Romerske republiks forfatning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den romerske republiks forfatning var et set af retningslinjer og principper, der primært blev videreført primært ved hjælp af præcedens.[1] Forfatningen var stort set uskrevet, ukodificeret og i konstant udvikling. I stedet for at danne et styre, der primært var et demokrati (som i oldtidens Athen), et aristokrati (som i oldtidens Sparta) eller et monarki (som Rom havde før og, i mange henseender, efter republikken), blandede den romerske forfatning disse tre elementer, hvorfor der skabtes tre forskellige grene i regeringen.[2] Det demokratiske element i form af de lovgivende forsamlinger, det aristokratiske element tog form af det romerske Senat og det monarkelle i de mange tidsbegrænsede konsuler.[3]

The ultimate source of sovereignty in this ancient republic, as in modern republics, was the demos (people).[4] The People of Rome gathered into legislative assemblies to pass laws and to elect executive magistrates.[5] Election to a magisterial office resulted in automatic membership in the Senate (for life, unless impeached).[6] The Senate managed the day-to-day affairs in Rome, while senators presided over the courts.[7] Executive magistrates enforced the law, and presided over the Senate and the legislative assemblies.[8] A complex set of checks and balances developed between these three branches, so as to minimize the risk of tyranny and corruption, and to maximize the likelihood of good government. However, the separation of powers between these three branches of government was not absolute. Also, there was the frequent usage of several constitutional devices that were out of harmony with the genius of the Roman constitution.[9] A constitutional crisis began in 133 BC, as a result of the struggles between the aristocracy and the common people.[10] This crisis ultimately led to the collapse of the Roman Republic and its eventual subversion into a much more autocratic form of government, the Roman Empire.[11]

Forfatningens historie (509–133 f.v.t.)[redigér | redigér wikikode]

I en rum tid var Rom blevet regeret af en række konger.[12] Romerne mente at denne æra med det Romerske Kongedømme begyndte i 753 f.v.t. og sluttede i 510 f.v.t.. Efter monarkiet var blevet væltet og den romerske Republik var blevet dannet, begyndte det romerske folk at vælge to romerske konsuler hvert år.[13] I 501 f.v.t. blev embedet for den "romerske diktator" grundlagt. I året 494 f.v.t. løsrev plebejerne (almuen) sig til Mons Sacer og krævede retten til at vælge egne embedsmænd fra patricierne (aristokraterne).[14][15] Patricierne kapitulerede behørigt, og plebejerne stoppede deres udtrædelse. Plebejerne kaldte disse nye embedsmænd "plebejiske folketribuner", og gav disse tribuner to assistenter kaldet "plebejiske aediler".[16]

I 449 f.v.t. kundgjorde senatet de Tolv Tavler som den centrale del af den romerske forfatning. I 443 f.v.t. blev embedet "Romerske Censor" skabt,[17] og i 367 f.v.t. blev det tilladt for plebejerne at stå for konsulatet. Åbningen af konsulatet for plebejerklassen åbnede implicit både muligheden for at få censorskabet såvel som diktatorrollen for plebejerne.[18] I 366 f.v.t. i en indsats fra patricierne for at genetablere deres indflydelse på de magisteriale embeder blev to nye embeder grundlagt. Mens disse to embeder, Prætorskabet og Curule Aedilskabet, til at begynde med kun var åbent for patricierne, var de inden allerede efter blot en generation ligeledes åben for plebejerne.[16]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Byrd, 161
  2. Holland, 24
  3. Polybius
  4. Holland, 25
  5. Lintott, 40
  6. Abbott, 46
  7. Lintott, 65
  8. Byrd, 179
  9. Abbott, 44
  10. Abbott, 96
  11. Abbott, 133
  12. Holland, 1
  13. Holland, 2
  14. Abbott, 28
  15. Holland, 22
  16. 16,0 16,1 Holland, 5
  17. Abbott, 37
  18. Abbott, 42

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Abbott, Frank Frost (1901). A History and Description of Roman Political Institutions. Elibron Classics. ISBN 0-543-92749-0. 
  • Byrd, Robert (1995). The Senate of the Roman Republic. U.S. Government Printing Office Senate Document 103-23. 
  • Cicero, Marcus Tullius (1841). The Political Works of Marcus Tullius Cicero: Comprising his Treatise on the Commonwealth; and his Treatise on the Laws. vol. 1 (Translated from the original, with Dissertations and Notes in Two Volumes By Francis Barham, Esq udg.). London: Edmund Spettigue. 
  • Holland, Tom (2005). Rubicon: The Last Years of the Roman Republic. Random House Books. ISBN 1-4000-7897-0. 
  • Lintott, Andrew (1999). The Constitution of the Roman Republic. Oxford University Press. ISBN 0-19-926108-3. 
  • Polybius (1823). The General History of Polybius: Translated from the Greek. Vol 2 (Fifth udg.). Oxford: Printed by W. Baxter. 
  • Taylor, Lily Ross (1966). Roman Voting Assemblies: From the Hannibalic War to the Dictatorship of Caesar. The University of Michigan Press. ISBN 0-472-08125-X. 

Videre læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Ihne, Wilhelm (1853). Researches Into the History of the Roman Constitution. William Pickering. 
  • Johnston, Harold Whetstone (1891). Orations and Letters of Cicero: With Historical Introduction, An Outline of the Roman Constitution, Notes, Vocabulary and Index. Scott, Foresman and Company. 
  • Mommsen, Theodor (1888). Roman Constitutional Law. 
  • Polybius. The Histories; Volumes 9–13. Cambridge Ancient History. 
  • Tighe, Ambrose (1886). The Development of the Roman Constitution. D. Apple & Co.. 
  • Von Fritz, Kurt (1975). The Theory of the Mixed Constitution in Antiquity. Columbia University Press, New York. 
Primære kilder
Secondær kildemateriale