Syrien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
الجمهوريّة العربيّة السّوريّة
Al-Jumhuriya al-`Arabiya as-Suriya
Syriens flag Syriens nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Homat el Diyar
Syriens placering
Hovedstad Damaskus
33°30′N, 36°18′E
Største by Aleppo[1]
Officielle sprog Arabisk
Regeringsform Republik
Bashar al-Assad
Wael Nader al-Halqi
Uafhængighed
 • Erklæret
 • Anerkendt
Fra Frankrig
1. januar 1944
17. april 1946
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
185.180 km² (nr. 87)
0,06
Indbyggertal
 • juli 2012 anslået

 • [[]] folketælling

 • Tæthed
 
22.530.746 (nr. 53)


118,3/km² (nr. 101)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2004 anslået
25,69 mia. USD (nr. 72)
3.400 USD (nr. 116)
Valuta Syrisk pund (SYP)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+2)
(UTC+2)
Nationalt topdomæne .sy
Telefonkode +963
Kendingsbogstaver (bil) SYR
Luftfartøjsregistreringskode YK
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Syrien, officielt Den Syriske Arabiske Republik, (arabisk: سوريا eller سورية, Sūriyā eller Sūrīyah), er et land i det vestlige Asien, der grænser op til Libanon og Middelhavet mod vest, Tyrkiet mod nord, Irak mod øst, Jordan mod syd og Israel mod sydvest. Israel har siden seksdageskrigen i 1967 besat Golanhøjderne i den sydlige del af Syrien. Landets hovedstad Damaskus er blandt de ældste kontinuerligt beboede byer i verden.[2] Syrien består hovedsageligt af bjerge og sletter, der breder sig over tre-fjerdedele af landet. Slette- og bjerglandskab ligger midt i landet, mellem det fugtige kystklima i vest og de halvtøre ørkenområder i den sydlige del af landet. Det rummer adskillige etniske og religiøse grupper, inklusive kurdere, armeniere, assyrere, tyrkere, kristne, drusere, alawitiske shiaer og arabiske sunnaer.

I 1970 kom Hafez al-Assad fra Det Arabiske Socialistiske Ba'ath-parti til magten ved et ikke-blodigt militærkup. Det autoritære regime har haft kontrol siden og da præsidenten døde i 2000 overtog hans søn Bashar al-Assad præsidentembedet. I 1976 blandede Syrien sig i den libanesiske borgerkrig. Først i 2005 trak Syrien sine tropper ud af landet efter pres fra det internationale samfund og den libanesiske opposition.

Formelt set, er Syrien en parlamentarisk republik, men i praksis har landet fungeret mere som et autoritært regime. Magten er hovedsageligt koncentreret hos præsidenten og hans nærmeste rådgivere fra militæret og sikkerhedspolitiet. Oppositionen er undertrykt, og der er meget lidt respekt for menneskerettighederne.[3] Syrien har siden 1979 været på den amerikanske terrorliste og de amerikanske myndigheder har også pålagt en handelsembargo mod Syrien. Grunden til dette er, at præsidenten er anklaget for at støtte den libanesiske shia-muslimske militære organisation Hizbollah.[3]

Syriens økonomi og handel er primært baseret på landbrug, industri og olie. Olie er landets vigtigste indtægtskilde. Tidligere importerede Syrien hovedsagelig råvarer fra andre lande, men i dag, på grund af regeringens øgede investeringer i landbrugssektoren, er produktion og eksport af Syriens egne landbrugsprodukter som bomuld, frugt og grøntsager steget. Meget af Syriens virksomhed, herunder olieproduktion, ejes og kontrolleres af staten. Siden 1990'erne har myndighederne gradvist forsøgt at reformere og liberalisere økonomien, men indtil videre har de ikke formået at blive en integreret del af det globale verdensmarked. Arbejdsløsheden blandt befolkningen ligger på omkring 48,6 procent.[4]

I flere syriske byer blev der, som en del af det arabiske forår i 2011, arrangeret protester. Protesterne havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2000 hans søn Bashar al-Assad. Det syriske regime slog hårdt ned på demonstranterne fra begyndelsen, og måneder inde i revolutionen omringede styret byer og angreb med artilleri, mens det væbnede oprør blev dannet – det oprør, der spreder sig og nu kæmper mod regimets hær og militser. Syriens blodige borgerkrig har kostet over 170.000 mennesker livet og 2,9 millioner syrere er flygtet ud af landet, halvdelen af dem er børn.[5]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Området, som i dag er Syrien, var beboet allerede før år 2500 f.Kr.. Siden kom det under en lang række riger, tildels fordi den vestlige hovedadgang til Mesopotamien går gennem Syrien: hittitterne, kana'anæerne, fønikerne, aramæerne, romerne og andre. I 600-tallet blev Syrien erobret af muslimske arabere. Under korstogene var kystregionen periodevis under frankisk herredømme, og i det 13. århundrede blev området taget af mongolerne.

Dernæst kom det under Osmannerriget indtil 1922, hvor det blev fransk mandatområde. Selvstændighed opnåedes i 1944 og blev anerkendt af Frankrig i 1946.[6]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Syrien er ledet af en koalitionsregering med Ba'ath-partiet i centrum. Udenrigspolitisk er konflikten med Israel vigtig, og landet anklages, sammen med Iran, af USA for at støtte para-militære organisationer som Hizbollah og Hamas. Syrien har også i en årrække haft en større hærstyrke stationeret i Libanon.

Udenrigspolitisk og militært er Syrien stærkt allieret med Rusland, som bl.a. har en flådebase i landet. Udover det tætte forhold Syrien har til Iran og Hizbollah, får Assad-regimet økonomisk og politisk støtte fra Rusland. Syrien er Ruslands eneste tilbageværende allierede i Mellemøsten. Syrien har også gode politiske forbindelser med Kina.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Syriens hovedstad, Damaskus.

Syrien strækker sig fra en 100 km. lang Middelhavskyst til steppe- og ørkenområder mod øst og sydøst. Store dele af de tørre områder er ubeboede eller meget tyndtbefolkede, mens 80% af befolkningen bor i den vestlige femtedel af landet, først og fremmest i om mellem de to storbyer Damaskus og Aleppo. Området er bakket med bjergkæder, der løber nord-syd, bl.a. Antilibanon på grænsen til Libanon (Hermonbjerget, 2.814 meter). Her findes størstedelen af landets sparsomme vandressourcer, og landskabet veksler mellem agerjord, græsskråninger og skove.

Mod øst bliver nedbøren mindre, og mod sydøst ligger Den Syriske Ørken, som strækker sig ind i Jordan og Irak og fortsætter på Den Arabiske Halvø. Nord herfor løber Eufrat 300 km. gennem det centrale steppeområde; floden muliggør opdyrkning af Eufratdalen. Øst for Aleppo er floden opdæmmet og danner den store Assadsø med vandkraftværk.

Klimaet varierer meget i Syrien. Kystområdet nord for Libanon har Middelhavsklima med solrige somre og kølige, fugtige vintre. Østpå er der mere kontinentalt og tørt; på græsstepperne er somrene meget varme, ofte med temperaturer over 40 °C, mens nattefrost er hyppig om vinteren. Damaskus oplever jævnlig snefald, men sneen bliver dog ikke liggende længe.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Religioner[redigér | redigér wikikode]

Syriens præsident, Bashar al-Assad tilhører én af Syriens mange religiøse minoriteter; alawiene. Alawiene er en undergruppe af shiaislam. Det syriske regime har derfor knyttet tætte bånd til det shiamuslimske land Iran, og til den shiamuslimske gruppe Hizbollah i Libanon. I Syrien er der ligeledes mange kristne og kurdere.

Hovedparten af befolkningen er sunni-muslimer (74%).

Herudover er de største minoritets-religioner i Syrien følgende:

Den nuværende præsident Bashar al-Assads familie tilhører minoritetsreligionen alawitter. Tilhængere af denne religion dominerer indenfor Syriens regering og indtager centrale militære stillinger.

Kristne (2,5 millioner) findes især blandt etniske mindretal i Syrien (som armenere, kaldæere, assyrere, og palæstinensiske flygtninge). Der findes mange kristne klostre. Mange kristne tilhører en høj socio-økonomisk klasse.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Der findes mange talte sprog i Syrien. Arabisk (officielt), kurdisksprogede og armensksprogede minoriteter. Fransk og engelsk er noget udbredt.

Semitiske sprog:

Indoeuropæiske sprog:

  • Kurdisk (i sin kurmanji-form) er udbredt i de kurdiske områder i Syrien.
  • Armensk tales blandt de armenske minoriteter.

Tyrkiske sprog:

Før fremkomsten af ​​arabisk, var aramæisk fællessproget (lingua franca) i Syrien. Klassisk syrisk bruges stadig som det liturgiske sprog (kirkesprog) af forskellige syriske trosretninger. Mest bemærkelsesværdigt er det at vest-ny-aramæisk stadig tales i landsbyen Ma'loula samt to nærliggende landsbyer, 56 km nordøst for Damaskus.

Provinser[redigér | redigér wikikode]

Kort over Syrien

Syrien har 14 provinser, eller muhafazat som de kaldes lokalt:

  1. Latakia
  2. Idlib
  3. Aleppo
  4. Ar-Raqqah
  5. Al-Hasakah
  6. Tartus
  7. Hama
  8. Deir ez-Zor
  9. Homs
  10. Damaskus
  11. Rif Dimashq
  12. Quneitra
  13. Daraa
  14. As-Suwayda

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]