Sanktbernhardshund

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sanktbernhardshund

Sanktbernhardshunden er opkaldt efter munken Bernard de Menthon (senere Sankt Bernhard), der i år 980 anlagde et kloster og herberg i det eneste pas i Alperne mellem Italien og Schweiz. Han anlagde det som en hjælp til udmattede rejsende, der i det kolde og uvejsomme bjergterræn ofte var faret vild og fanget i snemasserne.

Munkene begyndte i 1600-tallet at avle på egnens store og robuste hunde, der var udstyret med en fremragende lugtesans. Den første sikre afbildninger af den nuværende sanktbernhardshund er fra 1695. Hundene var måske i begyndelsen selskabs- og beskyttelseshunde i klosteret.

Sanktbernardshunden er ofte portrætteret: I tegneserier med små tønder indeholdende brændevin om halsen. Det var hensigten at det fundne offer kunne varme sig ved at drikke af tønden. Men munkene afviser den historie; de tror at misforståelsen skyldes et tidligt maleri. [1]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Pickow, George (1957). "The Great St. Bernard Hopsice Today" (http). National Geographic, January 1957. http://www.acay.com.au/~dissi/allsaint/reading/ng1957/january1957.htm. Hentet 26. januar 2006. 
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: