Martin Heidegger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
20. århundrede
Martin Heidegger for WP.jpg
Navn: Martin Heidegger
Født: 26. september 1889
Død: 26. maj 1976
Skole/tradition: Kontinental filosofi, fænomenologi, hermeneutik, eksistentialisme
Fagområde: epistemologi, ontologi
Påvirket af: Heraklit · Platon · Aristoteles · Duns Scotus · Mester Eckhart · Kant · Kierkegaard · Nietzsche · Ortega Y Gasset · Brentano · Husserl · Rilke · Jaspers · Jünger
Har påvirket: Agamben · Arendt · Blanchot · Derrida · Foucault · Gadamer · Lacan · Lefebvre · Levinas · Merleau-Ponty · Jean-Luc Nancy · Sartre · Sloterdijk · Gianni Vattimo

Martin Heidegger (26. september 188926. maj 1976) var en af det 20. århundredes største tyske filosoffer og eksistentielle fænomenologer. Hans mest berømte værk er Væren og tid, der først blev oversat til dansk i 2007.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Mesmerhaus i Meßkirch, hvor Heidegger voksede op

Heidegger blev født ind i en katolsk familie i Meßkirch i Tyskland. Hans forældre var ikke formuende og havde derfor ikke råd til at sende ham på universitetet, så Heidegger kom på et jesuiterseminarium. Her viste den unge Heidegger sig imidlertid godt begavet, og efter at have studeret teologi ved universitetet i Freiburg i nogle år, skiftede han til filosofi og tog i 1914 en ph.d.-grad efterfulgt af en habilitation i 1916. Efter at have tjent i Første Verdenskrig fik han ansættelse ved universitetet som assistent for Edmund Husserl, "fænomenologiens fader", der blev en afgørende inspiration for Heideggers tænkning.

Heidegger fik i 1923 et professorat ved det protestantiske universitet i Marburg, hvor han arbejdede side om side med navne som Rudolf Bultmann og bl.a. underviste Hans-Georg Gadamer og Hannah Arendt.

I 1927 udgav Heidegger det svært tilgængelige hovedværk Sein und Zeit (Væren og tid), og da Husserl gik på pension det følgende år, overtog Heidegger dennes professorat i Freiburg, hvor han tilbragte resten af sin karriere.

Heidegger døde i 1976 og fik en traditionel katolsk begravelse. Han ligger nu begravet på kirkegården i Meßkirch.

Martin Heideggers grav i Meßkirch

Traditioner af tænkning[redigér | redigér wikikode]

Martin Heidegger har mange filosofiske skikkelser, og mange kategoriske betegnelser er blevet hægtet på ham, dels af ham selv, dels af andre. Måske fordi så mange forskellige filosoffer har været inspireret af Heidegger. Det gælder indlysende en hermeneutiker som Hans-Georg Gadamer, en eksistentialist som Jean-Paul Sartre, en fænomenolog som Maurice Merleau-Ponty, men også en frankfurter-filosof som Herbert Marcuse. Marcuse studerede filosofi i Freiburg under Martin Heidegger og skrev en doktorafhandling om Hegel og Heideggers filosofi. Også i Marcuses senere marxistiske forfatterskab er påvirkningen fra Heideggers eksistensfilosofi tydelig. Måske skyldes de mange kategoriseringer også, at Heideggers egne inspirationskilder er så mange- og forskelligartede, som tilfældet er. Man kan nævne Heraklit, Parmenides, Aristoteles, Kant, Hegel, Kierkegaard, Nietzsche, Dilthey og frem for alle Husserl.

Fænomenologien[redigér | redigér wikikode]

Heidegger videreudvikler Husserls transcendentale fænomenologi til det der bl.a. er kaldt eksistentiel fænomenologi og hermeneutisk fænomenologi (se herunder). Den moderne fænomenologi blev grundlagt af Edmund Husserl i form af den transcendentale fænomenologi. Husserls projekt med transcendental fænomenologi var at forstå og beskrive de rene teoretiske forudsætninger for viden, og hermed nå frem til en lære, der baserede sig på den absolutte sandhed. Det er således den transcendentale fænomenologis opgave at finde de universelle regler, den absolutte sandhed. Man må gå til fænomenerne selv og sætte alle filosofiske forestillinger om dem i parentes, mens de undersøges.

Heidegger tager på centrale områder afstand fra Husserls transcendentale fænomenologi, ikke mindst ved at fæstne forståelsen af mennesket i menneskets umiddelbare gøren og forstående åbenhed for verden, kaldet væren-i-verden.[1] Herved flytter Heidegger nemlig fokusset væk fra den subjektive/første persons bevidsthed (det transcendentale ego), som Husserl og den transcendentale fænomenologi tager udgangspunkt i, og peger herved på den større baggrund af anonym og meningsfuld erfaring, som mennesket først og fremmest må forstås i lyset af. Herved opnår Heidegger også frem til en mere kompleks forståelse af fænomenologiens projekt, idet vi ikke uden videre - som Husserl antog det - kan sætte verden og vores engagement i den i parentes (Rendtorff, 2004, s. 281). På denne måde gør Heidegger op med reduktionistiske og idealistiske menneskeforståelser generelt, og specifikt med René Descartes dualisme og den transcendentale filosofi hos Immanuel Kant og Edmund Husserl.

Hermeneutikken[redigér | redigér wikikode]

I hovedværket Væren og tid (tysk: "Sein und Zeit") radikaliserer Heidegger Diltheys hermeneutik og udvikler en generel lære om menneskets erkendelse, eller hvad Heidegger kalder tilstedeværen. Ifølge Heidegger kan et historisk fænomen ikke forstås uden medvirken fra fortolkerens forforståelse. En fortolkning følger således en cirkelstruktur. Det er, hvad der skal forstås ved Den hermeneutiske cirkel.

Hermeneutisk tekstudlægning[redigér | redigér wikikode]

Enhver tekstudlægning, det være sig af en fagtekst, en sakral tekst eller poesi, fuldbyrder den hermeneutiske cirkel. Tekstens enkeltdele kan kun forstås ud fra en forestilling om helheden, og denne helhedsforståelse kan kun korrigeres ved at undersøge og forstå delene. En tekstfortolkning kan ikke nøjes med at henvise til, hvad der står. (Denne opfattelse står i modsætning til holdningen hos den såkaldte eksakte tekstfortolkning.) Tekstudlæggerens helhedsforståelse bestemmer, i hvilken sammenhæng han vil se teksten, hvordan hun vil fortolke det «der står». For Heidegger gælder dette ikke kun tekstfortolkning, men forståelsen af tilværelsen i det hele taget. Og denne helhedsforståelse rummer hele personens historie, erindring og alle hans opfattelser. Forforståelsen spiller med, hvad enten man vil det eller ej. Valget står derfor ikke mellem subjektiv forforståelse eller forudsætningsløshed, men mellem at være sig sin forforståelse bevidst eller ej.

Heideggers elev Gadamer udgav Sandhed og metode i 1960, hvor han uddybber og videreudvikler læren om forforståelse og den hermeneutiske cirkel. Det står tilbage som standardværket inden for den moderne hermeneutik.

Tilstedeværen[redigér | redigér wikikode]

Heidegger beskrev i Væren og tid mennesket som en væren der altid er til stede, en tilstedeværen (tysk: "Dasein"). Han beskrev denne særlige værensform ud fra, hvad han kaldte dens eksistentialer. Det er sådanne grundtræk, som tilstedeværen ikke kan miste uden at høre op med at være en tilstedeværen. Det er træk som kastethed (tilstedeværen er kastet ind i en forudgiven situation), befindlighed (hvordan tilstedeværen befinder sig) og forståelse (en forforståelse, som vi så det i den hermeneutiske tekstforståelse), væren-ved (tilstedeværen er altid ved tingene og ved sine med-tilstedeværender, andre mennesker, som den tager hånd om, drager omsorg (tysk: Fürsorge) for).

Fundamentalontologen[redigér | redigér wikikode]

Heidegger indførte begrebet fundamentalontologi som betegnelse for den del af ontologien, som danner grundlag for al øvrig ontologi. Her opstår der en vis tvetydighed hos Heidegger, idet fundamentalontologi visse steder identificerer analysen af menneskets særlige værensmåde, tilstedeværensanalysen, mens det i andre sammenhænge skal betegne selve værensspørgsmålet, altså spørgsmålet om, hvilken mening det i det hele taget har at tale om, at noget er, har væren. Denne tvetydighed er ikke tilfældig, idet Heidegger mener, at kun hos tilstedeværen (mennesket) opstår værensspørgsmålet, og kun i tilstedeværensanalysen kan spørgsmålet besvares.

Som en del af tilstedeværensanalysen definerer Heidegger omsorg som et eksistentiale, en tilstand som alle er indfældet i, hvorfor omsorg (eller ’tagen hånd om’) ses som den ultimative realitet. Han brugte begrebet bredt blandt andet til at dække over en omsorgsfuld og bekymringsfuld attitude rettet mod andre mennesker. En rettethed med henblik på at gøre ting omhyggeligt og at anlægge en eksistentiel stræben for at håndtere forhold og byrder, som hører til menneskeligt liv. I denne forståelse er omsorg ontologisk funderet og ses som noget objektivt menneskeligt.

Destruktion er et væsentligt begreb til forståelse for, hvilken fremgangsmåde der er nødvendig når traditionen skal opløses og fundamentalontologien opstilles.

