Statsbankerotten

Statsbankerotten betegner den alvorlige penge- og finanspolitiske situation, som Danmark var kommet i som følge af landets kostbare deltagelse i Kanonbådskrigen fra 1807, og som 5. januar 1813 endte med en reform af pengevæsenet, der betød, at pengesedlernes værdi i forhold til sølv blev nedskrevet drastisk. Reformen var nødvendig grundet den voldsomme inflation, der ramte landet fra 1810.

Som led i pengereformen blev der oprettet en ny seddeludstedende bank, Rigsbanken. Den fik tillagt bankhæftelsen, dvs. dækningen for de nye sedler. Bankhæftelsen var en 1. prioritetshæftelse i alle landets ejendomme på 6 pct. af værdien, som enten skulle indbetales til banken på én gang eller afbetales.

Et maksimum for seddeludstedelsen blev fastsat, og de gamle sedler – kurantrigsdaler – blev omvekslet til nye rigsbankdalere i forholdet 6:1. Samme kurs gjaldt for statspapirer, der ønskedes indløst med de nye sedler. Da staten hermed ikke kunne svare sine forpligtelser, er pengereformen gået over i historien som statsbankerotten.

Rigsbanken kunne ikke opretholde de nye sedlers værdi. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursen i forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med 9 pct. I de følgende år svingede kursen voldsomt.

Ekstern kildehenvisning

• Fra Danmarks Nationalbank, Pengereformen, der blev kendt som statsbankerotten

Spire Denne artikel om Danmarks historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.