P.S. Krøyer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg "Krøyer" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Krøyer, se Krøyer (flertydig).
P.S. Krøyer
Krøyer PS.jpg
Selvportræt fra 1888
Fødselsnavn Peder Severin Krøyer
Født 23. juli 1851
Stavanger, Norge Norge
Død 21. november 1909 (58 år)
Skagen
Nationalitet Dansk Danmark
Felt Kunstmaleri
Uddannelse Kunstmaler
Periode Impressionismen

Peder Severin Krøyer (23. juli 1851, Stavanger21. november 1909, Skagen) var en dansk maler – og en af de danske Skagensmalere. Han blev født i Norge, men voksede op hos sin moster i København. Onklen var den danske zoolog Henrik Nikolai Krøyer.

Initialerne P.S. stod for Peder Severin; han blev kaldt Søren af sine venner.[1]

Liv og værk[redigér | redigér wikikode]

Krøyer viste tidligt evner som tegner, bl.a. illustrerede han en af sin plejefaders marinpublikationer i begyndelsen af 1860'erne.

I årene 1864-70 studerede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi – og i 1873 fik han guldmedalje og et stipendium.

Senere i 1870'erne opholdt han sig meget i Hornbæk, hvor han arbejdede udendørs sammen med andre malere. Han rejste til Tyskland og Frankrig, hvor han arbejdede og studerede i flere år. I 1878 rejste han til Spanien og Italien, hvor han besøgte Firenze, Siena og Rom. Her malede han det store og kontroversielle socialrealistiske værk, "Italienske landsbyhattemagere" (Den Hirschsprungske Samling), som gjorde ham berømt på Parisersalonen dét år, men som vakte stor forargelse, da det blev vist i Danmark. Man fandt motivet med de svedende og beskidte hattemagere frastødende.

Et møde i Paris med ægteparret Anna Ancher og Michael Ancher gjorde, at han rejste til Skagen for første gang i 1882. Herefter blev det fremover sommer i Skagen, og begrebet: Skagensmalerne blev skabt med ham som midtpunkt. Inden da fik han et selvportræt optaget i det berømte Uffizi-museum i Firenze, som en af få danske malere.

I foråret 1889 blev han forlovet med den unge kunststuderende Marie Triepcke og holdt bryllup på Krøyers fødselsdag hos svigerforældrene i Tyskland. Bryllups- og studierejse gik til Italien og varede i over to år. Også Marie var maler, og trods mindre sygdom blev rejsen en stor personlig og kunstnerisk oplevelse for det nygifte par.

I 1890'erne var Skagen i centrum, og i 1894 overtog ægteparret et hus i Skagen Plantage, som blev døbt Krøyers Hus. Nogle af hans mest spændende malerier blev til her, bl.a. forskellige motiver af sommeraftener ved Skagen strand. Han malede desuden et væld af portrætter, hvilket gjorde ham til en velstående kunstner.

Krøyer var i stigende grad manisk, og det sled hårdt på hans omgivelser.

Hugo – den svenske forfører

Fra 1886 til 1904 blev Krøyer behandlet med kviksølv og blev syg og mistede næsten synet på venstre øje, kviksølvbehandling var dengang en form for en universalbehandling og kunne også bruges mod syfilis, hvad Krøyer fejlede vides ikke med sikkerhed, han kunne måske have arvet sin mors kronisk maniodepressiv psykose, som i dag er betegnes som bipolar affektiv lidelse.[2] Det var hårdt for Marie og den lille familie. Derfor rejste Marie ind i mellem væk. På en af disse rejser, som gik til Italien, mødte hun i 1902 den unge, svenske, komponist Hugo Alfvén, som hun forelskede sig i. Krøyer ville ikke skilles fra Marie, selv om hun var sammen med en anden mand. Han håbede, at hun en dag ville komme tilbage til ham. Men først da Marie ventede Alfvéns barn efter tre år, gik Marie alligevel helt fra Krøyer og flyttede sammen med Alfvén. Krøyer blev flere gange indlagt på hospital som sindslidende i Middelfart. Alligevel fuldendte han et storslået maleri: "Skt. Hansblus på Skagens Strand" i 1906. Dette billede viser bagest, foran båden, Marie Krøyer sammen med Hugo Alfvén samt en lang række andre kulturpersonligheder. Krøyers sygdom tog imidlertid til, og han døde i 1909 i Skagen og blev begravet på Skagen kirkegård.

Henrik Pontoppidan har skrevet om Marie og PS Krøyer i De Dødes Rige.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Peter Michael Hornung, Peder Severin Krøyer, Palle Fogtdal, København, 2002. ISBN 87-7248-551-5

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]