Szlachta

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Polske szlachta (adel) til møde under undertegnelsen af "Lublinunionen" (1569). Malet af Jan Matejko, 1869, Slotsmuseet i Lublin.

Szlachta (polsk: szlachta dansk: ~adel) var en privilegeret klasse i Kongeriget Polen. Den fik betydelige institutionelle privilegier under Kasimir 3. af Polens regeringstid (1333-1370)[1]. I 1413, efter en række personalunioner mellem Storfyrstendømmet Litauen og Kongeriget Polen, tilsluttede den eksisterende litauiske adel sig formelt klassen[1]. Da den polsk-litauiske realunion (1569-1795) udviklede sig, voksede antallet szlachta til at omfatte adel fra Preussen og de rutheniske lande.

Adelen udgjorde 10-15 procent af Polens befolkningen inden landets deling i 1795. I visse regioner Masovien udgjorde adelen op mod 30 procent af befolkingen. Til sammenligning udgjorde adelen 1% af den samlede befolkning i lande som Frankrig og England, mens andelen af adelige udgjorde 3 % af Spaniens og 5-8 % af Ungarns befolkning. Det var den højeste andel af adelige i Europa efter Polen.

Oprindelsen af szlachta er uklar og har været genstand for mange teorier[1]. Dens medlemmer ejede traditionelt jord, ofte i form af godser (polsk: folwark litauisk: palivarkas). Gennem forhandlinger skaffede adelen sig betydelige og stigende politiske privilegier indtil slutningen af 1700'tallet.

Under delingen af den polsk-litauiske realunion 1772, 1793 og 1795 mistede medlemmerne deres privilegier. Indtil 1918 var adelens juridiske status afhængig politikken i Kongeriget Preussen, det Russiske Kejserrige og De Habsburgske Arvelande (Østrig). Privilegier blev afskaffet ved lov i martsforfatningen 1921 for den Anden polske republik.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]