Oslo Rådhus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Oslo rådhus. Hovedindgangen og «borggården» på nordsiden, ved Fridtjof Nansens plads.
Rådhuset

Oslo rådhus er en kommunal bygning i Oslo i Norge. Rådhuset blev opført i 193150 efter tegninger af arkitekterne Arnstein Arneberg og Magnus Poulsson. Rådhuset ligger i Oslo sentrum på nordsiden af Pipervika i Oslofjorden, ud mod Rådhusplassen med rådhusbryggene og honnørbryggen. Sydøst for Rådhuset ligger Akershus fæstning, nord for Rådhuset Fridtjof Nansens plads.

Rådhuset er bygget i røde teglsten med to tårne på henholdsvis 63 og 66 meter. Det østre tårn har et klokkespil med 49 klokker. En række arrangementer og ceremonier finder sted i rådhuset. Den mest bemærkelsesværdige er den årlige uddeling af Nobels fredspris.

Tidligere rådhus[redigér | redigér wikikode]

Ved bybranden i 1624 nedbrændte hele det gamle Oslo ned til grunden. Kong Christian IV bestemte at byen ikke skulle genopføres på samme sted, men flyttes tværs over Bjørvika til området nord for Akershus. Den nye by Christiania fik et retvinklet net ad brede gader. Grunde til kirke og rådhus ble afsat ved Torvet i krydset mellem Rådhusgaten og Øvre Slottsgate. Rådhuset stod færdig i 1641, på hjørnet mod Nedre Slottsgate. Bygningen står stadig på Nedre Slottsgate 1. Men på grund av forfald ble den opgivet som rådhus, og i samarbejde med Kongen fik byen i 1733 Rådhusgaten 7 som nyt rådhus. I 1800-tallet blev denne bygning alt for lille for en voksende kommuneadministration, og magistraten flyttede ind i nabohuset Magistratgården, Dronningens gate 11, mens bystyremøderne blev holdt i Børsen, senere i FrimurerlogenGrev Wedels plass. Administrationen fik kontorlokaler flere steder i byen.

I 1876 og 1898 blev der afholdt en arkitektkonkurrence om at tegne et nyt rådhus på Hammersborg, men planerne blev aldrig gennemført på grund af pengemangel.

Rådhuset i Vika[redigér | redigér wikikode]

Rådhuset under opføresle i 1935

I 1915 lancerede den nyligt afgåede borgmester i Kristiania, Hieronymus Heyerdahl, ideen om et rådhus i Pipervika, hvor det ligger i dag. Hele 44 udkast kom ind i den første af to konkurrencerunder. I 1918 forelå juryens endelige afgørelse, og Arnstein Arneberg og Magnus Poulsson blev udpeget som vindere, med et projekt tydelig inspireret av Stockholms Stadshus. Fortsat pengemangel og dårlige tider gjorde at realiseringen måtte vente, og i mellemtiden forandrede arkitekterne projektet i flere omgange. I 1930 fremlagde de sit endelige forslag, nu stærkt forandret under indflydelse fra funktionalistiske ideer. Den mest slående forandring fra de tidligere udkast var de to store kontortårne.

I september 1931 blev grundstenen nedlagt med Kong Haakon VII og kronprins Olav til stede, før selve opførelsen startede i februar 1933. Samtidig med byggearbejdet blev den gamle forstadsbebyggelse fra Vika ryddet for at give plads. Også byens gamle forlystelsespark Tivoli (Oslo) måtte vige for en helt ny reguleringsplan som skaffede byggegrunde til salg, til opførelse af nye forretningsgårde, et væsentlig grundlag for finansieringen af rådhuset.

I november 1936 stod hele bygningen færdig, støbt i armeret beton og forblændet med håndbanket tegl i stort format. Enkelte kontoretager kunne tages i brug før krigsudbruddet i 1940. Efter en pause under krigen blev arbejdet genoptaget, og indflytningen i kontoretagerne kunne ske i 1947, mens arbejdet med udsmykningerne blev færdiggjort.

15. maj 1950 blev Oslo rådhus officielt indviet i forbindelse med fejringen af byens 900-årsjubilæum.

Udsmykning[redigér | redigér wikikode]

Hvem der skulle stå for udsmykningen af rådhuset, blev afgjort i flere konkurrencer for norske kunstnere i januar 1937, med et års leveringsfrist. Totalt otte malere og sytten billedhuggere blev engageret. De fleste af arbejderne stod færdig til åbningen i 1950, selv om skulpturparken på Rådhusplassen ikke blev færdig før i 1960’erne.

Eksteriøret[redigér | redigér wikikode]

Vestvæggen domineres af Anne Grimdalens store skulptur af Harald Hardråde til hest. Nic Schiølls fremstilling af St. Hallvard pryder fronten mod fjorden. På begge sider af Borggården mod Fridtjof Nansens plass har Dagfin Werenskiold lavet polykrome relieffer i træ med motiver fra Edda-digtningen. Foran frontfacaden står seks skulpturer af Per Palle Storm med fremstillinger af bygningshåndværkere.

Rådhushallen[redigér | redigér wikikode]

Henrik Sørensen og Alf Rolfsen har stået for udsmykningen af Rådhushallen, som er 31 meter bred, 39 meter lang og ca. 21 meter høj. Gulvet og delvis også væggene er beklædt med marmor. Rummet har en række vægmalerier som giver et billede af Norge og Oslo i mellemkrigstiden og under Bessætelsen, og viser udviklingen af byens næringsliv, med fremvæksten af arbejderbevægelsen. Monarkerne og byens skytshelgen St. Hallvard indgår også i programmet.

Bystyresalen[redigér | redigér wikikode]

Bystyresalen har fra arkitektens side fået den halvcirkulære form som var indarbejdet for demokratiske forsamlingslokaler. Den samme form går igen på Fridtjof Nansens plass.

Salen har indretning af eg og tapeter af rødt uld med et ornament af tre pile indvævet (fra byseglet med St. Hallvard). Det mest bemærkelsesværdige er det store billedtæppe af Else Poulsson, arkitektens niece. Centralt på tæppet troner Oslo skytshelgen St. Hallvard over de syv dyder, med livet i Oslo helt nederst. Kunstnerens ønske var at dette motiv skulle minde byens politikere om etik og god styringsskik i vedtagelserne som ble dannet.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: