Romantikken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

(Omdirigeret fra Romantisme)

For alternative betydninger, se Romantik.

"Badende nymfe"
af Carl Spitzweg

Romantikken er en stilperiode i litteratur, musik og billedkunst der dyrkede geniet, fantasien, det mystiske og naturen. Befinder sig tidsmæssigt fra 1803 til 1870-erne.

[redigér] Overblik

Der er flere grunde til, at Romantikken står som en stor periode i dansk litteratur. Tiden er præget af et Danmark i en presset situation som en følge af vores støtte til Napoleon. Den danske stat går bankerot i 1813, og i 1814 mister vi Norge.

Oprindelig betød ordet romansk eller romantisk, at noget var skrevet på folkesproget i modsætning til latin, og kommer senere til at betyde noget fantastisk og står derved i modsætning til hverdagen. Novalis og brødrene Schlegel, som er de teoretiske fædre til Jena-romantikken, stiller begrebet op som en modsætning til den klassiske antikke digtning.

Der er flere grunde til Romantikkens særlige status i dansk litteraturhistorie. For det første er den følelsesorienteret. Romantikernes digte afløser Oplysningstidens rationelle tanker om, at alt skal måles og vejes. Der var tidligere enkelte tiltag til en jeg-orienteret litteratur, fx Johannes Ewald, men den havde aldrig været udgangspunktet. For det andet er Romantikken en litterær skole og er ikke kun en æstetisk tanke; inspireret af sit tyske ophav blev det filosofiske grundlag brugt i forskellige discipliner. En tredje grund var, at det for første gang blev muligt at leve af at være digter i starten af 1800-tallet. Tidligere var digtere afhængige af mæcener, som sponsorerede deres virke, og for at skaffe dem var lejligheds- og hyldestdigtning nødvendig. Nu kunne kunsten opstå mere for kunstens skyld: Art pour l'art.

Romantikken i Danmark var på mange måder en ikke særlig klart defineret størrelse. Der kan derfor være flere måder at inddele den på. På e-poke.dk gør Iben Holk det i to faser: Fra begyndelsen af 1800-tallet - starten bliver oftest sat til 1803, hvor Adam Oehlenschlägers debutdigtsamling "Digte 1803" udkommer - til 1824, hvor både Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller debuterer og indvarsler realismen i dansk litteratur. Den anden del går fra 1824 til 1871, hvor det moderne gennembrud indvarsles af Georg Brandes' første forelæsning "Indledning til Emigrantlitteraturen". Året efter i 1872 er året, hvor Darwins "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk. Af eftertiden er de to perioder blevet benævnt henholdsvis Romantikken og Romantismen, sidstnævnte med inspiration fra engelsk litteratur.

Denne inddeling sætter navn på perioden fra den tidlige romantiske digtning til Naturalismens indmarch i dansk litteratur i 1870'erne. For, som Iben Holk skriver i indledningen til naturalisme-afsnittet på e-poke.dk, så har perioden fra 1840-45 til 1870 ikke noget navn. Betegnelsen Romantisme bruges, fordi eftertiden har kunnet se en litteratur, der bevægede sig fra den tidlige romantiks højstemthed mod en mere realistisk fortællemåde. Det er dog ikke realisme forstået som socialrealisme; det er en poetisk realisme, hvor steder og personer er genkendelige og har en betydning for fortællingen.

[redigér] Den filosofiske ballast

Den danske romantik havde sin inspiration i Tyskland. Der fandtes to hovedretninger opkaldt efter de byer, de centrerede sig i, Jena og Heidelberg. Grundlaget i Jena-romantikken var en panteistisk tankegang; verden var gennemstrømmet af en universel ånd. Med filosoffen Schellings ord: Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket. Denne form kaldes også universal-romantikken.

Det var denne form for romantik, Heinrich Steffens introducerede med sine forelæsninger i 1802. I dem gennemgik han historiens forløb som et fald fra den oprindelige guldalder, hvor guderne var på jorden til romertiden, hvor kejserdyrkelsen erstattede den sande religiøsitet. Vendepunktet kom med Jesus Kristus, hvorfra det igen gik opad mod den nye guldalder, hvor himlen igen er på jorden. Den, der kunne se denne sammenhæng og formå at genskabe forbindelsen, var geniet. Dyrkelsen af geniet er et gennemgående tema i Oehlenschlägers Aladdin.

Det var med andre ord menneskets grundvilkår at være skilt fra sit oprindelige ophav. Denne splittelse, også kaldet dualisme, blev introduceret af den græske filosof Platon i hans berømte hulelignelse; han opdelte verden i fænomenernes verden og ideernes verden. Vi på jorden var vidne til et skyggespil, hvor fænomenerne spejles for os på en væg. Vi sidder med ryggen til lyset og det sande. Men kunne vi vende os om og indse, at det kun var skygger, vi så, så kunne vi søge mod ideernes verden og den sande indsigt. Det var denne indsigtsproces, der lå til grund for brugen af verbet at ane i mange romantiske digte. Se fx anden strofe i digtet Indvielsen af Schack von Staffeldt.

Overfor denne står Heidelberg-romantikken, der interesserer sig for den nationale fortid, som kan ses hos den ældre Oehlenschläger og Grundtvig. Denne form kaldes også for Nationalromantikken.

Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

[redigér] Romantikken

Romantikken står som en markant stilperiode i den danske kunst og i den livsanskuelse der herskede op igennem 1800-tallet. Romantikken kom som en modbevægelse til oplysningstidens rationelle tanker og fornuft. I oplysningstiden var det naturlige noget der skulle bekæmpes og holdes i ave. Dette opnåede man ved etablering af de rette linier, orden og tætheden i de store barokbyer. Ludvig Holberg nævner i sin dagbog, at han på sin rejse til Italien var nødt til at opholde sig i Alpernes vilde og uberørte natur. Han hadede det inderligt og åndede lettet op, da han kom til de store Italienske barokbyer med deres rette linier og orden1 Men den industrielle revolution skabte større og større byer. Og disse store bykulturer skabte længsel efter deres modsætning, naturen, det naturlige og uberørte. Det var de rationelle tanker der herskede, følelser og fantasi var tabubelagte begreber for det almene menneske. Centralt i oplysningstidens ideologi stod fornuften, den evne mennesket kan anvende til at forstå verden og forbedre sin egen situation. Fornuften blev sat overfor fortidens folketro og religion. Målet for oplysningstidens rationelle menneske var viden, frihed og lykke. I starten af 1800-tallet, var det den enevældige hersker det drejede sig om og der eksisterede nærmest ikke personligheder. Tanker og meninger kunne ikke ytres, man skulle følge kongens ord, dette bevirkede at man sad fastlåst i en anonym rolle.

Romantikken er således et produkt af oplysningstiden. Med romantikken kommer fantasi og følelse i første række, hvilket hænger sammen med at jeget for den enkelte person har fået en ny betydning eller rettere får denne betydning i og med romantikken. At jeget får ny betydning, ses tydeligt gennem den romantiske kunstlitteratur, hvori digterne nu kan skrive mere frit og begynder at lave personlige digte. Især efter den danske enevældes afskaffelse i 1849, bliver man sin egen person, og er ikke længere suverænt repræsenteret gennem statsoverhovedet.

Johannes Ewald er den første danske digter, der skriver et direkte jeg-digt. Det sker under titlen Da jeg var syg2, hvilket er en titel, der dækker mere end digtet, idet den også fortæller om et væsentligt træk ved perioden. Romantikken kan nemlig betragtes som et følelsesudbrud og i den grad, at det skaber en febertilstand i den enkelte og i modtagelige miljøer. Det er disse nye følelsesfulde tilstande, der er romantik. Man fulgte sine følelser og levede sig ind i subjektiviteten.

Den forhenværende objektive sandhed blev nedprioriteret, til fordel for spirituel og fantasifuld udfoldelse. Nye muligheder blev åbnet for det almene folk. Man skelner nu i høj grad mellem to verdener, den idemæssige verden og den sidste blev anset som en skyggetilværelse i starten af Romantikken. Man levede i dualismen, hvor den virkelige verden var den idemæssige. Denne periode af romantikken oprindende i Platons teorier, og blev opkaldt herefter, ny-platonismen. Romantikken var i høj grad en genfødsel af de antikke idéer og aspekter, både ideologimæssigt og desuden også arkitektonisk.

Man abstraherer fra materialismen og rationalismen og stopper den store søgen efter det perfekte og idealet. Man begynder at leve i nuet og med sig selv, i stedet for at drages efter det uopnåelige. Et af romantikkens begreber var netop disse følelsesmæssige febertilstande i jeget. Man lyttede ind til sjælen og fornuften. Som før nævnt, førte den store urbanisering til at man opnåede en længsel efter det naturlige. I romantikken genindførte man naturen som det guddommelige, uberørte og rene. Naturen fik en ny stærk rolle i forhold til oplysningstiden, hvilket også tilkendegiver sig i romantikkens æstetiske naturmalerier.

Denne tankegang viser sig tydeligt i vore dage. Vore dages naturideal indeholder en forestilling om uberørthed og naturlig skønhed. Der må helst ikke være spor af den moderne civilisation i vores naturbilleder. Vi har efterhånden asfalteret det meste af verden og har set, hvor hurtigt og let mennesket kan forstyrre naturens egen orden. Vi er trætte af det stressende byliv, og hvis vi skal gå en tur eller løbe, så går vejen gerne igennem skoven eller parken. Anno 2006 er desuden et år, der på sin egen uekstreme måde, river sig fri af materialismen og det perfekte ideal. Jævnfør hertil vores ferie og rejsemål, gennem hvilke vi opsøger de naturlige seværdigheder og den vilde uberørte natur. De mest eksklusive rejsemål i hvor tid, går netop til de helt nyopdagede og totalt uberørte naturegne i de mest ufremkommelige steder

Op igennem halvfemserne, dyrkede man kroppen og kroppens udsmykning. Man havde et enormt kropsfokus. Alt gjaldt om at opnå et perfekt ideal og dette gjordes især med materialistisk øjemed. I modsætning til denne rationelle tankegang, har vi tendens til her i 2006 at gå mere ind i jeget, i stedet for alle sammen at søge det samme ideal. Tankegangen ligger mere i at finde det gode, sande og naturlige. Der er ingen tvivl om at vi bliver mere og mere individualistiske, hvilket også var den fremtrædende effekt af romantikkens indførelse. Enevælden blev nedlagt og folk blev sig selv. Det sande skulle findes i hjertet og fornuften og ikke gennem det samme ideal som alle stilede efter.

Den tidlige romantik bestod af den kropsforagtende ny-platonisme og den såkaldte organismetanke. Organismetanken havde til hensigt at nedbryde alle modsætninger og samordne samfundet i harmoni. Denne livsanskuelse kom som et oprør til platonismens markante opdeling og dennes kontrasterede uforenelighed af menneskets krop. Organismetanken samler mennesket igen og giver individet en ny betydning. Den store individualisme fremmede igen den stærke jeg følelse og gjorde at mennesket var en komplet skabning der kunne agere ved egen fornuft. Dette ses også i dag, hvor mennesket er den danske borger er det mest frie du kan finde. Vi ved hvad der er bedst for os selv, og følge vores egne veje og fuldfører de mål og betingelser, vi mener er nødvendige for et godt liv. Subjektiviteten har fået stor magt hos den enkelte person, i form af vores egenrådighed og selvbevidsthed.

Man kan som tankeleg jævnføre den tidlige romantik, ny-platonismen, op til anno 2006. I ny-platonismen ansås legemet som det onde syndige og fristende, hvorimod sjælen var det rene og naturlige. Efter halvfemsernes kropslige fokus, er vi som nævnt igen ved at bevæge os væk fra disse materialistiske tanker. Vi lytter mere indad, følger det vi vil. Ligesom da enevælden blev afskaffet i romantikken og folk blev frie, så er vi nu igen blevet individualister. Vi her en personlig holdning til livet og dets mål, som kontrast og oprør til halvfemsernes stilen efter idealerne og jag efter den perfekte krop. Vi vender ind til sjælen og vores fornuft, og prioriterer kroppen knap så højt som før i tiden.

Organismetanken forenede kirke og natur, og anså den uberørte natur med respekt og ynde. Organismetanken gjorde oprør mod platonismens store dualisme. Naturen blev nu en del af mennesket og de forhenværende foragtelser blev fjernet. Herfra kan drages en tydelig parallel. I vor tid går ferie og rejsemål til de naturlige seværdigheder og den vilde uberørte natur. De mest eksklusive rejsemål i hvor tid, går netop til de helt nyopdagede og totalt uberørte naturegne i de mest ufremkommelige steder. I den sene romantik kom Biedermeierperioden som en følge af danskens svære tid på det givne tidspunkt. Man havde lidt nederlag i from af statsbankerottet som følge af Danmarks støtte til Napoleonskrigene, samt at vi måtte afstå Norge i 1814. Det var i denne tid at den familiære hygge opstod og man begyndte at idyllisere tilværelsen og perioden. Man vendte blikket indad, og ignorerede omverdenen. Senere kom et modspil til denne idyl og idealisering, nemlig Romantismen. Romantismen stod i kontrast til den hyggelige danske småborgerligheds abstraheren fra virkeligheden. Romantismen byggede på realisme og virkelighed, i modsætning til biedermeierperiodens idyl og hygge. Romantismen vendte blikket udad og så hele samfundet i et større billede. Objektiviteten fik større betydning, og Romantismen var de sidste romantiske skridt ind i naturalismen.

Produktet af romantikperioden i 1780-1870, var et menneske der var forenet med sig selv, fornuftigt, realistisk og individualistisk. Efter en længere justering og regulering, blev mennesket til det selvstyrende og bedre individ, der lod sig agere ved egen fornuft og subjektivitet. Man havde egne meninger og opfattelser og jeget var blevet styrket kraftigt efter enevældens fald og ikke mindst gennem de følelsesmæssige reformer gennem romantikken. Sammenlignet med i dag, fremgår det tydeligt at disse personkarakteristika, viser sig i sin originalitet i den danske borger anno 2006. Vi har overtaget akkurat same evner som romantikkens ”ofre”. Vi er i høj grad individualistiske, og vores samfund er generelt baseret på en stor fritvalgsordning. Vi vælger selv med egne begrundelser og tænker ind til fornuften. Vi vælger og agerer ud fra vores individuelle interesser. Vi vælger den vej og de situationer vi ønsker, uanset udfaldet af disse. Vi lader os styre af følelser og fantasi, lige såvel som fornuften. Den danske borger anno 2006 indeholder de konkrete og markante aspekter af romantikken, og det kan konkluderes at den generelle danske statsborger er en ægte romantiker.