Anatomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Illustration fra De humani corporis fabrica
En søstjerne anatomi

Anatomi er læren om organismers form og opbygning.

Menneskets og dyrenes anatomi er udforsket ved hjælp af dissektion og mikroskopi, og er læren om organismers opbygning. Også planter, svampe og protister har hver deres anatomi.

Den humane anatomi beskriver hvordan menneskets krop normalt er opbygget, mens forandringer ved sygdom eller skade betegnes patoanatomi. Faget anatomi kan inddeles i makroskopisk og mikroskopisk anatomi. Underinddelinger er cytologi (cellelære) og histologi (vævslære). Andre inddelinger er for eksempel topografisk anatomi (overfladeanatomi). Neuroanatomi er nervesystemets anatomi.

En specialist i læren om organismens opbygning kaldes en anatom.

Det første anatomiske institut bliver startet i Alexandria i Ægypten omkring 300 år f.Kr., sammen med flere andre vigtige fakulteter og et bibliotek, hvor man forsøger at samle al videnskabelig viden i verden. På dette anatomiske institut tilladte kongen, at man lavede dissektioner af døde, hvilket gav mulighed for at undersøge kroppen indeni og beskrive organerne. I Ægypten fik man lavet nogle meget omfattende værker med beskrivelser af kroppen. De originale værker er gået tabt, men mange af dem blev oversat af arabiske læger og som tog dem med til bl.a. Persien og Grækenland, hvor traditionerne blev ført videre. Studierne af anatomi og patoanatomi blomstrede igen op i renæssancen, hvor universiteterne i Europa igen fik mulighed for at lave dissektioner af døde, hvilket ellers havde været forbudt under katolicismen.

En milepæl var udgivelsen af De humani corporis fabrica fra 1543 (Andreas Vesalius), hvor der var yderst detaljerede beskrivelser af menneskekroppen. Også videnskabsmænd som Harley (1578-1657) og Descartes (1596-1650) bidrog med vigtige værker i denne periode.

Nomenklatur[redigér | redigér wikikode]

Inden for anatomien bruges en særlig nomenklatur, det vil sige et særligt fagsprog. Fagsproget er i høj grad blevet standardiseret, så det er det samme i hele verden, f.eks. via PNA-systemet (Paris Nomina Anatomica), der sidst blev revideret i 1998. Langt størstedelen af fagbetegnelserne stammer fra latin eller latiniseringer af oldgræsk.

Ud over at hver enkel anatomisk struktur har et navn (undertiden flere), så har man også valgt at betegne en række forskellige snit og retninger, som gør det nemmere at beskrive de enkelte strukturer.

Snitplaner[redigér | redigér wikikode]

Normalt bruger man de tre planer horisontalplanet, frontalplanet og sagittalplanet. Medianplanet er et specialtilfælde af sagittalplanene, der deler kroppen i to symmetriske halvdele (således det "sagittalplan", der vises på tegningen). Medianplanet er det eneste af de nævnte, der på den måde er defineret. Man kan således lave utallige horisontal- frontal- og sagittalplan så længe de respekterer de vektorer, der udstikker dem. Eksempelvis kan et horisontalplan også ligge på niveau med skuldrene, knæene, eller i hvilken som helst anden højde. Se tegning

Anatomiske snit planer

Retninger[redigér | redigér wikikode]

Kraniel Opad, mod kraniet
Kaudal Nedad, mod halen
Inferior Under
Superior Over
Medial Mod midten
Lateral Mod siden (væk fra midten)
Ventral og anterior       Fremad
Dorsalt og posterior Bagud
Proksimal Mod udspringet
Distal Væk fra udspringet
Dexter Højre
Sinister Venstre
Dorsal Mod ryggen

I hjernen gælder:

Rostral – opad, mod spidsen af frontallapperne

kaudal – nedad mod fødderne

Menneskets anatomi[redigér | redigér wikikode]

Mennesket hører til pattedyrene og store dele af vores anatomi kan derfor genfindes i de fleste pattedyr. Her er en liste over noget af menneskets anatomi: De latinske eller græske udtryk er skrevet med kurusiv

Bevægeapparatet[redigér | redigér wikikode]

Nervesystemet (systema nervosum)[redigér | redigér wikikode]

Se også nerve, nervebane, dendrit, neuron

Det er nervesystemet, som overordnet styrer alle kroppens funktioner. Det sker dels via nerverne, som hurtigt kan sende signaler ud i kroppens muskler og kirtler, og derved fortælle dem hvornår og hvormeget de skal arbejde. Dels via det endokrine system, som udsender hormoner til blodbanen, hvor blodet fører dem rundt i kroppen.

Nervesystemet modtager også informationer om omverdenen via sanserne. Fra sanseorganerne og de somatosensoriske nerver i huden, musklerne og knoglerne sendes der en konstant strøm af informationer til thalamus hvor informationerne sorteres og sendes videre til andre dele af storehjernen, hvor informationerne bearbejdes.

Centralnervesystemet[redigér | redigér wikikode]

Hjernen (cerebrum)

Det perifere nervesystem[redigér | redigér wikikode]

Kredsløbet (Angiologia)[redigér | redigér wikikode]

Se også hjertet

Kredsløbets funktioner er at forsyne kroppen med ilt og næringsstoffer, samt at transportere affaldsstoffer, kuldioxid og overskydende væske væk fra vævene. Hjertets højre halvdel pumper blodet ud i lungerne, hvor der udskilles kuldioxid og optages frisk ilt. Det iltede blod føres herefter tilbage til hjertets venstre halvdel, som pumper blodet ud i hovedpulsåren aorta, hvorfra blodet fordeles i kroppen. Kredsløbet omfatter ud over blodbanen også lymfebanen, som transporterer overskydende væske fra de perifere væv tilbage til venesystemet.

Fordøjelseskanalen (Apparatus digestorius)[redigér | redigér wikikode]

Fordøjelsessystemet tager sig af fordøjelsen af den mad vi spiser, samt optagelsen af næringsstofferne fra maden. Madens vej starter i munden, hvor den tygges og blandes med spytamylase. Herefter synkes maden og føres via spiserøret vil mavesækken. I mavesækken bliver maden tilsat en stærk syre og forskellige enzymer, og bliver æltet af mavens muskelbevægelser, så den bliver til en blød masse (chymus). Når maden er æltet godt igennem lukkes den i små portioner ned i tolvfinger tarmen. I tolvfinger tarmen tilsættes galde fra leveren og bugspyt fra bugspytkirtlen, og udover dette begynder optagelsen af de stoffer som ikke behøver at blive spaltet til mindre dele, f.eks. vandopløselige vitaminer. Den videre gang går igennem først tyndtarmen, hvor næringsstofferne optages og herefter tyktarmen, hvor væske og salte optages. Til sidst når føden til endetarmen hvor den udskilles. Leveren og bugspytkirtlen bliver traditionelt anset som dele af fordøjelsessystemet, på trods af at de begge er både endokrine og eksokrine kirtler.

  • mund os
  • svælg pharynx
  • spiserør oesophagus
  • mavesæk ventriculus (eller gaster på græsk)
  • tolvfingertarm duodenum
  • tyndtarm intestinum tenue
    • Jejunum
    • Ileum
  • Blindtarm Caecum inkl. blindtarmsvedhænget appendix vermiformis
  • Tyktarm intestinum crassum
    • colon ascendens
    • colon transversum
    • colon descendens
    • colon sigmoideum
    • Endetarmen rectum
  • endetarmsåbning anus
  • lever jecur (latin) hepar (græsk)
  • galdeblære Vesica biliaris (eller vesica fellea)
  • Bugspytkirtlen pancreas

Åndedrætssystemet (Apparatus respiratorius)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Åndedrætssystemet

Åndedrætssystemet sørger for at optage ilt fra luften og binde den til hæmoglobin i blodet, samt at udskille kuldioxid fra blodet. Ilt bruges af cellerne, når de skal opsætte næringsstoffer til energi, og er derfor livsnødvendigt. Hvis en celle afskæres fra iltforsyningen vil den dø i løbet af få minutter.

Udskillelsen af kuldioxid spiller en stor rolle for blodets syrhedsgrad, da kuldioxid binder sig til vandet i blodet og danner kulsyre. Derfor har åndedrættet betydning for regulering af blodets syre/base balance.

Urin- og kønsorganer (Apparatus urogenitalis)[redigér | redigér wikikode]

Urinvejen[redigér | redigér wikikode]

  • nyre ren – Består af nephroner.
  • Urinlederne
  • Urinblæren
  • Urinrøret

Mandlige kønsorganer[redigér | redigér wikikode]

Kvindelige kønsorganer[redigér | redigér wikikode]

Kirtler[redigér | redigér wikikode]

Lukkede kirtler (Glandulae endocrinae)

Åbne kirtler (Glandulae exocrinae)

Blod og bloddannende organer[redigér | redigér wikikode]

Blod

  • blod
    • blodplasma
    • Blodplader (Trombocytter)
    • Røde blodlegemer (Erytrocytter)
    • Hvide blodlegemer (Leukocytter)

Bloddannende organer

  • milt splen eller lien
  • Den røde knoglemarv

Sanseorganer (Organa sensuum)[redigér | redigér wikikode]

Sanserne er nervesystemets kontakt til omverdenen. Det er igennem disse at alle informationer om hvad der foregår, både unden for kroppen og inden i kroppen, kommer til centralnervesystemet, hvor de kan bearbejdes.

Tilbage fra det antikke Grækenland har man traditionelt regnet med at mennesket havde 5 sanser: Syn, hørelse, smag, lugt og følesans. I denne opdeling har man dog overset vestibularsansen (balance og ligevægt) og de kinetiske sanser, som sender informationer fra muskler, sener, knogler og led. Inden for neurologien inddeler man ydermere følesansen i 4 undersanser, samlet kaldet de somatosensoriske sanser; varme, kulde, tryk og berøring. Grunden til denne underinddeling er at de 4 sanser sendes via forskellige nervebaner i rygmarven og modtages forskellige steder i hjernen. Man kan derfor godt have bortfald af en enkel af dem, men bevaring af de 3 andre.

Huden (Integumentum commune)[redigér | redigér wikikode]

Huden er kroppens ydre forsvar mod fysiske og kemiske påvirkninger, samt invasion af mikroorganismer, f.eks. bakterier og virus. Den er delt i flere lag, yderst et tyndt epitellag, herunder underhuden epidermis og herunder igen læderhuden dermis. Til huden hører også hår, negle, svedkirtler og talgkirtler

Andet[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • January 9, 2004, ScienceDaily: How The Body Determines Where Organs Are Placed
  • Fenger, Baandrup, Clausen, Horn & Vainer (Red.): "Almen patologi – Teori og praksis". FADL's forlag 2005.
  • Matthiessen, Krogsgaard, Poulsen & Petersen: "Human anatomi – Hoved & hals". 2. udg. FADL's forlag, KBH 2006.
  • Matthiessen, Krogsgaard, Poulsen & Petersen: "Human anatomi – Ekstremiteterne & kropsvæggen". 2. udg. FADL's forlag, KBH 2006.
  • Matthiessen, Krogsgaard, Poulsen & Petersen: "Human anatomi – Thorax & abdomen". 2. udg. FADL's forlag, KBH 2006.
  • Nielsen og Springborg: "Ind under huden – anatomi og fysiologi". 1. udg. Munksgaard Danmark, København 2002.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: