Opium-Valmue

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Opium-Valmue (Papaver somniferum) er en enårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Stænglen er rund i tværsnit og blådugget. Bladene sidder spredt, og de er siddende eller næsten stængelomfattende og ægformede med groft tandet rand. Oversiden er blågrøn, mens undersiden er lidt lysere i samme farve. Blomstringen sker i juni-juli. Den enlige blomst sidder endestillet på stænglen, og den kan være hvid eller violet, men blandingsformer ses også. Ved udspring taber blomsten sine to bægerblade, hvorefter de store, tynde kronblade folder sig ud. Inden i blomsten er der mange støvdragere og et enkelt støvfang. Efter bestøvning tabes kronbladene, og frugtknuden svulmer op, efterhånden som den modnes. Frugten er en kapsel med mange frø.

Ikke-synlige træk

Rodnettet består af en dybtgående pælerod med mange siderødder. Hele planten indeholder forskellige opiater (f.eks. morfin (op til 20 %), thebain (5 %), kodein (1 %), papaverin (1 %) og noskapin (5-8 %)), hvad der har gjort den interessant i tidligere tids lægekunst (laudanum var et udtræk af saften) og for senere tiders narkomaner.

Højde x bredde

1,50 x 0,25 m (150 x 25 cm/år).

Hjemsted

Arten har været dyrket så længe, at man ikke kan udpege dens oprindelsessted med sikkerhed, men da den har fulgtes med de øvrige afgrøder, som blev dyrket fra begyndelsen af den neolitiske revolution, formoder men, at den stammer fra det østlige Tyrkiet, Nordirak og Nordvestiran. I det østlige Tyrkiet vokser planten endnu sammen med bl.a. Almindelig Byg, Almindelig Fennikel, Almindelig Hør, Almindelig Rug, Farve-Gåseurt, Kikært, Persisk Hvede og Ægte Linse^[1].

Anvendelse

Den indtørrede saft bruges til fremstilling af opium, og ud fra det kan man renfremstille de nævnte opiater. Frøene (birkes) er en vigtig fødevare og indeholder vegetabilske olier der bruges i brød og salater over hele verden.

Kulturhistorie

Stamformerne for den dyrkede Opium-Valmue er ubekendte, men er formodentlig noget i nærheden af den underart, som findes i den vestlige del af Middelhavsområdet, nemlig Papaver. somniferum ssp. setigerum. Opium-Valmue hører til blandt vore ældste kulturplanter, og den bliver nævnt første gang på en tavle med kileskrift fra ca. år 4.000 f.Kr. Her beskriver man fremstillingen af lægemidler ud fra denne plante^[2].

Sumererne betegnede Opium-Valmuen som ”Glædens plante”, og i det antikke Grækenland var plantens frøkapsel symbol for Morfeus (drømmenes gud), Thanatos (dødens gud) og Nyx (nattens gudinde). Denne samlede symbolkraft for drømme, søvn og død går igen på talrige billeder fra antikken^[3]. I Ægypten kan man følge opium-mixturer tilbage til tiden omkring 1.800 f.Kr, og i det romerske rige fik Opium-Valmuen placering som de riges medicin. Den tidlige kristendom anså sygdom for at være en straf fra Gud, og fra det 4. århundrede blev det forbudt at bruge opium som smertestillende middel. Karl den Store fornyede dette forbud i 810, for valmuesaft gik for at være satansværk^[4]. Først med den arabiske medicin kom opium tilbage til Europa.

[redigér] Noter

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Commons Taksonomi fra Wikispecies