Racelære

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Racelæren er blandt andet en statistisk videnskab. Her viser kortet den procentvise fordeling af personer med lyst hår (jo lysere farve, jo højere procentdel).
Den europæiske og asiatiske menneskeslægt, efter en tysk racelære fra 1910.
Fig. 1. En typisk tysk kvinde.
Fig. 2. En typisk nordtysk kvinde af tysk-slavisk blanding.
Fig. 3. En typisk kvinde fra sydslaverne.
Fig. 4. En typisk kvinde fra Centralasien.
Fig. 5. En typisk kvindelig mongol.

Racelære, raceteori, er ideen om, at nutidsmennesket (homo sapiens sapiens) kan inddeles i selvstændige racer, ofte med varierende egenskaber (udseende og evner) i hver race. Ifølge moderne genetik og fysisk antropologi kan nutidsmennesker ikke inddeles i racer.[1][2][3][4][5][6][7][8][9] Racelæren udvikledes som led i europæernes kolonisering af verden, hvor de kom i kontakt med befolkninger med et andet udsenede og en fremmed kultur og så var det nærliggende at forskellen i udsenede var årsag til den fremmed kultur. Ud fra datidens religiøse tænking indsattes diverse befolkningsgrupper i et hierarki med den europæiske fænotype, som ansås som mere civiliseret, på toppen. Nogle biologer (herunder Carl von Linné og Georges Cuvier) opdelte mennesket i underarter som de tillagde forskellige hierarkisk ordnede karaktertræk. Dette hierarki fungerede som retfærdiggørelse af europæernes behandling af koloniserede folk som ansås for mindreværdige i forhold til europæere. Denne tankegang anses i dag for at være racistisk, og der er intet videnskabeligt belæg for at rangordne grupper af mennesker baseret på deres ophav.[10][11] Igennem det 20. århundrede studerede biologer og antropologer menneskets biologiske variation, og kom frem til at variationen mellem racegrupper er mindre end den interne variation imellem hver gruppe, og at der ikke er noget biologisk grundlag for at inddele mennesker i forskellige racer.[12][13] Med muligheden for DNA-analyse er det i dag muligt at bestemme et individs bio-geografiske ophav med stor præcision, hvilket gør at den grove inddeling i kontinentale race ikke er informativ.[14] Fordi raceindeling har stor social betydning i mange samfund, bruges racekategorisering stadig ofte inden for forbrydelsesbekæmpelse som del af signalementer af forbrydere eller ofre, og inden for medicin hvor nogle sygdomme har større prævalens blandt bestemte racegrupper.[15]

Indholdsfortegnelse

Kriterierne for ældre raceforskning [redigér]

Planche over racer fra et tysk leksikon fra 1932
Meyers Konversations-Lexikon (1885–90).
Kaukasoider:     Arier     Semiter     Hamiter
Negroider:     Negre     Hottentott     Melanesier     Negrito     Australider
Usikker:     Dravider & Singaleser		 Mongolier:     Nord mongoler     Kineser & Indokineser     Japaner & Koreaner     Tibetaner     Malajer     Polynesier     Maorier     Mikronesier     Eskimoer     Indianer

Der er gennem tiden gjort flere forsøg på at inddele jordens befolkning i racer. I den ældre racelære lagdes hovedvægten på hudfarve og kraniets form samt den geografiske udbredelse heraf.

Allerede Carl von Linné offentliggjorde i 1735 en inddeling af mennesket i grupperne afrikanske, europæiske, asiatiske og amerikanske. Johann Friedrich Blumenbach offentliggjorde i 1781 en inddeling i typerne mongoloid, kaukasoid, malay, etiopisk og indiansk. Cuvier antog i bogen Le régne animal fra 1817, at man kunne skelne mellem tre hovedracer: en hvid, en gul og en sort, og at alle øvrige racer var opståede ved indbyrdes sammenblanding af disse. Svenskeren Retzius foretog i 1842 en raceinddeling på grundlag af målinger af kranier; han skelnede mellem to grundformer: en kortskallet (brachycefal) og en langskallet (dolichocefal), hvoraf den første var særligt fremtrædende hos mongolerne, den anden hos negre og australere. Desuden skelnedes mellem to ansigtsformer, den orthognathe (uden fremspringende underansigt) og den prognathe (med fremspringende underansigt). Dette arbejde lagde grunden til de følgende hundrede års omfattende antropometriske arbejde med omfattende kraniemålinger og siden tillige målinger af andre legemsdele.

Foruden målforhold inddroges hudfarve, øjenfarve, hårfarve, hårets form (kruset eller glat) i bestræbelserne på beskrivelser af de ulige antropologiske racer[16], hvis antal med tiden voksede med talrige regionale inddelinger. Således blev befolkningerne i fx Europa underinddelte i en nordisk race, en alpin race og en mediterran race.[17].

Mens det på den ene side blev vanskeligere at komme til klarhed over inddelingen i racer, blev det på den anden ikke mere klart på hvilken måde, man kunne udlede slutninger om racernes åndelige egenskaber og udviklingsmuligheder. Oprindeligt troede man at kunne slutte fra deres næringsliv om deres udviklingsevner og formodede derfor, at de mere oprindelige kulturer tillige afspejlede en mindre begavelse i åndelig henseende, men nåede dog frem til erkendelsen af, at det er urigtigt at antage, at et folks kulturmæssige forhold skulle være særligt bestemt ved dets race. Racelæren udviklede sig, især efter konsekvenserne af nationalsocialismens voldsomme racelærebegreber, til et meget kontroversielt emne.

Raceforskning indtil 1. verdenskrig [redigér]

I årene 1874-1877 foretog den tyske læge, professor Virchow en undersøgelse af 10 mio. skolebørn i det daværende Tyskland, Belgien, Schweiz og Østrig med hensyn til hår-, øjen- og hudfarve og nåede frem til følgende:

af den rene blonde type (nordisk race: blondt hår, blå øjne, lys hud) var resultatet:
Haderslev Amt - 52,00 %
Tønder Amt 51,00 %
Preussen 35,00 %
Tyskland (gns.) 31,80 %
Bayern 20,00 %
Østrig 19,79 %
Schweiz 11,10 %
Elsass-Lothringen 18,44 %

af den rene brune type (alpin race: brunt eller sort hår, brune øjne, hvid eller brun hud) var resultatet:

Tønder Amt 5,01 %
Haderslev Amt 5,82 %
Preussen 12,00 %
Tyskland (gns.) 14,04 %
Bayern 21,00 %
Østrig 23,17 %
Schweiz 25,70 %

[18]

På grundlag af tilsvarende undersøgelser underinddelte William Z. Ripley i The Races of Europe fra 1899 befolkningen i Europa i tre undergrupper:

  1. den nordiske race, der var langskallet, med langt ansigt, lyst hår, blå øjne, høj legemsvækst;
  2. den alpine race, der var kortskallet, med bredt ansigt, kastaniebrunt hår, lysebrune eller grå øjne, middelhøj, undersætsig legemsbygning, temmelig bred næse;
  3. den mediterrane race, der var langskallet, med langt ansigt, mørkebrunt eller sort hår, mørke øjne, middelhøj, slank legemsbygning, temmelig bred næse.

Navnene angav de tre hovedudbredelsesområder. Den nordiske race forekom mest udtalt i det nordvestlige Europa og var mest udpræget i Sverige, men tillige dominerende i Danmark, i det vestlige Finland, i de baltiske lande, i Nordtyskland, Nederlandene og på de britiske øer. Den alpine race forekom næsten ublandet i Alperne, men gjorde sig også gældende i Frankrigs bjergegne og i Bretagne. Desuden var den alpine type fremtrædende i Østeuropa, hvor man mente, at den havde fortrængt en tidligere langskallet befolkning. Som en særlig undergruppe udskiltes den såkaldte dinariske race, der især forekom i Albanien, Montenegro, Dalmatinien, Bosnien og Venetien. Den var kortskallet og mørkhåret men høj af vækst. Den mediterrane race forekom især i Spanien og i det mellemste og sydlige Italien samt mest udpræget på Sardinien og Korsika. På grundlag af fordelingen mente man, at den nordiske race hørte hjemme i Europa, mens den alpine race havde forbindelser til Lilleasien og Armenien og formodedes at have foretaget en eller flere indvandringer, og den mediterrane race havde tilknytning til Nordafrika.[19]

Raceforskning i mellemkrigstiden [redigér]

Dette amerikanske kort fra 1920 viser "fordelingen af hovedracerne" i verden. Menneskene er inddelt i hvide (rød farve på kortet), brune, gule, sorte (grå farve) og amerikansk-indianske (orange farve).

I mellemkrigstiden nåede den klassiske raceforskning sit pseudovidenskabelige klimaks, især i Nazi-Tyskland, hvor folk som Hermann Gauch og Hans Günther (berygtet som "Rassen-Günther") skrev værker om emnet på tvivlsomt grundlag.

Som en reaktion herpå skrev den sønderjyske lærer Claus Eskildsen bogen "Dansk Grænselære", hvor han tog til genmæle. Han påpegede, at selv om folk vil kunne inddeles i racer, findes der ingen "rene racer", og at "særlig Racerenhed og Højkultur ikke nødvendigt hører sammen"[20] og "at langskallede Mennesker ikke kan siges at være mere begavede end kortskallede. Men det kan naturligvis lige saa lidt nægtes, at der findes Racekendetegn lige saa godt hos Mennesker som hos dyr, og at særlig fremtrædende Racemærker ogsaa kan iagttages af Lægmand"[21], hvorefter han påviser (ved at bruge de tyske forskeres egne resultater), at tyskere ikke tilhører den nordiske race bortset fra i det nordlige Slesvig![22]

I 1930 udkom 14. udgave af Günthers "Rassenkunde". I sin anmeldelse af bogen skrev Gudmund Hatt blandt andet:

"Det Güntherske System af sjælelige Racekarakterer udmærker sig ved klare Linjer og Oversigtlighed. Disse med Virkeligheden dog kun svagt forbundne Theorier fremføres med det Formaal at vække den nordiske Race til Bevidsthed om den Fare, der truer Civilisationen og Tyskland fra de andre Racers Side. Jo mere denne Agitation bærer Frugt, des mere maa den bidrage til at svække det indre Sammenhold i Tysklands Befolkning.
Iøvrigt, dersom den nordiske Race er Bærer af saa fortrinlige Egenskaber som Virkelighedssans og Dømmekraft, er der Grund til at ønske den større Udbredelse i Tyskland."[23]

Efter 1945 [redigér]

Efter 2. verdenskrig anvendes begrebet "race" næsten ikke, selv om der i forbindelse med blandt andet sygdomsbekæmpelse igen er kommet fokus på forskelle mellem grupper eller klynger af ens gener, da forskellige folkeslags gen-sammensætninger reagerer forskelligt over for medicin og sygdomme.[24]

Moderne raceforskning [redigér]

I forbindelse med den moderne genetik er også racespørgsmålet kommet på dagsordenen. Det forhold, at den genetiske variation hidtil ikke har formået at forklare raceinddelinger, gør, at nogle forskere helt vil afvise muligheden af en sådan sammenhæng[25]. Andre mener, at der er en sammenhæng, men indrømmer, at forskningen ikke har løst problemet på en videnskabelig tilfredsstillende måde[26]

Genetikerne regner med, at 85 % af den genetiske variation er intern i de enkelte befolkninger. Af de resterende 15 % kan omtrent halvdelen tilskrives indre, regionale forskelle, og 6 % – 10 % anses for karakteristiske traditionelt racebeskrivende forskelle mellem racegrupper såsom hudfarve, hårets karakter og næseform. Genetikerne har også konstateret, at der er en samvariation mellem visse træk; eksempelvis vil mørk hudfarve samvariere med mørkt, krøllet hår, bred næse og høj frekvens af rhesusblodtype R0.[27]

Inden for moderne medicinforskning har spørgsmålet påkaldt sig særlig interesse, fordi nogle studier antyder at der er forskel på hvordan racemæssigt definerede befolkningsgrupper reagerer på samme medicin. Nogle forskere håber gennem fornyet forskning at finde eventuelle genetiske grunde hertil.[28]

Noter [redigér]

  1. ↑ Jonathan, Marks. 2002. What It Means to be 98% Chimpanzee
  2. ↑ Templeton, A. R. (1998). "Human Races: A Genetic and Evolutionary Perspective". American Anthropologist 100 (3): 632–650. 
  3. ↑ Williams, S. M.; Templeton, A. R. (2003). "Race and Genomics". New England Journal of Medicine 348: 2581–2582. 
  4. ↑ Templeton, A. R. The genetic and evolutionary significance of human races. In: Race and Intelligence: Separating Science From Myth. J. M. Fish, ed. Pp. 31-56. Mahwah, New Jersey, Lawrence Erlbaum Associates, 2002.
  5. ↑ Keita; Kittles, Royal, Bonney, Furbert-Harris, Dunston, Rotimi (2004). . Nature 36: S17-S20. doi:10.1038/ng1455. PMID 15507998. http://www.nature.com/ng/journal/v36/n11s/box/ng1455_BX1.html. "Modern human biological variation is not structured into phylogenetic subspecies ('races'), nor are the taxa of the standard anthropological 'racial' classifications breeding populations. The 'racial taxa' do not meet the phylogenetic criteria. 'Race' denotes socially constructed units as a function of the incorrect usage of the term.". 
  6. ↑ Harrison, Guy (2010). Race and Reality. Amherst: Prometheus Books. "Race is a poor empirical description of the patterns of difference that we encounter within our species. The billions of humans alive today simply do not fit into neat and tidy biological boxes called races. Science has proven this conclusively. The concept of race (...) is not scientific and goes against what is known about our ever-changing and complex biological diversity." 
  7. ↑ Roberts, Dorothy (2011). Fatal Invention. London, New York: The New Press. "The genetic differences that exist among populations are characterized by gradual changes across geographic regions, not sharp, categorical distinctions. Groups of people across the globe have varying frequencies of polymorphic genes, which are genes with any of several differing nucleotide sequences. There is no such thing as a set of genes that belongs exclusively to one group and not to another. The clinal, gradually changing nature of geographic genetic difference is complicated further by the migration and mixing that human groups have engaged in since prehistory. Human beings do not fit the zoological definition of race. A mountain of evidence assembled by historians, anthropologists, and biologists proves that race is not and cannot be a natural division of human beings." 
  8. ↑ serc.carleton.edu: A New Perspective on Race Citat: "...Findings from Genetic Research...Human beings have very low genetic variability. Probably the entire species is descended from a single family that lived about 200,000 years ago. Most (85%) of our genetic variation is within [tilføjet fed skrift] populations rather than among them, even when different sequences of DNA (or proteins) are examined (Barbujani et al., 1997 ). Statistical divisions of humanity based on different kinds of genetic data do not [tilføjet fed skrift] group people consistently into races (Romualdi, 2002 )..."
  9. ↑ 4. sep 2007, Ing.dk: Ny DNA-kortlægning: Vi er langt mere forskellige, end vi troede Citat: "...Du kan have adskillige gener, der disponerer, at du får kongeblå øjne, sofa-håndtag, krøller og en yderst høj risiko for at få en blodprop. Alligevel kan du ligeså vel ende med at blive en slank starut med skaldet isse, grønne øjne og aldrig opleve, at et af dine blodkar bliver tilstoppet. Vores genetiske koder er nemlig langt mere komplicerede og unikke, end videnskaben hidtil har troet..."
  10. ↑ Brace, C. Loring. 2005. Race is a Four Letter Word: The Genesis of the Concept. Oxford University Press.
  11. ↑ Graves, Joseph R. 2003. The Emperor's New Clothes: Theories of Race at the Millennium. Rutgers University Press
  12. ↑ American Anthropological Association's Statement on "Race" May 17, 1998
  13. ↑ American; Anthropological, Physical. "Statement on Biological Aspects of Race". American Journal Physical Anthropology 569: 1996. http://www.aaanet.org/stmts/racepp.htm. 
  14. ↑ Steve Olson, Mapping Human History: Discovering the Past Through Our Genes, Boston, 2002
  15. ↑ Steven A. Ramirez What We Teach When We Teach About Race: The Problem of Law and Pseudo-Economics 54 Journal of Legal Education 365 (2004)
  16. ↑ Vahl og Hatt (1922), s. 97-99
  17. ↑ Vahl og Hatt (1927), s. 10-13
  18. ↑ gengivet Efter Eskildsen, s. 35
  19. ↑ Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet, bind 4; København 1927; s. 10-11
  20. ↑ Eskildsen, s. 32
  21. ↑ Eskildsen, s. 32f
  22. ↑ Eskildsen, s. 30-36; resultaterne er delvist refereret oven for
  23. ↑ Geografisk Tidsskrift, bind 34; 1931; s. 56
  24. ↑ se fx Collins med henvisninger
  25. ↑ se fx Royal og Dunston med henvisninger
  26. ↑ se fx Collins med henvisninger, Jorde & Wooding med henvisninger, Perra, Kittles & Shriver med henvisninger
  27. ↑ Lewontin
  28. ↑ Armand Marie Leroi

Se også [redigér]

Litteratur [redigér]

  • Claus Eskilsen: Dansk Grænselære; København 1936
  • Hermann Gauch: Neue Grundlagen der Rassenforschung; Klein, Leipzig 1933
  • Hans F.K. Günther: Rassenkunde der deutschen Volkes; Lehmann, München 1922
  • Hans F.K. Günther: Rassenkunde der deutschen Volkes; 14. udgave; Lehmann, München 1930
  • Hans F.K. Günther: Kleine Rassenkunde der deutschen Volkes; Lehmann, München 1933
  • William Z. Ripley: The Races of Europe; London 1899
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog; bind 1; København 1922
  • Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog; bind 4; København 1927
  • Virchow: "Gesamtbericht über die von der deutschen anthropologische Gesellschaft verlassten Erhebungen über die Farbe von Haut, der Haare und der Augen der Schulkinder" (Archiv für Anthropologie 16, 1886)

Eksterne henvisninger [redigér]


Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Racelære&oldid=7157736"