Portal:Historie/Udvalgt artikel/oktober, 2012

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Skøn over de forskellige gruppers territorier i juni 2003.

Den Anden Congokrig (fransk: La deuxième guerre du Congo) også kendt som Afrikas (første) verdenskrig (La première guerre mondiale africaine) brød ud i august 1998 i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) (tidligere Zaïre), og sluttede officielt i juli 2003 da en ny overgangsregering tog magten i landet. Selv om krigen officielt er overstået, fortsætter volden i landet dog. Krigen var den største i afrikansk historie og involverede otte lande og 25 større væbnede grupper. Frem til 2011 har krigen og efterspillet kostet 5,8 millioner mennesker livet hovedsageligt på grund af sygdom og sult. Dette gør krigen til den konflikt, der har medført de højeste tabstal siden Anden Verdenskrig. Millioner af congolesere er blevet fordrevet fra deres hjem, og har måttet rejse til andre dele af landet, eller har søgt asyl i nabolandene. Til trods for at krigen officielt var slut, og parterne havde aftalt at danne en ny regering i juli 2003, døde der f.eks. i 2004 ca. 1.000 mennesker dagligt på grund af sygdomme og fejlernæring, som let kunne have været undgået.

    ... læs mere