Racelære

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Racelære var en pseudovidenskabelig disciplin der var vigtig i Europa i første halvdel af det 20nde århundrede, og som forsøgte at inddele menneskeslægten i racer baseret på anatomiske og fænotypiske forskelle. Racelæren praktiseredes inden for den fysiske antropologi, som anvendte antropometriske klassifikationer af menneske kroppen som grundlag for at inddelle mennesker i forskellige typer. Racelæren praktiseredes ofte sammen med politiske forsøg på at inddelle mennesker i højere og laverestående racer, normalt med de hvide europæere som det højeste stadie og andre folkeslag som laverestående - også i forbindelse med "racehygiejne", også kaldet eugenik, det politiske forsøg på at fjerne uønskede fænotyper fra en befolkning igennem kunstig udvælgelse. Racelæren brugtes mange steder i verden, især i USA og i forbindelse med Europæisk kolonialisme til at fratage ikke-europæiske folkeslag deres politiske rettigheder. I USA baseredes immigrationslovgivning og raceadskillelsespolitik på racelæren. I Tyskland vandt racelæren indpas gennem tyverne og trediverne hvor Adolf Hitlers Nationalsocialisme forbandt en fascistisk politik med eugenik og racelære og igangsatte en systematisk udrydning af de racegrupper der ansås for laverestående. Efter anden verdenskrig diskrediteredes racelæren, dels på grund af dens politiske konsekvenser og dels for de det blev mere og mere tydeligt at der ikke var videnskabeligt belæg for at inddelle mennesker i afgrænsede grupper baseret på arve materiale fordi alle befolkninger er genetisk mangfoldige, og fordi ingen gener eller gentræk er ekslusive for nogle grupper. Menneskelig genetisk diversitet er organiseret geografisk så træk varierer i graduerede overgange og graden af genetisk forskellighed er en direkte funktion af geografisk afstand imellem befolkninger.

Kriterierne for ældre raceforskning[redigér | redigér wikikode]

Meyers Konversations-Lexikon (1885–90).
Kaukasoider:     Arier     Semiter     Hamiter
Negroider:     Negre     Hottentott     Melanesier     Negrito     Australider
Usikker:     Dravider & Singaleser
Mongolier:     Nord mongoler     Kineser & Indokineser     Japaner & Koreaner     Tibetaner     Malajer     Polynesier     Maorier     Mikronesier     Eskimoer     Indianer

Der er gennem tiden gjort flere forsøg på at inddele jordens befolkning i racer. I den ældre racelære lagdes hovedvægten på hudfarve og kraniets form samt den geografiske udbredelse heraf.

Allerede Carl von Linné offentliggjorde i 1735 en inddeling af mennesket i grupperne afrikanske, europæiske, asiatiske og amerikanske. Johann Friedrich Blumenbach offentliggjorde i 1781 en inddeling i typerne mongoloid, kaukasoid, malay, etiopisk og indiansk. Cuvier antog i bogen Le régne animal fra 1817, at man kunne skelne mellem tre hovedracer: en hvid, en gul og en sort, og at alle øvrige racer var opståede ved indbyrdes sammenblanding af disse. Svenskeren Retzius foretog i 1842 en raceinddeling på grundlag af målinger af kranier; han skelnede mellem to grundformer: en kortskallet (brachycefal) og en langskallet (dolichocefal), hvoraf den første var særligt fremtrædende hos mongolerne, den anden hos negre og australere. Desuden skelnedes mellem to ansigtsformer, den orthognathe (uden fremspringende underansigt) og den prognathe (med fremspringende underansigt). Dette arbejde lagde grunden til de følgende hundrede års omfattende antropometriske arbejde med omfattende kraniemålinger og siden tillige målinger af andre legemsdele.

Foruden målforhold inddroges hudfarve, øjenfarve, hårfarve, hårets form (kruset eller glat) i bestræbelserne på beskrivelser af de ulige antropologiske racer[1], hvis antal med tiden voksede med talrige regionale inddelinger. Således blev befolkningerne i fx Europa underinddelte i en nordisk race, en alpin race og en mediterran race.[2].

Mens det på den ene side blev vanskeligere at komme til klarhed over inddelingen i racer, blev det på den anden ikke mere klart på hvilken måde, man kunne udlede slutninger om racernes åndelige egenskaber og udviklingsmuligheder. Oprindeligt troede man at kunne slutte fra deres næringsliv om deres udviklingsevner og formodede derfor, at de mere oprindelige kulturer tillige afspejlede en mindre begavelse i åndelig henseende, men nåede dog frem til erkendelsen af, at det er urigtigt at antage, at et folks kulturmæssige forhold skulle være særligt bestemt ved dets race. Racelæren udviklede sig, især efter konsekvenserne af nationalsocialismens voldsomme racelærebegreber, til et meget kontroversielt emne.

Raceforskning indtil 1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

I årene 1874-1877 foretog den tyske læge, professor Virchow en undersøgelse af 10 mio. skolebørn i det daværende Tyskland, Belgien, Schweiz og Østrig med hensyn til hår-, øjen- og hudfarve og nåede frem til følgende: af den rene blonde type (nordisk race: blondt hår, blå øjne, lys hud) var resultatet:

Haderslev Amt - 52,00 %
Tønder Amt 51,00 %
Preussen 35,00 %
Tyskland (gns.) 31,80 %
Bayern 20,00 %
Østrig 19,79 %
Schweiz 11,10 %
Elsass-Lothringen 18,44 %

af den rene brune type (alpin race: brunt eller sort hår, brune øjne, hvid eller brun hud) var resultatet:

Tønder Amt 5,01 %
Haderslev Amt 5,82 %
Preussen 12,00 %
Tyskland (gns.) 14,04 %
Bayern 21,00 %
Østrig 23,17 %
Schweiz 25,70 %

[3]

På grundlag af tilsvarende undersøgelser underinddelte William Z. Ripley i The Races of Europe fra 1899 befolkningen i Europa i tre undergrupper:

  1. den nordiske race, der var langskallet, med langt ansigt, lyst hår, blå øjne, høj legemsvækst;
  2. den alpine race, der var kortskallet, med bredt ansigt, kastaniebrunt hår, lysebrune eller grå øjne, middelhøj, undersætsig legemsbygning, temmelig bred næse;
  3. den mediterrane race, der var langskallet, med langt ansigt, mørkebrunt eller sort hår, mørke øjne, middelhøj, slank legemsbygning, temmelig bred næse.

Navnene angav de tre hovedudbredelsesområder. Den nordiske race forekom mest udtalt i det nordvestlige Europa og var mest udpræget i Sverige, men tillige dominerende i Danmark, i det vestlige Finland, i de baltiske lande, i Nordtyskland, Nederlandene og på de britiske øer. Den alpine race forekom næsten ublandet i Alperne, men gjorde sig også gældende i Frankrigs bjergegne og i Bretagne. Desuden var den alpine type fremtrædende i Østeuropa, hvor man mente, at den havde fortrængt en tidligere langskallet befolkning. Som en særlig undergruppe udskiltes den såkaldte dinariske race, der især forekom i Albanien, Montenegro, Dalmatinien, Bosnien og Venetien. Den var kortskallet og mørkhåret men høj af vækst. Den mediterrane race forekom især i Spanien og i det mellemste og sydlige Italien samt mest udpræget på Sardinien og Korsika. På grundlag af fordelingen mente man, at den nordiske race hørte hjemme i Europa, mens den alpine race havde forbindelser til Lilleasien og Armenien og formodedes at have foretaget en eller flere indvandringer, og den mediterrane race havde tilknytning til Nordafrika.[4]

Raceforskning i mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Dette amerikanske kort fra 1920 viser "fordelingen af hovedracerne" i verden. Menneskene er inddelt i hvide (rød farve på kortet), brune, gule, sorte (grå farve) og amerikansk-indianske (orange farve).

I mellemkrigstiden nåede den klassiske raceforskning sit pseudovidenskabelige klimaks, især i Nazi-Tyskland, hvor folk som Hermann Gauch og Hans Günther (berygtet som "Rassen-Günther") skrev værker om emnet på tvivlsomt grundlag.

Som en reaktion herpå skrev den sønderjyske lærer Claus Eskildsen bogen "Dansk Grænselære", hvor han tog til genmæle. Han påpegede, at selv om folk vil kunne inddeles i racer, findes der ingen "rene racer", og at "særlig Racerenhed og Højkultur ikke nødvendigt hører sammen"[5] og "at langskallede Mennesker ikke kan siges at være mere begavede end kortskallede. Men det kan naturligvis lige saa lidt nægtes, at der findes Racekendetegn lige saa godt hos Mennesker som hos dyr, og at særlig fremtrædende Racemærker ogsaa kan iagttages af Lægmand"[6], hvorefter han påviser (ved at bruge de tyske forskeres egne resultater), at tyskere ikke tilhører den nordiske race bortset fra i det nordlige Slesvig![7]

I 1930 udkom 14. udgave af Günthers "Rassenkunde". I sin anmeldelse af bogen skrev Gudmund Hatt blandt andet:

"Det Güntherske System af sjælelige Racekarakterer udmærker sig ved klare Linjer og Oversigtlighed. Disse med Virkeligheden dog kun svagt forbundne Theorier fremføres med det Formaal at vække den nordiske Race til Bevidsthed om den Fare, der truer Civilisationen og Tyskland fra de andre Racers Side. Jo mere denne Agitation bærer Frugt, des mere maa den bidrage til at svække det indre Sammenhold i Tysklands Befolkning.
Iøvrigt, dersom den nordiske Race er Bærer af saa fortrinlige Egenskaber som Virkelighedssans og Dømmekraft, er der Grund til at ønske den større Udbredelse i Tyskland."[8]

Efter 1945[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig anvendes begrebet "race" næsten ikke, selv om der i forbindelse med blandt andet sygdomsbekæmpelse igen er kommet fokus på forskelle mellem grupper eller klynger af ens gener, da forskellige folkeslags gen-sammensætninger reagerer forskelligt over for medicin og sygdomme.[9] Men hvor den klassiske "racelære" forsøgte at opstille anatomiske typologier over menneskets biologiske diversitet ved brug af et system af gensidigt ekskluderende kategorier, er fokus nu på populationsgenetik der ser på distribution of frekvens af genetiske varianter i en befolkning. Dermed er racelæren og dens typologier overflødigjort.

Reference[redigér | redigér wikikode]

  1. Vahl og Hatt (1922), s. 97-99
  2. Vahl og Hatt (1927), s. 10-13
  3. gengivet Efter Eskildsen, s. 35
  4. Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet, bind 4; København 1927; s. 10-11
  5. Eskildsen, s. 32
  6. Eskildsen, s. 32f
  7. Eskildsen, s. 30-36; resultaterne er delvist refereret oven for
  8. Geografisk Tidsskrift, bind 34; 1931; s. 56
  9. se fx Collins med henvisninger

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Ambox scales.svg Dette afsnits neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
  • Claus Eskilsen: Dansk Grænselære; København 1936
  • Hermann Gauch: Neue Grundlagen der Rassenforschung; Klein, Leipzig 1933
  • Hans F.K. Günther: Rassenkunde der deutschen Volkes; Lehmann, München 1922
  • Hans F.K. Günther: Rassenkunde der deutschen Volkes; 14. udgave; Lehmann, München 1930
  • Hans F.K. Günther: Kleine Rassenkunde der deutschen Volkes; Lehmann, München 1933
  • William Z. Ripley: The Races of Europe; London 1899
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog; bind 1; København 1922
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog; bind 4; København 1927
  • Virchow: "Gesamtbericht über die von der deutschen anthropologische Gesellschaft verlassten Erhebungen über die Farbe von Haut, der Haare und der Augen der Schulkinder" (Archiv für Anthropologie 16, 1886)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Ambox scales.svg Dette afsnits neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.