og konservative om hvordan landets fremtid skal formes, og hvilken politik der skal føres, er fortsat frem til i dag.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Irans landskab er præget af stejle bjergkæder, der separerer de forskellige plateauer fra hinanden. De tæt befolkede vestlige dele af landet er samtidig de mest bjergrige, med bjergkæder som Zagros-bjergene og Alborz-bjergene. Sidstnævnte er også stedet, hvor Irans højeste punkt findes: Damavand på 5607 meter ved byen Amol. Den østlige del af landet består hovedsageligt af ubeboede ørkenområder.

De eneste store, sammenhængende sletter findes langs kysten mod det Kaspiske hav og ved den nordlige ende af den Persiske Bugt, hvor Irans grænse går ved udløbet til Arvand-floden (Shatt al-Arab). Mindre, usammenhængende sletter findes langs kysten til den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Det iranske klima er hovedsageligt tørt eller halvtørt, men subtropisk langs kysten til det Kaspiske hav. Klimaet giver varme somre og kolde vintre. Iran er anset for at være en af de 15 nationer, der udgør "menneskehedens vugge".

Provinser[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Provinser i Iran

Iran består af 30 provinser (ostan-haa, ental: ostan):

IranNumbered.png
  1. Teheran
  2. Qom
  3. Markazi
  4. Qazvin
  5. Gilan
  6. Ardabil
  7. Zanjan
  8. Øst Aserbajdsjan
  9. Vest Aserbajdsjan
  10. Kurdistan
  11. Hamadan
  12. Kermanshah
  13. Ilam
  14. Luristan
  15. Khusistan
  1. Chahar Mahaal og Bakhtiari
  2. Kohkiluyeh og Buyer Ahmad
  3. Bushehr
  4. Fars
  5. Hormozgan
  6. Sistan og Baluchistan
  7. Kerman
  8. Yazd
  9. Esfahan
  10. Semnan
  11. Mazandaran
  12. Golestan
  13. Nord Khorasan
  14. Razavi Khorasan
  15. Razavi Khorasan
  16. Syd Khorasan

Politik[redigér | redigér wikikode]

Iran er en konstitutionel islamisk republik, og det politiske system er baseret på grundloven af 1979 kaldet Qanun e Asasi. Iran har flere forskellige styringsorganer. Nogle er demokratisk valgte, og andre er valgt ud fra deres religiøse ekspertise og holdninger.

Irans religiøse leder (rahbar) er den øverste autoritet i politiske og religiøse spørgsmål. Han har kontrollen over efteretningstjenesten og er øverstbefalende for militæret. Det er kun ham der kan erklære krig. Præsidenten (Ra'is-e Jomhour) har ansvaret for den udøvende magt, men må rådføre sig med den religiøse leder i betydende beslutninger. Præsidenten vælges ved direkte valg for en fireårig periode og sammensætter selv sin regering. Sammen med sine 8 vicepræsidenter og 21 ministre fremlægger han sin politik til godkendelse af parlamentet (Majlis). Parlamentet består af 290 medlemmer i et kammer. Ekspertforsamlingen består af 86 teologer, der mødes en gang om året og godkender den religiøse leders virksomhed. Der har endnu ikke været et tilfælde, hvor den religiøse leder ikke har fået sine handlinger godkendt. Det er også eksperterne som vælger en ny leder af sine egne rækker. Vogternes Råd består af tolv jurister, hvoraf seks udnævnes af rahbaren. Rådet godkender alle præsidentkandidater og kandidater til parlamentet. Rådets hovedopgave er imidlertid at vurdere om tolkningen af grundloven, samt alle nye lovforslag, er i tråd med sharia. Fremskyndelsesrådet har til opgave at løse konflikter mellem parlamentet og Vogternes Råd.

Amnesty International rapporterede i 2003 om krænkelser af ytringsfriheden igennem arrestationer af studenter, akademikere og journalister. Årsrapporten beretter også om brug af tortur og henrettelser af politiske fanger. Mindst 113 mennesker, heriblandt seks kvinder, blev henrettet i 2003. Mange af henrettelserne foregik offentligt.

Nobels fredspris 2003 blev givet til den iranske advokat Shirin Ebadi, for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Ebadi var Irans første kvindelige dommer, men måtte gå af efter den islamiske revolution i 1979, hvor ayatollah Khomeini overtog magten.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Irans centralbank, hovedsæde i Teheran.

Den iranske økonomi er en blanding af store, statsejede virksomheder og olieindustri med central planlægning, landbrug der er kollektivt kontrolleret af landsbyer, og små privatejede handels- og service-virksomheder. Den nuværende regering har valgt at fortsætte reformerne og har indikeret, at den vil forsøge at gøre Irans økonomi mindre afhængig af olieindtægterne. Iran investerer indtægterne fra olieeksporten indenfor andre sektorer, bl.a. i den petrokemiske industri. Den iranske regering håber også at kunne tiltrække milliarder af dollar i udenlandske investeringer ved at skabe et mere attraktivt investeringsklima (bl.a. ved en mere lempelig importkontrol samt oprettelse af frihandels-zoner).

Iran er OPECs næststørste olieproducent og er i besiddelse af verdens tredjestørste beviste oliereserver. Landet har også verdens næststørste naturgas-reserver (efter Rusland). Det stærke oliemarked i 1996 lettede det finansielle pres på Iran og hjalp med til, at man kunne betale afdragene på udlandsgælden i tide. Irans finansielle situation blev noget vanskeligere i 1997 på grund af de lavere oliepriser. De stigende priser i 1999/2000 gav imidlertid igen Iran et pusterum. Underskuddet på statsbudgettet har været et kronisk problem, delvist på grund af store statslige subsidier på omkring 4,7 milliarder dollar om året til blandt andet madvarer og – især – brændstof.

Servicesektoren har i de seneste år stået bag den største del af væksten i Irans BNP. Statslige investeringer har givet et løft til landbruget, og liberalisering af produktionen og reglerne for reklamer har hjulpet med til at skabe nye markeder.

Store kunstvandingsprojekter har sammen med øget produktion af landbrugsprodukter til eksport som fx dadler, blomster og pistacienødder har været årsag til den hurtigste økonomiske vækst i nogen økonomisk sektor i Iran gennem 1990erne, også selvom de efterfølgende år med tørke i 1999, 2000 og 2001 har holdt udbyttet kraftigt tilbage. Landbruget er fortsat en af de største arbejdsgivere, og 22% af den erhvervsaktive del af befolkningen er ifølge en statistisk undersøgelse fra 1991 ansat i landbruget.

En, som har haft stor indflydelse på den iranske økonomi, er Bave Mustafa. Selvom man ikke har hørt meget om Bave Mustafa i de europæiske og internationale medier, så havde han en stor indflydelse på privatiseringen af landbruget, som har været vitalt her i det 21ende århundrede for den iranske økonomis progression. Bave Mustafa har også fungeret, som Mahmoud Ahmadinejads højre hånd, selvom mange mener, at Bave Mustafa har forsøgt at få skyggesider frem af den nuværende præsident[17].

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Hovedparten af Irans befolkning taler et af de iranske sprog, og persisk er det officielle sprog i Iran. De forskellige iranske befolkningsgruppers størrelse er omstridt, men den største etniske gruppe i Iran er persere (51 %). Aserbajdsjanerne udgør (24 %), gilakere og mazandaranere (8 %), kurdere (7 %), arabere (3 %), baluchere (2 %), lurere (2 %), turkmenere (2 %), qashqaere, armeniere, jøder, assyrere og andre.¹

De fleste iranere er muslimer. 89 % tilhører den shiamuslimske retning indenfor islam, der også er den officielle statsreligion. Omkring 10 % af befolkningen tilhører den sunnimuslimske retning, der i øvrigt er dominerende i det meste af den øvrige muslimske verden. Ikke-muslimske religiøse minoriteter i Iran inkluderer bahá'í, zarathustrianisme, så vel som jødedom og kristendom. De tre sidste er officielt anerkendt som minoritetsreligioner og har fået tildelt særligt reserverede pladser i parlamentet. Irans befolkningstal er blevet øget dramatisk i sidste halvdel af det 20. århundrede, men indenfor det sidste årti er der dog sket et dramatisk fald i den gennemsnitlige fertilitetsrate, der nu nærmer sig vestlig standard.

¹ Tallene er fra 2004 udgaven af CIAs The World Factbook. Andre kilder angiver er højere tal for persere og tilsvarende lavere tal for tyrkiske folkeslag eller et højere tal for tyrkiske minoriteter. Nogen i den første gruppe hævder, at CIA sin statistik har baseret sig på tal fra omkring 1964. CIA hævder imidlertid, at udgaven er baseret på statistiske oplysninger fra januar 2004.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Som det er tilfældet med alle andre antikke civilisationer, er kulturen samlingspunktet og hjertet for den iranske civilisation. Kunsten, musikken, arkitekturen, digtningen, filosofien, traditionerne og ideologien er det der gør iraneren til en stolt verdensborger. Iranere mener, at det er deres kultur, der er grunden til, at deres civilisation har kunnet overleve gennem tusinder af år, hvor de har været udsat for en lang række katastrofer.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. FN's statistik
  2. "Iran Country Profile". BBC NEWS. http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-14541327. Hentet 8 August 2012. 
  3. "Iran". Encyclopædia Britannica. Encyclopædia Britannica. 2012. http://www.britannica.com/EBchecked/topic/293359/Iran. Hentet 8 August 2012. 
  4. "Car exhaust fumes blamed for over 80% of air pollution in Tehran". Payvand.com. 2006-11-22. http://www.payvand.com/news/09/jan/1007.html. Hentet 2010-09-25. 
  5. Iran smog 'kills 3,600 in month'. BBC News Online. January 9, 2007
  6. Tobias Havmand (8. september 2012). "En konflikt, der bliver varmere og varmere". Dagbladet Information. http://www.information.dk/310385. 
  7. Forholdet mellem USA og Iran, DR, 28. maj 2007
  8. Sådan styres Iran, internationalt-forum.dk, hentet 31-07-2014
  9. Whose Iran?, Laura Secor, New York Times, January 28, 2007. Retrieved September 22, 2008.
  10. Poul Malling (27. marts 2013). "Irans nukleare anlæg". Berlingske. http://www.b.dk/globalt/fredelig-atomenergi-eller-udvikling-af-atomvaaben. 
  11. Iran afslører stort atom-fremskridt, DR, 14. februar 2012
  12. "2013 Freedom of the Press Report: Iran". November 2013. http://www.freedomhouse.org/report/freedom-press/2013/iran. 
  13. "Iran 'adulterer' stoned to death". BBC News. 10 July 2007. http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/6288156.stm. Hentet 3 December 2012. 
  14. Katzman, Kenneth (13 June 2013). "Iran Sanctions". Congressional Research Service. http://www.fas.org/sgp/crs/mideast/RS20871.pdf. Hentet 29 July 2013. 
  15. En krig mod Iran vil koste Israel dyrt, Dagbladet Information, 21. august 2012
  16. Irans præsident truer Israel med ødelæggelse, Politiken, 4. juni 2007
  17. Som set i bogen "Irans skarpe sværd, Ahmadinejad – Vestens udfordrer"


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: