Schlesien

Den preussiske provins Schlesien med de nutidige statsgrænser

Schlesien (schlesisk: Ślůnsk, polsk: Śląsk, tjekkisk: Slezsko) er en historisk region i Centraleuropa, beliggende omkring floden Oders øvre løb.

Grænser

Schlesien grænsede mod nordøst og sydøst til Polen med dets grænse i mellemkrigstiden, mod sydvest til det daværende Tjekkoslovakiet og fristaten Sachsen og mod nordvest til de daværende preussiske provinser Sachsen og Brandenburg.

Landskabelige forhold

Størstedelen af Schlesien hørte til Oders flodområde. Oder modtager sine talrigste tilløb fra syd (Glatzer Neisse, Ohle, Weistritz og Katzbach) og er sejlbar neden for Ratibor. I det vestlige flyder Spree og sorte Elster til Elben.

Terrænmæssigt tilhørte Schlesien dels sudeterlandets nordøstskråning, dels den såkaldte schlesiske lavlandsbugt, der skyder sig ind mellem Sudeterne og Katzengebirge og gennemstrømmes af Oder, og som i geologisk henseende må opfattes som en langs Sudeternes rand sænket flage af jordskorpen, som er blevet dækket af unge, tertiære og kvartære, aflejringer, hvis jordbund er meget frugtbar, især hvor den består af løss. Dog findes der også imod nord og øst sandede strækninger, som for en stor del er skovbevoksede. I bjerglandet hæver Schlesien sig op til det mellemtyske områdes højeste punkt, Schneekoppe, i Riesengebirge på grænsen af det daværende Tjekkoslovakiet (1.603 m). Som isolerede forposter i lavlandet ligger Landeskrone (420 m) ved Görlitz, Katzbach-bjergene (720 m) og Zobten (718 m). Katzengebirge når i Moltkehohe 256 m, og endelig strækker mod sydøst en udløber fra Tarnowitz-plateauet i Polen, Der Chelm, sig ind i Schlesien og kulminerer i Annaberg (385 m). Sydøst derfor ligger kulførende dannelser så tæt under overfladen og i en sådan mægtighed, at det øvreschlesiske kuldistrikt i mellemkrigstiden var et af Europas vigtigste. Dets betydning forstærkedes i høj grad af de over kullagene liggende, rige bly- og zinkmalmlejer, i mindre grad også jernlejer, der kunne give grundlag for udvinding og dermed industriel udvikling.

Historie

Schlesiens våbenskjold (1645)

Schlesien 1905

Schlesien, der rimeligvis har fået navn efter en biflod til Oder, Sleza (senere Lohe), beboedes ved vor tidsregnings begyndelse af germanske folkeslag, der i 4. og 5. århundrede søgte sig bopæle andetsteds, hvor efter slaviske stammer i løbet af 6. århundrede satte sig fast i landet og blandede sig med resterne af den gamle befolkning, der navnlig havde holdt sig i bjergegnene. I slutningen af 10. århundrede kom Schlesien, med undtagelse af den vest for Bober liggende del, der hørte til det tyske rige (Lausitz og Meissen), under Polen, hvorfra det i 11. årh. kristnedes, og med hvilket det delte skæbne, indtil det 1163 fik sine egne fyrster, idet tre sønner af Wladislav 2. af Polen samme år fik størstedelen af Schlesien som et len af Polen, hvis gamle Piast-dynasti i denne schlesiske gren holdt sig længst, indtil 1675. De tre brødre, af hvilke Boleslav blev hertug af Breslau (Nedre Schlesien), Mierczyslau af Ratibor (Øvreschlesien), Konrad hertug af Glogau (der ved Konrad’s død forenedes med Breslau), støttede den tyske indvandring i landet, og da det samme var tilfældet med de følgende fyrster, blandt hvilke hertug Henrik 2., den Fromme af Nedre Schlesien, som 9. april 1241 fandt heltedøden i slaget ved Liegnitz under forsøget på at standse mongolernes fremtrængen, er den mest kendte, blev den slaviske befolkning forholdsvis hurtig germaniseret.

Ved delinger mellem ulige linjer af fyrstehusene udstykkedes Schlesien fra midten af 13. århundrede i den grad, at der i 14. århundrede fandtes 19 schlesiske fyrstendømmer, deraf de 10 i Nedre Schlesien, nemlig: Brieg, Breslau, Liegnitz, Schwednitz, Glogau, Steinlau, Münsterberg, Sagan, Jauer og Öls, de 9 i Øvreschlesien, nemlig: Kosel, Teschen, Beuthen, Falkenberg, Oppeln, Strelitz, Ratibor, Troppau og Jägerndorf. De fleste af de schlesiske lande anerkendte 1327—1329 kong Johan af Böhmen’s beskyttelsesret, hvad den polske konge Kasimir den Store 1335 stadfæstede, og fra kejser Karl 4.s tid hørte hele Schlesien som bøhmisk len til det tyske rige. En af de følgende bøhmiske konger gav nogle af de schlesiske hertuger ret til, i tilfælde af barnløshed, ved testamentarisk bestemmelse at vælge deres efterfølger. Da hertug Frederik 2. af Liegnitz, Brieg og Wohlau i kraft heraf 1537 havde sluttet en arveforening med kurfyrst Joachim 2. af Brandenburg, erklærede habsburgeren Ferdinand 1. (senere tysk kejser), der 1526 var blevet konge af Böhmen, dette forlig for ugyldigt (1546), hvad Brandenburg protesterede mod, lige som det senere nedlagde indsigelse mod, at kejser Ferdinand 2. i 1621 fradømte en yngre søn af kurfyrst Joachim Frederik, Joachim Georg, besiddelsesretten til det schlesiske hertugdømme Jägerndorf, fordi han havde sluttet sig til Frederik af Pfalz-Böhmen. Regeringen i Wien afviste imidlertid disse protester, lige som den ikke, skønt den evangeliske lære havde vundet indgang i den største del af Schlesien, ville høre tale om religionsfrihed for protestanterne, der, efter at de fleste schlesiske fyrstendømmer var tilfaldne den bøhmiske krone, blev hårdt trykkede.

Da den sidste schlesiske Piast, hertug Georg Vilhelm af Liegnitz, Brieg og Wohlau, var død i 1675, og kejser Leopold havde taget hans lande i besiddelse, blev de kirkelige tvangsforholdsregler også udvidede til dem, og det hjalp ikke, at kurfyrst Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg 1683 genoptog sin families fordringer på Liegnitz, Brieg, Wohlau og Jägerndorf. Forhandlingerne herom førte ikke til noget nævneværdigt resultat, og protestanterne fik ingen lettelser. Dette opnåede de først ved Karl 12.s mellemkomst, idet kejseren efter freden i Alt-Ranstädt i 1707 blev nødt til at stille de protestantiske menigheder noget friere. Fuld religionsfrihed fik Schlesien først, da Frederik 2. af Preussen, efter at Maria Theresia havde afvist hans fordring på de 4 oven for nævnte schlesiske fyrstendømmer i 1740, havde angrebet Østrig og ved freden i Breslau den 11. juli 1742 havde tvunget Maria Theresia til at afstå hele Schlesien til Preussen med undtagelse af den del, der siden blev ved Østrig, indtil den ved dette riges splittelse gik over til Tjekkoslovakiet. Blandt de reformer, der blev indførte i den ny preussiske provins, var foruden en hel ny ordning af administrationen og retsplejen også fuldstændig religionsfrihed for alle trossamfund, en foranstaltning, der vist nok mere end noget andet bidrog til hurtig at forsone Schlesien med det preussiske regimente. Hele denne gode erobring bevarede preusserne indtil 1. verdenskrigs afslutning.

Ifølge Versailles-traktaten måtte Tyskland af Nedre Schlesien afstå 511,6 km² med i 1910 26.248 indbyggere til Polen og 316,2 km² med 48.469 indbyggere til Tjekkoslovakiet. Efter en i marts 1921 stedfunden afstemning i Øvre-Schlesien, der i øvrigt gav et flertal for Tyskland, måtte Tyskland yderligere heraf afstå 3221,2 km² med i 1910 893.074 indbyggere, hvoraf de 263.970 var tysk talende og 585.380 polsk talende.

Efter 2. verdenskrig blev Schlesien besat af Sovjetunionen, og det meste efterfølgende annekteret af Polen og udgør i dag de 3 voivodskaber Nedre Schlesien, Opolskie og Øvre Schlesien. Den tyske majoritet - størstedelen af befolkningen før 1945 - blev umiddelbart efter 2. verdenskrig fordrevet fra området. Bortset fra Görlitz-området, der nu er en del af den tyske stat Sachsen, og Teschen-området, der nu ligger i det nordøstlige Tjekkiet, er området i dag en del af Polen.

Mange fordrevne tyskere er organiseret i Landsmannschaft Schlesien.

Schlesien i mellemkrigstiden (1919-1940)

Administrativ inddeling

Schlesien blev i 1919 delt i to Provinser, Nieder-Schlesien og Ober-Schlesien.

Nedre-Schlesien havde et areal på 26.596 km² og havde i 1919 2.988.613 indbyggere, svarende til 112 pr km². 1910 var 66,8 % protestanter, 31,8 % katolikker og 0,9 % jøder. Af provinsens daværende areal var 1913 14.510 km² ager- og haveland, 2.838 km² enge og græsgange og 7.701 km² skov. Ved kvægtællingen 1922 fandtes der 208.292 heste, 982.903 stykker hornkvæg, 175.944 får, 249.943 geder og 632.495 svin. Provinsen var delt i to regeringsdistrikter, Breslau og Liegnitz, med 8 by- og 42 landkredse. Provinsregeringens sæde lå i Breslau.

Øvre-Schlesien havde et areal på 9.695 km² med i 1919 1.298.922 indbyggere, svarende til 134 pr km²; 1910 var 10,4 % protestanter, 88,8 % katolikker og 0,8 % jøder. Af arealet var 1913 5724 km² ager- og haveland, 810 km² enge og græsgange og 2.663 km² skov. 1922 fandtes 84.414 heste, 322.710 stykker hornkvæg, 22.983 får, 120.518 geder og 243.654 svin. Provinsen omfattede regeringsdistriktet Oppeln med 1 by- og 4 landkredse. Hovedstaden var Oppeln.

Næringsforhold

I preussisk Schlesien i dets daværende omfang sysselsatte 1910 land- og skovbrug 735.538 personer, industri og bjergværksdrift 738.075, handel og samfærdsel 190.820 personer. De frugtbareste egne fandtes langs bjergene, navnlig i landskabet mellem Ratibor og Liegnitz, hvor 70—80 % af jorden var dyrket. Schlesien var de store godsers og grundbesiddelsers land. Hen ved halvdelen af arealet var storbesiddelser, og ingen andre Steder i Preussen var så store landstrækninger samlede på enkeltmandshænder. Kornavlen dækkede omtrent forbruget. Rug var den mest dyrkede kornsort, der efter fulgte havre, hvede og byg. Dyrkning af hør bredte sig og var meget betydelig i bjerg- og bakkelandet, mens kartoffelavlen navnlig var knyttet til de dårligere egne. Sukkerroer og cikorie var meget udbredte i Breslau-egnen, frugttræer i Mellemschlesien, humle omkring Münsterberg og tobak, olieplanter og vin omkring Grünberg. Med hensyn til kvægavlen kan anføres, at fåreavlen stod meget højt, og at forædlingen af fåreracerne tog sin begyndelse allerede i begyndelsen af det 19. århundrede. Også på biavlens område havde Schlesien, hvor den i sin tid kendte biavler, præsten Dzierzon, virkede, været et foregangsland. Det skovrige land var rigt på vildt: hjorte og rådyr, vildsvin og fuglevildt. Fra Karpaterne skete der lejlighedsvis indvandring af ulve.

Schlesien hørte til de tidligt industrialiserede områder. Ved Gleiwitz opstilledes 1796 den første kokshøjovn i Preussen og ved Bleiwerk 1788 den første dampmaskine i Tyskland. Dette minedistrikt tilhørte dog kun for en ringe dels vedkommende Tyskland. Før nyordningen som følge af 1. verdenskrigen var kularealet fordelt således, at Tyskland ejede 33 %, Polen 52 % og Østrig-Ungarn 15 %, men efter krigen var Tysklands andel svundet ind til 7 % og Polens vokset til 78 %. Og mens kulforrådet i den tyske del tidligere ansloges til 113 milliarder tons, mentes den resterende beholdning efter krigen kun at andrage 5—6 milliarder tons. Af 67 gruber forblev 12 ved Tyskland efter krigen; deres årsproduktion androg i 1920 7,7 millioner tons eller ca. 25 % af den samlede produktion i det tidligere tysk-schlesiske kuldistrikt. Samtlige jerngruber overgik efter krigen til Polen, ligeså de fleste jernindustrielle virksomheder, omfattende 5/7 af de i jernindustrien sysselsatte arbejdere, og af 37 højovne før krigen var 14 med en årsproduktion af ca. 140.000 tons råjern forblevet tyske efter krigen, mens 23 med en produktion af 406.000 tons kom til Polen. Endelig var af 18 zink- og blyminer kun 5 blevet ved Tyskland, der derved havde mistet 80 % af sin zinkproduktion og 48 % af sin blyproduktion. Brunkul forekom i udstrakte lejer, men blev kun brudt forholdsvis lidt.

Foruden metalindustri drev Schlesien fra gammel tid stor hørindustri, der hørte hjemme i de til Böhmen grænsende bjergrige egne, og sammen med spinding, vævning og farvning af hør gik også fabrikation af bomuldstøjer og — mere i lavlandet — klæde. Roesukker fremstilledes fornemmelig i Breslau-Schweidnitz-området. Til de talrige andre industrigrene (ure, glas, porcelæn, cigarer, stråfletning, knipling og andet) kom der stadigt flere, og fabriksarbejdernes andel af befolkningen voksede stærkt, mens landbrugsarbejdernes andel gik ned.

Samfærdsel

Jernbanenettet var stærkt udviklet i det øvreschlesiske industriområde, hvor talrige sidelinier knyttede sig til stambanerne.

Oder var den eneste sejlbare flod, men den lave sommervandstand var trods nyere regulerende foranstaltninger en hindring for flodsejladsens udvikling, og heller ikke Klodnitz-kanalen var nogen betydelig vandvej.

Eksterne henvisninger

• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan (1890), bind 14, sp. 662-665; opslag: Schlesien
• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan (1899), bind 20, sp. 1956; opslag: Schlesien
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan (1916), bind 24, sp. 1084-1088; opslag: Schlesien
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan (1926), bind 38, sp. 223-225; opslag: Schlesien
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave (1926), bind XXI, s. 19-21; opslag: Schlesien
• www.verwaltungsgeschichte.de
• Emil Elberling: "Tyskernes Germaniserings-Bestræbelser" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, Første række, Bind 8; 1877)
• Johs. Humlum: "Görny Slask. Kulbrydning og Sværindustri i polsk Øvre-Schlesien" (Geografisk Tidsskrift, Bind 40; 1937)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Schlesien