Kim Jong-il

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Kim Jong-il
김정일
Tidligere øverste leder af Nordkorea
Embedsperiode
8. juli 1994 – 17. december 2011[1]
Premierminister Hong Song-nam
Pak Pong-ju
Kim Yong-il
Choe Yong-rim
Foregående Kim Il-sung
Efterfulgt af Kim Jong-un
Generalsekretær for Koreas arbejderparti
Embedsperiode
24. december 1991 – 17. december 2011
Stedfortræder Kim Yong-nam
Choe Yong-rim
Jo Myong-Rok
Ri Yong-Ho
Foregående Kim Il-sung
Efterfulgt af Kim Jong-un
Formand for den Nationale Forsvarskommission
"Højeste post" siden 5. september 1998
Embedsperiode
9. april 1993 – 17. december 2011
Stedfortræder Jo Myong-rok
Foregående Stilling oprettet
Øverstkommanderende for Koreas Folkehær
Embedsperiode
24. december 1991 – 17. december 2011
Foregående Kim Il-sung
Formand for den centrale militærkommision
Embedsperiode
8. oktober 1997 – 17. december 2011
Foregående Kim Il-sung
Personlige detaljer
Født 16. februar 1941(1941-02-16)
Vyatskoye, Sovjetunionen (sovjetiske kilder)
16. februar 1942(1942-02-16)
Paektusan, Japansk Korea (nordkoreanske kilder)
Død Skabelon:Dødsdato
(69 eller 70 år)
nær Pyongyang, Nordkorea
Nationalitet Nordkorea Nordkoreaner
Politisk parti Koreas Arbejderparti
Ægtefælle(r) Kim Young-sook
Song Hye-rim
Ko Young-hee
Kim Ok
Børn Kim Sul-song
Kim Jong-nam
Kim Jong-chul
Kim Jong-un
Alma mater Kim Il-Sung Universitetet
Maltas universitet
Signatur
Militærtid
Troskab Nordkorea Nordkorea
Værn Koreas Folkehær
Tjenestetid 19912011
Rang Wonsu
Chef for Øverstkommanderende for Koreas Folkehær

Kim Jong-il (16. februar 194117. december 2011) var Nordkoreas leder. Han var formand for Den Nationale Forsvarskommission, øverstkommanderende for Koreas Folkehær og generalsekretær for Koreas Arbejderparti (der har haft magten siden 1948). Han efterfulgte faderen Kim Il-sung, Nordkoreas grundlægger, som døde i 1994, og var leder Nordkorea og hærchef for den fjerdestørste stående hær i verden indtil sin død i 2011.

Barndom[redigér | redigér wikikode]

Fødsel[redigér | redigér wikikode]

Nutidens nordkoreanske samfund domineres af en veludviklet personkult, der centrerer sig omkring landets leder. I Kim Jong-ils levetid blev hans person således dyrket af det officielle Nordkorea, og der blev udarbejdet en meget smigrende "officiel" biografi om ham. Mange af de officielle påstande om Kims liv og aktiviteter stemmer ikke overens med eksterne kilder.

Ifølge Kim Jong-ils officielle biografi blev han født på toppen af Baekdu-bjerget i det nordlige Korea kl. 6:36 om morgenen 16. februar 1942. Den officielle biografi siger også, at hans fødsel blev forudsagt af en svale og forkyndt af en dobbelt regnbue over bjerget og af fremkomsten af en ny stjerne på himlen. Imidlertid viser sovjetiske arkiver, at han blev født i landsbyen Vyatskoye i nærheden af Khabarovsk i 1941, hvor hans far, Kim Il-sung, anførte en sovjetisk hærafdeling, der bestod af kinesiske og koreanske folk i eksil.

Kim Jong-ils mor, Kim Jong-suk, var Kim Il-sungs første kone. I sin ungdom i Sovjetunionen var Kim Jong-il kendt under navnet Yuri Irsenovich Kim, hvor hans patronym kom fra faderens russificerede navn, Ir-sen.

Kim var blot tre år i 1945, da 2. verdenskrig sluttede, og Korea genvandt sin uafhængighed efter Japans besættelse. Faderen vendte tilbage til Pyongyang i september 1945, og i november samme år kom Kim Jong-il til landet. Familien flyttede ind i en tidligere japansk officersbolig i Pyongyang med have og svimmingpool. Kim Jong-ils bror druknede der i 1948. Kim Jong-il begyndte i skolen samme år, og i 1949 døde moderen i barselsseng.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Efter al sandsynlighed fik Kim det meste af sin uddannelse i Folkerepublikken Kina, hvor hans far af sikkerhedsmæssige årsager havde sendt ham til under Koreakrigen. Ifølge den officielle biografi fik Kim sin eksamen ved Namsan-skolen i Pyongyang, der var en specialskole for børn af Arbejderpartiets embedsmænd. Han gik senere på Kim Il-sung-universitetet, hvor han tog afgangsesamen i nationaløkonomi i 1964. På det tidspunkt havde faderen, der kaldtes "Den store Leder", konsolideret sin magt over regeringen. Det siges også, at Kim lærte engelsk på Maltas universitet i de tidlige 1970'ere under sine ferier på Malta som gæst hos premierminister Dom Mintoff.

Faderen havde i mellemtiden giftet sig igen og fået endnu en søn, Kim Pyong-il (opkaldt efter Kim Jong-ils druknede bror). Det er uklart, om Kim Jong-il blev valgt frem for Kim Pyong-il, eller om Kim Puong-il nogensinde har været overvejet som efterfølger af faderen. Siden 1988 har Kim Pyong-il gjort tjeneste i en række nordkoreanske ambassader i Europa. Det menes, at Kim Il-sung sendte Kim Pyong-il til disse fjerne poster for at undgå en magtkamp mellem de to sønner.

Tidlig politisk karriere[redigér | redigér wikikode]

Efter sin universitetseksamen i 1964 begyndte Kim Jong-il sin opstigen i Koreas Arbejderpartis rækker, og han blev medlem af politbureauet i 1968. I 1969 blev han udnævnt som vicedirektør i propagandaministeriet.

I 1973 blev Kim partisekretær for organisering af propaganda, og i 1974 blev han officielt udpeget som sin fars efterfølger. I de efterfølgende 15 år fik han flere hverv, bl.a. som kulturminister og leder af partiets aktiviteter mod Sydkorea.

Fra 1973 og frem blev Kim mere og mere synlig i Koreas Arbejderparti, og han omtaltes ofte som "partiets centrum" pga. hans stigende indflydelse på partiets daglige aktiviteter.

Da man nåede til den sjette partikongres i oktober 1980, var Kim Jong-ils kontrol med partiets aktiviteter total. Han fik vigtige poster i politbureauet, i militærkommissionen og i partisekretariatet. I 1982 opfattedes han af udenlandske observatører som tronfølger i Nordkorea.

Det var på dette tidspunkt, at Kim antog titlen "Den kære Leder", og regeringen begyndte at opbygge en personkult omkring ham efter samme mønster som faderens, "Den store Leder". Kim Jong-il blev hyppigt hyldet i medierne som "den frygtløse leder" og "revolutionens store arvtager". Han fremstod som den mest magtfulde person i Nordkorea efter faderen.

I 1991 blev Kim udnævnt til øverstbefalende for Nordkoreas væbnede styrker. Da hæren er grundlaget for magten i Nordkorea, var dette et vigtigt skridt. Tilsyneladende fik en af Kim Il-sungs mest loyale underordnede, forsvarsminister Oh Jin-wu, gennemtrumfet hærens accept af Kim Jong-il som den næste leder af Nordkorea, på trods af hans manglende militærtjeneste. Den eneste mulige kandidat til lederposten, premierminister Kim Il, blev fjernet fra posten i 1976. I 1992 bekendtgjorde Kim Il-sung offentligt, at hans søn stod i spidsen for alle indenrigspolitiske affærer i Nordkorea.

Ifølge afhopperen Hwang Jang-yop blev det nordkoreanske system endnu mere centraliseret og autokratisk under Kim Jong-il, end det havde været under faderen. Selvom Kim Jong-il krævede, at hans ministre var loyale, så søgte han ikke desto mindre deres råd og vejledning i sine beslutninger; Kim Jong-il kræver absolut lydighed og enighed og opfatter enhver afvigelse fra hans tankemåde som et tegn på illoyalitet. Ifølge Hwang styrer Kim Jong-il personligt selv små detaljer, så som størrelsen af partisekretærers huse og leveringen af gaver til sine underordnede.

I 1980'erne oplevede Nordkorea en kraftig økonomisk stagnation. Kim Il-sungs juche-politik (der kan oversættes til selvtillid eller selvforsyning) afskar landet fra stort set al handel med omverdenen, selv med traditionelle handelspartnere som Sovjetunionen og Kina.

