Rationalitetskritik

Tilføj links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rationalitetskritik er en filosofisk tilgang, der undersøger og kritiserer begrænsningerne, manglerne eller antagelserne i rationalitetens anvendelse i filosofi, videnskab, samfund og individuel tankegang[1][2][3]. Den udfordrer ideen om, at rationalitet altid fører til sandhed, korrekt viden eller rationelle handlinger og beslutninger.

Perspektiver[redigér | rediger kildetekst]

Rationalitetskritik har rødder i en bred vifte af filosofiske traditioner og skoler, og dens indflydelse strækker sig over mange forskellige områder af samfundslivet. I tidligere perioder af historien har rationalitetskritik manifesteret sig gennem forskellige filosofiske og kulturelle strømninger.

Skepticisme[redigér | rediger kildetekst]

Skeptiske filosoffer som Sextus Empiricus fra den hellenistiske periode samt senere skeptiske filosoffer som Michel de Montaigne i renæssancen og David Hume i oplysningstiden har kritiseret menneskets evne til at opnå sikker viden om verden[4][5]. De har understreget tvivlens og usikkerhedens betydning og argumenteret for en mere ydmyg tilgang til vores tænkning.

Spiritualitet og mysticisme[redigér | rediger kildetekst]

I modsætning til en strikt rationalistisk tilgang har mange mystiske og spirituelle traditioner i forskellige kulturer kritiseret den ensidige fokus på rationel viden og argumenteret for vigtigheden af ​​intuition, åndelighed og erfaringer uden for det rationelle sind[6]. Disse traditioner har ofte fremhævet det irrationelle og intuitive som kilder til forståelse.

Middelalderfilosofi[redigér | rediger kildetekst]

Mange middelalderlige tænkere som Augustin og Pseudo-Dionysius inden for den kristne tradition, argumenterede for, at den højeste form for viden ikke kunne nås gennem rationel spekulation alene, men gennem direkte guddommelig åbenbaring eller mystisk erfaring[7][8]. Denne kritik af rationalitetens overlegenhed og dens evne til at nå sandheden var dybt forankret i middelalderens teologiske og filosofiske diskussioner og fortsatte med at forme filosofiske og teologiske debatter gennem renæssancen og ind i den moderne tid.

Nicholas of Cusa, også kendt som Nicolaus Cusanus på latin, var en tysk filosof, teolog, jurist og mystiker, der levede fra 1401 til 1464[9][10]. Ét aspekt af Cusanus' tænkning, der kan ses som rationalitetskritisk, er hans udforskning af begrænsningerne i menneskelig fornuft og sprog i at gribe det guddommelige[11]. Han foreslog begrebet "lærd uvidenhed" (docta ignorantia), hvilket antyder, at sand viden indebærer anerkendelse af begrænsningerne i det menneskelige intellekt og at omfavne en tilstand af ydmyg uvidenhed over for guddommelige mysterier.

Romantikken[redigér | rediger kildetekst]

I romantikken i det 18. og 19. århundrede rejste filosoffer som Friedrich Schelling, Johann Georg Hamann og Johann Wolfgang von Goethe kritik af oplysningstidens rationalitet[12]. De argumenterede for, at den oplyste rationalitet overså menneskets følelser, intuition og åndelige længsler og dermed underminerede menneskets fulde forståelse af verden.

Eksistentiel filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Den moderne eksistentielle filosofi hos Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche, Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre har også en kritisk tilgang til rationalitet, især i forhold til dens begrænsninger i at forklare eller give mening til alle aspekter af den menneskelige tilværelse[13][14][15][16]. Mens rationalitet er værdifuld til at analysere og forstå visse fænomener, argumenterer eksistentielle filosoffer ofte for, at den ikke er tilstrækkelig til at adressere de dybere spørgsmål om menneskelig eksistens, såsom mening, frygt, lidelse og død[17]. De hævder, at rationalitet alene ikke kan give os en fuldstændig forståelse af disse aspekter af vores liv, og at vi må søge andre tilgange, såsom erfaring, følelse og eksistentialistisk refleksion, for at nærme os disse spørgsmål.

Kritisk teori[redigér | rediger kildetekst]

Den kritiske teori som blev udviklet af Frankfurt-skolen har også bidraget til rationalitetskritik ved at undersøge, hvordan ideologier og magtstrukturer former vores tænkning og handlinger. Filosoffer som Theodor Adorno, Max Horkheimer og Herbert Marcuse har fremhævet rationalitetens ambivalens og potentiale for undertrykkelse[18].

Adorno og Horkheimer var to centrale tænkere inden for Frankfurt-skolens kritiske teori, hvis mest kendte værk er Oplysningens dialektik ("Dialektik der Aufklärung"), udgivet i 1944. I dette værk analyserer de forholdet mellem oplysning og undertrykkelse i moderne samfund[18]. De hævdede, at oplysningstænkningens rationalitet, som traditionelt blev anset for at være en kilde til frigørelse og fremskridt, i virkeligheden bidrog til destruktion og undertrykkelse. Adorno og Horkheimer argumenterede for, at rationaliteten var blevet instrumentaliseret, hvor den blev brugt til at undertrykke individets kreativitet og autonomi og til at legitimere magtstrukturer i samfundet[18].

Feministisk filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Feministiske filosoffer har kritiseret traditionelle former for rationalitet for at være præget af maskuline værdier og privilegere visse former for viden og erfaringer[19][20]. Filosoffer som Simone de Beauvoir, Judith Butler og bell hooks har fremhævet vigtigheden af at inkludere forskellige perspektiver og erfaringsgrundlag i vores forståelse af rationalitet.

Postkolonial teori[redigér | rediger kildetekst]

Postkolonial teori har også udfordret vestlige forestillinger om rationalitet og erkendelse og har argumenteret for, at de er præget af koloniale magtstrukturer. Filosoffer som Frantz Fanon, Edward Said og Gayatri Chakravorty Spivak har fremhævet vigtigheden af at dekolonisere vores tænkning og anerkende mangfoldigheden af verdenssyn og epistemologier[21].

Postmoderne filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Postmodernistiske og dekonstruerende filosoffer som Jacques Derrida, Michel Foucault og Jean-François Lyotard har udfordret forestillingen om en objektiv og universel rationalitet. De har argumenteret for, at vores forståelse af verden er formet af historiske, kulturelle og sproglige kontekster, og at rationalitet er kontekstafhængig og magtfordrejet.

Sociologisk rationalitetskritik[redigér | rediger kildetekst]

Ved at fremhæve den sociale og kulturelle indlejring af rationalitet bidrager denne tilgang til vores bevidsthed om, hvordan magt og normer former vores tænkning og handlinger[22][23]. Det opfordrer os til at undersøge de sociale strukturer, der kan skabe uligheder eller forvride vores rationalitet, og til at arbejde hen imod mere retfærdige og inkluderende beslutningsprocesser.

Elias Canetti, en bulgarsk-født forfatter og nobelpristager i litteratur, var kendt for sin kritik af moderne samfunds rationalitet og magtstrukturer[2]. Hans værker udforskede kompleksiteten og ofte kaotiske natur af menneskelig interaktion og magtdynamik. Han kritiserer den irrationelle og destruktive karakter af masserne, der kan føre til mobberi, vold og undertrykkelse.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Amdisen, Paw; Holst, Jonas og Nielsen, Jens Viggo (2009): At tænke eksistensen. Aarhus Universitetsforlag
  • Cook, K. S., O’Brien, J. A., & Faye, H. (1990). The limits of rationality (pp. 402-18). M. Levi (Ed.). Chicago: University of Chicago Press.
  • Cusanus, Nicolaus (1989) Philosophisch-theologische Schriften. Verlag Herder
  • Draeby, A. (2023): Visdommens rum. Akademisk Forlag
  • Ebarb, A. (2023). Investigating Franz Kafka's “Der Bau”: Towards an Understanding of His Late Narrative in a Jewish Context (Vol. 98). Walter de Gruyter GmbH & Co KG.
  • Falke Cederfeldt Mendes, J. (2020). “Oplysningens dag er ovre”– Affekt som rationalitetskritik i Weimarrepublikkens intellektuelle miljø. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (80), 117–132.
  • Feenberg, Andrew. "From critical theory of technology to the rational critique of rationality." Social Epistemology 22.1 (2008): 5-28.
  • Hark, S. (Ed.). (2007). Dis/Kontinuitäten: Feministische Theorie (Vol. 3). Springer-Verlag.
  • Heidegger, Martin (2014): “Væren og tid”. Klim
  • Horkheimer, Max & Theodor W. Adorno (1972). Oplysningens dialektik. Gyldendal
  • Kierkegaard, Søren (1902). Søren Kierkegaards samlede vaerker. Gyldendal
  • Marx, W., & Nenon, T. (1984). The Philosophy of FWJ Schelling. Indiana University Press.
  • Montaigne, Michel de (1992) Essays I-III oversat af Else Henneberg Pedersen, Gyldendal
  • Nietzsche, Friedrich (1992): Moralens oprindelse. Det lille Forlag
  • Paulsen, A. (2005). “System og forvandling: Aspekter af Elias Canettis rationalitetskritik”. I A. Paulsen (red.), Dødsfjenden: Om Elias Canettis forfatterskab (s. 60-85). Politisk revy
  • Riedenauer, M. (2007). Pluralität und Rationalität: die Herausforderung der Vernunft durch religiöse und kulturelle Vielfalt nach Nikolaus Cusanus (Vol. 32). W. Kohlhammer Verlag.
  • Sartre, Jean-Paul (1992): Eksistentialisme er en humanisme. Hans Reitzels Forlag.
  • Sartre, Jean-Paul (2014): “Væren og intet”. Philosophia
  • Stefan, Schick. "Philosophiekritik als Aufklärung?." Bochumer Philosophisches Jahrbuch fur Antike und Mittelalter 17.1 (2014): 48-8

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Cook 1990
  2. ^ a b Paulsen 2005
  3. ^ Falke 2020
  4. ^ Hiley, David R. "The Politics of Skepticism: Reading Montaigne." History of Philosophy Quarterly 9.4 (1992): 379-399.
  5. ^ Montaigne 1992
  6. ^ Dreby 2023
  7. ^ Rhodes, Michael Craig. Mystery in philosophy: An invocation of pseudo-dionysius. Lexington Books, 2012.
  8. ^ Luibheid, Colm, and Paul Rorem, eds. Pseudo-Dionysius: the complete works. Paulist Press, 1987.
  9. ^ Riedenauer, Markus. Logik, Rationalität und religiöse Rede nach Nikolaus Cusanus. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 2004.
  10. ^ Riedenauer, M. (2007). Pluralität und Rationalität: die Herausforderung der Vernunft durch religiöse und kulturelle Vielfalt nach Nikolaus Cusanus (Vol. 32). W. Kohlhammer Verlag.
  11. ^ Cusanus 1989
  12. ^ Ostaric, Lara. "The concept of life in early Schelling." Interpreting Schelling: Critical Essays (2014): 48-70.
  13. ^ Sartre 1992
  14. ^ Kierkegaard 1902
  15. ^ Sartre 2014
  16. ^ Heidegger 2014
  17. ^ Amdisen 2009
  18. ^ a b c Horkheimer og Adorno 1972
  19. ^ Hark 2007
  20. ^ Prietl, Bianca. "Die Versprechen von Big Data im Spiegel feministischer Rationalitätskritik." GENDER–Zeitschrift für Geschlecht, Kultur und Gesellschaft 11.3 (2019): 7-8.
  21. ^ Maldonado-Torres, Nelson. "Frantz Fanon and CLR James on intellectualism and enlightened rationality." Caribbean Studies(2005): 149-194.
  22. ^ Ross‐Smith, Anne, and Martin Kornberger. "Gendered rationality? A genealogical exploration of the philosophical and sociological conceptions of rationality, masculinity and organization." Gender, work & organization 11.3 (2004): 280-305.
  23. ^ Lukes, Steven. "Some problems about rationality." European Journal of Sociology/Archives Européennes de Sociologie 8.2 (1967): 247-264.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Rationalitetskritik&oldid=11756935"