Gratian

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mønt med billede af Gratian

Gratian (latin: Flavius Gratianus), romersk kejser 4. august 36725. august 383. Som den første kejser favoriserede han kristendommen på bekostning af den traditionelle religion, han afviste alle hedenske titler som kejseren normalt havde, fx pontifex maximus, og forbød alle religiøse ceremonier i senatet.

Levned[redigér | redigér wikikode]

Gratian var søn af den romerske kejser Valentinian I og Marina Severa, han blev født 18. april i Sirmium Pannonien, og blev opkaldt efter sin bedstefar Gratianus d. ældre. Som dreng blev Gratian udnævnt til medkejser (Augustus) af sin far, Valentinian I, i 367, faderens bror Valens var ligeledes medkejser. Da Valentinian I døde i 375 var det dog Gratians yngre halvbroder Valentinian II, som i første omgang blev udnævnt til vestromersk kejser af tropperne i Pannonien. Gratian accepterede afgørelsen og overlod den formelle kejserværdighed til Valentinian II, han beholdt selv overhøjheden over de galliske provinser, mens Valentinian fik de øvrige provinser. Reelt forblev magten over det vestromerske rige dog i Gratians hænder, og de østlige forblev under onkelen Valens’ kontrol.

I august 378 døde Valens i et slag ved Adrianopel, da han ikke ville vente på at Gratian nåede frem med forstærkninger, resultatet blev at to tredjedele af den østromerske hær blev udslettet af goterne. Gratian sad nu også med magten over de østromerske provin-ser, men følte at det ikke var muligt for én mand at regere hele riget, derfor udnævnte han 19. januar 379 Theodosius I til østromersk kejser, og sammen besejrede de goterne på Balkan i den Goterkrigen (377–382).

Efter nogle år mistede Gratian den energi hvormed han havde begyndt sin regering, han forsømte sine pligter som regent og kom med tiden under stærk indflydelse af sin frankiske general Merobaudes og biskoppen af Milano, Ambrosius. Hans popularitet var stærkt faldende i den romerske befolkning, især da ansatte en gruppe alaner som sin livvagt og offentligt optrådte klædt som en skytisk kriger; i en periode med hyppige invasioner af barbarer var det ikke populært. En romersk general Magnus Maximus udnyttede utilfredsheden til at starte et oprør i Britannien, hvorfra han invaderede Gallien med en stor hær. Gratian som opholdt sig i Lutetia (Paris) blev svigtet af sine mænd og flygtede til Lugdunum (Lyon), her blev han af byens guvernør udleveret til oprørene som henrettede ham den 25. august 383.

Favorisering af kristendommen[redigér | redigér wikikode]

For kristendommen blev Gratians regering en vigtig epoke for udviklingen frem den moderne kirke, idet den for første gang blev den helt dominerede religion i hele Romerriget. Under Ambrosius’ indflydelse forbød Gratian den offentlige dyrkelse af den traditionelle hedenske religion, han fjernede Sejrsaltret fra Senatet, trods protester fra flere medlemmer og konfiskerede dets indtægter, og han inddrog vestalindernes ejendom og fratog dem og de øvrige præsteskaber alle deres privilegier. Samtidigt nægtede han at bære titlen Pontifex maximus, men overlod den til paven. Trods disse tiltag besluttede senatet, som det var blevet tradition, alligevel at deificering ham efter hans død.

Gratian udstedte et edikt, som påbød alle kristne, at de skulle bekende sig til biskopperne af Rom og Alexandrias tro, (dvs. følge Nikæa), dette rettede sig primært mod arianerne, men mindre sekter, som afveg fra den ortodokse kirke blev også ramt.


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Foregående: Romerske kejsere Efterfølgende:
Valens
Valentinian I
Theodosius I
Valentinian II