Synoptiske evangelier
De synoptiske evangelier er Matthæusevangeliet, Markusevangeliet og Lukasevangeliet. De tre evangelier udviser en stor grad af litterær afhængighed både i fortællingerne, rækkefølgen og ordlyden. Evangelierne kan læses synoptisk, hvor de er stillet op ved siden af hinanden.
Etymologi
Begrebet de synoptiske (fra græsk συν, sammen og οψις, se, dvs. sammenskuede) blev første gang brugt af J.J. Griesbach i 1774 til at referere til de tre første evangelier i Det Nye Testamente.
Forskellige hypoteser
Det har længe været diskuteret, hvad lighederne i evangelierne skyldes. Traditionelt har kristne hævdet, at lighederne skyldtes, at evangelierne er nedskrevet af øjenvidner. Men da ingen af evangelisterne hævder at være øjenvidner (se f.eks Lukas 1, 1-5), må lighederne skyldes, at forfatterne har befundet sig i den samme litterære tradition og har benyttet sig af noget af det samme materiale i nedskrivningen af deres respektive evangelier.
Nutildags er der almindelig enighed om at Markus-evangeliet er ældst, og at forfatterne til Matthæus- og Lukas-evangelierne har kendt Markus-evangeliet. Endvidere er der enighed om, at Lukasevangeliet er yngre end Matthæus-evangelie.
Den simpleste hypotese går ud på at forfatteren til Lukas-evangeliet har læst både Markus-evangeliet og Matthæus-evangeliet. Denne hypotese blev fremsat af Austin Farrer i 1955 og er senere blevet forsvaret af Michael D. Goulder. Hypotesen er dog ikke særligt populær blandt kristne, idet den giver Matthæus-evangeliet og Lukas-evangeliet betydeligt mindre kildeværdi en det korte Markus-evangelium.
En af de mest udbredte hypoteser i dag er tokildehypotesen. Ifølge denne hypotese beror ligheden i evangelierne på, at Matthæus og Lukas har benyttet sig af Markusevangeliet og en nu tabt kilde, Q, som kilder til konstruktionen af deres evangelier.
Problemet med denne tese er, at den ikke tager højde for det særstof, der findes i Matthæus og Lukasevangeliet, som f.eks. lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15,11-32). For at kompensere for dette har forskere udvidet tokildehypotesen til en firekildehypotese, der tilskriver særstoffet til yderligere to tabte kilder, hendholdsvis M (Matthæus) og L (Lukas). Særstoffet kan imidlertid også tilskrives forfatterenes egen kreativitet, men uanset hvad forbliver forklaringerne på det hypotetiske plan.
Se også
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
 | Spire Denne artikel om et emne fra Det Nye Testamente er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |