Palæstinenserloven
Palæstinenserloven refererer til en særlov fra 3. marts 1992 der gav kollektivt asyl til 321 libanesiske palæstinensere der tidligere havde fået afslag.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Palæstinenserne var rejst fra Libanon til Danmark i løbet af 1990 1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon. Men en mindre stramning af sagspraksis i Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet under KVR-regeringe i efteråret 1989 bevirkede at en tidligere praksis med automatisk at give asyl til palæstinensere fra Libanon var blevet ændret så sagerne nu blev vurderet enkeltvis. Dette bevirkede at det blev vurderet at de 321 palæstinensere ikke var forfulgte i Libanon og derved fik afslag på asyl.
Efter afslaget valgte en gruppe på mellem 50 og 100 palæstinensere at besætte Enghave Kirke og kort efter mellem den 7. og 8. september 1991 Blågårds Kirke hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke skulle vare ved i over fem måneder.
Palæstinenserne vakte en del sympati blandt en lang række danske organisationer og individer. 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse der opfordrede til opholdstilladelse, danske BZere besatte Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet i protest mod afslaget af asyl. Lobbyorganisationen Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at hjælpe med at presse en opholdstilladelse igennem og Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz gik alle i fortale for palæstinenserne.
Den 3. marts 1992 valgte et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti uden om KV-regeringen at give kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder. Loven blev i dagligt tale benævnt Palæstinenserloven.
[redigér] Efterspil
Umiddelbart efter vedtagelsen valgte over halvdelen af palæstinenserne at tage tilbage til Libanon for at fejre opholdstilladelsen i Danmark – på trods af at de havde påstået at de havde været forfulgte i Libanon[Kilde mangler]. Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 angiveligt forfulgte palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark og både Libanon og Syrien i løbet af 1990 og 1991, mens de havde søgt asyl i Danmark[Kilde mangler].
I 2005 viste en undersøgelse at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år havde fået en bøde eller var dømt ved domstolene og at 74% (238) var på passiv forsørgelse. Af de 110 børn født af gruppen af 321 palæstinensere havde 56% (62) været involveret i kriminalitet.[1]