Eksistensfilosoffen[redigér | redigér wikikode]

Heidegger bliver, som Søren Kierkegaard, ofte fejlagtigt kategoriseret som eksistentialist. En -isme, som Sartre vedkendte sig, men Heidegger modsatte sig. For Heidegger gælder det om at opdage, hvordan mennesket er som en endelig værensform i en endelig verden. Omgangen med det materielle er afgørende for vores selvforståelse. Døden er en påmindelse om livets skrøbelighed og muligheden for at afsløre teknikkens og fysikkens verdensbillede som et forfald til uegentlighed.

Hvis man som Descartes forudsætter et skarpt skel mellem det indre og det ydre, mellem bevidsthed og verden, mellem subjekt og objekt, kan det hævdes, at mennesket kun kan opnå kendskab til sig selv gennem introspektion – ved at man så at sige kigger ind i sine egne bevidsthedstilstande. Men ifølge eksistensfilosofien er en sådan skarp adskillelse mellem det indre og det ydre ikke virkelig. Bevidstheden kan ikke opfattes som noget indre, som en tilstand inde i hovedet på et menneske. Bevidstheden går altid ud over sig selv mod noget andet. Den er rettet, som fænomenologien ville sige. Bevidsthed kan defineres som forholdet til den verden, man lever i. Ud fra den tanke, at mennesket er et i-verden-væren (et af Heideggers eksistentialer), bliver det et skinproblem, hvorledes bevidstheden kan nå ud til den ydre verden – den er der altid allerede. Som reflekterende person er man på forhånd allerede indfældet i den situation. Selvkundskab er derfor kundskaben om ens egen situation i verden.

(U)egentlighed: Man'et[redigér | redigér wikikode]

Heidegger opererer med begrebet uegentlighed, el. "Man'et". Når et menneskets væsensstruktur er fri eksistens, er det dermed ikke tvungen til at leve i en fastlagt modus og kan vælge at leve på en uegentlig og fordrejet måde. Dets ontologiske status er enten uegentlig eller egentlig. Uegentlighed vil sige, at man flygter fra sit ansvar fra de faktiske omstændigheder og søger tryghed i at undskylde sig med, at det er de ydre forhold, samfund eller natur, der er årsagen. Samtidig er denne flugt fra fri eksistens netop kun en modus af værensstruktur. Det er samtidigt et uforklarligt faktum, at menneskets ontologiske struktur, når den realiseres i den daglige eksistens, ikke nødvendigvis udtrykker sig i overensstemmelse med sig selv, men ofte i forklædning.

Den ontologiske natur konkretiseres ikke hverken metafysisk eller med kausal nødvendighed, netop derved har den enkelte eksistens mulighed for opsporing heraf. Valget af uegentligheden er ikke egentlig et valg. Egentligheden ligger i baggrunden, som skjult konfliktstof. Et menneske der befinder sig i uegentligheden finder aldrig indre ro og harmoni, fordi den ikke kan blive natur. Som følge af den undertrykte frihed viser angsten sit ansigt og afslører trygheden som selvbedrag. Samtidig er uegentligheden en væsentlig del af hverdagen for mennesket, en "aflastning" af tilstedeværen.

Man'et er et neutrum: det er ingen, det er det anonyme gennemsnit; hvor det enkelte subjekt kan skjule sig ved at være, tænke og forholde sig som de andre gør; hvor de andre bliver målestok for hvad man er og hvad man skal gøre.

Nazismen[redigér | redigér wikikode]

Et kontroversielt kapitel i Heideggers liv er hans handlinger under og op til 2. verdenskrig. Heidegger var i 1933 blevet medlem af NSDAP (nazistpartiet) og blev i kølvandet herpå udnævnt til universitetets rektor. Han fratrådte ganske vist stillingen allerede i 1934, men forblev medlem af nazipartiet krigen igennem. Af samme årsag forbød den franske besættelsesmagt ham at undervise i årene efter krigen, og først i 1951 kunne han igen som professor emeritus undervise frit. Det er omdiskuteret, om Heidegger tilsluttede sig nazisternes ideologi eller han blot meldte sig ind for at fremme sine karrieremuligheder, men medlemskabet af nazistpartiet har påvirket eftertidens dom over hans filosofiske virke. Dog er det værd at bemærke, at selv venstreorienterede tænkere som Sartre, Merleau-Ponty og den stærkt antiautoritære Marcuse har trukket indsigter ud af Heideggers filosofiske værk, uden hvilke deres egne filosofiske resultater ikke havde været mulige.

For Heidegger var nazismen den store forsoning mellem det moderne menneske og dets største trussel, teknologiens dominans. Han tilhørte die Märzgefallene ("de faldne i marts"), dvs. dem, der meldte sig ind i partiet lige efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933, og dermed blev anset som opportunister. Han sagde ved den offentlige ceremoni 1. maj 1933, der bekræftede hans indmeldelse: "Nu gælder det at vie al vor strid til at erobre de uddannede mænds og videnskabsfolkenes verden til den nye politiske ånd. Det bliver ingen nem sejlads. Sieg Heil!" For ham var Hitler det tyske folks skæbne. Allerede i 1929 havde Heidegger taget til orde mod jødisk indflydelse på tysk kultur: "Enten fornyer vi vort tyske åndelige liv med ægte hjemlige kræfter og opdragere, eller vi kapitulerer én gang for alle overfor voksende judaisering." Da hans jødiske kollega Edmund Husserl blev frataget sin ret til at undervise, løftede Heidegger da heller ikke en finger for at hjælpe ham. Han undså sig heller ikke for personlig tarvelighed. Da hans hovedværk Sein und Zeit udkom i 1927, var det tilegnet Husserl "i respekt og venskab, i Schwarzwald". Da det blev genoptrykt i 1941, var tilegnelsen fjernet.[2]

Heidegger overtog som rektor ved Freiberg-universitetet i foråret 1933, fordi hans socialdemokratiske forgænger var afskediget for at nægte at indføre det da vedtagne jødefjendtlige regelværk.[3] Som rektor organiserede Heidegger paramilitære lejre, og bad studenterne om at fjerne sig fra fornuftens diktat, sådan som fornuft forstås i Vesten. På ham virkede moderne teknologi afsjælende og fremmedgørende. Han gik ofte klædt i bondeantræk fra sin hjemegn Schwarzwald, og forelæste gerne i knæbukser, jakke med egeløvsmønster på kraven, og en tilpasset tyrolerhat: "Er al blomstren og ethvert ægte arbejde ikke betinget af at være rodfæstet i hjemlig jord?" spurgte han med tanke på læren om Blut und Boden (= blod og jord). Da hans kærlighedsforhold til Hannah Arendt var på sit mest stormfulde i 1920'erne, anbefalede han hende som lindring at læse bøger af hans helt Hamsun.[4]

For Heidegger var tysk kultur i kamp mod moderniteten en kamp gennem tusinde år, fra antikkens Athen til Hitlers Tyskland. Han sagde til sin kollega Karl Jaspers, at han ønskede, den Führer zu führen (= at føre Føreren), dvs føre ham til den autentiske livserkendelse i Heideggers ånd. Han forsøgte at arrangere et møde med Hitler, men det blev ikke til noget. Jaspers spurgte ham en gang, hvordan en mand så grov som Hitler kunne regere Tyskland. Heidegger svarede: "Kultur er ikke så vigtigt. Kig bare på hans smukke hænder." Det var nazismens inderste væsen, at etik trængtes til side af æstetik. Hvad vi synes er smukt, er sandt; det grimme tilsvarende usandt.[5] Hans og Jaspers' venskab endte brat, efter at Heidegger fratog kollegaen hans tro på filosoffers moralske godhed, da han aflagde Jaspers et besøg, hvor han sørgede for at være uforskammet mod Jaspers' jødiske kone.[6]

Litteraturliste[redigér | redigér wikikode]

Heideggers værker på dansk[redigér | redigér wikikode]

Værker om Heidegger på dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Gørtz, Kim (2003): Tankens åbenhed, Samfundslitteratur.
  • Olesen, Søren Gosvig (2013): Vejledning til Heidegger, Syddansk Universitetsforlag
  • Løgstrup, K.E. (1996): Martin Heidegger, Det lille forlag. ISBN 87-90030-43-5
  • Rendtorff, J. D. (2004). Fænomenologien og dens betydning. In: L. Fuglsang & P. Bitsch (eds.), Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne : på tværs af fagkulturer og paradigmer, 2. ed., pp. 277-309. Roskilde Universitetsforlag.

Betydningsfulde anvendelser af Heidegger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Jacob Dahl Rendtorff (2004, s. 282) Fænomenologien og dens betydning. I: L. Fuglsang & P. Bitsch (eds.), Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne : på tværs af fagkulturer og paradigmer, 2. ed., pp. 277-309. Roskilde Universitetsforlag.
  2. Bernt Hagtveit: Ideologienes århundrede (s. 122-4), forlaget Dreyer, Oslo 2010, ISBN 978-82-8265-004-5
  3. Elizabeth Young-Bruehl: For love of the world (s. 108), Yale university press, 1982, ISBN 0-300-02660-9
  4. Bernt Hagtveit: Ideologienes århundre (s. 122-3)
  5. Bernt Hagtveit: Ideologienes århundre (s. 123-4)
  6. Elizabeth Young-Bruehl: For love of the world (s. 109)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]