Pleinairisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
John Singer Sargent, Claude Monet Painting by the Edge of a Wood, 1885, Tate Gallery.
P.S. Krøyer maler Badende drenge på Skagen Sønderstrand
Foto: tilskrevet P.S. Krøyer, affotograferet af Jan Weincke (Skagens Museum)

Pleinairisme (af fransk plein air, fri luft) er en ret almindelig betegnelse for friluftsmaleriet. Ved frilulftsmaleri tænker man på en realistisk malerretning, der søger at fremstille naturen under åben himmel så nær op ad virkeligheden som muligt, så billedet med lys- og farveindtryk fremtræder som et stykke skåret ud af naturen; i stedet for ateliermaleriets skarpe, samlende belysning og vedtægtsmæssige, mørke, farver bruger man lyse, kølige farvetoner, hvor det blålige ofte spiller en fremtrædende rolle, for at skaffe "luft" ind i maleriet. Pleinairisme har naturligvis sine rødder i ældre kunst. Som en bevidst partiretning formede den sig dog først i 19. århundrede. Mænd som John Constable og J.M.W. Turner samt Barbizon-skolen er dens forløbere; sin mest udprægede repræsentant fik den i Jules Bastien-Lepage. Fra Frankrig bredte den sig forfriskende, men også ofte med tilsætning af manér og moderecepter, over andre landes kunst. Pleinairisme førte til impressionisme.

Da malerne begyndte at komme til Skagen i 1870’erne, var det blevet moderne at male sine billeder færdige foran motiverne. Det var blandt andet pga. friluftsmaleriet, det særegne landskab, det specielle miljø, at kunstnerkolonien, Skagensmalerne, opstod i slutningen af 1870’erne.[1]

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Note[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: