Stevie Wonder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Stevie Wonder i Salvador, Brasilien, 2006

Stevland Morris Judkins Hardaway bedre kendt som Stevie Wonder (født 13. maj 1950 i Michigan) er en amerikansk sangskriver, sanger, pianist og mundharmonikaspiller (kromatisk). Den blindfødte Stevland Morris fik tilnavnet 'Little Stevie Wonder', da han som 12-årigt 'vidunderbarn' brød igennem på pladeselskabet Motown med nummeret Fingertips, hvor han sang og spillede mundharmonika. Hans store stemmepragt og indlevende sang og det karakteristiske mundharmonikaspil har fra starten til i dag været Stevie Wonders kendemærke.

Samtidig viste han sig allerede i en tidlig alder som en af populærmusikkens aller frodigste kompositoriske talenter. Hans evne til at skabe rørende og velklingende ballade kan vel kun sammenlignes med Paul McCartneys. Stevie Wonder har skrevet en uendelighed af hits. På hans samvittighed er sange som Sir Duke, Superstition, Superwoman (Where Were You When I Needed You), Lately, Happy Birthday, You are the Sunshine of My Life, As, Isn't She Lovely, I Just Called to Say I Love You, I Wish og So What the Fuss. Siden Stevie Wonder i begyndelsen af '70'erne begyndte at skrive alt sit materiale selv og fik presset en unik kontrakt igennem med Motown, som gav ham stort kunstnerisk råderum på pladerne, har han ikke været bange for at udnytte sine temaer fuldt ud i skæringer af nærmest uhørt længde inden for populærmusikken op til 7-8 minutter.

Han har været en stor inspirator for adskillige musikere og mange af hans numre er blevet genindspillet af andre sangere bl.a. Pastime Paradise, der i Coolios version hed Gangsta's Paradise, As af George Michael og I Wish som Will Smith lavede til filmen Wild Wild West.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Den gyldne periode[redigér | redigér wikikode]

Frem til 1971 indspillede Wonder primært andre kunstneres materiale. Blandt hans største hits i denne periode kan nævnes My Cherie Amour. Hans mest kreative og nyskabende periode indledtes i 1972 og varede til og med albummet Hotter Than July fra 1980. I disse år lavede Wonder adskillige indspilninger, hvor han selv havde skrevet tekst og musik, selv sang vokalen, spillede samtlige instrumenter, arrangerede og producerede. Det resulterede i albums som:

  • Talking Book (1972)
  • Music Of My Mind (1972)
  • Innervisions (1973)
  • Fulfillingness' First Finale (1974)
  • Songs In The Key Of Life (1976)
  • Journey Through The Secret Life Of Plants (1979)
  • Hotter Than July (1980)

Med den eksperimenterende, kølige, afrikansk og asiatisk inspirerede film-plade Journey Through The Secret Life Of Plants som en mulig undtagelse står disse albums alle tilbage som klassikere. Særligt dobbeltalbummet (med indlagt ekstra EP) Songs In The Key Of Life, der rummer en perlerække af sange af blivende værdi som: Love's In Need of Love Today, Sir Duke, I Wish, Knocks Me Off My Feet, Isn't She Lovely, As, Pasttime Paradise og Another Star. At Wonder netop her, midt i 1970'erne nåede sit forløbige højdepunkt var en bemærkelsesværdig præstation ikke mindst i betragtning af, at han i 1973 havde været ude for en alvorlig trafikulykke. En træplanke blev slynget fra et vognlad ind gennem sideruden på en personbil og ramte Stevie Wonder i hovedet. Han blev livstruende såret og lå længe i koma. Da han kom sig over ulykken, viste det sig, at han for resten af livet havde mistet lugtesansen. Stevie Wonder var i forvejen blind, men den musikalske sans havde ikke taget skade.

Stevie Wonder har også haft succes med musikalske hyldester til forskellige kolleger. Har har fx optrådt med en sang til Motown-legenden 'Uncle Ray', Ray Charles. Han skrev Reggae-hittet Master Blaster som hyldest til Bob Marley og Sir Duke til Duke Ellington. Stevie Wonder var på koncertturne med vennen Bob Marley i efteråret 1980, da Marley kollapsede og siden døde af kræft.

1980'erne og '90'erne[redigér | redigér wikikode]

Stevie Wonders produktion i 1980'erne og 1990'erne gik voldsomt ned i såvel kadence som kvalitet. Der gik mange år mellem hans albums og endnu flere mellem succeserne, selv om han nu forsøger sig meget behændigt med decideret mainstream-pop. Hans største hit i perioden blev den velklingende, men ikke særligt originale popsang I Just Called to Say I Love You fra 1984. I disse to årtier etablerede Stevie Wonder sig sig samtidig som en førende sangskriver og især producer og studiemusiker for andre kunstnere. Han har indspillet numre sammen med blandt andre Paul McCartney (fx McCartneys Ebony And Ivory og What's That You're Doing?, som de to kunstnere har skrevet i fællesskab) og Michael Jackson. Han har også arbejdet sammen med kolleger for at samle penge ind ved adskillige velgørenhedsarrangementer, fx til fordel for de sultende i Afrika ("We Are the World"), de blinde eller til AIDS-forskningen ("That's What Friends Are For"). Han er desuden en aktiv støtte for Det Demokratiske Parti.

Han var aktiv i den vellykkede kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag. I den anledning skrev han sangen Happy Birthday fra albummet Hotter Than July. Siden engagerede han sig bl.a. i den ligeledes vellykkede kampagne for løsladelse af den fængslede ANC-leder Nelson Mandela, Sydafrikas senere præsident. Sangen It's Wrong (Apartheid) stammer fra denne kampagne. Disse (og andre) kampagner fulgte op på Wonders udprægede sociale engagement, som viste sig tidligt og ofte kom til udtryk i hans sangtekster, eksempelvis i sangene Village Ghetto Land og Living For The City – og Black Man, som handler om racemæssigt ligeværd. Andre forsøg på at skrive politiske hits er mere mislykkede. Det gælder fx den naive tekst til Saturn. Foruden de socialt indignerede og de antiracistiske sange har Wonder også altid skrevet religiøse (kristne) sangtekster. De fleste af de Stevie Wonder-hits, der står tilbage som klassikere, er dog apolitiske og ikke-religiøse sange, nemlig de stilfornyende, følsomme og dybt originale ballader (som Lately og Superwoman) og de mere funky dansenumre (som Superstition og Sir Duke) fra 1970'erne.

I 1980'erne og '90'erne udsendte Stevie Wonder følgende album:

  • The Woman In Red (Soundtrack) (1984)
  • In Square Circle (1985)
  • Characters (1987)
  • Jungle Fever (opsamling/Soundtrack) (1991)
  • Conversation Peace (1996)
  • Natural Wonder (Livealbum) (1998)

Han fik for første gang i 20 år en Top 5-succes med albummet A Time 2 Love fra 2005, hvor han dels er vendt tilbage til en lidt "renere" soul/funk-variant, end den han begyndte at praktisere i 1980'erne. Dels anvender fraseringer i sin sang, som adskiller sig fra hans velkendte store register. Hvor han tidligere udnyttede sin stemmes kolossale fylde og spændvidde til det yderste, betjener han sig nu ofte af noget enklere, men overraskende halvtonenedgange i versafslutningerne.

Stevie Wonder har modtaget 22 amerikanske grammyer.

Han har med sit særegne jazzede mundharmonikaspil været med på nyere jazzplader af Herbie Hancock.

Privat[redigér | redigér wikikode]

Stevie Wonder blev på sin 55-års fødselsdag den 13. maj 2005 far for syvende gang. Mandla Kadjay Carl Stevland Morris blev hans andet barn med hans nuværende hustru modedesigner Kai Milla Morris.

Producer og sangskriver for andre kunstnere[redigér | redigér wikikode]

Blandt Stevie Wonders mest betydelige kompositioner eller co-kompositioner for andre kunstnere kan nævnes "The Tears of a Clown" med Smokey Robinson & The Miracles, "It's a Shame" med The Spinners, " "I Can't Help It" med Michael Jackson, "Tell Me Something Good" med Rufus, " 'Cause We've Ended As Lovers" med Jeff Beck, & Chaka Khan, og "You Are My Heaven" med Roberta Flack & Donny Hathaway. Han har desuden samarbejdet med blandt andre Quincy Jones, Barbra Streisand, Kenneth "Babyface" Edmonds, B.B. King, The Supremes, The Temptations, Dionne Warwick, Julio Iglesias, og den tidligere forsanger i Musical Youth, Dennis Seaton.

Hits[redigér | redigér wikikode]

Treogtredive af Stevie Wonders singles er blevet Top Ti-hits i enten USA eller Storbritannien. Det gælder følgende:

  • 1963: "Fingertips" (USA #1)
  • 1965: "Uptight (Everything's Alright)" (USA #3)
  • 1966: "Blowin' in the Wind" (USA #9)
  • 1966: "A Place in the Sun" (USA #9)
  • 1967: "I Was Made to Love Her"(US #2, UK #5)
  • 1968: "For Once in My Life" (USA #2, UK #3)
  • 1968: "Shoo-Be-Doo-Be-Doo-Da-Day" (USA #9)
  • 1969: "My Cherie Amour" (USA #4, UK #4)
  • 1969: "Yester-Me, Yester-You, Yesterday" (USA #7, UK #2)
  • 1970: "Never Had A Dream Come True" (UK #6)
  • 1970: "Signed, Sealed, Delivered I'm Yours" (USA #3)
  • 1970: "Heaven Help Us All" (USA #9)
  • 1971: "If You Really Love Me" (US #8)
  • 1972: "Superstition" (USA #1)
  • 1973: "You Are the Sunshine of My Life" (USA #1, UK #7)
  • 1973: "Higher Ground" (USA #4)
  • 1973: "Living for the City" (USA #8)
  • 1974: "He's Misstra Know It All" (UK #10)
  • 1974: "You Haven't Done Nothin'" (sammen med The Jackson 5) (USA #1)
  • 1974: "Boogie On Reggae Woman" (USA #3)
  • 1977: "I Wish" (USA #1, UK #5)
  • 1977: "Sir Duke" (USA #1, UK #2)
  • 1979: "Send One Your Love" (USA #4)
  • 1980: "Master Blaster (Jammin)" (USA #5, UK #2)
  • 1980: "I Ain't Gonna Stand For It" (UK #10)
  • 1981: "Lately" (UK #3)
  • 1981: "Happy Birthday" (UK #2)
  • 1982: "Ebony and Ivory" (duet med Paul McCartney) (USA #1, UK #1)
  • 1982: "That Girl" (USA #4)
  • 1982: "Do I Do" (UK #10)
  • 1984: "I Just Called to Say I Love You" (USA #1, UK #1)
  • 1985: "Part-Time Lover" (USA #1, UK #3)
  • 1985: "Go Home" (USA #10)

Tolv Stevie Wonder-album nåede Top Ti i USA eller Storbritannien:

  • 1963: Recorded Live: The 12 Year Old Genius (USA #1)
  • 1972: Talking Book (USA #3)
  • 1973: Innervisions (USA #4, UK #8)
  • 1974: Fulfillingness' First Finale (USA #1, UK #5)
  • 1976: Songs in the Key of Life (USA #1, UK #2)
  • 1979: Journey through the Secret Life of Plants, Soundtrack (USA #4, UK #8)
  • 1980: Hotter than July (USA #3, UK #2)
  • 1982: Stevie Wonder's Original Musiquarium (USA #4, UK #8)
  • 1984: The Woman in Red Soundtrack (USA #4, UK #2)
  • 1985: In Square Circle (USA #5, UK #5)
  • 1995: Conversation Peace (UK #8)
  • 2005: A Time to Love (USA #5)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: