Død

Marats død under den Franske Revolution, malet af Jacques-Louis David.

Død er betegnelsen for afslutningen på alle biologiske organismers liv. Død kan enten betegne en hændelse eller en tilstand. Mange forskellige faktorer kan resultere i en organismes død; jagt, sygdom, ødelagte livsbetingelser, alderdom, underernæring eller fysiske skader. De primære dødsårsager for mennesker i den vestlige verden er sygdomme i forbindelse med alderdom. Traditioner relateret til død er udbredt og en vigtig del af den menneskelige kultur, og er central i mange religioner. Inden for lægevidenskaben er kriterierne for definitionen af død blev mere kompliceret efterhånden som videnskaben udvikler sig.

Dødskriterier

I Danmark opererer man med hjertedød og hjernedød, når man taler om menneskelige dødskriterier. Pludselig død indtræder ved svære læsioner: fald, skudsår, knusning, ved visse hjertesygdomme osv. Overgangen fra liv til død sker i almindelighed jævnt, undertiden gennem en dødskamp (agoni), hvor navnlig åndedrætsbesvær er det mest fremtrædende. Dødsrallen er det rallende åndedræt, som i nogle tilfælde kan høres i den sidste stund, inden døden indtræder. Døden er indtrådt, når respirationen og hjerteslaget er standset.

For lægmand er sikre dødstegn når mindst et af tre følgende kriterier er opfyldt:

• Hovedet er adskilt fra kroppen
• Legemet har fået skader, der er uforenelige med liv
• Kroppen (torso, ikke nødvendigvis arme og ben) er i tydelig, omfattende forrådnelse

Læger konstaterer dødens indtræden ved at kigge efter andre kliniske tegn, der regnes som sikre dødstegn, herunder den 4 til 12 timer efter døden opståede stivhed i musklerne (rigor mortis), hvorved bevægelighed i leddene umuliggøres. Dødsstivheden indtræder først i nakken, derefter i underkæbens muskler. Kort efter døden optræder også ligpletter (livores), der er blodudtrædninger ("blå mærker") på de dele af liget, som ligger lavest: som regel ryggen og undersiden af benene. Tillige kontrolleres om der er vejrtrækning og om hjertet slår. Ved omhyggelig iagttagelse af disse symptomer kan døden konstateres sikkert.

En række tilstande kan ligne død mere eller mindre: koma, vegetativt stadie, "Minimally Conscious State", locked-in-syndrom og skindød.

Definition

En mindeplade på et gravmæle.

Det nærmeste biologer kommer til at definition af døden, er at beskrive den som "livprocessernes ophør". Døden er et sammenbrud af det ellers så nøje koordinerede samspil af processer i organismens indre. Når cellernes stofskifteprocesser ophører, og der indtræder forrådnelse, er døden en realitet, der ikke kan ændres. Døden er således en irreversibel proces, dvs. en proces, der kun kan foregå i én retning og ikke kan vendes.

Den encellede organisme behøver teoretisk set aldrig at dø, mens der er noget, der tyder på, at flercellede organismer for de fleste celletypers vedkommende har "indkodet" et maksimalt antal delinger i deres arveanlæg. På den måde er der sat en grænse for deres evne til at forny sig. F.eks. er nervecellerne hos mennesket kun i meget ringe omfang i stand til at dele sig. Det antal hjerneceller man fødes med, og opbygger indtil 21-års-alderen, er det maksimale, og resten af livet formindskes antallet langsomt, men konstant.

Alle cellerne i en menneskekrop dør ikke på én gang. Celler, der ikke har så stort et iltforbrug, kan fortsætte deres funktioner flere timer - ja i gunstige betingelser i endog dage eller uger - efter at åndedræt og hjertevirksomhed er ophørt med af fungere. Det gælder bl.a. cellerne i øjets hornhinde, i knoglerne og i huden. Det sidste medfører, at hår og skæg faktisk kan vokse lidt efter dødens indtræden, om end størstedelen af denne effekt opstår ved, at huden falder lidt sammen, hvorfor skægstubbe træder lidt tydeligere frem. Det er ikke ualmindeligt, at et mandligt lig barberes, før de pårørende får det at se. Til slut bukker dog også disse celletyper under, dels på grund af den føromtalt iltmangel, del på grund af de giftige stoffer, der dannes under forrådnelse.

Døden i kulturen

Manden med leen

Døden ses ofte personificeret som manden med leen - en skeletmand, gerne i kutte, og udstyret med en le. Han bliver dog nogle gange også afbilledet med et timeglas i sin hånd som et symbol på at tage tid på livet og vente på døden.

