Post-mortem fotografering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Post-mortem fotografi: Forældre med deres afdøde datter.

Post-mortem fotografering (også kendt som sørgeportrætter og memento mori) er fotografisk afbildning af nyligt afdøde personer.

Historisk[redigér | redigér wikikode]

Opfindelsen af daguerreotypi i 1839 gjorde portrættering langt mere udbredt, da mange som ikke havde råd til betalingen af et malet portræt, nu havde muligheden for en afbildning af denne vej. Denne billigere og hurtigere måde udstyrede også middelklassen med muligheden for at mindes kære afdøde.

Fotografierne tjente mere som et minde om afdøde end en egentlig påmindelse om den menneskelige dødelighed. Det var især almindeligt med yngre børn eller spædbørn; 1800-tallets børnedødelighed var meget høj, og et post-mortem fotografi kunne være det eneste foto en familie ejede. Den senere opfindelse af carte-de-visite, som muliggjorde masseproduktion ud fra et enkelt negativ betød, at kopier af billedet kunne sendes til slægtninge.

Brugen af billederne nåede sin storhedstid og toppede i slutningen af det 19. århundrede, og døde ud efterhånden som snapshot-fotografering blev mere almindeligt, dog findes der nogle få eksempler på at mindeportrætterne stadig blev udført et stykke ind i det 20. århundrede.

Stilistisk udvikling[redigér | redigér wikikode]

De tidligste post-mortem fotografier er normalt close-ups af ansigtet eller hele kroppen, og involverer sjældent en kiste. Den afdøde er normalt skildret som værende i dyb søvn, eller er arrangeret i en naturlig position i forsøget at få det til at tage sig mere livagtigt ud. Børn blev oftest fremstillet hvilende på en seng eller i en vugge, og ofte med dets favoritlegetøj. Det var ikke ualmindeligt at meget unge børn blev fotograferet med et familiemedlem, oftest moderen. Voksne var oftere anbragt i stole, eller endda støttet til specielt designede rammer. Blomster var også almindeligt indhold i post-mortem fotografier af alle slags.

Fornemmelsen af livagtighed blev somme tider forbedret ved enten at lade afdødes øjne være åbne på billedet, eller ved senere at bemale fotografiet med pupiller, og mange tidlige billeder (specielt ferrotypier og ambrotypier har en lyserød tint tilføjet på kinderne af liget.

Senere eksempler bærer præg af mindre anstrengelser for opnåen af det "livagtige" udseende, og viser oftere den afdøde i en kiste. Nogle meget sene eksempler viser afdøde liggende i en kiste med en større gruppe begravelses-deltagere stående omkring - denne type billeder var specielt anvendte i Europa, og mindre brugt i eksempelvis USA.

Post-mortem fotografering bruges stadig i visse dele af verden, så som Østeuropa. Specielt personer som regnes for særligt hellige, portrætteres liggende i deres kister, og er endnu i omløb blandt troende østligt- og orientalsk ortokdokse katolikker.

En anden variation af mindeportrættet involverer fotografering af familien med et skrin (ofte med et portræt taget mens vedkommende endnu var i live) tilegnet den afdøde.

Post-mortem fotografering i populærkultur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]