Sydkorea beskyldte Kim for at stå bag bombeangrebet i 1983 i Rangoon, Burma (nu Yangon, Myanmar, som dræbte 17 besøgende sydkoreanske embedsmænd, inkl. fire regeringsmedlemmer, og et andet i 1987, som dræbte alle 115 ombordværende på Korean Air Flight 858. En nordkoreansk agent, Kim Hyon Hui, tilstod at have anbragt en bombe om bord på flyet og hævdede, at det havde været på Kim Jong-ils personlige ordre.

Nordkoreas leder[redigér | redigér wikikode]

Præsident Kim Il-sung døde af hjertestop i 1994 i en alder af 82. Han blev ikke erstattet som præsident men betegnet som "Præsident til evig tid". Præsidentembedet blev afskaffet i ærbødighed overfor Kim Il-sung, og Kim Jong-il fik i 1997 officielt titlen som generalsekretær for Koreas Arbejderparti og formand for Den Nationale Forsvarskommission. I 1998 blev hans embede i Forsvarskommissionen udråbt til det højeste statsembede, så Kim kan opfattes som Nordkoreas statsoverhoved fra det tidspunkt. Da Kim ikke er præsident, er han ikke forpligtet til at holde valg for at stadfæste sin legitimitet, hvilket han heller ikke har gjort.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Nordkoreas statsstyrede økonomi var i store vanskeligheder op gennem 1990'erne, primært fordi landet mistede sine handelsaftaler med det tidligere USSR og pga. det anstrengte forhold til Kina i kølvandet på dette lands normalisering af relationerne til Sydkorea. Desuden oplevede Nordkorea voldsomme oversvømmelser i 1995 og 1996 efterfulgt af flere års kraftig tørke. Dette førte sammen med kun 18 % opdyrket jord og manglende mulighed for at importere varer for at opretholde industrien til en enorm hungersnød og efterlod Nordkorea i økonomiske ruiner. Stillet over for et land i forfald indførte Kim en "militæret først"-politik for at styrke landet og regimet. På det nationale plan har denne politik ført til en positiv vækstrate siden 1996, og indførslen af en socialistisk markedsøkonomi i 2002 har holdt landet oppe trods den fortsatte fødevareafhængighed af udlandet.

Som en følge af 1990'ernes katastrofer begyndte regeringen at acceptere en vis form for tuskhandel og almindelig handel. I 2002 erklærede Kim Jong-il, at pengesystemet skulle være i stand til at måle alle varers værdi. Disse økonomiske reformer afspejler lignende tiltag, som Deng Xiaoping foretog i Kina i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Under et af sine sjældne besøg i 2006 udtrykte Kim beundring for Kinas hurtige økonomiske fremgang.

Relationer til udlandet[redigér | redigér wikikode]

I 1998 indførte den sydkoreanske præsident Kim Dae-jung sin "Solskins-politik" for at forbedre forholdet til Nordkorea og give sydkoreanske virksomheder mulighed for at påbegynde projekter i Nordkorea. Kim Jong-il bekendtgjorde planer om at importere og udvikle nye teknologier for at fremme Nordkoreas spæde software-industri. Som et resultat heraf blev Kaesong Industripark bygget i 2003 lige nord for grænsen mellem de to Korea'er, hvor det var meningen, at 250 sydkoreanske virksomheder skulle beskæftige 100.000 nordkoreanere. Men i marts 2007 var der kun 21 virksomheder og 12.000 medarbejdere.

I 1994 underskrev Nordkorea og USA en aftale, der skulle fastfryse og i sidste ende afvikle Nordkoreas atomvåbenprogram til gengæld for hjælp til at bygge to atomkraftværker. I 2002 indrømmede Kim Jong-ils regering at have fremstillet kernevåben siden aftalen i 1994. Regimet argumenterede med, at den hemmelige produktion havde været nødvendig af sikkerhedshensyn – man henviste til tilstedeværelsen af amerikanske kernevåben i Sydkorea og det nye anspændte forhold til USA under præsident George W. Bush. I oktober 2006 meddelte Nordkorea, at man med succes havde foretaget en underjordisk atomprøvesprængning.

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Kim Jong-il blev med jævne mellemrum kritiseret af verdenssamfundet for at krænke menneskerettighederne og for fremstillingen at kernevåben i strid med landets forpligtelser iht. Traktaten om ikke-spredning af kernevåben og hans egen forpligtelse til at holde den Koreanske Halvø atomvåbenfri. Der går myter om et fængsel kaldet "Lejr 22" som skulle være Nordkoreas største fængsel, hvor op mod 50.000 mennesker siges at være internerede for politiske "forbrydelser" [2]. Der har været rapporter om vagternes grove overtrædelser af menneskerettighederne, bl.a. mord på spædbørn født af de indsatte [2].

Der gik ligeledes rygter i Vesten om, at Kim Jong-il havde landets bedste vinkælder med plads til 10.000 flasker [3] og han yndede dyr mad som f.eks. hummer og kaviar.[4] Det siges, at hans årlige udgifter til Hennessy cognac beløb sig til hvad der svarer til over 4.3 mill. kroner – til sammenligning er gennemsnitslønnen i Nordkorea ca. 5.000 kroner om året.[5]

Kim Jong-il som person[redigér | redigér wikikode]

Der findes ingen officielle oplysninger om Kim Jong-ils ægteskabelige forhold, men det menes, at han har været officielt gift én gang og har haft tre elskerinder.

  • Kim giftede sig efter pres fra faderen med sin første kone, Kim Young-suk, som var datter af en højtstående militærmand. De har ikke haft noget med hinanden at gøre i adskillige år. Kim har en datter fra dette ægteskab, Kim Sul-song, født i 1974.
  • Kims første elskerinde, Song Hye-rim, blev ikke officielt anerkendt, og det menes, at hun døde i Moskva i 2003. De fik en søn, Kim Jong-nam, i 1971, og han er Kims ældste søn.
  • Hans anden elskerinde, Ko Young-hee, overtog rollen som førstedame indtil sin død i 2004. De fik to sønner, Kim Jong-chul i 1981 og Kim Jung-un i 1984.
  • Kim levede siden Kos død sammen med sin tredje elskerinde, Kim Ok, der havde været hans personlige sekretær siden 1980'erne.

Som sin fader nærede Kim en dyb frygt for at flyve, og han rejste altid på statsbesøg i Rusland og Kina i sit private pansrede tog. Det fortælles, at Kim på et tidspunkt rejste tværs over Rusland i tog og fik fløjet levende hummer ind hver dag, som han spiste med spisepinde af sølv [Kilde mangler] – som man også gjorde i den kinesiske kejsers palads, da man mente, at de kunne afsløre gift i maden.

Kim havde endvidere præference for luksusbiler og var kendt for at køre væddeløb i sine biler ved sine paladser [Kilde mangler]. Kim brugte 1 milliard kroner på at importere 200 nye Mercedes Benz S500 biler og derved forøget Nordkoreas flåde på 7.000 Mercedes-biler [Kilde mangler]. Han kunne også godt lide Cadillac, Volkswagen, Toyota og Audi [Kilde mangler]. Det siges, at Kim var en stor filmfan og havde en samling på over 20.000 videobånd [Kilde mangler]. Hans favoritter skulle have været splatter- og actionfilm og alle film med Elizabeth Taylor, samt actionfilm fra Hong Kong. Han har desuden skrevet en bog om filmkunst. I 1978 blev den sydkoreanske filminstruktør Shin Sang-ok og hans hustru, skuespilleren Choe Eun-hui efter ordre fra Kim bortført til Nordkorea, hvor de skulle hjælpe med at opbygge en nordkoreansk filmindustri. Han var i 2006 involveret i produktionen af den juche-baserede film En studines dagbog, der handler om livet for en pige, hvis forældre er forskere – og det koreanske pressebureau fortalte, at Kim "forbedrede manuskriptet og ledede produktionen."

Kim kunne angiveligt godt lide basketball, ligesom han tilsyneladende også spillede golf. De nordkoreanske medier fortalte, at Kim som regel har tre eller fire "hole-in-one" pr. spil [Kilde mangler]. Kims officielle biografi fortæller også, at Kim komponerede seks operaer, og at han kunne lide at instruere store musicals. Og Kim omtalte sig selv som internet-ekspert [Kilde mangler].

Død[redigér | redigér wikikode]

Efter sin død overgik det formelle lederskab af Nordkorea til den yngste søn Kim Jong-un. Der havde forinden været spekulationer om, at lederskabet ville blive overdraget til de to andre sønner Kim Jong-chul og Kim Jong-nam. Kim Jong-nam faldt tilsyneladende i unåde efter at være blevet arresteret i en lufthavn i Japan i 2001 med et falsk pas.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]