Skabelondiskussion:Forside Aktuelt/Arkiv 2

Page contents not supported in other languages.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
ArkivDette er en side med arkiverede diskussioner fra Skabelondiskussion:Forside Aktuelt.
Ønsker du at genoptage en arkiveret diskussion, skal du flytte den tilbage til diskussionssiden.

Proportioner ved emner på denne side[rediger kildetekst]

Direkte foranlediget af aktiviteter af Rmir2 og jeg selv (se også min diskussionsside) samt tidligere undrende bemærkninger fra Jonassoeby og jeg selv på Wikipedia-diskussion:Aktuelle begivenheder kunne jeg godt tænke mig, om vi kunne tage en diskussion af, hvad der er relevant at tage med som aktuelle begivenheder.

Der står naturligvis allerede nogle punkter, som jeg i det store hele ikke har problemer med (aktualitet, encyklopædisk relevans samt krav om henvisning til en artikel over stubniveau). Men jævnligt er der kommet punkter med, som med historiske briller nok ikke kan siges at være lige væsentlige. Denne tendens er efter min opfattelse stigende for tiden, hvor der i de seneste måneder er nævnt premierer på nye film, en sportsmands uheldige optræden i trafikken samt en finsk diplomats død. Tidligere har der været nævnt vindere af diverse sportsarrangementer, som falder lidt i samme skuffe.

En række af disse begivenheder er sikkert relevante nok inden for et snævrere emneområde, og til dette har vi som bekendt en række - mere eller mindre velfungerende - portaler, der i nogle tilfælde indeholder nyhedsafsnit (fx Portal:Sport, Portal:Militær). Det vil ofte være sådan, at nogle af de nyheder, som jeg omtaler herover, fint kan høre hjemme i portaler, selv om de ikke overordnet set er relevante (man kunne tilføje tilsvarende afsnit i andre portaler, fx Portal:Film). I tv-nyheder/aviser har man jo også typisk afsnit, der behandler særlige emner (specielt sport, men også økonomi etc.).

Jeg vil understrege, at jeg ikke er fuldstændig imod at sætte sports-, film- eller andre specielle typer nyheder her på forsiden, men mit forslag er, at man, inden man sætter en nyhed på, spørger sig selv om to ting: Kan denne nyhed komme på en (seriøs) avis' forside nu? Kan det være noget, som en del mennesker vil kunne huske noget om om nogle år? Ud fra denne overvejelse ville ingen af mine eksempler formodentlig komme med. Det kan derimod emner som (taget blandt de nyheder, der har været på forsiden for nylig):

  • Meteoritnedslaget i Rusland
  • Pavens afgang
  • Gidseldramaet i Algeriet
  • SAS' store spareplan
  • Ny leder i store lande (Kina, USA)
  • Ny lukkelov

Jeg håber, at flere vil være med til at diskutere dette. Mvh. Arne (Amjaabc) (diskussion) 11. mar 2013, 21:44 (CET)

  • Max Jakobson virkede på mig som et overraskende valg. Nicklas Bendtners bøde virker lidt formiddagsbladsagtig, men ikke noget jeg nødvendigvis vil være imod. Skytten er vel nok en film der måske ikke kommer til at gøre en varigt indtryk. Men det er vel en god idé at der er lidt afveksling, så det ikke blot er samfundsmæssige og politiske nyheder, men også kulturmæssige nyheder, hvor farverige de måske så kan være. — Fnielsen (diskussion) 12. mar 2013, 00:26 (CET)
  • Det er åbenlyst at de nævnte nyheder er større nyheder end fx Bendtners bøde, men bøden blev dog meget diskuteret, også på seriøse aviser, så den har jeg ikke noget problem med. Som Fnielsen skriver var Max Jakobsen måske et mere overraskende valg, men jeg synes bestemt ikke det er noget der falder udenfor hvad der skal være af nyheder her. Det er jo netop aktuelle nyheder, der skal vises i denne skabelon. Om nyheden så er glemt om nogle år er efter min mening ikke vigtigt. Derfor synes jeg også det er helt i orden at tage en filmpremiere en gang imellem. Igen, som Fnielsen skriver, er det fint med noget afveksling. --Santac (diskussion) 12. mar 2013, 06:17 (CET)
  • Mangfoldighed i de aktuelle nyheder ville være dejligt, og dermed også kunst og kultur. --Villy Fink Isaksen (diskussion) 12. mar 2013, 07:09 (CET)
Mangfoldighed og skæve nyheder kan være fine nok. Men ting der forekommer nærmest hver uge har altså ikke så stor interesse. Biograferne har løbende premiere på nye film, men bortset fra de obligatoriske forhåndsomtaler og anmeldelser har det sjældent større interesse. Her skal vi op i noget med begrundet Oscar-potentiale, før det for alvor giver mening. Tilsvarende med dødsfald der kaster nekrologer og mindeord af sig men sjældent mere, hvis det ikke lige drejer sig om statsledere. Da Hugo Chavez døde for nyligt vakte det opsigt, fordi han var internationalt kendt, men en finsk diplomat, de færreste udenfor Finland har hørt om, ryger ned i bunken med de andre nekrologer over folk, der også lige er afgået ved døden.
Sammenligning med avisforsider skal man i øvrigt nu om stunder nok passe lidt på med. På internetaviser kan revl og krat komme på forsiden i takt med at de sker. Mens nyhedsudsendelser i radio og tv ofte vil have gennemanalyseret breaking news, længe inden avisredaktøren overhoved har overvejet, hvordan næste dags forside skal se ud. Med det resultat at avisernes forsider istedet får karakter af opsamling eller bruges til egne historier.
En bedre målestok vil nok være at overveje, om en given hændelse kun har interesse i dag, eller om der også tales om det i overmorgen og i næste uge. Wikipedia er jo som bekendt en encyklopædi, så indholdet skulle gerne have lidt interesse på længere sigt. Vil nogen lege avis, kan de altid starte en dansk udgave af Wikinews. --Dannebrog Spy (diskussion) 12. mar 2013, 16:18 (CET)
Jeg ønsker at der også skal være plads til at man kan læse om de "små" områder som emner fra fx Kategori:Kultur, Kategori:Sport. Jeg synes ligeledes også det vil være fint hvis de nyheder der kommer på aktuelle nyheder rent faktisk er aktuelle i stedet for at det partout skal være nyheder der vil blive husket om 3-4 år. Det er et stort krav at stille, som ikke opfyldes af ret mange aktuelle nyheder. --Santac (diskussion) 12. mar 2013, 19:10 (CET)
Dejligt med diskussionen. Langt hen ad vejen er jeg enig med Dannebrog Spy, og jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke er imod, at der kommer nyheder med om kultur (fx). De vigtigste Oscar-priser, resultatet af VM-finalen i fodbold, Nobel-prisen i litteratur eller fx salg af et Munch-maleri til en ny rekordpris kan efter min mening fint tages med. Det er mere "tilfældige" danske filmpremierer, resultatet af et eller andet "tilfældigt" cykeletapeløb og meddelelser om en persons død, der efter et par dage stadig ikke er nævnt af danske net- eller papiraviser, jeg gerne vil have luget ud i. --Arne (Amjaabc) (diskussion) 12. mar 2013, 20:02 (CET)
Ved valget af begivenheder af betydning er det vigtigt at se dem i de rette proportioner. Wikipedia er først og fremmest et seriøst opslagsværk. Derfor er ligegyldigheder som hvem, der senest er blevet taget som spritbilist, efter min opfattelse ikke et velegnet emne. Vi kan roligt overlade den slags emner til formiddagsblade og snakkesider (dem er der rigeligt af). Med hensyn til Max Jakobson var han en nøgleskikkelse i finsk og internationalt diplomati, i bredere kredse mest kendt som manden, SSSR nedlagde veto mod at få som generalsekretær for FN. Det må beklages, at vores (og de fleste andre wikipediers) omtale hidtil har begrænset sig, men det vil forhåbentlig ændre sig. Det siger en del om hans internationale anseelse, at han af daværende estiske præsident Lennart Meri blev valgt som leder af den kommission, der skulle undersøgelse krigsforbrydelser begået i Estland under landets 50-årige besættelse og at han fik tildelt den højeste æresbevisning, der uddeles af den estiske præsident. Disse forhold var medvirkende til, at jeg satte ham på som "begivenhed", og det er kun at beklage, at så få danskere er internationalt oplyste i vore dage sammenlignet med for en menneskealder siden. Politik - især international politik - burde automatisk kvalificere sig som et emne af betydning. Økonomi og videnskab er andre emner, som jeg finder særdeles underrepræsenterede i denne rubrik (hvornår har en videnskabelig forskningsbegivenhed sidst været omtalt?). Til gengæld er al underholdning i bredeste forstand efter min opfattelse ikke særlig relevant. Det er naturligvis sjovt hvis eller når danske musikere, sportsfolk eller filmfolk modtager en international anerkendelse, men det er egentlig komplet lige gyldigt.
Vedrørende emner som politiske valg og afstemninger, eventuelt ny lovgivning, finder jeg den relevant, når det er en afsluttet begivenhed. Således er valget på Grønland i år utvivlsomt relevant at omtale, når udfaldet kendes. Ofte følges sådanne emner op med artikler, der omtaler baggrund for og forløb af sådanne begivenheder, og det er utvivlsomt relevant også på længere sigt. Der i mod skal vi passe på ikke at gøre for meget ud af foromtale, hvor de fremsatte spekulationer måske viser sig overdrevne i forhold til det faktiske udfald. Det er muligt at fx en politisk udbrydergruppe vil få politisk gennemslag, men sikkert er det ikke, så lad os ikke udråbe revolutionen eller advare mod ulven for tidligt. Og vi skal passe på ikke at gå de politiske kommentatorer og meningsdannere i bedene (de har det alligevel med at skifte mening, når det viser sig, at de tog fejl).
Som vejledende tommelfingerregel kunne man måske sige, at hvis en person eller begivenhed berettiger til en egen artikel på wikipedia, som vil der som regel være rimelig grund til omtale. Jeg er bange for, at dagens (men ikke morgendagens) underholdningsstjerner i nogen grad vil leve op til dette, men så kunne de måske sættes på "ration": højst een begivenhed i denne gruppe ad gangen (netop nu er 3 af 4 aktuelle begivenheder i denne gruppe). Forslaget er hermed givet til fortsat debat. venlig hilsen Rmir2 (diskussion) 12. mar 2013, 20:30 (CET)
Synes faktisk Rmir2 har en god pointe - hvorfor er det ikke relevant, bare fordi mange ikke kender til det? Eksemplet med Max Jakobsen synes jeg er rigtigt godt. Først studsede jeg også over at han kom frem på listen, men han virker umiddelbart til at have været en rimeligt vigtig personlighed (desuagtet at jeg ikke husker ham). Han må i alle henseender være mere vigtig end Niklas Bendtners spritkørsel - det er jo faktisk ikke andet end en sladderhistorie, som faktisk kun burde være taget op af sladderbladene. Store sportsbegivenheder (eksempelvis Super Bowl, VM og EM i fodbold og den slags), kulturbegivenheder (Oscar, Robert, fund af nye litterære værker af afdøde forfattere etc.) og ting i den dur kan jeg sagtens se som værende vigtigt. Men privatlivssladder, som fødsler, giftemål, spritdomme etc., bør vel egentlig ikke nævnes? mvh Tøndemageren (diskussion) 12. mar 2013, 20:41 (CET)
Til Rmir2: Jeg er langt hen ad vejen enig med dig i, at Jakobson givetvis er en vigtigere person end fx Bendtner og forskellige filmpremierer. Men jeg har jo også givet udtryk for, at jeg ikke er begejstret for disse. Omvendt var Jakobson en mand på næsten 90, der formodentlig døde en naturlig død, hvilket jo ikke i sig selv er en opsigtsvækkende begivenhed. Hans død er derfor primært en anledning til at mindes hans virke, hvoraf den vigtigste del ligger en del år tilbage. Du har selv nævnt, at Kim Jong-il kom på forsiden som et argument for, at så kunne Jakobson også komme med. Men Kim var trods alt siddende statsoverhoved i en diktaturstat, så derfor havde hans død umiddelbar interesse i verden ud fra tanken, at hvad sker der nu? Det tror jeg ikke, at nogen tænker ved Jakobsons død. Hugo Chavez' død kunne også have fundet vej til denne side, men af en eller anden grund var der ikke nogen, der satte den på.
Min holdning er, at en nekrolog over en betydelig person i bund og grund udgøres af selve artiklen, og at der på forsiden i forvejen er et sted, hvor de nyligt afdøde nævnes. Man kunne overveje at udvide denne lidt, så personerne stod på den lidt længere tid, og man kunne måske placere den højere på siden. Men det vil efter min mening være dækkende. Mvh. Arne (Amjaabc) (diskussion) 13. mar 2013, 00:23 (CET)
Et stykke af vejen kan jeg naturligvis godt følge dig. Max Jakobson var ikke mere aktiv og det betyder mindre opmærksomhed end ellers. På den anden side kan historiske personers bortgang eller historiske begivenheders fornyede opmærksomhed ofte give anledning til overskrifter også i dagspressen. Selv synes jeg, at denne forskelsbehandling af "nuværende" og "forhenværende" er noget kunstig, men det er naturligvis i sidste ende en personlig vurdering. Da Baltikum hører til mine interesseområder, vil jeg ikke afvise, at jeg har ladet mig påvirke heraf i min vurdering i det foreliggende tilfælde, men det grundlæggende synspunkt er naturligvis principielt og har ikke noget med den konkrete person at gøre. Egentlig ser jeg gerne, at denne del af diskussionen ender op i vejledende retningslinier for om personers dødsfald altid kun skal omtales under "nyligt døde" (fx også tidligere amerikanske præsidenter eller tilsvarende). Desuden var oprettelsen udtryk for et ønske om at rykke en ligegyldig drukbilist væk fra pladsen som vigtigste aktuelle begivenhed - men måske sker der intet af betydning i verden netop nu, eller hvad?
PS: hvis vi kunne indføre et billede ved "nyligt afdøde" ville det utvivlsomt være et fremskridt for denne rubrik. venlig hilsen Rmir2 (diskussion) 13. mar 2013, 06:33 (CET)
Eksempler på kunst og kultur nyheder

Hvad siger I til opslag om disse emner, Sønderskudte politikere skal sætte fokus på Danmark i krig | Kultur | DR og Skeletter vælter ud af skabene hos Wien-filharmonikere | Kultur | DR, på forsiden som aktuelle begivenheder? Især synes jeg personligt at sidstnævnte kunne bruges er dog lidt i tvivl og den første. --Villy Fink Isaksen (diskussion) 13. mar 2013, 14:46 (CET)

Til Rmir2: Fin ide med billede, det gør vi da bare. Nu fik vi jo så det grønlandske valgresultat med, men ellers har jeg da tænkt på Ungarns forfatningsændring eller - fra andedammen - overenskomstforhandlinger, men ingen af disse kan relateres særlig præcist til en artikel, desværre.
Til Villy: Tja, de kulturhistorier kunne måske godt komme på forsiden, selv om jeg nok ikke selv ville vælge dem. Som et minimum bør der vel samtidig nævnes noget om emnet i de respektive artikler, her Simone Aaberg Kærn eller Wiener Philharmonikerne. Mvh. Arne (Amjaabc) (diskussion) 13. mar 2013, 15:13 (CET)
Kulturhistorierne skulle selvfølgelig referere til Simone Aaberg Kærn eller Wiener Philharmonikerne hvori historierne kunne indskrives. --Villy Fink Isaksen (diskussion) 13. mar 2013, 15:17 (CET)

Jeg har nu (som et forsøg) indsat et billede. Hvis det ikke falder i god jord, kan det jo fjernes igen. Hvis ingen protesterer, kan det fornyes ved nye dødsfald. Med hensyn til aktuelle begivenheder, så er forfatningsændringen i Ungarn et oplagt emne. Selve tanken om at have mindst eet emne med tilknytning til Danmark på listen vil jeg gerne tilslutte mig og her er det grønlandske valg absolut i top. Med hensyn til kultur er "nyheden" om Wiener-filharmonikerne derimod en typisk "pseudo-nyhed" (min gudmoder, som har besøgt Wien og Østrig gennem hele sit liv, har for årtier tilbage fortalt mig om disse "skeletter"). Langt vigtigere og mere aktuelt er denne nyhed: Nielsen-legat til sopran og komponist og denne: Fond giver symfonikere nye muligheder. Se, det er nyheder, som jeg kan bruge til noget, og de skriver sig ind i den klassiske musiks historie (formodentlig kunne tilsvarende hentes fra malerkunst, teater, ballet eller skulpturkunst) og fra videnskabens verden kunne måske hentes denne historie: Fynbo fandt krigerkvinde af sølv (i dette tilfælde arkæologi, og det tangerer måske kultur). Pointen, set fra min side, er, at vi skal droppe "sensationerne" og samle opmærksomheden om det på længere sigt bestående. Danefæ og danekræ fx burde være sikre kandidater til omtale, da de altid udvider vores viden, desuden naturligvis Nobel-præmier (og et langt stykke hen ad vejen også de, der kun bliver kandidater til denne videnskabens fineste hædersbevisning). Som de anførte eksempler gerne skulle vise, er der faktisk emner nok at erstatte "dagens spritbilist" med (undskyld, at jeg fortsat hugger på denne, men jeg er alvorligt irriteret over den). venlig hilsen Rmir2 (diskussion) 13. mar 2013, 17:36 (CET)

Synes kritikken af spritbilisten Bendtner er en smule forfejlet. Men det er selvfølgelig vigtigt at tage diskussionen. Jeg kan sagtens leve med, at nogle af begivenhederne ikke er helt oplagte eller lige i skabet. Især hvis alternativet er, at Aktuelle begivenheder kun opdateres hver tredje eller fjerde uge, fordi kredsen af aktuelle begivenheder er for snæver eller fordi ingen brugere i længere perioder lige får bidraget til Aktuelle begivenheder. Det får nemlig den danske Wikipedia til at fremstå mindre dynamisk, og det er der ingen grund til, bare fordi vi kun er en mellemstor af slagsen. Mht. Bendtners spritdom er denne beskrevet i stort set alle seriøse dagblade, så det virker en anelse søgt at trække 'sensations-kortet' i dette eksempel. Bendtner blev efterfølgende udelukket fra landsholdet i seks måneder, og noget tyder på, at han skal kæmpe meget indædt for overhovedet at komme i betragtning til landsholdet igen. Der er mange talenter, der gerne overtager hans plads på landsholdet. Så ærligt talt tror jeg ikke den begivenhed er glemt om et år - og muligvis heller ikke om ti, hvis den skulle vise sig at blive starten på enden på Bendtners landsholdskarriere. Men som sagt: hellere en forsideskabelon, hvor der sker noget frem for en, der kun ændres hver tredje eller fjerde uge. Det bør og kan vi altså gøre bedre. Personligt synes jeg, det er bedre at bidrage med nye begivenheder end bare at læne sig tilbage og kritisere det andre brugere trods alt bruger tid og energi på at lægge op. --Morten Haagensen (diskussion) 29. mar 2013, 10:34 (CET)