Quintus Aurelius Symmachus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En fløj af et elfenbensdiptykon med indskriften "SYMMACHORUM“. Kvinden fremstiller en Bacchus-præstinde. Æg og alter repræsenterer Jupiter-kulten

Quintus Aurelius Symmachus (ca. 340 – ca. 402) var en ikke-kristen romersk senator, konsul og bypræfekt (praefectus urbi) i senantikkens Rom. Han regnes for en af de betydeligste latinske talere i sin tid og blev af sine samtidige sammenlignet med Cicero. Hans far var Lucius Aurelius Avianius Symmachus (død 376) fra den patriciske gens (klan[1]) Aurelia. Quintus Aurelius var repræsentant for den traditionelle cursus honorum (vedr. embedsmandskarriere og politisk rangstige), og han var hedning på en tid hvor senatsaristokratiet hastigt konverterede til kristendommen.

Tolerance over for hedensk kult

I 382 gav kejser Gratian, som var kristen, ordre om at Sejrsalteret[2] skulle fjernes fra Curia, hvor det romerske senat holdt til i Forum. Aurelius Symmachus ledede en protestdelegation som kejseren nægtede at modtage. To år senere blev Gratian snigmyrdet i Lugdunum, og Aurelius, der nu var præfekt i Rom, fornyede appellen over for Gratians efterfølger, Valentinianus II, i en berømt skrivelse som blev imødegået af Ambrosius, biskop i Milano. I en tid, hvor religiøse samfund var af den opfattelse at guddommelige magter havde direkte indflydelse på menneskelige hændelser, argumenterede Aurelius for at fjernelsen af alteret ville bringe hungersnød og at en genrejsing kun kunne være til nytte for alle. Hans argumentation byggede subtilt på at kræve tolerance for traditionel religionsudøvelse og tro som kristendommen ville undertrykke i en forordning af Theodosius den store fra 391.

Aurelius Symmachus’ karriere blev midlertidig afsporet da han leverede et panegyrisk digt til den kortlivede tronraner Magnus Maximus, men han kom tilbage kort tid efter og fik konsulembede, den højeste ære i imperiet.

Skrifter[redigér | redigér wikikode]

Det meste af hans skriftlige arbejde har overlevet, ni bøger med breve, en samling af Relationes eller officielle dagsbefalinger som dateres til hans tid som præfekt i Rom, og fragmenter fra forskellige taler. Hans stil var meget beundret i hans egen tid og ind i tidlig middelalder, men moderne forskere er blevet opmærksom på den mangel der er i hans skrifter på reel information om hans samtid, hvilket har bevirket at kun få af hans skrifter er blevet oversat fra latin.

Aurelius Symmachus var også involveret i forberedelsene af en udgave af historikeren Titus Livius’ (59 f.Kr.-17 e.Kr.) Ab urbe condita ("Fra byens grundlæggelse"), et monumentalt værk om Roms historie. Denne udgave er kilden til en række af subskriptioner – en slags efterskrifter i afskrifter af manuskripter[3] – hvor hans navn er blevet fundet i flere af de bevarede tekster fra det første årti, og det antages at han er stamfar til en af manuskripttraditionerne af Livius’ tekst.

Se også

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Q. Aurelii Symmachi quae supersunt, red. af Otto Seeck (Berlin, 1883; optrykt Munich, 2001, ISBN 3-921575-19-2) Alle bevarede tekster af Aurelius Symmachus: breve, taler og originale rappporter på latin. Dette bind foreligger i serien Monumenta Germaniae Historica.
  • Samuel Dill, Roman Society in the Last Century of the Western Empire (London, 1899)
  • T. R. Glover, Life and Lefters in the Fourth Century (London, 1901)
  • J.F. Matthews, "The Lefters of Symmachu" i Latin Literature of the Fourth Century (redigeret af J.W. Binns), siderne 58-99. London: Routledge and Kegan Paul, 1974.
  • J.F. Matthews, Western Aristocracies and Imperial Court, AD 364-425. Oxford: Clarendon Press, 1990. ISBN 0-19-814499-7
  • Cristiana Sogno, Q. Aurelius Symmachus: A Political Biography. Ann Arbor: University of Michigan Press, 2006. ISBN 978-0-472-11529-7

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. Gens, klan; se Tria nomina vedrørende romerske slægtsnavne
  2. Se "Striden om Victoriealteret" (Tysk)
  3. Til "subskriptioner", se afsnittet "Den kristelige subskription" i artiklen om bogtabet i senantikken