Prins Michael af Kent

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 5. maj 2014, 19:57 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)

Hans kongelige højhed Prins Michael af Kent GCVO, KStJ (Michael George Charles Franklin, født 4. juli 1942) er sønnesøn af dronning Mary og kong Georg 5. af Storbritannien.

Prins Michael er medlem af den britiske kongefamilie. Han er fætter til dronning Elizabeth 2. af Storbritannien. Hans mor prinsesse Marina af Grækenland og Danmark var kusine til den britiske prinsgemal Prins Philip, hertug af Edinburgh, der er født som ’’prins af Grækenland og Danmark’’.

Slægtninge

Prins Michael er søn af prins George, hertug af Kent og prinsesse Marina af Grækenland og Danmark.

Han er barnebarn af kong Georg 1. af Grækenland. Begge hans forældre var børnebørn af kong Christian 9. af Danmark.

Opkaldt efter Zarens bror

Prins Michael er opkaldt efter den russiske tronfølger og storfyrste Mikhail Aleksandrovitj (1878–1918) (bror til Nikolaj 2. af Rusland). Storfyrste Mikhail og zar Nikolaj 2. var nære slægtninge (fætre) til tre af prins Michaels bedsteforældre.

Da de jordiske rester af zar familien blev undersøgt i 1990'erne afgav prins Michael en blodprøve, der skulle fastslå et evt. slægtskab. Prins Michael deltog i genbegravelsen af zar Nikolaj 2. og hans familie.

Prins Michael besøger ofte Rusland, og han taler sproget flydende.

Ægteskab og suspenderet arveret

I 1978 giftede prins Michael sig med baronesse Marie Christine Anna Agnes Hedwig Ida von Reibnitz (født 1945). Marie Christine er indretningsarkitekt og forfatter. Gennem sin mor nedstammer hun fra den østrig–ungarske adel.

Ægteskabet var kontroversielt, dels fordi baronesse Marie Christine von Reibnitz netop var blevet skilt fra sin første mand, og dels fordi hun er katolik. Desuden viste det sig, at hendes far havde været officer i SS.

Parret blev viet to gange, først borgerligt i Wien i 1978 og senere kirkeligt (romersk-katolsk) i London i 1983.

Med henvisning til ’’Act of Settlement 1701’’ blev prins Michael suspenderet fra arvefølgen til den britiske trone. Han får formentligt sin arveret tilbage, når alle 16 lande under den britiske krone har tilsluttet sig Succession to the Crown Act 2013.

Parrets to børn er anglikanere, og de har arveret til tronen.

Baronesse Marie Christine far var den tysk-schlesisk fødte baron Günther Hubertus von Reibnitz (1894–1983). Hendes mor (Maria Anna Szapáry (1911–1998)) var grevinde. Maria Anna Szapáry var datter af ungarske greve Frigyes Szapáry (1869–1935), der var Østrig-Ungarns ambassadør i Rusland, da 1. verdenskrig brød i ud 1914.

Baronesse Marie Christine er datterdatter af Hedwig af Windisch-Graetz (1878–1918). Hedwig var prinsesse af Windisch-Graetz. (Det nuværende Slovenj Gradec, der ligger i Untersteiermark i Slovenien, få kilometer fra grænsen til Østrig).

Baronesse Marie Christines oldefar var Alfred 3. fyrste af Windisch-Graetz (1851-1925), der var østrigsk ministerpræsident i 1893-1895 og præsident for Herrehuset (det østrigske overhus) i 1897-1918.

Siden 2. verdenskrig er der kun to personer med en fyrstelig bedstemor, der er blevet gift med kongelige briter. Det er prins Philip i 1947 og baronesse Marie Christine i 1978.

Da prins Michael mistede arveretten til tronen, fik han lov til at beholde titlen ’’Prins af Kent’’.

Baronesse Marie Christine er kendt under høflighedstitlen Hendes kongelige højhed Prinsesse Michael af Kent (længere titel: Hendes kongelige højhed Prinsesse Michael of Kent, Baronesse Marie Christine Anne Agnes Hedwig Ida). Da hendes forældre ikke var fyrstelige, må hun ikke kalde sig prinsesse Marie Christine.

Parrets børn er ikke prinser og prinsesser. Som oldesøn af en regerende konge så kan sønnen bruge titlen ’’Lord’’, mens datteren tilsvarende kan kalde sig ’’Lady’’. Parrets børnebørn kan kun bruger borgerlige titler som fx miss (frøken) eller mister (hr.).

Kongelige pligter

Prins Michael har ikke arveret til tronen, og parlamentet har ikke bevilget ham apanage. Dronningen har heller ikke bevilget ham indkomst fra den kongelige partikulærkasse (Hertugdømmet Lancaster).

Prins Michael har ikke faste kongelige pligter. Ved enkelte lejligheder repræsenterer prins Michael eller prinsesse Michael dronning Elizabeth 2. eller prinsgemalen (prins Philip). Der sker fortrinsvis udenfor Storbritannien.

Børn

Prins og prinsesse Michael har en søn og en datter.

  • Lord Frederick Windsor (født 6. april 1979) (kendt som Freddie Windsor), gift med The Lady Frederick Windsor (skuespillerinden Sophie Winkleman, født 1980).
  • Lady Gabriella Windsor (født 23. april 1981), er en skribent, der skriver under navnet Ella Windsor.

Barnebarn

Den 15. august 2013 fik Prins Michael sit første barnebarn. Det er frøken Maud Elizabeth Daphne Marina Windsor (miss Maud Windsor)[1], der er datter af lord og lady Frederick Windsor.

Frøken Maud Windsor er født i Los Angeles. Ved fødslen havde hun nummer 42 i arvefølgen til den britiske trone[2].

Referencer

  1. ^ The Telegraph. 16 august 2013 http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/10246517/Prince-and-Princess-Michael-of-Kents-first-grandchild-is-named-Maud.html. Hentet 17 august 2013. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  2. ^ Dixon, Hayley. "Prince and Princess Michael of Kent's first grandchild is mamed 'Maud'". The official website of The British Monarchy. Hentet 17 august 2013.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
KroneSpire
Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi