Funktionalisme (arkitektur)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bella Vista i Klampenborg
Bellavista Klampenborg.
Tankstation Skovshoved Strandvej, tegnet af Arne Jacobsen (1938)
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Funktionalismen.

Funktionalisme (også funkis, af funktion, fra latin: functio, fungere, udføre, fyldbyrde) er den stilhistoriske betegnelse for en udvikling i arkitekturen, som opstod efter første verdenskrig og prægede mellemkrigstiden. Funktionalisme overlapper med modernismen og bruges til tider synonymt med denne. Ofte henviser "funktionalisme" dog primært til den skandinaviske afart af modernismen koblet til en social indsats og opbygningen af velfærdssamfundet.

Forkortelsen funkis (fra svensk) opstod omkring tiden for Stockholmsudstillingen 1931.

De danske funktionalister kan groft sagt opdeles i to grupper: Arkitekter, der søgte at efterligne de udenlandske forbilleder, især Le Corbusiers hvide, kubiske huse og i stort omfang brød med traditionel dansk byggeskik, og arkitekter, der søgte at kombinere funktionalismen med danske materialer og håndværkstraditioner. Den første gruppes værker præges af flade tage, hvide facader og eksperimenter med beton, mens den anden gruppes bygninger er opført i mursten og har tegltage.

Til den første gruppe hører bl.a. Arne Jacobsen, Ole Falkentorp, Flemming Lassen, Mogens Lassen, Vilhelm Lauritzen, Carlo Odgaard og Frits Schlegel, mens den anden gruppe præges af bl.a. Povl Baumann, Hans Dahlerup Berthelsen, Kay Fisker, C.F. Møller, Axel Maar og Arthur Wittmaack & Vilhelm Hvalsøe. Den sidstnævnte gruppe fik på langt sigt klart den største betydning for boligbyggeriet.

Mange af tidens arkitekter, fx Svenn Eske Kristensen og Hans Hansen bevægede sig dog frit og eksperimenterende mellem disse positioner.

Eksempler:

Kilde/henvisning[redigér | redigér wikikode]