Døden i kristendommen

Jesus udtalte sig om de dødes tilstand; efter at Lazarus, en af hans nære venner, var død sagde han til sine disciple: "Lazarus, vor ven er gået til hvile". Disciplene troede at Jesus mente, at Lazarus lå og sov for at komme sig af sin sygdom. Men de tog fejl. Jesus forklarede: "Lazarus er død." Det ses at Jesus sammenlignede døden med hvile og søvn.

Døden i en naturvidenskabelig fortolkning

Modsat de fleste religiøse opfattelser anses døden ifølge evolutionslæren for et naturligt gode for alle livsformer, inklusive menneskeheden. Uden døden ville der ikke kunne gives plads for nye individer at komme til, og der ville i så fald aldrig kunne ske nogen fornyelse af fx menneskeslægten.

En sådan fornyelse (via små fortløbende ændringer i de arvelige egenskaber – de såkaldte mutationer) tilsikrer mennesket en vedblivende optimal afstemthed over for en evig foranderlig omverden. Et Neandertal-menneske, som nutidsmennesket delte fælles forfader med for ca. en halv mio. år siden – for ikke at tale om de endnu ældre Australopithecus-mennesker (tre-fire mio. år tilbage) – ville uvægerligt få det endog meget svært med både at kunne leve og overleve under de for tiden eksisterende livsbetingelser for nutidsmennesket i dag. Forestillingen om et kommende evigt liv her på Jorden for særligt udvalgte (rettroende?) individer må derfor anses for uholdbar.

Alle levende individer kan betragtes som en del af en større, samlet livsproces her på Jorden, der med rødder millioner af år tilbage i tiden rækker videre og langt ud over det enkelte individ og ind i fremtiden. Alle mennesker kan således siges at være et betydningsfuldt led i én lang ubrudt kæde af det liv, der tilhører menneskeheden. Og alle skylder de dermed deres afdøde forfædre livet, ligesom de selv også må se døden imøde for at kunne give plads for deres egne efterkommere. Det kan derfor være af interesse for ethvert nulevende menneske at se meningen med livet som en opgave, der består i stedse at arbejde for menneskehedens fremtid - og altså ikke primært arbejde for sin egen personlige lykke, sådan som bl.a. den velkendte og meget udbredte politiske ideologi i form af liberalismen foreskriver, eller for sin egen personlige "frelse" som fx kristendommen forkynder.

Meningen med døden i naturvidenskabelig forstand er kort sagt at give plads for efterkommere, hvis ofte kun svagt ændrede genetiske udstyr i forhold til forældregenerationen dog rummer muligheden for en (endnu) bedre afstemt tilpasning til de eksisterende livsbetingelser. Det drejer sig om livsbetingelser, der såvel tryghedsmæssigt og miljømæssigt som klimatisk og ressourcemæssigt altid har været under gradvise forandringer og fortsat vil undergå gradvise forandringer. En bedre afstemt tilpasning hos hver generation til livets udfordringer vil ikke alene øge overlevelsen, men også evnen til både at kunne efterlade sig afkom og til at kunne beskytte og varetage afkommets tarv, indtil dette omsider selv når kønsmoden alder. Menneskeheden ville gå til grunde på smertefuld vis og forsvinde som art her på Jorden, dersom den ikke fortsat lod sig ændre og lod sig udvikle både biologisk og kulturelt i takt med ændringerne i dens naturlige miljø og livsbetingelser. Der er her tale om en udviklingsproces, der langt overvejende alene vil være styret og bestemt af omgivelsernes selektionstryk (og altså ikke af nogen påstået guddommelig skaberkraft, skæbne, karma el.lign.)! Og de nødvendige fortløbende ændringer hos alt liv vil kun kunne tilvejebringes via et evigt kredsløb af gentagne generationsskifter, dvs. via fødsel og død. Kun selve livet som naturfænomen består, sideløbende med alle andre evigtvarende naturlige processer her på Jorden, som fx de tilbagevendende årstider, månefaser, tidevandsændringer, vejrskifter, osv.

Modsat praktisk taget alle de store religioners tydninger af tilværelsen samt de fleste anerkendte filosofiske livsanskuelser er pointen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt således kort og godt, at døden er et naturligt gode - medmindre den uforvarende kommer før tid, dvs. før muligheden for et bidrag til menneskehedens (eller artens) fortsatte beståen.

- Eller sagt med andre ord: Uden døden, intet liv!

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Død

• Illustreret Konversationsleksikon, red. Fr. Winkel Horn 1892
• Links til danske sider relateret til døden

Se også

• Nærdødsoplevelse